Fighters+Lovers – en kamp mod terrorisme?


balancering

Kampen mod terror rundede et skarpt hjørne med Landsrettens domsfældelse af aktivister fra Fighters+Lovers. Dommene på op til seks måneders ubetinget fængsel til aktivisterne er resultatet af stramninger af terrorlovgivningen, som fulgte i kølvandet på 11. september 2001.

Dommen er også udtryk for, at terrorlovgivningen ikke alene indskrænker den enkelte borgers grænse for privatlivets fred, men også afgør, hvem borgere i Danmark må støtte, upåagtet at det ikke er støtte til vold.  Dette er et alvorligt indgreb i vores rettigheder og er ikke fordrende for en demokratisk udvikling. Hverken i de lande, som Fighters+Lovers ville sende støtten til, Palæstina og Columbia, eller i Danmark.

Den politisering af terrorlovgivningen advarede eksperter allerede mod ved dens vedtagelse.

Menneskerettighederne svækkes
Siden 2001 har Vestens kamp mod terror medført stramninger af straffelovene og deciderede ’terrorpakker’, som både rummer udvidede ressourcer til politi og efterretningstjenester, øget overvågning og indskrænkning af privatlivets fred, udfordringer af hele retsstatsprincippet og altså også straffebestemmelser, der muligvis kan ramme almindelige borgere, der er politisk aktive.
Disse bestemmelser og terrorpakker er bestemt ikke ukontroversielle. Amnesty International har sammen med andre menneskerettighedsorganisationer advaret mod et kvalitativt skred i opfattelsen af retsstats-princippet og de grundlæggende menneskerettigheder. Kritikken handler i høj grad om, at ved at gå på kompromis med netop vores retsstatsprincipper og menneskerettighederne, så går Vesten i virkeligheden terroristernes ærinde. Dels fordi vi svækker vores egen kamp for fremme af menneskerettigheder, demokrati og retsstat i ikke-demokratiske regimer, dels fordi vi går terroristernes ærinde ved selv at kompromittere de værdier, vi kæmper for, og en række af dem kæmper i mod.

For mit eget vedkommende finder jeg, at netop den svækkelse af vores egen troværdighed, som disse dobbeltstandarder indebærer, er virkelig problematisk. Det stiller jo ikke blot de enkelte landes regeringer – som har det politiske ansvar i kraft af, at de træffer valgene – i et elendigt lys på den internationale scene. Også de mange organisationer og bevægelser, der har hjemme i de pågældende vestlige stater – men som muligvis er uenige med deres regeringer om denne politiske udvikling – får langt sværere ved at sælge budskaberne om gensidighed, dialog, samarbejde, folkeret og universaliteten af menneskerettigheder og demokrati, når de arbejder internationalt .

Udvikling er ikke gået Danmark forbi
Også dansk politi og efterretningstjeneste har fået udvidede beføjelser, PET kan samarbejde med højere læreanstalter om studererende med ’mistænkelig adfærd’, danske havne terrorsikres og f.eks. S-togene på vej ind mod Nørreport St. minder passagerne om, at bagage ikke skal stå upåagtet hen. Og den danske straffelov har fået sine egen terrorbestemmelser.

Men tilbage til retssagen mod Fighters+Lovers. Tøjfirmaet blev kendt, da de i starten af 2006 satte gang i salget af T-shirts, hvor en del af overskuddet skal gå til to projekter i hhv. Columbia og Palæstina. Projektet, der støttes i Columbia, er en radiostation drevet af FARC. I Palæstina er det et plakatværksted drevet af PFLP. Med andre ord er der ikke tale om økonomisk støtte til terrorhandlinger. Men til projekter, der er vigtige i den demokratiske proces.

I den danske straffelov indgår terrorparagraffen, § 114, som denne sag netop handler om. § 114 b siger, at “Med fængsel indtil 10 år straffes den, som direkte eller indirekte…. tilvejebringer eller indsamler midler til….. en person, en gruppe eller en sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå handlinger omfattet af § 114 eller § 114 a”.

Og det var efter denne bestemmelse, at Landsretten kendte seks af de syv tiltalte for skyldige i terrorstøtte. En bemærkelsesværdig dom, ikke mindst fordi Byrettens dom sidste år i december var frikendelse af samtlige tiltalte, da retten ikke fandt, at det kunne godtgøres, at de to organisationers handlinger finder sted som led i terrorvirksomhed.
Sagen blev dengang anket og 18.september 2008 afsagde Landsretten altså sin dom, som de dømte nu forsøger at få lov til at anke til Højesteret, grundet dens meget principielle karakter. Forsvarer Thorkild Høyer har desuden bebudet, at får man afslag på denne prøveret, så vil man i stedet gå til Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.

En principiel sag
Sagen er ikke blot interessant, fordi det er en terrorsag, der er rejst på baggrund af de relativt nye bestemmelser i straffeloven. Den er interessant og principiel af ihvertfald tre grunde:

For det første forholdet mellem jura og politik: Når der er tale om ’forbrydelser mod staten’, er det justitsministeren, der tager stilling til at rejse sager. I debatten i Folketinget, dengang man vedtog terrorlovene, var det netop en diskussion, om terrorisme og frihedskamp kan holdes ude fra hinanden. Og dengang lød det, at det jo var op til justitsministeren at beslutte, om der er belæg for at anlægge sag.
I følge professor i strafferet Gorm Toftegaard Nielsen, så er der med sagen mod Fighters+Lovers tale om en ’uhyggelig’ sammenblanding af jura og politik. Han mener ganske enkelt, at sagen aldrig burde have været rejst men snarere er et udtryk for, at terrorlovgivningen bliver administreret alt for emsigt.
Og dette har vel aldrig været det almene politiske formål med at indføre terrorparagraffer – at de skulle anvendes som normal del af straffeloven, så forskellige former for politisk aktivisme og arbejde potentielt kriminaliseres som led i kampen mod terror.

For det andet selve domsafsigelsen. Da sagen var for Byretten var omdrejningspunktet, om de to bevægelser var modstandsorganisationer eller terrororganisationer, om Israel som besættelsesmagt og Columbia som ’demokratisk retsstat’ , og om hvorledes den danske terrorlov skal fortolkes og anvendes. Byretten fastslog, at nok havde de to organisationer foretaget handlinger, der er omfattet af terrorparagraffen §114, men at de ikke fandt bevist, at handlingerne havde til formål at skræmme og true befolkningerne eller vælte regeringerne. Derfor frifandt de samtlige tiltalte.
Men flertallet af dommere i Landsretten var af en anden overbevisning. De mente, at PFLP og FARC er terrororganisationer, hvis formål det bl.a. er at destabilisere regeringerne i Israel og Columbia. Det blev ikke lagt til grund at det ene land er en besættelsesmagt og det andet befinder sig i en borgerkrig og at de to organisationer er parter i, hvad nogen opfatter som legitime befrielseskampe.

Er det muligt for danske dommere at ignorere konteksten, altså den konkrete konflikt, og alene se på en enkelt organisations handlinger – uagtet, at konflikten og handlingerne foregår i en politisk virkelighed tusinder af kilometer væk fra Danmark? Åbenbart. Det betød ihvertfald intet, at Israel nu på 41.år holder de resterende dele af Palæstina besat  – hvilket ellers gør modstandskamp legitim – eller at Columbia ret beset befinder sig i en borgerkrigslignende tilstand. Er det rimeligt – endsige muligt – at dømme en organisations virke  som terror frem for militant og væbnet modstand, uden at se på den politiske virkelighed, den eksisterer og yder modstand i? Når det nu er præcis hér, at forskellen på om man er skyldig i terrorstøtte eller ej ligger. At både PFLP og FARC har alvorlige handlinger på samvittigheden har ingen modsagt  – heller ikke de dømte aktivister; det er heller ikke ærindet her. Hvorfor benægte fakta.

Sagen er, at havde de gældende terrorparagraffer eksisteret da Sydafrika var en apartheidstat, så havde støtte til ANC og Nelson Mandela og andre sorte frihedsbevægelser været terrorstøtte. Ja, faktisk var Nelson Mandela jo i fængslet som terrorist i årevis. Vi bør også være glade for at Sverige ikke havde en tilsvarende lovgivning under 2. verdenskrig. Det havde gjort evakueringen af jøderne eller modstandsbevægelsens arbejde endnu farligere og besværligt.

Og endelig for det tredie, så forekommer det vel også besynderligt, at de indsamlede midler jo ikke var øremærkede til terrorvirksomhed men til almindelige civile og fredelige ting som en radiostation og et trykkeri. Men det fik ikke flertallet af dommere til at tilkende frifindelse. Hvorfor blev det ikke tillagt nogen betydning? Der er da stor forskel på at ville støtte et trykkeri, drevet af PFLP, og på at finansiere konkrete terroraktiviteter udført af PFLP.

Udfaldet af retssagen kalder derfor på grundig politisk selvransagelse. Var det virkelig formålet med at indføre terrorparagraffer i den danske straffelov? Er terrorbestemmelserne grundigt og præcist nok udformet og afgrænset? Virker de efter hensigten – og kun efter hensigten? Hvad bliver konsekvenserne for internationalt solidaritetsarbejde, skal det lægges om? Flere ledende personer i det danske solidaritetsmiljø har været ude og fordømme den politiske dom. Det gør jeg også!