Øget pres på EUs logningsdirektiv


Borgerettighedsgrupper herunder European Digital Rights (EDRi) opfordrer EU til at ophæve det såkaldte logningsdirektiv. Såfremt direktivet ikke bliver ophævet kræves det, at der introduceres en opt-out ret, så det overlades de enkelte EU-lande, hvorvidt man vil forlange opbevaring af datakommunikationen.  

I en redegørelse offentliggjort 1.12. 2009 fremhæves det, at direktivet har resulteret i mindre frihed den enkelte borger med en konstant trussel om, at personlige kontaktoplysninger, bevægelser via mobiltelefonen og brug af internettet, kan sælges, mistes eller på anden måde forårsage skade, så vel som højere priser for telekommunikation og mindre konkurrence.

I en klage mod direktivet til EF-Domstolen, som Irland indgav allerede i 2006, påpeges det, at mange EU-lande i første omgang ikke forlangt datalogning og at “intet spørgsmål vedrørende det indre marked kan begrunde et pålæg til en medlemsstat med et krav om, at teleoperatørerne skal opbevare data (…), så længe en sådan forpligtigelse ikke allerede eksisterede i henhold til lovgivningen i denne stat “.

I flere medlemsstater har domstole afgjort eller er ved at afgøre sager indgivet af borgere og teleoperatører med påstand om, at en vilkårlig indsamling af kommunikationsdata krænker privatlivets fred. Forfatningsdomstolen i Rumænien og Bulgarien har allerede fastslået, at datalogning er forfatningsstridig. Den tyske forfatningsdomstol vil i indeværende måned tage stilling til en klage indgivet af 34.000 borgere. En anden sag er under behandling i Irland, mens en ansøgning til forfatningsdomstolen i Tjekkiet er under udarbejdelse.

Endvidere hedder det i redegørelsen: “I en skelsættende afgørelse truffet sidste år, fastslår den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at den britiske database for DNA og fingeraftryk er ulovlig og statuerer, ”at de omfattende og vilkårlige beføjelser for opbevaring (…) udgør et uforholdsmæssigt indgreb i “privacy og kan ikke betragtes som nødvendigt i et demokratisk samfund. “. ”Det samme er tilfældet med den omfattende og vilkårlige indsamling af personlige kontaktoplysninger, bevægelser via mobiltelefonen og brug af internettet” udtaler juridisk ekspert Patrick Breyer. “Anonymitet er uundværlig for et væld af aktiviteter i en demokratisk stat. At underkaste alle borgere for en konstant registrering af hvem de er i kontakt med, truer med at underminere eller endog ødelægge demokratiet, til trods for angiveligt at forsvare det. Kommissionen skal sætte en stopper for denne Big Brother lov nu.”

 “EDRi og dets medlemmer har i årevis kæmpet imod dette direktiv med påstand om, at en sådan datalogning er farlig og krænkende. Meryem Marzouki (EDRi) minder om, at kommunikationsdata er langt mere en bare logning af hvem vi kontakter og hvornår. Teledata kan bruges til at danne sig et billede af en persons relationer og endnu vigtigere et billede af en persons aktivitet og hensigt. Med den stigende anvendelse af omfattende nationale databaser, og de aktuelle planer henimod interoperabilitet på EU-plan og fuld adgang til politimæssige formål, baner logningsdirektivet vejen for yderligere udvidelser af et formål, hvor data oprindeligt er indsamlet til strik opfyldelse af en given service, bliver brugt til overvågning og social kontrol af borgerne. Det er ikke acceptabelt i et demokratisk samfund, og bør slutte nu.”

Link til pressemeddelelsen her

Om en stigende østrigsk modstand mod logningsdirektivet kan henvises til følgende link (på tysk). Endvidere henledes opmærksomheden på en nylig udtalelse fra  The Irish Council for Civil Liberties om den tilsvarende irske logningsbekendtgørelse. 

Også i Danmark er der rejst stigende kritik af logningsdirektivet og den i Danmark udstedte logningsbekendtgørelse. På det seneste har Restsikkerhedsfonden sat fokus på den digitale overvågning i forbindelse med en afholdt konference 25. 11. 2009.  Jeg har også selv til Computerworld udtalt om en revision af bekendtgørelsen under den præmis, at bekendtgørelsen ikke vil blive afskaffet.  

Med statsminister Lars Løkke Rasmussens nylige erklæring til bl.a. Retssikkerhedsfonden om, at se nærmere på reglernes anvendelse og de praktiske erfaringer, er der grund til at være optimistisk. At foruddiskontere en evaluering er måske utidigt, men det vil nok være for meget at håbe på at bekendtgørelsen kan afskaffes med det første, da den er udstedt i henhold til et EU direktiv. Derimod er der god grund til at forvente som et minimum, at styrke retssikkerheden i forbindelse med en i løbet af 2010 forventet overordnet revision af  af hele den danske antiterrorlovgivning, som gennemført ved opstramninger i diverse love i 2001 og 2006.

Reklamer