OECD´s retningslinjer om beskyttelse af privatlivets fred og grænseoverskridende overførsel af personoplysninger fylder 30 år i år


23. september 1980 blev OECD’s retningslinjer om beskyttelse af privatlivets fred og grænseoverskridende overførsel af personoplysninger (OECD Guidelines on the Protection of Privacy and Transborder Flows of Personal Data) vedtaget. I den forbindelse er der 10. marts 2010, som en første af tre arrangementer til festligholdelse af jubilæet, afholdt en konference i Paris med titlen “30 år efter: konsekvenserne af OECD`s privacy retningslinjer”.

Allerede tilbage i begyndelsen af 1970´erne var man i OECD klar over, at en større og større forskel i nationale love udgjorde en risiko for den frie udveksling af oplysninger mellem landene (trans border data flow i det følgende benævnt TBDF). I 1978 gik man i gang med at udarbejde fælles retningslinjer i tæt samarbejde med Europarådet, som var ved at forberede konventionen om beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse med elektronisk databehandling af personoplysninger. Ved at sikre visse minimumsstandarder for beskyttelse af privacy og de individuelle frihedsrettigheder med hensyn til personlige data, var det håbet at mindske behovet for regulering af eksport af persondata samt minimere problemer i forbindelse med lovkonflikter.

En række internationale eksperter har givet deres bud de historiske udfordringer og de spørgsmål, der motiverede udviklingen af retningslinjerne. Af særlig interesse kan fremhæves en keynote af The Hon. Michael Kirby AC CMG, der i din tid var formand for OECD Expert Group on Transborder Data Barriers and Privacy Protection. Michael Kirby fratrådte som højesteretsdømmer i Australien i 2009, men er stadig en meget aktiv fortaler for menneskerettigheder og privacy. Han modtog tidligere i år Electronic Privacy Information Centers Privacy Champion Award som anerkendelse for sine meritter.

Michael Kirby fremhæver indledningsvis, at det var interessen for den fri udveksling af data som drivkraft for  økonomisk effektivitet og dermed for demokrati og god regeringsførelse og den fri markedsøkonomi, der i første omgang tiltrak OECD´s opmærksomhed.  OECD´s analyse var, at europæiske regeringers og institutioners bekymring for privacy ville indebære en retslig og økonomisk hindring for en fri grænseoverskridende informationsudveksling, som i høj grad blev promoveret af USA. I Europa var brud på privacy ikke blot en teoretisk fare med erfaringer under 2. verdensskrig om misbrug af persondata fra myndighedernes side stadig i 1978 i stærk erindring. På den anden side anså mange ikke-europæiske lande, at traktatvejen til beskyttelse af privacy var bureaukratisk, dyr at gennemføre, hæmmende for TBDF samt muligvis udtryk for protektionisme. Løsningen på dette dilemma blev, at man i stedet for at udarbejde en traktat, ville opstille generelle principper, som basis for national lovgivning med det håb, at disse principper vil bidrage til en reduktion af  hindringer for gennemførelsen af OECD´s formål.    

Kirby gør det klart, at det ikke har været ekspertudvalgets opgave at “opfinde den dybe tallerken igen”, men at bygge videre på tidligere bidrag af Nordisk Råd, Europarådet, EU samt akademia  og indarbejde de fra denne kontekst nye principper i en interkontinental applikation, der omfatter andre af OECD´s medlemslande, som f.eks. USA, Canada, Storbritannien, Japan, Australian og New Zealand.

Resultaterne af OECD´s retningslinjer falder ifølge Michael Kirby i 4 kategorier:

  • de bygger oven på tidligere arbejde
  • merværdi tilført af OECD, f.eks. teknologineutralitet og klar ansvarstildeling
  • fleksibel implementering
  • deres overlevelse   

Til sidst stiller Michael Kirby spørgsmålet: “hvad med fremtiden?” Skal retningslinjerne fortsat have relevans og betydning, så lægger Kirby vægt på, at man skal være realistisk. Samtidig med at man bør anerkende den objektive værdi af TBDF, skal man være bevidst om, at ” fordelene ved informationsteknologien selvfølgelig kan nå et omfang som forringer det enkelte menneskes mulighed for at kontrollere sin  egen penumbra [læs: sfære] af information.” Et spørgsmål man i relation til OECD bl.a. kan stille er: “Vil den marginale nytteværdi af at forsøge at hindre TBDF, med henblik på at beskytte privacy, opveje de marginale omkostninger ved en sådan indblanding i driften af  TBDF ?”. Det er nødvendigt at forholde sig oprigtigt til dette dilemma og diskutere det åbent, så beslutninger kan træffes i fuld åbenhed. Selvom det må erkendes, at der er visse begrænsninger i den personlige kontrol over data og privacy, så er det vigtigt ikke at opgive beskyttelsen af privacy, “som er en værdi, der dybt rodfæstet i mennesket og som påvirker dets værdighed og integritet”. Betydningen af empiri fremhæves også, fordi retningslinjerne og øvrig lovgivning og rutiner kun kan være effektive, såfremt de    baseres på en præcis og grundig forståelse af den relevante teknologis operation. Derudover er der  spørgsmål om rekonceptualisering. Hermed menes, at OECD påtager sig en rolle med at sikre, at den løbende tilgang til specielle problemer som spam, cybercrime, malware osv. er i harmoni med hinanden og være på vagt overfor en fragmenteret tilgang til hvad der dybest set er integrerede sociale og etiske problemer.  Endelig peges der på nye udfordringer i forhold til masseovervågning, biometri, RFID tags, krop scannere osv. og at privacy-fortalere hele tiden bør være på udkig efter PET-løsninger (privacy enhancing technologies). Som de sidste 3 punkter omtales værdien af det grænseoverskridende samarbejde,  nødvendigheden af slutbruger læring og uddannelse for at opretholde samfundets bevidsthed om værdien af privacy samt spørgsmålet om hvad OECD bør gøre for at inkludere repræsentative holdninger om privacy  fra verdens udviklingslande ?

Afslutningsvis roser Michael Kirby NGO`ere, offentlige institutioner, forskere og enkeltpersoner der arbejder med privacy og informationssikkerhed, fordi graden af  kontrol over den enkeltes personoplysninger i fremtiden vil afhænge af deres indsats.

Download hele talen her.

Jeg er meget enig i Michael Kirby´s synspunkter og fremtidsvurderinger både i forhold til OECD´s position og i forhold til beskyttelse af privacy i almindelighed. OECD er et magtfuldt organ og den måde man har håndteret privacy på er prisværdigt og visionært. Det er uomtvisteligt, at retningslinjerne, der med start i 2011 vil blive gået efter i sømmene i henhold til den såkaldte Seoul Declaration fra 2008, har haft og vil få stor central betydning for privacy og persondatabeskyttelse i fremtiden, forudsat at man betræder erfaringens sti og ikke mister sine  pejlemærker.  

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s