Ny amerikansk forskning: Unge er lige så bekymrede for privacy som ældre


To nylige amerikanske forskningsrapporter viser samstemmende, at der ikke er belæg for påstanden om, at unge ikke bekymrer sig om privacy.

Den ene rapport, How different are young adults from older Adults when it comes to information privacy attitudes & policies?, er udarbejdet af  University of California, Berkeley og University of Pennsylvania. Den anden, Youth, Privacy and Reputation, er udgivet af  The Berkman Center for Internet & Society, Harvard University. 

Konklusionen i den første rapport er, “at især de unge voksne (i alderen 18-24) ikke er ligeglade med deres privacy. De indsamlede data viser, at der er mere der samler end der skiller de ældre unge og de ældre med hensyn til emner om privacy”. Forfatterne udlægger det som, “at unge voksne amerikanere har et ønske om øget beskyttelse af privatlivets fred selv når de deltager i en online verden, der er optimeret til at frigive personlige oplysninger.” For fuldstændighedens skyld bemærkes, at ungegruppen, som rapporten har analyseret, ikke uden videre kan betragtes som én homogen gruppe, fordi der mangler huller i den empiriske forskning. 

“Derfor bør den offentlige debat ikke starte med en påstand om,  at unge voksne er ligeglade med privacy og at der derfor ikke er behov for retsregulering og andre sikkerhedsforanstaltninger. Man bør i stedet erkende, at de nuværende forretningsmodeller sammen med andre faktorer til tider tilskynder de unge voksne til at udlevere personlige oplysninger for at opleve social integration selv om de i deres mest rationelle øjeblikke burde handle efter mere konservative normer.

Uddannelse kan være nyttig. Selv om der findes mange uddannelsesprogrammer om internettet for unge voksne, så er fokus for disse programmer mere på den personlige sikkerhed i forhold til online-svindlere og cybermobning med ringe vægt på informationssikkerhed og privacy.

Unge voksnes viden om privacy lovgivning er sikkert forskellig fra ældre voksnes. De er mere tilbøjelige til at tro , at loven beskytter dem både online og offline. Denne mangel på viden i et fristende miljø, snarere end en arrogant og manglende bekymring for privacy, kan være en vigtig årsag til, at et stort antal af de unge voksne engagerer sig på en ubekymret måde i den digitale verden.

Men uddannelse alene er formentlig ikke nok til at de unge voksne opnår en højere grad af forståelse for privacy. Der er højst sandsynligt behov for forskellige former for hjælp fra flere sider af samfundet, herunder måske lovgivning, med henblik på at håndtere de komplekse online strømninger, der står i modsætning til de unge voksnes bedste privacy instinkter.”

Fra rapporten kan det specifikt fremhæves, at “med vigtige undtagelser er en stor procentdel af de unge voksne i harmoni med ældre amerikanere, når det drejer sig om bekymring omkring online privacy…”. Endvidere fremgår det,  at et stort flertal af unge voksne vil nægte at give oplysninger til en virksomhed i de tilfælde, hvor de føler, at det er for personligt eller ikke nødvendigt samt at enhver, først skal få en tilladelse, før han eller hun kan uploade et billede af den pågældende, selv hvis det er taget i det offentlige rum. Det fremgår også, at de unge voksne mener, at der bør være en lov, der giver brugeren ret til at kende alle de personhenførbare oplysninger, der bliver indsamlet om den pågældende og at der bør være en lov, der forpligter websitet til at slette alle de  personrelaterede oplysninger, som er gemt om hans person hos operatøren.

I et efter min opfattelse vigtigt afsnit i den anden forskningsrapport fra The Berkman Center for Internet & Society  om at understøtte de unges adfærd, fremhæves betydningen af forskellige koncepter af privacy. Der peges på, “at studier gentagne gange har vist, at privacy og anonymitet ikke er synonymt med mange unge mennesker.I stedet for at betragte det offentlige og den private rum, som to skarpt adskilt verdener, viser børn og teenagere en mere nuanceret og finmasket forståelse af informationsformidling og kontrol.”

Endvidere fremhæves det, at “voksne ofte forvirres af, at mange unge ikke anser internettet som et offentligt rum. MySpace og Facebook opfattes som private sociale rum, hvor de unge kan engagere sig i personlig chat, sladre, “hænge ud”, flirte, dele hemmeligheder og foretage alle de andre sociale aktiviteter, som de gør, når de er offline med deres jævnaldrende. Omfanget af online-netværks integration børns og teensgers sociale liv er ofte undervurderet. Et fravalg eller at forblive anonym online kan være en social katastrofe for børn, når deres referencegrupper bruger IM, Facebook, MySpace, Xbox Live, YouTube osv. Venskaber starter og slutter ved hjælp af internettets kommunikationsteknologier, og udlevering af personlige oplysninger er en måde at skabe tillid på mellem jævnaldrende.”

Rapportens forfattere nævner herefter behovet for at tage ansvar. Især at voksne har et ansvar for at anerkende deres egne roller i at krænke børn og unges privacy. Endvidere fremdrages det, at der helt sikkert er en rolle for mere privacy uddannelse for unge mennesker.  Som det også er diskuteret i denne rapport, er der ikke meget der tyder på, at teenagere er ligeglade med privacy og endda endnu mindre dokumentation for, at de ikke forstår, hvordan internettet fungerer. Derfor vil “en tilgang til uddannelse, der bygger på at overdrive risici være ineffektiv og sandsynligvis gøre mere skade end gavn”. Vigtigst af alt skal en forståelse af de unges normer være omfattende, før der gennemføres et striks regelsæt.

Forfatterne anbefaler også udvikling af mere privacy-venlige interfaces og kontrolmekanismer (også kaldet privacy enhancing technologies), “fordi privacy i den digitale tidsalder ikke reguleres ved lov eller på baggrund af et informeret brugervalg, men som Lawrence Lessig så berømt har bemærket ved hjælp af computerkoder.”

Til slut diskutterer rapporten fordele og ulemper ved de såkaldte default-settings.

Fra konklusionen i forskningsrapporten kan det fremhæves, at ” unge er stærkt overvåget i hjemmet, i skolen, og i offentlig-heden af en række forskellige overvågningsteknologier. Børn og unge ønsker private sfærer for socialisering, udforskning og eksperimentering væk fra voksne øjne. At lægge personlige oplysninger på nettet  er en måde for de unge til dels, at udtrykke sig selv på, dels at være i kontakt med jævnaldrende samt at øge ens popularitet og forbindelse med venner og grupper af jævnaldrene. I forlængelse heraf ønsker de unge mennesker, at være i stand til at begrænse oplysningerne online på i en nuanceret og differentieret måde.

Populær litteratur (og en del forskning) omfatter beskrivelser af de unge, online teknologier og privacy, der ikke afspejler realiteterne i de fleste børns og teenagers liv. Men dette giver rige muligheder for fremtidig forskning på dette område. Selv om der i rapporten henvises til flere kvalitative og etnografiske studier af unges privacy-praksis og holdninger, er der behov for mere forskningsarbejde på dette område for fuldt ud at forstå ligheder og forskelle i denne aldersgruppe, især inden for selve aldersgrupperne, på tværs af socioøkonomiske klasser, mellem kønnene osv.

I en kommentar til rapporterne er det indledningsvis vigtigt at påpege, at der er tale om amerikansk og tildels europæisk (engelsksproget) forskning, der delvis samler op på hidtil udført forskning. Men desuagtet kan jeg ikke se, hvorfor mange analyser og pointer ikke også vil kunne bruges i en  dansk kontekst. Først og fremmest er det interessant at fastslå, at den tilsyneladende almindelig anerkendte bebrejdelse af  de unge, som at de er ligeglade med pricvacy ikke holder. Der er nu evidens for, at i alt fald de unge i alderen 18-24 år i ligeså høj grad som de ældre er interesseret i privacy, men at det samtidig kan slås fast, at  de opfører sig mere skødesløst online, fordi de tror, at loven giver dem mere beskyttelse end den faktisk gør. Konklusionen synes klart at være i modstrid med Facebook grundlægger Mark Zuckerberg´s udtalelse tidligere på året om, at privacy ikke længere er en “social norm”.

Begge rapporter lægger op til yderligere forskning med henblik på afdækning af brugeradfærd og udvikling af nye brugervenlige og privacybeskyttende teknologier og det kan der kun varmt støttes op om. En væsentlig pointe, som fremhæves i en af rapporterne, er at anlægge et ungeperspektiv for forskningen og ikke betragte de unges online adfærd som eksotisk med anvendelse af en “generationsskifte”-retorik  som forfladiger og overser de unges oplevelser i forskellige sammenhænge. Ligeledes er det værd at have for øje, at idéen om to forskellige sfærer, en “offentlig” og en “privat” på mange måder er en forældet tankegang i forhold til nutidens unge.

Mindsettet om en mere brugerorienteret innovation er i pagt med demokratisk teknologiudvikling, som i en globaliseret verden er vigtigere en nogensinde.  Problemstillingen er eksempelvis taget op i et blogindlæg om biometri og demokrati.

Reklamer

One response to “Ny amerikansk forskning: Unge er lige så bekymrede for privacy som ældre

  1. Det er interessant forskning og påpeger endnu engang at sikkerhed altid betyder noget for mennesker – men det er ikke sikkert at de kan gennemskue konsekvenserne og dermed træffer beslutninger på et reelt informeret grundlag med reelle valgmuligheder.

    Hvad man derimod i denne forbindelse bør huske på er at sikkerhedsproblemerne skyldes teknisk fejldesign og kommercielle interesser i at skabe flest mulige persondata og sårbare interaktioner som de kan styre/kontrollere. Man kunne sagtens kryptere igennem serverne og pseudopnymisere alle transaktioner – og dermed væsentligt reducere den primære trussel i form af usikre servere.

    Hvis persondatalovgivnignens principper om “state of technology”, rammerne for markedet til at sikre at efterspørgselsssiden ikke blev blotlagt og f.eks. forfatningsmæssige principepr om individets suverænitet (udtrykt forskelligt i forskellige lande) blev håndhævet og overholdt i teknologidesign var der ingen som helst grund til at skabe personhenførbare data serverside.

    F.eks. er Datatsilynet i Danmark en katastrofe med deres tilgang som tager udgangspunkt i at data altid er personhenførbare så deres eneste opgave består i at overveje om de er krypteret mod tredjepart og omfattet er en form for afpresset eller pseudosamtykke. En sådan institution er til mere skade end gavn.

    Men så længe selv banale grundprincipper misforvaltes vil den sociale afpresning kunne fortsætte.

    Når vi så først har føet etablere grundmodellerne så social interaktion kan finde sted uden kommercielle og andre kræfter har intravenøs adgang til systemaatisk misbrug, så kan vi vende tilbage os lade de sociale processer mellem gruppe-interaktion og de halvdesparate “15 min opf fame” for ikke at føle sig helt overflødig få en chance fopr at finde modne balancer i en digital tidsalder.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s