“Privacy by Design” to become even more important globally

Privacy-bloggen: You have been acknowledged as being one of the first in the world who recognized  the potential importance of technology to protect privacy and personal data and you have, as early as  in the mid-1990s, presented the Privacy by Design concept. What is this concept about, and what impact do you reckon it will have in the future?

Ann Cavoukian: At the heart of Privacy by Design (PbD) is the tenet that individuals have the right to control their own personal information. Much more than a theoretical concept, Privacy by Design is a real-life solution that proactively embeds privacy into technologies, business practices and networked infrastructure at the outset to ensure that privacy is the default condition. Of course, building in privacy at the start is not always possible, which is why my Office recently introduced Privacy by ReDesign to implement PbD into already existing and legacy systems.

Regarding its future impact — the possibilities are limitless as technologies are forever changing. In this growing world of online social media, mobile devices, big data and of course cloud computing, privacy is paramount. But we must change our thinking from a zero-sum paradigm to positive-sum. This means that privacy is not sacrificed at the expense of other business interests, such as security. You can, and must, have both. Our interests are diverse — among other things, we want to socialize on the Internet, build a more sustainable electrical grid, utilize and share health records and more. We can do all of these things and still have privacy, but only if we prioritize it as a requirement for both new and existing technologies, infrastructures and business practices. Our need for privacy has not disappeared. On the contrary, privacy is an essential dimension of the human condition and it will continue to be well into the future.

Privacy-bloggen: We are living  in a globalizing world driven by digitization. As the Internet knows no national boundaries, it seems reasonable to assert that there is a need for a global privacy regime. But is it possible, with the cultural and legal differences that exist, and is the way forward more likely to create a set of universal privacy principles that comply with the demands from consumers, businesses and governments?

Ann Cavoukian: Privacy is a fundamental right that knows no borders. Privacy by Design is a solution for everyone – consumers, businesses and governments. Last year, a landmark resolution was unanimously passed by global Data Protection Authorities to make Privacy by Design an international standard. This endorsement marks a sea change in how the international community will go about preserving privacy. Of course, my work does not end with this accomplishment. For over 20 years, as the Information and Privacy Commissioner of Ontario, Canada, I have partnered with stalwarts such as IBM, Intel, and Nokia to advance Privacy by Design. Together, we have fostered innovation and accomplished groundbreaking work in many fields, including biometrics, the Smart Grid and even Targeted Advertising. Forging new relationships to advance Privacy by Design is not a hard sell. After all, Privacy by Design makes sense for everyone — especially businesses. Not only is it cheaper to build in privacy before a breach occurs, it is also a compelling way to win the trust of clients and build your brand.

Privacy-bloggen: Considering that legal responses often lag behind market and technology innovation, would you agree that self-regulation is an adequate and timely instrument to meet privacy and data protection challenges including citizen engagement and empowerment as a prerequisite for sustainable solutions?

Ann Cavoukian: To preserve privacy and adequately protect data, you need both self-regulation as well as regulatory oversight. However, with the rapidly changing pace of technology, it is difficult for legislation to keep up, which is why Privacy by Design is important. PbD is flexible and can be utilized by organizations from a small local business to a large government body. Regarding privacy protection, it is simply ‘good business’ for companies to be proactive and stay ahead of existing legislation. Strong privacy practices form the basis of a virtuous cycle that establishes trust of the brand in the minds of consumers, which leads to greater loyalty, ultimately driving competitive advantage.

The exponential growth of information and communications technology has benefited us in many ways, such as fostering citizen engagement and the empowerment of individual and collective voices.  In my role as a Commissioner, overseeing both access and privacy, this information explosion has spurred a wide variety of challenges. Recently, I have been particularly concerned at the lack of understanding between the concepts and purposes of Big Data and Open Data. Simply stated, Big Data describes the ever-increasing massive amounts of information that organizations have, and continue to collect — much of which is personally identifiable information. On the other hand, Open Data rests on the idea that certain types of non-personal information such as maps, medical research etc., should be freely available to unrestricted use by everyone. Open Data encourages civic participation and redefines the importance of freedom of information legislation across the globe. As the Big Data movement continues to grow and evolve, it is well worth holding onto the fact that privacy remains fundamental to our freedom.


Dr. Ann Cavoukian,  since 1997  the Canadian Province of Ontario’s Information and Privacy Commissioner, is recognized as one of the leading privacy experts in the world.

The post is the English edition of the post on Privacy-bloggen.


EU-rapport understøtter behovet for mere information om brug af personlige oplysninger

Rapporten, der netop er blevet  udgivet af Eurobarometer, er resultatet af den hidtil største undersøgelse om den enkelte EU-borgers adfærd og holdning til bgrugeradministration (identity management), databeskyttelse samt privacy.

Det konkluderes i rapporten: “I lyset af den stadigt stigende rolle digitale teknologier har spillet i samfundet i løbet af det sidste årti og den hidtil usete store indsamling, opbevaring og behandling af personoplysninger, er formålet med undersøgelsen, at få indsigt i europæernes videregivelse af personlige oplysninger, med særlig fokus på Internettet. Mere specifikt, omhandler rapporten europæernes faktiske offentliggørelse af personlig information, deres forståelse af og opfattelse af kontrol over deres personlige data, deres måder at beskytte personoplysninger på og hvorledes de gerne ser databeskyttelsen udformet. Indsigt i disse spørgsmål kan være en hjælp til at udvikle reguleringen og skræddersy den til europæernes særlige behov og sårbarheder med hensyn til beskyttelse af personoplysninger.”

Nogle af hovedresultaterne af undersøgelsen viser, at

  • 74 % af europæerne anser afsløring af personlige oplysninger som en stigende del af det moderne liv
  • oplysninger først og fremmest betragtes som personlige, når der er tale om finansielle oplysninger (75 %), medicinske oplysninger (74 %), nationale ID-numre eller kort samt pas (73 %)
  • et klart flertal af europæerne (75 %) ønsker at slette personlige oplysninger på en hjemmeside, når de beslutter sig for det (princippet om “retten til at blive glemt”)
  • Selvom et flertal af europæiske internetbrugere selv føler sig ansvarlige for håndtering af deres egne personlige oplysninger, går næsten alle europæere ind for ens databeskyttelsesregler i hele EU (90 %)
  • et flertal mener, at deres personlige oplysninger vil være bedre beskyttet i store virksomheder, såfremt disse virksomheder er forpligtet til at have en databeskyttelsesansvarlig person (88 %)
  • Europæernes meninger er delte med hensyn til de omstændigheder, hvorunder politiet skal have adgang til personlige data. Til gengæld er næsten alle enige om, at mindreårige bør beskyttes mod (95%) og advares om videregivelse af personoplysninger (96%), og et stort flertal er for en særlig beskyttelse af genetiske data (88%).

De adspurgte i undersøgelsen kan kategoriseres i to grupper af såkaldt digitale eksperter, som viser markante forskelle i besvarelserne. Den første gruppe betegnes som “digital natives”, som vel nærmest kan oversættes som “børn af den digitale tidsalder” dvs. unge mennesker i alderen 15-24 år, som er studenter og født under og efter introduktionen af den digitale teknologi. Den anden gruppe benævnes i rapporten som “digital initiates”, som kan oversættes til “personer med tillærte erfaringer”. De er ikke unge per definition og har fået deres viden om med den digitale teknologi gennem f.eks. uddannelse eller arbejde og har andre synspunkter end “børn af den digitale tidsalder”.

Eksempelvis deles synspunktet om, at afsløring af personlige oplysninger ikke er et stort problem af 43 % i den første gruppe (EU 33 %). Endvidere fremgår det, at der i denne gruppe er 48 % som ikke har noget imod at afsløre personlig information til gengæld for fri online servicees , f..eks. en gratis e-mail adresse (EU 29 %) og at 41 % føler sig forpligtet til at afsløre personlige oplysninger på internettet (EU 28 %).

Med hensyn til den anden gruppe, så er det tydeligt, at de er mindst tilbøjelige til at føle kontrol over personlige data, f.eks. mulighed for at slette, rette eller ændre disse oplysninger i forbindelse med online shopping eller når de benytter sociale netværkssteder. Og i modsætning til den første gruppe er de mest tilbøjelige til at beskytte deres identitet i det daglige og på nettet og er som ofte bekymret med hensyn til oplysninger om dem selv, som opbevares af virksomheder.

For så vidt angår Danmark er der anledning til at fremhæve nogle tal fra rapporten. Eksempelvis betragter 91 % af de adspurgte danskere, finansielle oplysninnger som løn, bank- og kreditkortoplysninger for at være personlige. Det er også interessant at bemærke, at de lande, hvor Internetbrugere er mere tilbøjelige til at mene, at finansielle oplysninger er personlige også har en højere andel af respondenter, der handler online. Således køber 81 % af internetbrugerne i Danmark online. Danmark scorer også højt i vurderingen af at medicindata (87 %) og at CPR-nummer og pasnr. (89 %) er personlige oplysninger. Derimod rangeres f.eks. navn (23 %) og adresse (36 %) lavt som en personlig oplysning. Den højeste procent af svar, som siger, at afsløring af personlige oplysninger ikke er et problem er fra Danmark (51 %). På spørgsmålet om man føler sig forpligtet til at afsløre personlinge oplysninger på internettet viser undersøgelsen, at de danske svar topper med 47 % mod 44%, der er uenig. Danmark ligger i toppen sammen med 3 andre nordiske lande med 72 %-besvarelser, der giver udtryk for ikke at være bekymret for at ens adfærd vil blive registreret på et privat sted som f.eks. restaurant, bar, klubber eller kontorer. Ligeledes afspejler de danske svar, at 78 % er ubekymret for at deres adfærd bliver registreret i det offentlige rum, hvilken procent ligger på linje med EU-gennemsnittet. Med hensyn til placering af de strategier de enkelte borger vælger til at beskytte sin identitet i det daglige viser, at 78 % af danskerne, hvilket e i top, foretrækker at give et minimum af forlangte oplysninger og ikke afslører bankoplysninger eller PIN-kode.

Nederlandene, Luxembourg og Danmark skiller sig ud som de EU-lande, der har det største antal af internetbrugere, som benytter en vifte af forskellige strategier til beskyttelse af deres identitet på nettet. Danmark scorer ikke uventet meget højt på tilid til at f.eks. sundhed- og skattesmyndigheder samt finansielle institutioner beskytter personlig information. I modsætning hertil ligger lande som Grækenland, Rumænien og Polen med den laveste tillidsniveau.
Om den er begrundet er en anden sag.

En tankevækkende iagttagelse er det forhold, at den højeste procentdel, der siger, at de gerne vil slette deres data, når de stopper med at benytte en service (princippet om retten til at blive glemt), er at finde i Danmark (50%), Sverige (48%) og Nederlandene (43%).

Et specielt tema i forhold til undersøgelsen vil lige blive berørt, fordi det for tiden er aktuelt i den danske offentlige debat. Det drejer sig om identitetstyveri. Af undersøgelsen fremgår det, at der er en udbredt opmærksomhed om identitetstyveri og datatab i EU omend den personlige erfaring forbliver marginal. 44 % af alle europæere har svaret at de hverken har hørt eller oplevet omstændigheder I forbindelse med datatab og id-tyveri. En sociodemografisk analyse påpeger, at det er aldersgruppen 55+ (50 %), den mindst uddannede (54 %) og som aldrig bruger internettet (53 %), der er dem som mest sandsynligt ikke har hørt om eller er blevet konfronteret med forhold om datatab og identitetstyveri.

I de lande hvor respondenterne højst sansynligt har hørt om (via fjernsyn, radio, aviser eller internettet) eller haft erfaring med forhold i forbindelse med datatab eller identitetstyveri, er de lande med den laveste procentdel, der siger nej, nemlig Letland (26%), Sverige (27%), Irland (28%), Danmark (29%), Finland (31%) og Storbritannien (34%).

JyllandsPosten har i en dybdeboende og omfattende temaserie sat identitetstyveri på dagsordenen med en række konkrete sager, som klart illustrerer problemets sociale og økonomiske konsekvenser. Det er Dansk Privacy Netværks opfattelse, at det netop er et sådant initiativ, der kan være med til at skabe større forståelse for et ellers kompliceret emne. Dansk Privacy Netværk og flere af dets medlemmer og samarbejdspartnere har i øvrigt bidraget med input til artikelserien samt i forbindelse med en opfølgning i bl.a. DR Update og TV AVISEN.

Mere om identitetstyveri og hvad den enkelte borger kan gøre for at undgå at miste kontrol med egne data kan findes her: Identitetstyveri – også i Danmark? Det understreges af Datatilsynet, at mere information til både borgerne, virksomheder og myndigheder om forsvarlig brug af personoplysninger, er nødvendig. Sidstnævnte er også rapportens generelle anbefaling.

Eurobarometer har bedrevet et glimrende stykke analysearbejde om EU-borgernes holding til databeskyttelse og elektronisk identitet som viser nogle interessante resultater, herunder at der tegner sig et broget indtryk af danskernes forståelse for persondatabeskyttelse.

Afslutningsvis glæder det mig, at undersøgelsen fastslår at et flertal af de adspurgte mener det vil forbedre beskyttelsen af personoplysninger, såfremt virksomheder af en vis størrelse udpeger en databeskyttelsesansvarlig person (Data Protection Officer), fordi det netop har været et hovedønske, der er blevet fremført af bl.a. mig selv i forbindelse med revisionen af persondatadirektivet. Positionen må ikke forveksles med den dataansvarlige eller databehandleren, som i henhold til den nugældende lovgivning både kan være en person eller myndighed. Så mon ikke det bliver en af flere nye bestemmelser i det reviderede persondatadirektiv, der vist forventes i 2014. ?

Rapporten “Special Eurobarometer 359 – Attitudes on Data Protection and Electronic Identity in the European Union” (330 sider) kan downloades her.

Er overvågning et gode for det enkelte menneske ?

Ja, det kan det være, men kun helt undtagelsesvist og forudsætningen er, at enhver overvågning eller observation skal have hjemmel i loven,. Om hvilke regler der gælder ved tv-overvågning henvises til pjece udgivet af Justitsministeriet og Datatilsynet. Om retsvirkningerne mellem de to hovedlove på området henvises til artiklen: Persondataloven og lov om tv-overvågning – gennemtænkt samspil?. For så vidt angår betragtninger om overvågningens rækkevidde kan f.eks. henvises til Forbrugerrådets høringssvar: Tv-overvågningsloven og lov om personoplysninger i forbindelse med det seneste forslag til lovændring, Afvejninger mellem overvågning og databeskyttelse og privacy fremgår eksempelvis af det afsluttende communique fra den 28. Internationale databeskyttelses- og privacykonference i London i 2006.

Enhver lovregulering bør helt grundlæggende være baseret på en nøje afvejning af proportionalitet og nødvendighed.

Hovedreglen i et demokratisk samfund som anerkender de universelle friheds- og menneskerettigheder, er, at det enkelte individ har fuldstændig kontrol og gennemsigtighed med en hvilken som helst overvågning. Derfor bør al overvågning som udgangspunkt være ikke-personhenførbar. Der gælder selvsagt undtagelser i forbindelse med en konkret politimæssig efterforskning, som imidlertid også skal kunne domstolsprøves efterfølgende.

En reel persondatabeskyttelse kan kun lade sig gøre, såfremt den digitale identitet opbygges som en del af et globalt tillidsskabende it-rammeværk (trusted framework). Et sådant rammeværk, der faktisk er et system af systemer (privacy-rammeværk, identitets-rammeværk, kontrol-rammeværk, notifikations-rammeværk osv.) kan defineres som et netværk af binære tillidsrelationer mellem alle parter (eksempelvis helt op til 10 parter med skiftende roller) i en transaktion og som forholder sig til de forsikringer, som er nødvendige for at hver af partnerne kan stole på de andre relevante parter med hensyn til hvert enkelt tillidselement. Flere internationale private organisationer arbejder med forskellige modeller. Processen er kompliceret, omfattende og tidskrævende.

Et af de mere interessante initiativer er taget af Kantara Initiative, der er en sammenslutning af en lang række internationale  virksomheder og organisationer samt nationale myndigheder, der forpligter sig til åbne standarder og at systemer eller processer har  mulighed for at samvirke med hinanden med henblik på at online-netværk bliver mere privacy beskyttende og med indbyggede tillidsskabende elementer i it-miljøerne.

Rammeværket skal naturligvis baseres på egentlige retsgarantier for den enkelte (datasubjektet). Spørgsmålet vil om føje år blive højaktuelt i forbindelse med den større og større udbredelse af pervasive computing, eller ”IT i alting”, dvs. et altomfattende netværk af ”ting” (tøj, biler, smartphones osv.), der er koblet sammen via trådløse forbindelser (RFID, NFC, WiFi, 4G osv.) Et spændende bidrag til hvorledes en effektiv lovgivning kan forenes med den teknologiske udvikling er leveret af professor Mireille Hildebrandt fra Erasmus University i Rotterdam. Hun påpeger med begrebet Ambient Law, at demokratiet er i fare, medmindre  vi finder nye måder på at formulere de retlige rammer for demokratiet og retsstaten som en integreret del af den teknologiske arkitektur, som det er formålet at regulere. Jeg forstår visionen således, at borgerens retsbeskyttelse skal designes direkte ind i teknologi- og computerkoderne.

En meget sigende og vil mange mene skræmmende illustration af overvågning er det af filmkunstneren Chris Oakley producerede videoklip “The Catalogue” fra 2004 som udkrystalliserer en vision om “os set af dem” ved at simulere RFID og CCTV. “The Catalogue” viser hvordan virksomheder kodificerer mennekser. Ved hjælp af manipulation af dagligdagens detailhandel placeres beskueren I en position som et eksternt og lidenskabsløst organ, der observerer menneskeheden som en serie af enheder, hvis værdi er defineret ud fra deres forbrugskapacitet og fremtidige behov.

Skjult overvågning og profilering med henblik på målrettet markedsføring kan ikke accepteres. Selvom der på forhånd er indhentet samtykke af forbrugeren bør beslutningsgrundlaget være meget højt, især fordi business intelligence systemer idag er så avancerede, at man er i stand til at profilere en forbruger mere og mere ud fra færre og færre oplysninger. Mange vil sikkert spørge: “jamen, hvori ligger problemet ?” Problemet er, at der er en stor risiko for, at mange forbrugere ubevidst bliver påtvunget køb, som de, når det kommer til stykket, slet ikke er interesseret i og som i værste fald kan bringe forbrugeren i økonomisk uføre. Cookie-direktivet er bl.a. baseret på disse bevæggrunde. Det bemærkes, at selvom økonomisk kategorisering kan opleves som en uretfærdig stigmatisering af bestemte befolkningsgrupper, så er der ikke umiddelbart tale om diskrimination i lovens forstand, sålænge forskelsbehandlingen ikke relaterer sig til alder, handicap, køn, etnicitet, tro, seksuel orientering, social oprindelse eller en anden specifik diskriminationsgrund.

Samtykke eller ej, så er det efter min opfattelse  heller ikke i orden, at eksempelvis et forsikringsselskab kan tilbyde sine kunder en rabat på bilforsikringen, såfremt bilen bliver forsynet med en GPS, der overfor forsikringsselskabet kan bekræfte, om bilen har været brugt i højrisikosituationer, som f.eks. i forbindelse med pendlertrafik. Udover at forsikringsselskabet betinger sig en total overvågning af forsikringstagerens bilkørsel, så kan man i øvrigt anføre, at forsikringspræmier bør baseres på så objektive kriterier som muligt. Det er til fordel for forbrugeren og vil tjene den samlede forsikringsbranche bedst i længden. Jeg mener ikke, at et sådant forsikringsvilkår  bør kunne  aftales overhovedet.

Men der skal ikke herske nogen tvivl om, at privacy ikke er økonomisk omkostningsfrit i snæver forstand. Hvis der var 100 % overvågning døgnet rundt ude og hjemme vil det sikkert eksempelvis reducere raten af indbrudstyverier og røverier. Mindre bekvemmelighed, færre rabatter og sociale ydelser er den pris vi betaler for større privacy og den pris er værd at betale i længden. Det bør som nævnt kun ved lov og effektiv demokratisk kontrol kunne bestemmes at indskrænke privatlivsbeskyttelsen eller privatsfæren i betydningen det fysiske rum.

Er adfærdskodeks vejen frem til beskyttelse af privatlivets fred ?

I den løbende debat om regelsættet for persondata- og privacybeskyttelsen er et af stridspunkterne, hvorvidt selvregulering i modsætning til offentlig regulering mere eller mindre kan træde i stedet for egentlig lovregulering.

Det essentielle ved selvregulering er, at den regulerende og de regulerede er en og samme organisation og at de regler der styrer organisationens adfærd er vedtaget frivilligt. Senest er spørgsmålet om detail-udmøntning ved selvregulering (eller udarbejdelse af adfærdskodeks) blevet aktuelt i forbindelse med cookie-direktivet og det danske udkast til bekendtgørelse, der træder i kraft 25. maj 2011. I sin kerne udvider bekendtgørelsen begrebet privatsfære udover hvad der følger af den gældende persondatalov. Af andre tiltag i IT-branchen i de senere år kan i øvrigt henvises til branchekodeks om håndtering af ulovlig adfærd på internettet, jfr. IT- og Telestyrelsens rapport fra september 2005 og branchekodeks fra IT-Brancheforeningen og Telekommunikationsindustrien i Danmark.

Selvregulering (sædvaner, kutymer, adfærdskodeks og uformel ret) eller decentral retsdannelse er et kendetegn for velfærdsstatens regulering i nyere tid og spiller en stor og tilsyneladende større og større rolle i forhold til Folketinget. Vi ser også denne udvikling afspejlet ved den øgede indflydelse som Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg og EF-domstolen i Luxemborg har opnået i de seneste årtier. Det påpeges fra flere sider, at nationalstatens rolle som ramme for og udsteder af reguleringen er under forandring og at det ikke længere kun er jurister, som vedtager hvad der skal være lov og ret i samfundet.

Man kan med rette stille det spørgsmål om brancheinitiativer til selvregulering blot er staffage for at tækkes offentligheden og undgå offentlig regulering eller om baren faktisk sættes tilstrækkelig højt og i realiteten opfylder lovgivers krav og samfundets forventninger ?

Svaret afhænger naturligvis af en konkret vurdering.

For så vidt angår “cookie-loven” er der ikke nogen tvivl om, at branchen har lobbyet EU-Kommissionen med det formål at undgå en omfattende offentlig regulering, men EU-Kommissionen har også klart og utvetydigt tilkendegivet, at såfremt branchen ikke ved selvregulering lever op til intentionerne i direktivet, så vil EU-Kommissionen ikke tøve med en efterfølgende yderligere regulering. Denne trussel vil uden tvivl medvirke til at fremme innovationer indenfor privatlivsfremmende teknologier og services.

For en selvregulering i alt fald i første omgang taler følgende:

  • høj kvalitet og innovation i de teknologiske løsninger forudsætter en viden, som branchen og ikke myndighederne ligger inde med
  • omkostninger til formidling og gennmførelse samt monitorering er mindre ved selvregulering
  • usikkerhed ved en offentlig regulerings indvirkning især på et marked, der skifter hurtigt og som ikke tidligere har været reguleret
  • Selvreguleringsarrangementer er mindre rigide og kan hurtigere tilpasses markedsændringer, ny teknologi og forbrugernes krav og ønsker

På minussiden for en selvregulering kan anføres:

  • der synes at være en stor uoverensstemmelse mellem leverandørernes og forbrugernes interesser
  • der er tale om en situation med asymmetrisk information mellem leverandør og forbruger med hensyn til de kvalitative og adækvate løsninger
  • monitorering og retshåndhævelse er mindre effektiv
  • risiko for konkurrenceforvridning

Disse negative aspekter af selvregulering kan imidlertid helt eller delvist elimineres ved, at

  • selvreguleringen skal overholde det rammeværk, som fremgår af direktivet og eventuelt supplerende administrativt fastsatte bestemmelser
  • informations- og gennemsigtighedsniveaet skal være meget højt
  • forbrugeren sikres reel indflydelse på regelsættets udformning, herunder at der etableres et forbrugerankenævn
  • de teknologiske løsninger skal understøtte regelsættets krav samt overholdelsen af disse krav (kontrol af compliance)
  • en kodeks omfatter den overvejende del af branchens udbydere

Det første punkt synes at være eller undervejs til at blive opfyldt, mens de fire andre punkter endnu for tiden er uafklaret.

Det siger sig selv at en adfærdskodeks bør baseres på de grundlæggende principper i persondataloven og virksomhedernes samfundsansvar (CSR) samt garantere et højt troværdighedsniveau og forbrugertillid. Selvreguleringens effektivitet og gennemslagskraft vil forudsætte at et af branchen nedsat permanent dialogforum og forbrugerankenævn har en bred repræsentation og at den selvregulerende mekanisme nøje tilgodeser brugernes behov samt er åben overfor alle relevante aktører.

Der findes ingen reel sikkerhed eller privatlivsbeskyttelse og dermed ingen mirakelkur. Det centrale vil altid være kontinuerligt at identificere, vurdere, begrænse og håndtere bestemte privacy-risici, jfr. definitionen af privacy-begrebet. Netop derfor vil – efter min personlige opfattelse – selve processen med inddragelse af relevante interessenter være et imperativ for “bæredygtige” løsninger, fordi den er lige så værdifuld som selve resultatet.

Der er ikke nogen grund til at skjule at der indholdsmæssigt er meget på spil for branchen i og med at de såkaldte cookies er en meget vigtig bestanddel af mediebranchens internetomsætning. Det vil nok ikke være forkert at hævde, at branchen ikke har ønsket nogen regulering overhovedet, for selve målet med en regulering er at få folk til at gøre noget andet, end de ellers ville have gjort. Efter at udkast til bekendtgørelse er offentliggjort har debatten herefter for det meste kredset omkring fortolkningen af “et informeret samtykke” og om en eller anden form for proaktiv handling fra brugerens side er nødvendig, se f.eks. Cookies og regler: Er et klik nødvendigt?. Man kan ikke betænke branchen i, at arbejde for, at status quo bevares så meget som muligt og at regelsættet bliver så lidt indgribende i branchens virke som muligt. Der er imidlertid nok ikke nogen tvivl om, at et forudgående udtrykkeligt samtykke af forbrugeren vil være en betingelse. Hvilken form dette samtykke skal have samt hvor mange gange dette samtykke skal gives og i hvor lang tid og i hvilken sammenhæng et samtykke er gældende er et andet spørgsmål, der i høj grad er betinget af tekniske og praktiske omstændigheder. Det står givetvis klart for alle, at balancegangen mellem hvad der er strengt nødvendigt for at opfylde bekendtgørelsens bestemmelser og hvad der kan lade sig gøre i praksis er “cookie-loven”s ganske særlige udfordring.

Det skal blive spændende at se, hvorledes branchen formår at leve op til sit sociale og etiske ansvar og evner at vise at den godt kan selv og ikke mindst er i stand til at sikre disciplin og selvjustits blandt de tilsluttede virksomheder til gavn for forbrugerne. Et første skridt på europæisk plan er taget med IAB Europe´s udgivelse af retningslinjer for en mærkningsordning for online-annoncører, der bl.a. bakkes op af FDIM.

Er “retten til at blive glemt” det nye privacy mantra ?

I forbindelse med den igangværende revision af EU´s persondatadirektiv, der har udviklet sig til en lidt langstrakt affære, er der allerede kommet en række udmeldinger fra EU-Kommissionen, der indikerer en række stramninger af det fremtidige direktiv.

Således har Viviane Reding, EU’s kommissær for retlige anliggender, på en nylig afholdt konference i Brussels med en henvisning til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder slået fast, at EU-borgerens privacy-rettigheder skal bygge på fire piller:

  1. “retten til at blive glemt”
  2. “gennemsigtighed”
  3. “privacy som standardinstilling”
  4. “beskyttelse uanset hvor data er placeret”

Det er princippet om “retten til at blive glemt” (the “Right To Be Forgotten”), som der vil blive set lidt nærmere på her. For god ordens skyld skal det understreges at princippet  ikke udelukkende er møntet på persondata, som defineret i persondatadirektivet og som allerede statuerer en lang række rettigheder til beskyttelse af enkeltpersoners personlige oplysninger.

Retten til at blive glemt er oprindelig en fransk idè, og kan konstrueres på to måder. Den ene har sammenhæng med, at der i fransk lov er et forbud mod ubestemt lagring af persondata, således at den dataansvarlige skal fastsætte en datalagringsperiode, der er forenelig med formålet. Retten til at blive glemt relaterer sig til de yderst sjældne tilfælde, hvor det er nødvendigt at slette persondata. Den anden betydning vedrører retten til berigtigelse og indsigelse. Disse to rettigheder pålægger den dataansvarlige at slette data i de tilfælde, hvor de er ukorrekte, forældede eller hvor dataindsamling slet og ret er forbudt. Det er således ud fra den oprindelige forståelse af begrebet en misforståelse, at man til hver en tid kan kræve, at den dataansvarlige skal slette vedkommendes persondata.

Disse rettigheder følger dog  allerede af den danske persondatalov, herunder at den registrerede til hver en tid  kan tilbagekalde sit samtykke (§ 38), men det vil bero på en konkret vurdering, om oplysningerne skal slettes eller blot blokeres.

Men her går Viviane Reding et skridt videre med en præcisering af, at EU-borgeren ikke alene skal have en mulighed for, men en ret til at tilbagekalde et tidligere givet samtykke til databehandling. Bevisbyrden for at opbevaring af persondata er nødvendig, skal ligge hos den dataansvarlige. Redings talsmand Matthew Newman udtaler endda, “at der ikke må være den mindste flig af information tilbage på en server et eller andet sted. Det er dine data og de bør være væk for evigt.” { “there shouldn’t even be a ghost of your data left in some server somewhere. It’s your data and it should be gone for good.”} Neelie Kroes, EU-kommissær for den digital dagsorden har endvidere i en tale sidste år nuanceret begrebet ved at fremhæve, at det ikke kun er et spørgsmål om at slette data. “Ligesom i det virkelige liv kan man ikke gå ud fra, at der ikke eksisterer optegnelser over ens tidligere aktiviteter. Det der betyder noget er, at disse data uigenkaldeligt anonymiseres, før der gøres brug af dem.”

Ønsket om at blive glemt korresponderer med det synspunkt, at den digitale historik, som vi skaber online, både med vilje og nogle gange uforvarende, skal have lov til at forsvinde gennem en proces, der kaldes for datanedbrydning. Om sidstnævnte princip kan henvises til Data Degradation: Making Private Data Less Sensitive Over Time. Der vil være tale om en betragtelig mængde af elektroniske spor, som man aflægger på kryds og tværs på internettet.

Det er højst tvivlsomt om retten til at blive glemt vil blive en international standard og dermed et slagkraftigt princip uden videre. Eksempelvis garanterer som bekendt Den amerikanske forfatning ikke direkte privatlivets fred, selvom den amerikanske højesteret imidlertid i en række domme har slået fast, at andre garantier implicit sikrer privacy, som dog i visse tilfælde begrænses af den forfatningssikrede ytringsfrihed i First Amendment. Konceptet om “frihed til at observere” processer og data hyldes i udpræget grad ligesom det er en gængs amerikansk opfattelse, at “persondata er magt” og opfattes som en decideret vare (intellektuel rettighed).

I skærende modsætning hertil vil en europæisk debat om beskyttelse af privacy tage udgangspunkt i et menneskerettighedsmæssigt perspektiv, hvilket jeg personligt bifalder fuldt ud. Man kan ikke tale om kommerciel ejendomsret i forbindelse med privacy, fordi privacy er knyttet til det at være et menneske som sådan. Denne ret kan ikke fraviges eller overføres til andre (enten kommercielt eller af andre grunde). Man kan også udtrykke det således, at menneskerettighederne udgør og opretholder en persons personlige integritet og at privacy er en ret (værdi), som man bliver nødt til at beskytte, fordi privacy styrker tillid og tryghed blandt mennesker. Som udgangspunkt ejer man derfor selv sine personlige data. Om ejerskab og ophavsret til persondata kan i øvrigt henvises til Hvem “ejer” dine data?

Med dette tankesæt på plads giver det mening med princippet om retten til at blive glemt. Der er behov for at give forbrugeren flere universelle online-rettigheder og retten til at blive glemt er et perspektivrigt almengyldigt privacy by design-princip, såfremt det får retsvirkning i både den private som offentlige sektor. Men før dette princip kan realiseres er der imidlertid behov for at præcisere begrebet. I den forbindelse kan det overvejes at gøre princippet flerstrenget ved bl.a. at inkorporere det franske koncept. Endvidere er det væsentligt at gøre retten til at blive glemt operationelt som en såkaldt privatlivsfremmende teknologi i tilknytning til passende modeller for retshåndhævelse. Når data er lagt ud i offentlig domæne vi det være teknisk meget vanskeligt effektivt at indfange, eftersom data kan være tilgængelig på adskillige servere verden over. Dette problem synes at blive aktualiseret i yderligere grad i forbindelse med cloud computing, hvor det kan frygtes, at formidling og overlapning af personlige oplysninger vil medføre, at man aldrig rigtig kan være sikker på, at en udrensning vil hindre at data alligevel dukker op før eller siden. Hertil kommer, at princippets globale rækkevidde og dermed dets egentlige nyskabende værdi forudsætter en international implementering også uden for EU og det har efter alt at dømme lange udsigter.

Privacy International: Privatlivsbeskyttelsen halter i Danmark som i resten af Europa

Den engelske vagthunds-organisation Privacy International (PI)  har med egne ord  i over 20 år været en kraftig fortaler for beskyttelsen af det enkelte menneskes privatliv i forhold til regeringer og virksomheder. PI betragtes af mange som verdens mest markante og kompetente privacy NGO.

Privacy International har netop taget temperaturen på Europas privacy med udgivelsen  på databeskyttelsesdagen 28. januar af  en omfattende rapport under titlen “European Privacy and Human Rights (EPHR) 2010”. Rapporten, støttet af EU-Kommissionen, undersøger det europæiske landskab for de enkelte landes love og regler for privacy og databeskyttelse samt eventuelle andre love eller den seneste faktiske udvikling, der har haft indvirkning på privatlivets fred i de seneste to år. Udover  analyserne land for land indeholder undersøgelsen også en komparativ analyse af vigtige privacy emner samt et afsnit med alle større ændringer land for land. En privacy-rangfølge viser i  fugleperspektiv den væsentligste udvikling og opsummerer med en klassificering af privacy-status i hver enkelt land, fra dem, der “konsekvent beskytter menneskerettighedsnormerne” (bedste klassificering) til dem, hvor “endemisk overvågning” {i betydningen omfattende overvågning} hersker (laveste klassificering). Her imellem ligger lande, der  har “tilstrækkelige garantier mod misbrug” (tilfredsstillende klsssificering), præsterer en “systemisk svigt i at  efterleve sikkerhedskontrol” (utilstrækkelig klassificering) eller viser tegn på “en omfattende overvågning” (meget dårlig klassificering).

Nøgleresultaterne viser derefter de enkelte lande på en karakterskala, som de “gode” (“europæiske demokratier (…) der besidder et godt helbred “, med et” flertal af lande, der har en forfatningsmæssig beskyttelse”), eller dem, hvor  der har fundet en “heroisk ” advokering, kampagner eller protester sted, der har forsinket eller forhindret indskrænkning af privatlivet eller overvågning fra statens side.

Som Privacy International fastslår, så er Europa i front i verden med hensyn til privacy beskyttelse, men fremadrettet bekymrer denne førerposition Privacy International. PI´s synspunkt er selvsagt, at dukserollen forpligter.

I  sammenfatningen af rapportens nøgleresultater fremgår det, at til trods for at databeskyttelsesdirektivet er implementeret i EU-landene og andre europæiske lande, så er regelsættet ikke harmoniseret. Undtagelser og smuthuller under dække af “national sikkerhed” hæmmer privacy praksis, minimerer privacy beskyttelsen og forhindrer et effektivt tilsyn med privacy.

Hovedkonklusionen er, at situationen er uensartet og det er ifølge Privacy International uholdbart og ikke overbevisende.

Herefter omtaler undersøgelsen en række begivenheder, som har fået privacy-barometrets kviksand til enten at stige eller falde. Hvad der blandt andet betegnes som godt i rapporten er, at flertallet af de europæiske lande har en forfatningsmæssig beskyttelse af privacy og at de europæiske tilsynsmyndigheder får flere og flere klager, hvilket PI tager som et tegn på øget bevidsthed om privacy og tilsynsmyndighedernes opgaver. At 34.000 borgere i Tyskland indgav en klage for forfatningsdomstolen mod datalogning og at en NGO-kampagne har medført at den nye regering i Storbritannien har ophævet indførelsen af ID-kort, det biometriske pas 2.0, DNA-praksis og store databaser, bliver endog udråbt som heroisk.

Derimod benævnes det som akavet, at eksempelvis implementering af biometriske pas og datalogning er fragmenteret og at indgreb uden dommerkendelse stadig eksisterer i alt for mange lande, f.eks. i Irland, Malta, og Storbritannien. Endvidere er det dårligt, at f.eks. Tyskland, og Schweiz har beføjelser til at foretage hemmelig ransagning af computere og at e-sundhedssystemer har sikkerhedsproblemer og/eller centrale databaser i Frankrig, Tyskland, Italien, Nederlandene. Af deciderede grimme ting fremdrages bl.a. manglende evne til revision og evaluering af  efterretningstjenesters aktiviteter   f.eks.  i Litauen, Kroatien, Estland, Ungarn, Sverige samt etableringen af medicinske databaser med centrale registre i  Kroatien, Tjekkiet, Danmark, Sverige, Norge og Storbritannien.

I henhold til rapporten placeres Danmark samlet set i kategorien “systemisk svigt i at  efterleve sikkerhedskontrol” og opnår dermed en utilstrækkelig klassificering. Det skyldes først og fremmest den gældende logningsbekendtgørelse, de centrale sundhedsregistre, efterretningstjenesternes dataadgang samt andre EU-medlemsstaters elektroniske adgang omend begrænset til de danske dna- og fingeraftryksregistre. Danmark deler hermed skæbne med størstedelen af de europæiske lande. En ringe trøst vil mange mene. Kun Grækenland og Cypern har en bedre rating, men intet europæisk land opnår  forventelig nok en topplacering, mens derimod Tyrkiet, som det eneste land betragtes som et udpræget overvågningssamfund.

Souschef Christoffer Badse, Institut for Menneskerettigheder og advokat Michael Hopp, Plesner advokatfirma, har medvirket ved udarbejdelsen af den danske undersøgelse, hvortil der her henvises til den engelske version, da den danske oversættelse sine steder er mangelfuld.  Der  er en ganske glimrende oversigt over love samt administrativ- og retspraksis på området, som er nyttig for enhver der beskæftiger sig med privacy og persondatabeskyttelse. Rapporten vil uden tvivl bidrage til større forståelse for privacy i den løbende danske debat. At rapporten bl.a. roser den almindelige tyskers  kritiske engagement og  bevågenhed, der dog til dels kan begrundes i Tysklands forhistorie, er velvalgt. Man kan kun håbe at det også i Danmark på sigt vil være muligt at arrangere demonstrationer og kampagner med en mediedækning i selv den bedste tv-sendetid. Således er det sikkert, at næsten 250.000 tyskeres krav om pixelering af deres ejendom i Google´s Street View service, vil få indflydelse på Google´s forretningsmodel ikke alene i Tyskland men også i resten af Europa.

Rapporten er helt sikkert det mest omfattende dokumentationsmateriale om privacy- og databeskyttelse i verden til dato. Det er en rigtig god ide at sætte privacy og databeskyttelse i en referenceramme for menneskerettigheder og er faktisk selvindlysende efter at den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) med Lissabontraktaten er blevet en del af  EU`s charter om grundlæggende rettigheder, og dermed har direkte  retsvirkning i EU medlemslandene. Danmarks placering er der sådan set ikke noget at sige til. Den overrasker ikke og kan ikke blive bedre, men heller ikke værre. Det er dog værd at hæfte sig ved, at en række privacyforbedrende tiltag i EU-regi er på vej og de vil uden tvivl blive gennemført i Danmark så vel som i de andre EU-lande. Der tænkes her først og fremmest på en forventelig styrkelse af den generelle persondatabeskyttelse med revisionen af EU´s persondatadirektiv så vel som en begrænsning af indsamlingen af trafikdata i henhold til logningsdirektivet.

Nedenfor anføres links til selve rapporten samt yderligere ressourcer.

The European Privacy & Human Rights 2010 (EPHR).

Introduktionsvideo “EPHR” projektet samt en kort præsentation af undersøgelsen.

Den internationale databeskyttelsesdag 28. januar 2011

Den europæiske konvention om beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse med elektronisk databehandling af personoplysninger (også kaldet konvention nr. 108) blev udfærdiget 28. Januar 1981 og i øvrigt ratificeret af Danmark 6. oktober 1989.

Eftersom konventionen er en hjørnesten i europæisk databeskyttelse og privacy og forløberen for EU´s databeskyttelsesdirektiv fra 1995 markerer Europarådet hvert år siden 2007 på netop 28. januar den såkaldte databeskyttelsesdag. Formålet er at fremme databeskyttelse som en grundlæggende rettighed og at skabe større forståelse for privatlivsbeskyttelse blandt Europarådets 47 medlemslande. Udenfor Europa gennemføres dagen som Data Privacy Day, bl.a. i USA. På dagen arrangerer Europarådet i samarbejde med EU-Kommissionen i år en konference i Brussels med titlen “Everyone has the right to the protection of personal data concerning him or her” for at festligholde konventionens 30 års jubilæum. Europarådet opfordrer hvert år de enkelte medlemslande til at gennemføre passende aktiviteter på databeskyttelsesdagen.

Når Europarådet og EU forener kræfterne for at skabe større opmærksomhed om databeskyttelse og privacy, så sker det ud fra en klar erkendelse af, at der er en nøje sammmenhæng mellem at sikre de fundamentale menneskerettigheder (informationssikkerhed/privatlivsbeskyttelse) og befolkningernes velfærd og tryghed i Europa.

Når det kommer til stykket, så kerer vi os faktisk om vort privatliv og personlige oplysninger. Men er der egentlig grund til at fejre noget som helst i 2011, når man ser tilbage på de skærpede terrorlove efter 11. september 2001, logningsbekendtgørelsens ikrafttræden, indførelsen af det biometriske pas, udpræget sporing af internetvaner, udbredelsen af sociale netværk, den generelle teknologiske udvikling osv. ?

Ja, det er der bestemt efter min opfattelse. Lad mig nævne nogle dugfriske eksempler på privacystyrkende tiltag i flæng. Den danske regering finder ifølge en redegørelse i efteråret 2010 ingen anledning til en yderligere skærpelse af anti-terrorpakkerne. De nye regler om swift/udveksling af data samt passagerdata (PNR) mellem USA og EU sikrer en bedre persondatabeskyttelse. En ny dansk bekendtgørelse baseret på EU-regulering er på vej, som regulerer brug af cookies på nettet med udvidet forbrugersamtykke og bedre information. En revision af EU´s logningsdirektiv forventes at indføre en større harmonisering, herunder en ensartet opbevaringsfrist. Efter de udmeldinger der indtil nu er fremkommet, kan man se frem til, at EU´s persondatadirektiv vil blive opdateret med bl.a. klarere regler for ansvarsfordeling samt præcisering af teknologiske principper for privacy by design. For nylig har IT- og Telestyrelsen præsenteret et diskussionsoplæg til nye digitale sikkerhedsmodeller med et hidtil uset fokus på et privacydesign.

Men fremfor alt er det mit indtryk, at flere og flere virksomheder, myndigheder, organisationer, udbydere af onlinetjenester samt forskningen er blevet mere interesseret og bevidt om privatlivsbeskyttelse og udvikling af produkter og løsninger, som beskytter borgerens persondata.

Andre steder på bloggen kan man læse mere om bl.a. EU´s tilgang til persondatabekyttelse og forskellige internationale forskningsrapporter om privacy. Under ressource center findes i øvrigt vel nok Danmarks største samling af alsidig og tværfaglig information om privacy.

Den offentlige debat har uden tvivl haft sin positive indflydelse på lovgiverne og andre opinionsdannere. Man kan sagtens mene, at det slet ikke er nok og at vi stadig lever i et decideret overvågningssamfund, hvor der står meget tilbage at ønske. Fremfor alt sløses der alt for meget med personlige oplysninger overalt, så en holdningsændring er grundlæggende nødvendig. Men det er dog skridt i den rigtige retning og der er god anledning til at rose f.eks. IT- og Telestyrelsen for fremsyn og også tidligere videnskabsminister Hele Sander, som i 2006 tog initiativ til at nedsætte det såkaldte Privacy Forum. I bund og grund er det vel egentlig bedst at være optimistisk af natur.

Som en kærkommen lejlighed vil jeg gerne opfordre alle til at sætte persondata- og privatlivsbeskyttelse på dagsordenen 28. januar. Afsæt f.eks. en halv time på jeres arbejdplads, på cafeen eller derhjemme ved middagsbordet med hele familien til at diskuttere hvordan I hver især oplever den beskyttelse og behandling, der er knyttet til jeres helt personlige oplysninger i forhold til f. eks. jeres arbejdsgiver, når I handler i en butik eller køber ind online , rejser, benytter sundhedsvæsenet eller når I surfer på nettet eller bruger Facebook. Nogle spørgsmål man kan stille sig i debatten kan f.eks. være: Har jeres arbejdsgiver udarbejdet retningslinjer for brug af sociale netværk i arbejdstiden ? Er der nogen der har været udsat for identitetstyveri eller krænkelse af privatsfæren ? Snager medierne for meget i personers privatliv ? Oplever I videoovervågning som et problem eller er synspunktet om at “jeg ikke har noget at skjule” godt nok ? Skal man som bruger have effektiv kontrol med hvad man lægger ud på internettet og  mulighed for at korrigere, tilbagekalde eller slette det (retten til at blive glemt på nettet) ?

For at lave konkret branding af temadagen har Dansk Privacy Netværk fået lavet et logo som hermed stilles til fri rådighed og som kan benyttes af enhver der afvikler en relevant aktivitet eller begivenhed på databeskyttelsesdagen nu og fremover. Tjek nærmere regler for brug af logo og download logoet her.

Datatilsynet gennemfører i dagens anledning en række spændende events. For nærmere oplysning henvises til tilsynets hjemmeside. Læs også EU-Kommissionens pressemeddelse Databeskyttelsesdag: garantier for beskyttelsen af privatlivets fred.

Dansk Privacy Netværk ønsker alle en rigtig god og udbytterig databeskyttelsesdag !