“Privacy by Design” to become even more important globally


Privacy-bloggen: You have been acknowledged as being one of the first in the world who recognized  the potential importance of technology to protect privacy and personal data and you have, as early as  in the mid-1990s, presented the Privacy by Design concept. What is this concept about, and what impact do you reckon it will have in the future?

Ann Cavoukian: At the heart of Privacy by Design (PbD) is the tenet that individuals have the right to control their own personal information. Much more than a theoretical concept, Privacy by Design is a real-life solution that proactively embeds privacy into technologies, business practices and networked infrastructure at the outset to ensure that privacy is the default condition. Of course, building in privacy at the start is not always possible, which is why my Office recently introduced Privacy by ReDesign to implement PbD into already existing and legacy systems.

Regarding its future impact — the possibilities are limitless as technologies are forever changing. In this growing world of online social media, mobile devices, big data and of course cloud computing, privacy is paramount. But we must change our thinking from a zero-sum paradigm to positive-sum. This means that privacy is not sacrificed at the expense of other business interests, such as security. You can, and must, have both. Our interests are diverse — among other things, we want to socialize on the Internet, build a more sustainable electrical grid, utilize and share health records and more. We can do all of these things and still have privacy, but only if we prioritize it as a requirement for both new and existing technologies, infrastructures and business practices. Our need for privacy has not disappeared. On the contrary, privacy is an essential dimension of the human condition and it will continue to be well into the future.

Privacy-bloggen: We are living  in a globalizing world driven by digitization. As the Internet knows no national boundaries, it seems reasonable to assert that there is a need for a global privacy regime. But is it possible, with the cultural and legal differences that exist, and is the way forward more likely to create a set of universal privacy principles that comply with the demands from consumers, businesses and governments?

Ann Cavoukian: Privacy is a fundamental right that knows no borders. Privacy by Design is a solution for everyone – consumers, businesses and governments. Last year, a landmark resolution was unanimously passed by global Data Protection Authorities to make Privacy by Design an international standard. This endorsement marks a sea change in how the international community will go about preserving privacy. Of course, my work does not end with this accomplishment. For over 20 years, as the Information and Privacy Commissioner of Ontario, Canada, I have partnered with stalwarts such as IBM, Intel, and Nokia to advance Privacy by Design. Together, we have fostered innovation and accomplished groundbreaking work in many fields, including biometrics, the Smart Grid and even Targeted Advertising. Forging new relationships to advance Privacy by Design is not a hard sell. After all, Privacy by Design makes sense for everyone — especially businesses. Not only is it cheaper to build in privacy before a breach occurs, it is also a compelling way to win the trust of clients and build your brand.

Privacy-bloggen: Considering that legal responses often lag behind market and technology innovation, would you agree that self-regulation is an adequate and timely instrument to meet privacy and data protection challenges including citizen engagement and empowerment as a prerequisite for sustainable solutions?

Ann Cavoukian: To preserve privacy and adequately protect data, you need both self-regulation as well as regulatory oversight. However, with the rapidly changing pace of technology, it is difficult for legislation to keep up, which is why Privacy by Design is important. PbD is flexible and can be utilized by organizations from a small local business to a large government body. Regarding privacy protection, it is simply ‘good business’ for companies to be proactive and stay ahead of existing legislation. Strong privacy practices form the basis of a virtuous cycle that establishes trust of the brand in the minds of consumers, which leads to greater loyalty, ultimately driving competitive advantage.

The exponential growth of information and communications technology has benefited us in many ways, such as fostering citizen engagement and the empowerment of individual and collective voices.  In my role as a Commissioner, overseeing both access and privacy, this information explosion has spurred a wide variety of challenges. Recently, I have been particularly concerned at the lack of understanding between the concepts and purposes of Big Data and Open Data. Simply stated, Big Data describes the ever-increasing massive amounts of information that organizations have, and continue to collect — much of which is personally identifiable information. On the other hand, Open Data rests on the idea that certain types of non-personal information such as maps, medical research etc., should be freely available to unrestricted use by everyone. Open Data encourages civic participation and redefines the importance of freedom of information legislation across the globe. As the Big Data movement continues to grow and evolve, it is well worth holding onto the fact that privacy remains fundamental to our freedom.

*

Dr. Ann Cavoukian,  since 1997  the Canadian Province of Ontario’s Information and Privacy Commissioner, is recognized as one of the leading privacy experts in the world.

The post is the English edition of the post on Privacy-bloggen.

 

EU-rapport understøtter behovet for mere information om brug af personlige oplysninger


Rapporten, der netop er blevet  udgivet af Eurobarometer, er resultatet af den hidtil største undersøgelse om den enkelte EU-borgers adfærd og holdning til bgrugeradministration (identity management), databeskyttelse samt privacy.

Det konkluderes i rapporten: “I lyset af den stadigt stigende rolle digitale teknologier har spillet i samfundet i løbet af det sidste årti og den hidtil usete store indsamling, opbevaring og behandling af personoplysninger, er formålet med undersøgelsen, at få indsigt i europæernes videregivelse af personlige oplysninger, med særlig fokus på Internettet. Mere specifikt, omhandler rapporten europæernes faktiske offentliggørelse af personlig information, deres forståelse af og opfattelse af kontrol over deres personlige data, deres måder at beskytte personoplysninger på og hvorledes de gerne ser databeskyttelsen udformet. Indsigt i disse spørgsmål kan være en hjælp til at udvikle reguleringen og skræddersy den til europæernes særlige behov og sårbarheder med hensyn til beskyttelse af personoplysninger.”

Nogle af hovedresultaterne af undersøgelsen viser, at

  • 74 % af europæerne anser afsløring af personlige oplysninger som en stigende del af det moderne liv
  • oplysninger først og fremmest betragtes som personlige, når der er tale om finansielle oplysninger (75 %), medicinske oplysninger (74 %), nationale ID-numre eller kort samt pas (73 %)
  • et klart flertal af europæerne (75 %) ønsker at slette personlige oplysninger på en hjemmeside, når de beslutter sig for det (princippet om “retten til at blive glemt”)
  • Selvom et flertal af europæiske internetbrugere selv føler sig ansvarlige for håndtering af deres egne personlige oplysninger, går næsten alle europæere ind for ens databeskyttelsesregler i hele EU (90 %)
  • et flertal mener, at deres personlige oplysninger vil være bedre beskyttet i store virksomheder, såfremt disse virksomheder er forpligtet til at have en databeskyttelsesansvarlig person (88 %)
  • Europæernes meninger er delte med hensyn til de omstændigheder, hvorunder politiet skal have adgang til personlige data. Til gengæld er næsten alle enige om, at mindreårige bør beskyttes mod (95%) og advares om videregivelse af personoplysninger (96%), og et stort flertal er for en særlig beskyttelse af genetiske data (88%).

De adspurgte i undersøgelsen kan kategoriseres i to grupper af såkaldt digitale eksperter, som viser markante forskelle i besvarelserne. Den første gruppe betegnes som “digital natives”, som vel nærmest kan oversættes som “børn af den digitale tidsalder” dvs. unge mennesker i alderen 15-24 år, som er studenter og født under og efter introduktionen af den digitale teknologi. Den anden gruppe benævnes i rapporten som “digital initiates”, som kan oversættes til “personer med tillærte erfaringer”. De er ikke unge per definition og har fået deres viden om med den digitale teknologi gennem f.eks. uddannelse eller arbejde og har andre synspunkter end “børn af den digitale tidsalder”.

Eksempelvis deles synspunktet om, at afsløring af personlige oplysninger ikke er et stort problem af 43 % i den første gruppe (EU 33 %). Endvidere fremgår det, at der i denne gruppe er 48 % som ikke har noget imod at afsløre personlig information til gengæld for fri online servicees , f..eks. en gratis e-mail adresse (EU 29 %) og at 41 % føler sig forpligtet til at afsløre personlige oplysninger på internettet (EU 28 %).

Med hensyn til den anden gruppe, så er det tydeligt, at de er mindst tilbøjelige til at føle kontrol over personlige data, f.eks. mulighed for at slette, rette eller ændre disse oplysninger i forbindelse med online shopping eller når de benytter sociale netværkssteder. Og i modsætning til den første gruppe er de mest tilbøjelige til at beskytte deres identitet i det daglige og på nettet og er som ofte bekymret med hensyn til oplysninger om dem selv, som opbevares af virksomheder.

For så vidt angår Danmark er der anledning til at fremhæve nogle tal fra rapporten. Eksempelvis betragter 91 % af de adspurgte danskere, finansielle oplysninnger som løn, bank- og kreditkortoplysninger for at være personlige. Det er også interessant at bemærke, at de lande, hvor Internetbrugere er mere tilbøjelige til at mene, at finansielle oplysninger er personlige også har en højere andel af respondenter, der handler online. Således køber 81 % af internetbrugerne i Danmark online. Danmark scorer også højt i vurderingen af at medicindata (87 %) og at CPR-nummer og pasnr. (89 %) er personlige oplysninger. Derimod rangeres f.eks. navn (23 %) og adresse (36 %) lavt som en personlig oplysning. Den højeste procent af svar, som siger, at afsløring af personlige oplysninger ikke er et problem er fra Danmark (51 %). På spørgsmålet om man føler sig forpligtet til at afsløre personlinge oplysninger på internettet viser undersøgelsen, at de danske svar topper med 47 % mod 44%, der er uenig. Danmark ligger i toppen sammen med 3 andre nordiske lande med 72 %-besvarelser, der giver udtryk for ikke at være bekymret for at ens adfærd vil blive registreret på et privat sted som f.eks. restaurant, bar, klubber eller kontorer. Ligeledes afspejler de danske svar, at 78 % er ubekymret for at deres adfærd bliver registreret i det offentlige rum, hvilken procent ligger på linje med EU-gennemsnittet. Med hensyn til placering af de strategier de enkelte borger vælger til at beskytte sin identitet i det daglige viser, at 78 % af danskerne, hvilket e i top, foretrækker at give et minimum af forlangte oplysninger og ikke afslører bankoplysninger eller PIN-kode.

Nederlandene, Luxembourg og Danmark skiller sig ud som de EU-lande, der har det største antal af internetbrugere, som benytter en vifte af forskellige strategier til beskyttelse af deres identitet på nettet. Danmark scorer ikke uventet meget højt på tilid til at f.eks. sundhed- og skattesmyndigheder samt finansielle institutioner beskytter personlig information. I modsætning hertil ligger lande som Grækenland, Rumænien og Polen med den laveste tillidsniveau.
Om den er begrundet er en anden sag.

En tankevækkende iagttagelse er det forhold, at den højeste procentdel, der siger, at de gerne vil slette deres data, når de stopper med at benytte en service (princippet om retten til at blive glemt), er at finde i Danmark (50%), Sverige (48%) og Nederlandene (43%).

Et specielt tema i forhold til undersøgelsen vil lige blive berørt, fordi det for tiden er aktuelt i den danske offentlige debat. Det drejer sig om identitetstyveri. Af undersøgelsen fremgår det, at der er en udbredt opmærksomhed om identitetstyveri og datatab i EU omend den personlige erfaring forbliver marginal. 44 % af alle europæere har svaret at de hverken har hørt eller oplevet omstændigheder I forbindelse med datatab og id-tyveri. En sociodemografisk analyse påpeger, at det er aldersgruppen 55+ (50 %), den mindst uddannede (54 %) og som aldrig bruger internettet (53 %), der er dem som mest sandsynligt ikke har hørt om eller er blevet konfronteret med forhold om datatab og identitetstyveri.

I de lande hvor respondenterne højst sansynligt har hørt om (via fjernsyn, radio, aviser eller internettet) eller haft erfaring med forhold i forbindelse med datatab eller identitetstyveri, er de lande med den laveste procentdel, der siger nej, nemlig Letland (26%), Sverige (27%), Irland (28%), Danmark (29%), Finland (31%) og Storbritannien (34%).

JyllandsPosten har i en dybdeboende og omfattende temaserie sat identitetstyveri på dagsordenen med en række konkrete sager, som klart illustrerer problemets sociale og økonomiske konsekvenser. Det er Dansk Privacy Netværks opfattelse, at det netop er et sådant initiativ, der kan være med til at skabe større forståelse for et ellers kompliceret emne. Dansk Privacy Netværk og flere af dets medlemmer og samarbejdspartnere har i øvrigt bidraget med input til artikelserien samt i forbindelse med en opfølgning i bl.a. DR Update og TV AVISEN.

Mere om identitetstyveri og hvad den enkelte borger kan gøre for at undgå at miste kontrol med egne data kan findes her: Identitetstyveri – også i Danmark? Det understreges af Datatilsynet, at mere information til både borgerne, virksomheder og myndigheder om forsvarlig brug af personoplysninger, er nødvendig. Sidstnævnte er også rapportens generelle anbefaling.

Eurobarometer har bedrevet et glimrende stykke analysearbejde om EU-borgernes holding til databeskyttelse og elektronisk identitet som viser nogle interessante resultater, herunder at der tegner sig et broget indtryk af danskernes forståelse for persondatabeskyttelse.

Afslutningsvis glæder det mig, at undersøgelsen fastslår at et flertal af de adspurgte mener det vil forbedre beskyttelsen af personoplysninger, såfremt virksomheder af en vis størrelse udpeger en databeskyttelsesansvarlig person (Data Protection Officer), fordi det netop har været et hovedønske, der er blevet fremført af bl.a. mig selv i forbindelse med revisionen af persondatadirektivet. Positionen må ikke forveksles med den dataansvarlige eller databehandleren, som i henhold til den nugældende lovgivning både kan være en person eller myndighed. Så mon ikke det bliver en af flere nye bestemmelser i det reviderede persondatadirektiv, der vist forventes i 2014. ?

Rapporten “Special Eurobarometer 359 – Attitudes on Data Protection and Electronic Identity in the European Union” (330 sider) kan downloades her.

Er overvågning et gode for det enkelte menneske ?


Ja, det kan det være, men kun helt undtagelsesvist og forudsætningen er, at enhver overvågning eller observation skal have hjemmel i loven,. Om hvilke regler der gælder ved tv-overvågning henvises til pjece udgivet af Justitsministeriet og Datatilsynet. Om retsvirkningerne mellem de to hovedlove på området henvises til artiklen: Persondataloven og lov om tv-overvågning – gennemtænkt samspil?. For så vidt angår betragtninger om overvågningens rækkevidde kan f.eks. henvises til Forbrugerrådets høringssvar: Tv-overvågningsloven og lov om personoplysninger i forbindelse med det seneste forslag til lovændring, Afvejninger mellem overvågning og databeskyttelse og privacy fremgår eksempelvis af det afsluttende communique fra den 28. Internationale databeskyttelses- og privacykonference i London i 2006.

Enhver lovregulering bør helt grundlæggende være baseret på en nøje afvejning af proportionalitet og nødvendighed.

Hovedreglen i et demokratisk samfund som anerkender de universelle friheds- og menneskerettigheder, er, at det enkelte individ har fuldstændig kontrol og gennemsigtighed med en hvilken som helst overvågning. Derfor bør al overvågning som udgangspunkt være ikke-personhenførbar. Der gælder selvsagt undtagelser i forbindelse med en konkret politimæssig efterforskning, som imidlertid også skal kunne domstolsprøves efterfølgende.

En reel persondatabeskyttelse kan kun lade sig gøre, såfremt den digitale identitet opbygges som en del af et globalt tillidsskabende it-rammeværk (trusted framework). Et sådant rammeværk, der faktisk er et system af systemer (privacy-rammeværk, identitets-rammeværk, kontrol-rammeværk, notifikations-rammeværk osv.) kan defineres som et netværk af binære tillidsrelationer mellem alle parter (eksempelvis helt op til 10 parter med skiftende roller) i en transaktion og som forholder sig til de forsikringer, som er nødvendige for at hver af partnerne kan stole på de andre relevante parter med hensyn til hvert enkelt tillidselement. Flere internationale private organisationer arbejder med forskellige modeller. Processen er kompliceret, omfattende og tidskrævende.

Et af de mere interessante initiativer er taget af Kantara Initiative, der er en sammenslutning af en lang række internationale  virksomheder og organisationer samt nationale myndigheder, der forpligter sig til åbne standarder og at systemer eller processer har  mulighed for at samvirke med hinanden med henblik på at online-netværk bliver mere privacy beskyttende og med indbyggede tillidsskabende elementer i it-miljøerne.

Rammeværket skal naturligvis baseres på egentlige retsgarantier for den enkelte (datasubjektet). Spørgsmålet vil om føje år blive højaktuelt i forbindelse med den større og større udbredelse af pervasive computing, eller ”IT i alting”, dvs. et altomfattende netværk af ”ting” (tøj, biler, smartphones osv.), der er koblet sammen via trådløse forbindelser (RFID, NFC, WiFi, 4G osv.) Et spændende bidrag til hvorledes en effektiv lovgivning kan forenes med den teknologiske udvikling er leveret af professor Mireille Hildebrandt fra Erasmus University i Rotterdam. Hun påpeger med begrebet Ambient Law, at demokratiet er i fare, medmindre  vi finder nye måder på at formulere de retlige rammer for demokratiet og retsstaten som en integreret del af den teknologiske arkitektur, som det er formålet at regulere. Jeg forstår visionen således, at borgerens retsbeskyttelse skal designes direkte ind i teknologi- og computerkoderne.

En meget sigende og vil mange mene skræmmende illustration af overvågning er det af filmkunstneren Chris Oakley producerede videoklip “The Catalogue” fra 2004 som udkrystalliserer en vision om “os set af dem” ved at simulere RFID og CCTV. “The Catalogue” viser hvordan virksomheder kodificerer mennekser. Ved hjælp af manipulation af dagligdagens detailhandel placeres beskueren I en position som et eksternt og lidenskabsløst organ, der observerer menneskeheden som en serie af enheder, hvis værdi er defineret ud fra deres forbrugskapacitet og fremtidige behov.

Skjult overvågning og profilering med henblik på målrettet markedsføring kan ikke accepteres. Selvom der på forhånd er indhentet samtykke af forbrugeren bør beslutningsgrundlaget være meget højt, især fordi business intelligence systemer idag er så avancerede, at man er i stand til at profilere en forbruger mere og mere ud fra færre og færre oplysninger. Mange vil sikkert spørge: “jamen, hvori ligger problemet ?” Problemet er, at der er en stor risiko for, at mange forbrugere ubevidst bliver påtvunget køb, som de, når det kommer til stykket, slet ikke er interesseret i og som i værste fald kan bringe forbrugeren i økonomisk uføre. Cookie-direktivet er bl.a. baseret på disse bevæggrunde. Det bemærkes, at selvom økonomisk kategorisering kan opleves som en uretfærdig stigmatisering af bestemte befolkningsgrupper, så er der ikke umiddelbart tale om diskrimination i lovens forstand, sålænge forskelsbehandlingen ikke relaterer sig til alder, handicap, køn, etnicitet, tro, seksuel orientering, social oprindelse eller en anden specifik diskriminationsgrund.

Samtykke eller ej, så er det efter min opfattelse  heller ikke i orden, at eksempelvis et forsikringsselskab kan tilbyde sine kunder en rabat på bilforsikringen, såfremt bilen bliver forsynet med en GPS, der overfor forsikringsselskabet kan bekræfte, om bilen har været brugt i højrisikosituationer, som f.eks. i forbindelse med pendlertrafik. Udover at forsikringsselskabet betinger sig en total overvågning af forsikringstagerens bilkørsel, så kan man i øvrigt anføre, at forsikringspræmier bør baseres på så objektive kriterier som muligt. Det er til fordel for forbrugeren og vil tjene den samlede forsikringsbranche bedst i længden. Jeg mener ikke, at et sådant forsikringsvilkår  bør kunne  aftales overhovedet.

Men der skal ikke herske nogen tvivl om, at privacy ikke er økonomisk omkostningsfrit i snæver forstand. Hvis der var 100 % overvågning døgnet rundt ude og hjemme vil det sikkert eksempelvis reducere raten af indbrudstyverier og røverier. Mindre bekvemmelighed, færre rabatter og sociale ydelser er den pris vi betaler for større privacy og den pris er værd at betale i længden. Det bør som nævnt kun ved lov og effektiv demokratisk kontrol kunne bestemmes at indskrænke privatlivsbeskyttelsen eller privatsfæren i betydningen det fysiske rum.

Er “retten til at blive glemt” det nye privacy mantra ?


I forbindelse med den igangværende revision af EU´s persondatadirektiv, der har udviklet sig til en lidt langstrakt affære, er der allerede kommet en række udmeldinger fra EU-Kommissionen, der indikerer en række stramninger af det fremtidige direktiv.

Således har Viviane Reding, EU’s kommissær for retlige anliggender, på en nylig afholdt konference i Brussels med en henvisning til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder slået fast, at EU-borgerens privacy-rettigheder skal bygge på fire piller:

  1. “retten til at blive glemt”
  2. “gennemsigtighed”
  3. “privacy som standardinstilling”
  4. “beskyttelse uanset hvor data er placeret”

Det er princippet om “retten til at blive glemt” (the “Right To Be Forgotten”), som der vil blive set lidt nærmere på her. For god ordens skyld skal det understreges at princippet  ikke udelukkende er møntet på persondata, som defineret i persondatadirektivet og som allerede statuerer en lang række rettigheder til beskyttelse af enkeltpersoners personlige oplysninger.

Retten til at blive glemt er oprindelig en fransk idè, og kan konstrueres på to måder. Den ene har sammenhæng med, at der i fransk lov er et forbud mod ubestemt lagring af persondata, således at den dataansvarlige skal fastsætte en datalagringsperiode, der er forenelig med formålet. Retten til at blive glemt relaterer sig til de yderst sjældne tilfælde, hvor det er nødvendigt at slette persondata. Den anden betydning vedrører retten til berigtigelse og indsigelse. Disse to rettigheder pålægger den dataansvarlige at slette data i de tilfælde, hvor de er ukorrekte, forældede eller hvor dataindsamling slet og ret er forbudt. Det er således ud fra den oprindelige forståelse af begrebet en misforståelse, at man til hver en tid kan kræve, at den dataansvarlige skal slette vedkommendes persondata.

Disse rettigheder følger dog  allerede af den danske persondatalov, herunder at den registrerede til hver en tid  kan tilbagekalde sit samtykke (§ 38), men det vil bero på en konkret vurdering, om oplysningerne skal slettes eller blot blokeres.

Men her går Viviane Reding et skridt videre med en præcisering af, at EU-borgeren ikke alene skal have en mulighed for, men en ret til at tilbagekalde et tidligere givet samtykke til databehandling. Bevisbyrden for at opbevaring af persondata er nødvendig, skal ligge hos den dataansvarlige. Redings talsmand Matthew Newman udtaler endda, “at der ikke må være den mindste flig af information tilbage på en server et eller andet sted. Det er dine data og de bør være væk for evigt.” { “there shouldn’t even be a ghost of your data left in some server somewhere. It’s your data and it should be gone for good.”} Neelie Kroes, EU-kommissær for den digital dagsorden har endvidere i en tale sidste år nuanceret begrebet ved at fremhæve, at det ikke kun er et spørgsmål om at slette data. “Ligesom i det virkelige liv kan man ikke gå ud fra, at der ikke eksisterer optegnelser over ens tidligere aktiviteter. Det der betyder noget er, at disse data uigenkaldeligt anonymiseres, før der gøres brug af dem.”

Ønsket om at blive glemt korresponderer med det synspunkt, at den digitale historik, som vi skaber online, både med vilje og nogle gange uforvarende, skal have lov til at forsvinde gennem en proces, der kaldes for datanedbrydning. Om sidstnævnte princip kan henvises til Data Degradation: Making Private Data Less Sensitive Over Time. Der vil være tale om en betragtelig mængde af elektroniske spor, som man aflægger på kryds og tværs på internettet.

Det er højst tvivlsomt om retten til at blive glemt vil blive en international standard og dermed et slagkraftigt princip uden videre. Eksempelvis garanterer som bekendt Den amerikanske forfatning ikke direkte privatlivets fred, selvom den amerikanske højesteret imidlertid i en række domme har slået fast, at andre garantier implicit sikrer privacy, som dog i visse tilfælde begrænses af den forfatningssikrede ytringsfrihed i First Amendment. Konceptet om “frihed til at observere” processer og data hyldes i udpræget grad ligesom det er en gængs amerikansk opfattelse, at “persondata er magt” og opfattes som en decideret vare (intellektuel rettighed).

I skærende modsætning hertil vil en europæisk debat om beskyttelse af privacy tage udgangspunkt i et menneskerettighedsmæssigt perspektiv, hvilket jeg personligt bifalder fuldt ud. Man kan ikke tale om kommerciel ejendomsret i forbindelse med privacy, fordi privacy er knyttet til det at være et menneske som sådan. Denne ret kan ikke fraviges eller overføres til andre (enten kommercielt eller af andre grunde). Man kan også udtrykke det således, at menneskerettighederne udgør og opretholder en persons personlige integritet og at privacy er en ret (værdi), som man bliver nødt til at beskytte, fordi privacy styrker tillid og tryghed blandt mennesker. Som udgangspunkt ejer man derfor selv sine personlige data. Om ejerskab og ophavsret til persondata kan i øvrigt henvises til Hvem “ejer” dine data?

Med dette tankesæt på plads giver det mening med princippet om retten til at blive glemt. Der er behov for at give forbrugeren flere universelle online-rettigheder og retten til at blive glemt er et perspektivrigt almengyldigt privacy by design-princip, såfremt det får retsvirkning i både den private som offentlige sektor. Men før dette princip kan realiseres er der imidlertid behov for at præcisere begrebet. I den forbindelse kan det overvejes at gøre princippet flerstrenget ved bl.a. at inkorporere det franske koncept. Endvidere er det væsentligt at gøre retten til at blive glemt operationelt som en såkaldt privatlivsfremmende teknologi i tilknytning til passende modeller for retshåndhævelse. Når data er lagt ud i offentlig domæne vi det være teknisk meget vanskeligt effektivt at indfange, eftersom data kan være tilgængelig på adskillige servere verden over. Dette problem synes at blive aktualiseret i yderligere grad i forbindelse med cloud computing, hvor det kan frygtes, at formidling og overlapning af personlige oplysninger vil medføre, at man aldrig rigtig kan være sikker på, at en udrensning vil hindre at data alligevel dukker op før eller siden. Hertil kommer, at princippets globale rækkevidde og dermed dets egentlige nyskabende værdi forudsætter en international implementering også uden for EU og det har efter alt at dømme lange udsigter.

“Eo Romam iterum crucifigi”


Overskriften hedder på dansk: “Jeg er på vej til Rom for at blive korsfæstet igen” og er ifølge den oldkirkelige tradition Jesus Kristus svar til apostlen Peters berømte spørgsmål: ” Quo vadis?” eller: hvor går du hen, herre?  Jesus Kristus skal ind til Rom for at blive korsfæstet igen, denne gang på Peters vegne, så Peter vender om og går tilbage til sin korsfæstelse i Neros cirkus.

Jeg tillader mig at opfordre regeringen til at stille sig selv det samme legendariske spørgsmål, efter at anti-terrorpakke I og anti-terrorpakke II blev gennemført i henholdsvis 2002 og 2006. Anledningen er, at  Justitsministeriet 9. september 2010 har offentliggjort en redegørelse om erfaringerne med denne lovgivning, der har til formål at sikre en tilstrækkelig effektiv indsats mod terrorisme. Til brug for redegørelsen har Justitsministeriet i det væsentligste indhentet udtalelser fra Rigsadvokaten, Rigspolitiet og Politiets Efterretningstjeneste.

Med det kommissorium og de deltagende høringsparter er det ikke overraskende, at redegørelsen ret ukritisk har fokus på lovenes forebyggende og efterforskningsmæssige effekt. Det er der i princippet ikke noget forkert i, men jeg er nu helt enig i den kritik, som chefjurist Jacob Mchangama, Cepos giver udtryk for i et notat 7. oktober 2010. Der er behov for en langt mere afbalanceret afvejning af de modsatrettede hensyn i forbindelse med terrorbekæmpelsen og specifikt i forhold til privatlivsbeskyttelsen.

Men det kan jo nås endnu. Regeringen kunne i øvrigt lade sig inspirere af den britiske indenrigsminister Theresa May, som i forbindelse med en revision af dele af den engelske terrorlovgivning bl.a. har inviteret den private non-profit organisation Liberty til at komme med et bidrag. Liberty´s formål er at fremme værdier som værdighed, ligebehandling og fairness for det enkelte menneske, som grundlaget for et demokratisk samfund.

Liberty´s svar med den sigende titel: From “war” to law, fremhæver i forordet, “at  det er en vital opgave for regeringen, politi og anklagemyndighed at beskytte liv og en demokratisk livsførelse og at rammeværket for de fundamentale friheds- og menneskerettigheder udgør den underliggende filosofi, der adskiller os fra tyranner og terrorister. Det er robust og tilstrækkelig fleksibelt til at modstå voldelige og ideologiske trusler og binder et forskelligartet samfund sammen og giver inspiration og modstandskraft i svære tider”.

Det skal understreges at den engelske terrorlovgivning på flere punkter er langt mere vidtrækkende end den danske, men rapporten tjener alligevel efter min opfattelse til at være en øjenåbner for de principielle overvejelser for og imod mere anti-terrorlovgivning og overvågning.

Privatlivsbeskyttelsen fremhæves flere steder i rapporten med henvisning til Den europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv. Det pointeres, at der er tale om en “kvalificeret og balanceret” ret, men enhver indgriben bør være nødvendig, proportional og i henhold til lov. Rapporten nævner eksempelvis, at adgang til kommunikationsdata, der tilsyneladende opleves som en af de mindst intruderende overvågningsmetoder, imidlertid  kan have en alvorlig indvirkning på privatlivsbeskyttelsen, fordi det er muligt at opbygge et detaljeret billede af et menneskes aktiviteter, livsstil og referencer.

Om logningsbekendtgørelsen, der som bekendt pålægger teleudbydere at registrere og opbevare oplysninger om tele- og internetdata (dog ikke pakkedata), er der tidligere blevet fremsat europæisk og dansk kritik, herunder fra Retssikkerhedsfonden.

Det kan forekomme en smule overraskende at Justitsministeriet ikke i højere grad i sin redegørelse har inddraget den kommende revision af EU-persondatadirektivet samt den skærpelse af privacy, som for tiden er genstand for overvejelser i EU-Kommissionen og hvor netop  Lissabontraktaten nu giver EU mulighed for at fastsætte omfattende og sammenhængende regler om databeskyttelse for alle sektorer, herunder politi og strafferet. Sidstnævnte omstændighed vil netop kunne få betydning for en fremtidig revision af logningsdirektivet. I et offentliggjort kommuniké 20.7. 2010 fra EU-Kommissionen til Europa-Parlamentet om resultater og fremtidige udfordringer for EU´s anti-terror policy fremgår det, at udfordringen består i at sørge for, at instrumenter til dataudveksling dækker reelle behov, således at medlemsstaterne kan udveksle den information, der er nødvendig til at hindre og bekæmpe terroranslag og samtidig sikre fuld respekt for retten til privatliv og databeskyttelse.

I en rapport fra ESRIF, der har debatteret aspekter af europæisk forskning og innovation med det formål at styrke borgerens sikkerhed, fremgår det   “at beskyttelse af EU’s befolkning og infrastruktur skal afspejle god regeringsførelse, økonomisk fornuft og respekt for grundlæggende rettigheder og Europas kulturelle værdier”.

Det er naturligvis ikke en let opgave at sikre anti-terrorbekæmpelsen og privatlivsbeskyttelsen på én og samme tid, men det kan og skal lade sig gøre i et demokratisk samfund. Det er sagt før, men kan godt gentages: effektiv sikkerhed og privatlivsbeskyttelse er begge med til at give borgeren tryghed. Der er ikke tale om et enten eller, men om et både og. Konkret skal der foretages en vurdering af et indgrebs proportionalitet og nødvendighed i forhold til privatlivsbeskyttelsen (og de øvrige friheds- og menneskerettigheder). Den nugældende anti-terror lovgivning har jo virket, så der er efter min mening ingen anledning til at tildele yderligere beføjelser til de retshåndhævende myndigheder, men snarere at begrænse dem.  Eksempelvis kunne kriterierne for domstolsprøvelsen præciseres  skarpere samt efterretningstjenestens efterforskningsmidler afgrænses mere i forhold til selve afværgelsen af terrorhandlingen. Der er derfor heller ingen grund til at mere terrorbekæmpelse sker på demokratiets og retsstatens bekostning. Nok er nok. Det er sådan set også regeringens holdning og det er jo altid noget. Men det er imidlertid nødvendigt med en forbedring af privacy og retsbeskyttelsen for den enkelte på en række specifikke områder og den kan gennemføres med god samvittighed.

Privatlivsfremmende teknologier – er der noget at komme efter ?


10. september 2010 blev PrivatTek 2010 afviklet i den lyse og stilfulde Landstingssal på Christiansborg. De lidt over 90 deltagere blev foran Landstingssalen mødt af 14 portrætter af Danmarks tidligere statsministre fra Thorvald Stauning, der blev statsminister i 1924, til Poul Nyrup Rasmussen, der var statsminister 1993-2001.

De ydre rammer for konferencen kunne derfor ikke siges at være bedre med henblik på italesættelsen af persondatabeskyttelsen i sammenhæng med privatlivsfremmende teknologier, som var et af arrangementets hovedformål. 

De privatlivsfremmende teknologier blev belyst i relation til:

  • It-sikkerhedskomiteens indsatsområder 
  • Persondataloven
  • I forbindelse med videoovervågning
  • En integreret del af en innovativ it-arkitektur 
  • Et visionært teknologidesign
  • EU´s kommende 7. call under IKT-programmet og sidst men ikke mindst
  • I en debat med et bredt sammensat panel

Det var netop hensigten at komme vidt omkring emnet ved at berøre teknologikonceptets teoretiske, praktiske, tværfaglige, politiske, økonomiske og etiske aspekter. Ved samtidig at gøre dette på et jordnært, elementært niveau er det håbet at tage mystikken af teknologibegrebet og få en bredere kreds af offentligheden i tale. At f.eks. CenSec og Sikkerhedsbranchen er officielle medarrangører af PrivatTek 2010 er allerede i sig selv en manifestation af disse organisationers øgede interesse for privacy.

Det er min klare opfattelse at denne mission er lykkedes. Det viser den store interesse op til PrivatTek 2010 og bredden af deltagerne, som talte både repræsentanter for en række ministerier og styrelser, forskere og studerende fra en række forskellige universiteter, advokater, repræsentanter for en lang række erhvervsbrancher, herunder finanssektoren og it-sikkerhedsleverandører. 

 At jurister får en større forståelse for de privatlivsfremmende teknologier samtidig med at it-udviklere sætter sig mere ind i lovgivning om persondatabeskyttelse og privacy-principper er en grundforudsætning for bæredygtige løsninger. Derfor opfordrede jeg selv i min velkomst etableringen af tværfaglige forsknings- og udviklingsmiljøer med privatlivsfremmende teknologier for øje.   

PrivatTek 2010 nød godt af en engageret deltagelse af Yildiz Akdogan, Socialdemokraternes it- ordfører og konferencens officielle vært. Arrangørerne havde dog set frem til en større politisk bevågenhed, især fordi en positiv udvikling af teknologien, som bl.a. påpeget af flere nylige rapporter udgivet af EU-Kommissionen, forudsætter mere direkte lovgivning og diverse soft law-instrumenter.    

Der er i den forbindelse anledning til at fremhæve, at der i lige så høj grad er behov for en øget certificering og standardisering, som lektor Christian Damsgaard Jensen kom ind på i sit indlæg og som blev problematiseret under indlægget om video i teknisk og retligt perspektiv af direktør Kasper Mikkkelsen fra Sikkerhedsbranchen. Det er muligt, at det er en større teknologisk udfordring, at ekstrahere semantisk information med henblik på beskyttelse (scrampling) for så vidt angår multimedier end med hensyn til tekstdata eller kategoriske data. Selv om  Sikkerhedsbranchen i øvrigt på eget initiativ har indført en godkendelsesprocedure for installatører, mangler der imidlertid en eller anden form for effektiv kontrol med at produkterne lever op til det de lover for at skabe reel tryghed for borgeren.

Sidste år stødte jeg på en glimrende artikel Without fear of trespass på guardian.co.uk skrevet af Julian Baggini. Den og debattråden  berører ikke de teknologiske muligheder, men det er alligevel tankevækkende at forestille sig, hvorledes teknologiløsninger kan og bør være med til at fjerne almindelige menneskers behov for at forsvare deres privacy i det offentlige rum. 

Den etiske dimension blev også taget op under paneldebatten af direktør Lars Klüver fra Teknologirådet. Det er klart at værdidebatten er fundamental for hele samfundsudviklingen. Man kan definere etik som kritisk refleksion på menneskets handlinger (moral) og al teknologidesign bør naturligvis være baseret på klart formulerede etiske principper. Det er altid godt at tage emnet op i enhver sammenhæng og det var mit klare indtryk at forsamlingen var opmærksom herpå.   

De deltagere, som jeg har talt med efterfølgende udtrykte alle, at de synes det var en interessant og udbytterig event. I øvrigt kan jeg henvise til Jan Horsagers inspirerende blogindlæg 14.9 2010: Hvem skal bestemme, hvad der er fortroligt? og dagens opfølgende artikel på Computerworld online: Hvem vil certificere privacy? samt yderligere kommentarer om konferencen og om privacy i almindelighed på Danish Biometrics og  her.

Á propos temaets aktualitet kan desuden henvises til den åbningstale, som Viviane Reding, EU-kommissær for retlige anliggender, grundlæggende rettigheder og EU-borgerskab, holdt i forbindelse med the digital single market Conference i Brussels 16. 9. 2010 og som var organiseret af the Lisbon Council. I talen opfordrede Reding til udvikling af nye teknologier baseret på privacy by design og “at databeskyttelsen bør indlejres i teknologiernes og procedurernes hele livscyklus”.

Under alle omstændigheder blev der sat fokus på privatlivsbeskyttelsen. Det er jo en opgave, som der hele tiden skal afsættes ressourcer til. Der er ikke nogen tvivl om, at der tegner sig nogle yderst interessante perspektiver i udviklingen af privatlivsfremmende teknologier og derfor vil PrivatTek som koncept blive videreudviklet i forbindelse med kommende arrangementer.

Danmark bør gå i front med CSR-innovation i menneskerettigheder


Danmark og CSR

I Forsk2015 kataloget (maj 2008), der identificerer og prioriterer Danmarks strategiske forskningstemaer, fremhæves virksomhedernes evne til at innovere som en central udfordring og at en strategisk forskningsindsats skal tilvejebringe et forbedret videngrundlag for virksomhedsledere, medarbejdere og politikere omkring den måde, hvorpå innovationsprocesser ledes, organiseres og fremmes bedst muligt. Målet er at bringe Danmark op blandt de mest innovative lande i verden.

Regeringen har i sin handlingsplan for virksomheders samfundsansvar (maj 2008) sat sig et visionært mål om, at udbrede forretningsdrevet samfundsansvar blandt både store og mindre virksomheder.

Om forretningsdrevet samfundsansvar foreslår regeringen for eksempel, at virksomhederne kan udvikle nye produkter eller ydelser, der indeholder en social eller miljømæssig dimension.

I forbindelse med et af de fire indsatsområder i handlingsplanen om udbredelse af forretningsdrevet samfundsansvar vil regeringen bl.a. øge rådgivningen om innovation og samfundsansvar til små og mellemstore virksomheder i de regionale væksthuse.

I tilknytning til denne aktivitet har Center for Samfundsansvar netop stået i spidsen for et nordisk projekt om CSR-drevet innovation, der har til formål at støtte en innovationsproces, der med udgangspunkt i sociale eller miljømæssige hensyn bidrager til udvikling af en service eller et produkt, der er økonomisk rentabelt samtidigt med, at det gavner medarbejdere, miljø eller samfund på nye måder.

Endvidere har Europa-kommissionen med den “Europæiske Alliance for CSR” til hensigt at medvirke til at få de europæiske virksomheder til at acceptere Corporate Social Responsibility og at øge støtten til og anerkendelsen af CSR som et bidrag til en overordnet bæredygtig udvikling og til Europæisk vækst og beskæftigelse. Alliancens medlem- mer har bl.a. identificeret et prioritetsområde baseret på samfundsmæssige behov, at fremme innovation inden for bæredygtig teknologi, produkter og services samt at skabe innovation på miljøområdet med specifikt fokus på at integrere den miljømæssige nyttevirkning og energibesparelser i produkt- og service udviklingsprocessen.

Danmark og IKT

Det fremgår ligeledes af FORSK2015 kataloget, at visionen er, at Danmark i 2015 er ledende inden for udvikling af nye innovative IKT-baserede produkter og services samtidig med, at samfundets behov og den generelle IKT udvikling i højere grad sammentænkes. En central passage i kataloget er følgende: ” Der vil i en række sammenhænge også være behov for at indtænke emner som sikkerhed, pålidelighed, tryghed og privacy i forskningen.”

I 2008 rangerer FN’s E-Government Survey Danmark blandt de øverste to lande i offentlig e-parathed kun overgået af USA. Endvidere er Danmark placeret blandt de fem første lande på globalt plan i indeks om e-parathed (EIU 2008). Hertil kommer, at  EIU World Investment Prospects anser Danmark for at have det mest erhvervsvenlige miljø i perioden 2007-2011.

Europa-Kommissionens Digital Competitiveness Report (august 2009) viser, at Danmark er blandt de bedste nationer for de fleste i2010 indikatorer og er en klar frontløber i udviklingen af informations-samfundet. Med en handlingsplan for grøn IT lanceret i 2008, er Danmark også i front med hensyn til miljøvenlig anvendelse af IKT.

Selvom Danmark på det seneste på visse punkter har mistet lidt af sin førerposition, så vidner tal som disse om, at Danmark er en verdensklasse IKT-klynge, og at regionen besidder et enormt forretningspotentiale for internationale IKT-aktører. Danmark har en stor koncentration af virksomheder, der arbejder inden for IKT-området, og den største IKT-klynge i Danmark er placeret i det Storkøbenhavnske område og spænder over den sydlige del af Sverige.

Denne grænseoverskridende IKT klynge har en arbejdsstyrke på 100.000 IKT-medarbejdere og fungerer som en fremragende indgang til den skandinaviske IKT-industri.

Danmark og CSR-IKT innovation

En virksomheds samfundsansvar drejer sig også om at respektere og fremme de grundlæggende menneskerettigheder. 6 af FN´s 10 principper for samfundsansvar for virksomheder (Global Compact) fremhæver, at virksomheder bør støtte og respektere internationalt erklærede menneskerettigheder; samt sikre, at den ikke medvirker til krænkelser.

Imidlertid er der ikke den store fokus på at udvikle nye produkter eller serviceydelser, der indeholder en menneskeretlig dimension. CSR-innovation og design i menneskerettigheder kan på samme måde som et  miljømæssigt engagement være knyttet til en virksomheds forretning og forretningsmodel, til processer og teknologier og til bestemte produkter og services med henblik på at fremme en udvikling af de grundlæggende menneskerettigheder.

Som udgangspunkt vil der kunne opnås en særlig synergieffekt ved at fokusere på  menneskerettigheder, som har en særlig betydning for IKT området, såsom informations- og ytringsfriheden, retten til at deltage i teknologisk udvikling samt retten til privatlivets fred.

CSR-innovation og design i menneskerettigheder (eller CSR-innovation and design in human rights) vil ikke alene kunne være rettet mod løsning af bestemte menneskerettighedsmæssige problemer båret af et samfundsmæssigt hensyn men også være specifikt markedsorienteret. Et paradigmeskift med forretningsmodeller, teknologier, samarbejdsmodeller, idéskabelse og iværksætteri i et menneskeret-tighedsmæssigt perspektiv vil befordre en ny almengyldig og fundamental tilgang til ansvarlig innovation.

Den ekspansive udvikling af overvågningsteknologier som f.eks. RFID, biometri, GPS, CCTV, MEMS, smart ID-kort osv. især efter 11/9, har samtidig medført ny og spændende forskning og udvikling i privacy enhancing technologies (PET). Disse PET løsninger er et sammenhængende system af IKT instrumenter som beskytter privacy ved at eliminere eller reducere persondata eller ved at forhindre unødvendig og/eller uønsket behandling af persondata uden at miste datasystemets funktionalitet, Business casen viser, at der kan designes teknologier til beskyttelse af privatlivets fred, som jo er en basal menneskeret (Menneskerettigheds-erklæringens artikel 12).

CSR innovation og design i menneskerettigheder skal være med til at udvikle nye teknologier ( f.eks. ambient intelligence i sammenhæng med embedded system design), videnskoncepter og videnskompetencer. Mange relevante nøgleteknologier eksisterer allerede, men skal videreudvikles og forfines til specifikke formål i en ny kontekst (teknologisk konvergens) i sammenhæng med udvikling af nye forbrugerorienterede markedsmekanismer. CSR innovation and design in human rights er ikke kun en ny trendy public relation idé, men et helhedsorienteret, nytænkende og skelsættende koncept med en forretningsmæssig forankring, som skal bidrage til at eliminere den tilsyneladende dikotomi mellem profit og etiske principper ved at gøre investeringer i human rights profitable i både snæver og bredere forstand.

Danmark er verdens mest innovative land med hensyn til virksomheders samfundsansvar (CSR) også kaldet samfundsansvarlig virksomhedsinnovation eller CSI. Der er mange gode grunde til at fastholde og udbygge denne førerposition ved at udnytte etablerede ressourcer, kompetencer og synergieffekter til at satse på det hidtil ret oversete aspekt af CSR, der synes at have et signifikant globalt potentiale. Om brugerdreven innovation og demokratisk teknologiudvikling, der ligger i forlængelse af CSR, henvises til et blogindlæg om biometri.

Forskellige initiativer med en række aktører vil derfor blive undersøgt i den kommende tid.  Eventuelt interesserede er velkommen til at rette henvendelse til Dansk Privacy netværk´s sekretariat.

The Honourable Justice Michael Kirby appointed honorary member of Dansk Privacy Netværk


The Hon Michael Kirby AC CMG, former Justice of the High Court of Australia, serving from 1996 to 2009, has been appointed honorary member of Dansk Privacy Netværk (Danish Privacy Network). In his role as honorary member, Michael Kirby will advise the network on international privacy and human rights issues and joining Dansk Privacy Network in promoting the importance of privacy and data protection in a globalized world.

“Michael Kirby´s dedication and activism has over a sustained period of time made significant impact on human rights and privacy and for this he has been recognized worldwide.  We are truly honored to have the pleasure to work with  Michael Kirby in the future”, said Frederik Kortbæk, LL.M. and coordinator of Dansk Privacy Netværk.

As a contribution Michael Kirby is pleased to post one of his two speeches he gave at the OECD in Paris in March 2010, on the 30th anniversary of the OECD Guidelines on Privacy as follows:

THE OECD REVISITED
One does not normally think of the OECD as a sentimental organisation, afflicted by nostalgia.  It was therefore a surprise to be invited back to the Chateau de la Muette to join in this reflection on the 30th anniversary of the adoption of the OECD Guidelines on Trans-border Data Flows and the Protection of Privacy of 1980 (the “Guidelines”).

I chaired the expert group established under DSTI/ICCP which was tasked with preparing the Guidelines in less than two years.  The final meeting that adopted the Guidelines and recommended them, ultimately to the Council of the OECD, took place in this room of the Chateau.  Before the magnificent new conference centre was built, adjoining the Chateau, we did not ordinarily meet in such congenial venues.  Normally, we were consigned to a large meeting room in a dungeon in the Secretariat building.  This isolated us from the beauties of Paris and civilisation, we had no alternative but to concentrate on our work and to get it completed as quickly as we could.  When we concluded our work, it was like a scene from Fidelio.  We were like prisoners, released into the sunlight of the Chateau, photographed on its steps and collected under the flags of the OECD nations, then fewer in number than is the case today.  Essentially, at that time, the OECD was confined to the democratic market economies of Western Europe, North America, Japan and Australasia.  So I return with pleasure to this room that is full of memories of the remarkable personalities who worked to achieve the success that the Guidelines have undoubtedly proved to be.

I am specially glad to return to this room and the meeting of the Working Party on Information Security and Privacy (WPISP), chaired by a fellow Australian, Keith Besgrove.  I am not sure how he was elected to his high office.  Indeed, I am not sure how that privilege fell to me.  I was sent to Paris in 1978 because the Australian Law Reform Commission, of which I was then Chairman, was mandated by the Australian government to prepare new federal laws on privacy protection.  Dialogue with experts from countries with similar legal and economic circumstances was considered useful to our task.  That is how I made it to Paris.  I can only assume that my election to chair the expert group came about because the member countries outside Western Europe were deeply suspicious of the bureaucratic tendencies of the European culture.  For their part, the Europeans could not tolerate the idea of a non-European chair for the expert group, at least not one from a nation of significant economic and political power.  I presume that that is how the choice fell to me.  Perhaps like Chairman Besgrove, it is best not to enquire too closely as to how the electoral process in OECD delivered our respective names.

A trans-continental committee of experts thus began its enquiry 32 years ago.  It was stimulated by outstanding assistance from the OECD Secretariat, led in this instance by Mr. Hanspeter Gassmann, assisted by Professor Peter Seipel (Sweden) as consultant, and by Miss Alice Frank, also of the Secretariat.  I pay tribute to the assistance of the OECD officials.  Since 1980, I have worked in many United Nations and international organisations.  None can boast of a more talented team of officials than the OECD.

THE INTERNATIONAL BACKGROUND
Why did the OECD establish such a group?  This is not generally an institution devoted to human rights concerns, such as the protection of individual privacy.  Generally speaking, basic rights, the rule of law and democratic governance are broad assumptions upon which the OECD operates for the provision of technical advice and assistance, mainly on economic and technological issues.  There have been exceptions, such as the important work of the Organisation to confront international corruption and to address issues of nuclear power and climate change.  But, ordinarily, this is not a house concerned with human rights protection.  That task is generally left to other bodies, including UNESCO, whose seat is established on the other side of this city.  So why the sudden interest of the OECD in protecting privacy in the context of trans-border data flows (TBDF)?

The answer to that question can be derived from the historical background to the establishment of the expert group and the commonalities of the technology that lay behind the need for international guidelines.  So far as the background was concerned, it can be traced to the recognition, after the Second World War, in human rights instruments such as the Universal Declaration of Human Rights (Art.12), of the basic right to privacy.  Elaborations of that notion followed in the 1960s in academic writing (such as that of Alan Westin, Paul Sieghart and Professors Rule and Cate of the United States), and in official reports (such as those of Kenneth Younger (UK) and Bernard Tricot (France)) addressed to the particular problems of privacy in the context of the new technology for automated data processing.  The capacity of this technology to expand and expedite the analysis of personal data and to create connections not otherwise perceived was recognised as presenting new problems for privacy as that notion was to be understood in its wider, modern sense.  That recognition led to initiatives in various international bodies that provided the background for the OECD’s work:
 In the Nordic Council in 1971, where the Scandinavian member states of the OECD built upon the early work on legislation for privacy protection in Sweden, beginning in 1969, reported in 1972 and resulting in one of the first data protection laws in 1973;
 The Council of Europe, in turn, drew upon the foregoing in the development of ministerial resolutions in 1973 and 1974 and in the design of a Convention (No.108) addressed to the various consequences of automated personal data;
 The Commission of the European Economic Community (as the European Union was then named) also began work that would ultimately bear fruit as the influential European Union Directive on privacy; and
 Other international bodies also became interested, including UNESCO, and, by 2000, the Asia-Pacific Economic Co-Operation Organisation (APEC) with its Privacy Framework addressed to the member states in that fast-growing region of the world.

Some of the foregoing developments lay in the future as we met for the first time at OECD in 1978.  But this much was already clear.  The technology of informatics was fast changing.  Even by 1978, it was apparent that the technology was increasingly transnational.  Its social consequences could not be exhaustively dealt with by national laws.  TBDF were becoming an established feature of the application of informatics.  There was therefore a need for commonality in the approaches adopted by member states of the OECD.  Otherwise, the beneficial advantage of TBDF for freedom in the flow of facts and opinions and for creative ideas for economic and social development, might be impeded.

Within Western Europe, by 1978, it was possible to bind the approaches of member states of the Council of Europe to a binding treaty, agreed amongst those states to reflect the highest common denominator of their collective opinions.  But, by 1978, it was already obvious that the largest player in the processing of automated data (including for airlines, hotels, business, insurance and banking information) was the United States of America.  Securing the agreement of that major economic player to a binding treaty faced two apparently inseparable obstacles.  The first was the need, in the ratification of any such treaty, for the concurrence of the United States Senate, traditionally suspicious of such engagements.  And the second was the strong affirmation of free flows of information expressed in the First Amendment to the United States Constitution.  This provision created a bedrock of support for flows of data, to the largest extent possible, unimpeded by governmental regulation (“Congress shall make no law …”).  The possibility of the United States subscribing to a European Convention on this subject was bleak.  These realities defined the boundaries of any successful enterprise within the OECD, designed to encourage as high a level of consensus about the applicable principles as could be reached among the participants without resort to be a binding treaty.

MUTUAL DOUBTS AND CONCERNS
To the foregoing obstacles to progress had to be added other deep concerns, bordering on suspicions, which were often unexpressed; but every now and again came to the surface.  They revealed a chasm, seemingly deeper than the Atlantic Ocean, between the underlying values reflected in the developments occurring in Europe, on the one hand, and the legal and social culture of the non-European nations, especially the United States, on the other:
 For the European nations, the memory of the misuse of personal data by security police, the military and other officials in the mid-20th century was still fresh.  For them, this was not a theoretical problem. It was an urgent task to establish controls on the potential of the newly automated personal data to enhance the power of the over-mighty state and to diminish the liberties of ordinary citizens.  It must be remembered that in 1978, the world was still faced by the Cold War and the divisions symbolised physically by the Berlin Wall.  It is a privilege today to return to the OECD, with the Russian Federation sitting at the table of WPISP.  None of us should forget the contributions of the Red Army and the Soviet peoples in the Second World War to the defeat of fascism and to the creation of the circumstances in which Europe could flourish and democratic governance could emerge and expand;
 On the other hand, the United States experts, in particular, were deeply suspicious of some of approaches of the European nations, participating in the work of the Council of Europe.  In particular, they were anxious about the suggested inclination of the European states to create large bureaucracies empowered to impede TBDF.  Occasionally, they hinted darkly that these were initiatives with an ulterior motive.  This was to impede the all too obvious success of United States technology and to provide protective walls behind which the European technology of informatics might grow and compete.  The Europeans, for their part, sometimes speculated that the American devotion to free flows of data and First Amendment values was actually underpinned by the then current pre-eminence of United States information technology.

Finding a bridge between these competing attitudes, laws and interests was a great challenge.  It was a much greater challenge than that faced in securing common agreement within the Council of Europe or the European Communities.  It was the challenge which the OECD expert group accepted, addressed and eventually surmounted.

LESSONS FROM THE GUIDELINES
By inviting a reflection on the 1980 Guidelines, and their impact on the development of law and policy in so many countries, not only within the OECD, it must be assumed that a purpose was to derive lessons for the current work of WPISP and indeed of DSTI and ICCP within the OECD.  Looking back at the achievements and influence of the OECD Guidelines on privacy of 1980, what are some of the lessons that I can suggest?
 International principles:  Well into the latter part of the twentieth century, law was basically a discipline of nation states.  Ordinarily, it applied within their geographic limitations.  International law, and international principles and policy, were sometimes important for nation states in dealings with one another.  But they were rarely of significance to the natural and legal persons operating within such states.  All of this has now changed.  The growth of the impact of international law and policy on the legal discipline is the greatest change that has come upon the law in my professional lifetime.  A development encouraging this advance has been the spread of global technology.  With that technology have come new problems that cross borders and are sometimes insusceptible to effective local solutions.  It is this phenomenon that has stimulated the need for international law, principles and policy to fill the gaps left in the spaces between the operation of national regulation.  Today, even the most powerful nation states recognise this.  It was already recognised as we entered the OECD in 1978 to embark on the task of preparing the Guidelines on privacy;
 Conventions and guidelines:  Part of the response to such international needs has been evidenced by the growth of treaty law and of international customary law which binds member states.  Yet in some instances, the development of treaty law is difficult, painstaking and extremely slow.  Meantime, the technological and other problems race ahead.  To do nothing is to make a decision.  Recognising the near impossibility, certainly in the short run, of securing adherence of the United States of America (and other non-European nations) to a binding convention on TBDF, imposed on the OECD expert group the discipline of looking to another solution.  That solution was the elaboration of guidelines that would help import into non-European practice such of the transnational principles that were being developed in Europe as were also accepted in the democratic market economies of non-European OECD member countries;
 Information policy:  It was also recognised, virtually at the outset, that there was a special problem of regulating national practice in respect of information policy in the United States.  This was because of the First Amendment values that lie deep in the responses of United States politicians, officials and lawyers to any regulation that endeavours to impose restrictions on free flows of information.  As well, the European tendency to create data protection authorities with large vetting and pre-authorisation powers, ran into two specific problems within the expert group.  The first was the general inclination of common law countries to avoid bureaucratic solutions of that kind and to rely instead upon a remedial structure, utilising broad principles established as precedents by the decisions of superior courts.  By 1978, there were also moves in the democratic debates of North America, Japan and Australasia to reduce the expansion of government and to contain the growth of bureaucracy.  These developments made the adoption of recommendations for the creation of large data protection authorities outside Europe, effectively unthinkable.  They demanded that the mode of implementation of the principles agreed in the Guidelines should be left by the OECD to the local legal tradition and culture;
 TBDF and their implications:  It was the international character of TBDF that afforded the OECD, at once, its challenge and its opportunity.  A European Convention was important.  But of its nature, it could only go so far.  Countries outside the European area would be influenced by its rules.  But not bound by them outside the European sphere.  Securing a means of addressing the international character of data flow provided the stimulus for an intercontinental solution.  Effectively, only the OECD could provide this.  And provide it, it did.
 General guidelines:  Obviously, the adoption of “soft” international principles rather than binding international law meant that any product of the OECD would lack the precision and immediate effectiveness of a binding treaty.  On the other hand, because on an inter-continental level, such a binding treaty was out of the question (certainly in the short term) guidelines became the best that could be achieved.  To the extent that such guidelines influenced local law, official policy and business practice, they could help harmonise the European system of law with the legal regimes applicable in advanced economies outside Europe.  In this way, the guidelines solution (and their use of the verb “should” rather than “shall”), became a positive strength of the OECD Guidelines.  The Guidelines (in para.19) left it to member countries to “establish legal, administrative and other procedures and institutions for the protection of privacy and individual liberties in respect of personal data” in the various ways mentioned and encouraged them to engage in international co-operation (para.20-22).  They therefore imposed duties of imperfect obligation.  But they were duties nonetheless.  And, on the whole, have been taken seriously by the countries that are parties to the OECD Convention.  The commonalities between those countries in matters of governance and economic co-operation have helped to promote what seemed, on their face, to be weak general rules into a substantial stimulus to legislative, executive and judicial action.  In this way, the Guidelines have provided an important impetus to harmonisation of the law, policy and practice.  This was the result envisaged by the participants in the OECD expert group.
 Don’t give up on privacy:  Finally, although the OECD Guidelines have had a considerable influence in the thirty years since they were adopted, it must be accepted that technological developments that were not then known have added to the complexity of the world in which the Guidelines must now operate.  1980 was a time before the emergence of the internet, with its huge implications for the distribution of personal information.  Ahead lay the many technological developments that would add to the challenges to privacy protection:  including biometrics; smart cards; location detection technology; social networks; use of radio frequencies and so.  I do not pretend that the OECD Guidelines solve every problem that this new technology presents.  Indeed, I concede that some of the capacities of information technology since 1980 present new challenges that we did not consider or even know of when we drafted the Guidelines and adopted them in 1980.

In particular, the use limitation principle in para.10 of the Guidelines may need re-consideration.  That paragraph states:
“10. Personal data should not be disclosed, made available or otherwise used for purposes other than those specified in accordance with paragraph 9 except:
a) With the consent of the data subject; or
b) By the authority of law.”

In para.9, it is provided that personal data should be collected by reference to specified purposes and subsequently used only for those purposes or others compatible with them.  This was an accurate privacy principle at the time of its adoption.  However, the capacity of search engines to utilise old, even very old, personal data for a purpose quite different from that for which the information was originally collected and provided, presents a difficulty in treating those paragraphs as a full explanation of the governing principle or policy.

No-one could suggest that search engines and the internet, with their marvellous capacity to enhance human knowledge, should be forbidden or pre-controlled.  Certainly not by OECD member countries.  However, there may be a need to reconsider how the purpose specification and use limitation principles in paras.9 and 10 of the 1980 Guidelines are to apply in a new century utilising radically new technology.  As well, the notion of “consent” referred to in para.10 needs a lot of attention.  To what extent does the data subject truly have a power to consent or to withhold consent where, as is now often the case, the data subject is so heavily dependent on the internet for the provision of goods, services and government facilities?

Most of us today have internet profiles, available to varying extents for use by others who make decisions concerning our lives.  In 1980, it was still substantially possible to “live down” erroneous public attacks or false allegations.  In the print media of those times, it was often said that false accusations would be wrapping the fish and chips in the following week.  But no more.  Electronic personal data will, ordinarily, exist forever unless the law imposes limitations because of the risks of use of out-of-date, false and damaging materials or unless technology itself affords new means of effective expungement of such data.

The fundamental principle of the OECD Guidelines, expressed in para.13, was the right of the individual to retain control over the data penumbra concerning himself or herself.  If that core principle is kept in mind, it should be possible to develop additional guidelines, practices or elaborations to make sure that the basic idea of personal autonomy and self-control that lay behind the 1980 Guidelines is preserved in the context of radically different technology of today.

CONCLUSION
I thank this working party for providing an opportunity to recount something of the history of the OECD Guidelines of 1980.  It was a privilege to be part of their development.  I pay tribute to the OECD Secretariat and to my colleagues on the expert group.  Their spirits are alive in the Chateau today as we remember this notable achievement of the OECD.

Download the speech as PDF here.

Consultation on the legal framework for the fundamental right to protection of personal data


There are many issues which could be addressed in order to improve the European privacy and data protection framework. As it has my special concern I have today on my behalf taken the opportunity to forward the following recommandation to the EU Directorate Justice, Freedom and Security.

You may approach data protection/privacy in four different ways:
Legal
Ethical
Technological and
Educational

In my opinion there is a strong need for a comprehensive Pan-European academic as well as industrial learning and education program in privacy and data protection. Therefore I would like to recommend  a feasibility study regarding the establishment of an European privacy learning and education programme at EU.

In order to strengthen awareness and accountability I would like also to recommend a new rule  that every public or private entity with at least 50 employees should appoint a data protection/privacy officer who should attend a certified data protection/privacy course.

I have taken the liberty to mention that The European Privacy Institute  would be able to contribute with exceptional knowledge and expertise taking into account that the scientific advisory board has representation in all European countries.

About the joint reaction of the Article 29 Working Party (WP29) and the Working Party on Police and Justice (WPPJ) to this consultation, please check The Future of Privacy adopted 1th December 2009.

 

“Learning without thought is labour lost; thought without learning is perilous”   Confucius

EU fastholder at privacy skal have høj prioritet


I forbindelse med den 5.  ministerielle eGovernment Konference 2009, som blev afviklet 18. november 2009 i Malmø, har Ministerrådet offentliggjort en erklæring om EUs eGovernment strategi frem til 2015. 

De ministerielle eGovernment konferencer bliver afholdt hvert andet år af EU Kommissionen og det skiftende EU formandskab. Målet er at overvåge fremskridt og identificere politiske og forskningsmæssige fremtidige prioriteringer.

I en pressemeddelelse i forbindelse med offentliggørelsen udtaler Mats Odell, svensk minister for lokalstyre og finansielle markeder og den der ledede mødet: “Vi ønsker at arbejde sammen om at styrke vores borgere og skabe en mere åben offentlig administration. Vi vil gøre det lettere for europæiske borgere og virksomheder at bevæge sig på tværs af grænserne. Det skal være nemt at studere i Stockholm, arbejde i London, gå på pension i Italien og at gøre brug af mulighederne i det indre marked. Samtidig vil vi skabe en enklere og grønnere administration.”

I dag føler mange, at der er en kløft mellem stat og befolkning. eGovernment kan bruges til at genskabe kontakten mellem borgerne og deres valgte politiske repræsentanter. Erklæringens ånd er, at eGovernment skal bruges til at åbne døren til den offentlige forvaltning på en ny og innovativ måde.

Det fremgår afslutningsvis af pressemeddelelsen, at EU-Kommissionen opfordres til at koordinere medlemsstaternes aktiviteter og organisere styringen af gennemførelsen gennem en særlig styringsgruppe, der mødes regelmæssigt for at foreslå tilpasninger af de prioriterede områder.

Erklæringen er værd at hæfte sig ved i relation til privacy, fordi  det udtrykkeligt understreges, at e-Government visionen skal understøttes af national og europæisk lovgivning om privacy og databeskyttelse (punkt 7).

For så vidt angår målet om at reducere de administrative byrder for borgere og virksomheder, fremhæves respekten for privacy og databeskyttelse som afgørende for en styrkelse af tillid og tryghed.  For at borgerne og virksomhederne vil benytte sig af services, der baserer sig på elektronisk udveksling af informationer, skal tillid og sikkerhed være en integreret del af denne service (punkt 17).

Man kunne egentlig have ønsket sig en selvstændig fremhævelse af privacy i erklæringen og måske nok en noget større implementering siden Manchester-erklæringen fra 2005, men efter omstændighederne er denne markering fra EU tilfredsstillende. Det bemærkes i den sammenhæng at privacy og databeskyttelse blev forbigået i den foregående erklæring, der blev udfærdiget i Lisabon i 2007. Der sendes et politisk signal, som vil befordre den stigende opmærksomhed om privacy og databeskyttelse på europæisk plan og som givetvis vil få indflydelse også på dansk lovgivning.

Man kan eksempelvis med god grund opfatte den spritnye justitsministerielle instruks til chefen for Politiets Efterretningstjeneste sammen med nye retningslinjer for Politiets Efterretningstjenstes behandling af personoplysninger mv.  som et initiativ med det formål at styrke retssikkerheden og skabe større åbenhed omkring behandlingen af personoplysninger. Ganske vist er der i det væsentligste tale om en formalisering af en allerede knæsat praksis, men den politiske markering bør efter min opfattelse ikke undervurderes som en indikation på at yderligere tiltag til styrkelse af privacy og databeskyttelse er på vej.