“Privacy by Design” to become even more important globally


Privacy-bloggen: You have been acknowledged as being one of the first in the world who recognized  the potential importance of technology to protect privacy and personal data and you have, as early as  in the mid-1990s, presented the Privacy by Design concept. What is this concept about, and what impact do you reckon it will have in the future?

Ann Cavoukian: At the heart of Privacy by Design (PbD) is the tenet that individuals have the right to control their own personal information. Much more than a theoretical concept, Privacy by Design is a real-life solution that proactively embeds privacy into technologies, business practices and networked infrastructure at the outset to ensure that privacy is the default condition. Of course, building in privacy at the start is not always possible, which is why my Office recently introduced Privacy by ReDesign to implement PbD into already existing and legacy systems.

Regarding its future impact — the possibilities are limitless as technologies are forever changing. In this growing world of online social media, mobile devices, big data and of course cloud computing, privacy is paramount. But we must change our thinking from a zero-sum paradigm to positive-sum. This means that privacy is not sacrificed at the expense of other business interests, such as security. You can, and must, have both. Our interests are diverse — among other things, we want to socialize on the Internet, build a more sustainable electrical grid, utilize and share health records and more. We can do all of these things and still have privacy, but only if we prioritize it as a requirement for both new and existing technologies, infrastructures and business practices. Our need for privacy has not disappeared. On the contrary, privacy is an essential dimension of the human condition and it will continue to be well into the future.

Privacy-bloggen: We are living  in a globalizing world driven by digitization. As the Internet knows no national boundaries, it seems reasonable to assert that there is a need for a global privacy regime. But is it possible, with the cultural and legal differences that exist, and is the way forward more likely to create a set of universal privacy principles that comply with the demands from consumers, businesses and governments?

Ann Cavoukian: Privacy is a fundamental right that knows no borders. Privacy by Design is a solution for everyone – consumers, businesses and governments. Last year, a landmark resolution was unanimously passed by global Data Protection Authorities to make Privacy by Design an international standard. This endorsement marks a sea change in how the international community will go about preserving privacy. Of course, my work does not end with this accomplishment. For over 20 years, as the Information and Privacy Commissioner of Ontario, Canada, I have partnered with stalwarts such as IBM, Intel, and Nokia to advance Privacy by Design. Together, we have fostered innovation and accomplished groundbreaking work in many fields, including biometrics, the Smart Grid and even Targeted Advertising. Forging new relationships to advance Privacy by Design is not a hard sell. After all, Privacy by Design makes sense for everyone — especially businesses. Not only is it cheaper to build in privacy before a breach occurs, it is also a compelling way to win the trust of clients and build your brand.

Privacy-bloggen: Considering that legal responses often lag behind market and technology innovation, would you agree that self-regulation is an adequate and timely instrument to meet privacy and data protection challenges including citizen engagement and empowerment as a prerequisite for sustainable solutions?

Ann Cavoukian: To preserve privacy and adequately protect data, you need both self-regulation as well as regulatory oversight. However, with the rapidly changing pace of technology, it is difficult for legislation to keep up, which is why Privacy by Design is important. PbD is flexible and can be utilized by organizations from a small local business to a large government body. Regarding privacy protection, it is simply ‘good business’ for companies to be proactive and stay ahead of existing legislation. Strong privacy practices form the basis of a virtuous cycle that establishes trust of the brand in the minds of consumers, which leads to greater loyalty, ultimately driving competitive advantage.

The exponential growth of information and communications technology has benefited us in many ways, such as fostering citizen engagement and the empowerment of individual and collective voices.  In my role as a Commissioner, overseeing both access and privacy, this information explosion has spurred a wide variety of challenges. Recently, I have been particularly concerned at the lack of understanding between the concepts and purposes of Big Data and Open Data. Simply stated, Big Data describes the ever-increasing massive amounts of information that organizations have, and continue to collect — much of which is personally identifiable information. On the other hand, Open Data rests on the idea that certain types of non-personal information such as maps, medical research etc., should be freely available to unrestricted use by everyone. Open Data encourages civic participation and redefines the importance of freedom of information legislation across the globe. As the Big Data movement continues to grow and evolve, it is well worth holding onto the fact that privacy remains fundamental to our freedom.

*

Dr. Ann Cavoukian,  since 1997  the Canadian Province of Ontario’s Information and Privacy Commissioner, is recognized as one of the leading privacy experts in the world.

The post is the English edition of the post on Privacy-bloggen.

 

Er adfærdskodeks vejen frem til beskyttelse af privatlivets fred ?


I den løbende debat om regelsættet for persondata- og privacybeskyttelsen er et af stridspunkterne, hvorvidt selvregulering i modsætning til offentlig regulering mere eller mindre kan træde i stedet for egentlig lovregulering.

Det essentielle ved selvregulering er, at den regulerende og de regulerede er en og samme organisation og at de regler der styrer organisationens adfærd er vedtaget frivilligt. Senest er spørgsmålet om detail-udmøntning ved selvregulering (eller udarbejdelse af adfærdskodeks) blevet aktuelt i forbindelse med cookie-direktivet og det danske udkast til bekendtgørelse, der træder i kraft 25. maj 2011. I sin kerne udvider bekendtgørelsen begrebet privatsfære udover hvad der følger af den gældende persondatalov. Af andre tiltag i IT-branchen i de senere år kan i øvrigt henvises til branchekodeks om håndtering af ulovlig adfærd på internettet, jfr. IT- og Telestyrelsens rapport fra september 2005 og branchekodeks fra IT-Brancheforeningen og Telekommunikationsindustrien i Danmark.

Selvregulering (sædvaner, kutymer, adfærdskodeks og uformel ret) eller decentral retsdannelse er et kendetegn for velfærdsstatens regulering i nyere tid og spiller en stor og tilsyneladende større og større rolle i forhold til Folketinget. Vi ser også denne udvikling afspejlet ved den øgede indflydelse som Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg og EF-domstolen i Luxemborg har opnået i de seneste årtier. Det påpeges fra flere sider, at nationalstatens rolle som ramme for og udsteder af reguleringen er under forandring og at det ikke længere kun er jurister, som vedtager hvad der skal være lov og ret i samfundet.

Man kan med rette stille det spørgsmål om brancheinitiativer til selvregulering blot er staffage for at tækkes offentligheden og undgå offentlig regulering eller om baren faktisk sættes tilstrækkelig højt og i realiteten opfylder lovgivers krav og samfundets forventninger ?

Svaret afhænger naturligvis af en konkret vurdering.

For så vidt angår “cookie-loven” er der ikke nogen tvivl om, at branchen har lobbyet EU-Kommissionen med det formål at undgå en omfattende offentlig regulering, men EU-Kommissionen har også klart og utvetydigt tilkendegivet, at såfremt branchen ikke ved selvregulering lever op til intentionerne i direktivet, så vil EU-Kommissionen ikke tøve med en efterfølgende yderligere regulering. Denne trussel vil uden tvivl medvirke til at fremme innovationer indenfor privatlivsfremmende teknologier og services.

For en selvregulering i alt fald i første omgang taler følgende:

  • høj kvalitet og innovation i de teknologiske løsninger forudsætter en viden, som branchen og ikke myndighederne ligger inde med
  • omkostninger til formidling og gennmførelse samt monitorering er mindre ved selvregulering
  • usikkerhed ved en offentlig regulerings indvirkning især på et marked, der skifter hurtigt og som ikke tidligere har været reguleret
  • Selvreguleringsarrangementer er mindre rigide og kan hurtigere tilpasses markedsændringer, ny teknologi og forbrugernes krav og ønsker

På minussiden for en selvregulering kan anføres:

  • der synes at være en stor uoverensstemmelse mellem leverandørernes og forbrugernes interesser
  • der er tale om en situation med asymmetrisk information mellem leverandør og forbruger med hensyn til de kvalitative og adækvate løsninger
  • monitorering og retshåndhævelse er mindre effektiv
  • risiko for konkurrenceforvridning

Disse negative aspekter af selvregulering kan imidlertid helt eller delvist elimineres ved, at

  • selvreguleringen skal overholde det rammeværk, som fremgår af direktivet og eventuelt supplerende administrativt fastsatte bestemmelser
  • informations- og gennemsigtighedsniveaet skal være meget højt
  • forbrugeren sikres reel indflydelse på regelsættets udformning, herunder at der etableres et forbrugerankenævn
  • de teknologiske løsninger skal understøtte regelsættets krav samt overholdelsen af disse krav (kontrol af compliance)
  • en kodeks omfatter den overvejende del af branchens udbydere

Det første punkt synes at være eller undervejs til at blive opfyldt, mens de fire andre punkter endnu for tiden er uafklaret.

Det siger sig selv at en adfærdskodeks bør baseres på de grundlæggende principper i persondataloven og virksomhedernes samfundsansvar (CSR) samt garantere et højt troværdighedsniveau og forbrugertillid. Selvreguleringens effektivitet og gennemslagskraft vil forudsætte at et af branchen nedsat permanent dialogforum og forbrugerankenævn har en bred repræsentation og at den selvregulerende mekanisme nøje tilgodeser brugernes behov samt er åben overfor alle relevante aktører.

Der findes ingen reel sikkerhed eller privatlivsbeskyttelse og dermed ingen mirakelkur. Det centrale vil altid være kontinuerligt at identificere, vurdere, begrænse og håndtere bestemte privacy-risici, jfr. definitionen af privacy-begrebet. Netop derfor vil – efter min personlige opfattelse – selve processen med inddragelse af relevante interessenter være et imperativ for “bæredygtige” løsninger, fordi den er lige så værdifuld som selve resultatet.

Der er ikke nogen grund til at skjule at der indholdsmæssigt er meget på spil for branchen i og med at de såkaldte cookies er en meget vigtig bestanddel af mediebranchens internetomsætning. Det vil nok ikke være forkert at hævde, at branchen ikke har ønsket nogen regulering overhovedet, for selve målet med en regulering er at få folk til at gøre noget andet, end de ellers ville have gjort. Efter at udkast til bekendtgørelse er offentliggjort har debatten herefter for det meste kredset omkring fortolkningen af “et informeret samtykke” og om en eller anden form for proaktiv handling fra brugerens side er nødvendig, se f.eks. Cookies og regler: Er et klik nødvendigt?. Man kan ikke betænke branchen i, at arbejde for, at status quo bevares så meget som muligt og at regelsættet bliver så lidt indgribende i branchens virke som muligt. Der er imidlertid nok ikke nogen tvivl om, at et forudgående udtrykkeligt samtykke af forbrugeren vil være en betingelse. Hvilken form dette samtykke skal have samt hvor mange gange dette samtykke skal gives og i hvor lang tid og i hvilken sammenhæng et samtykke er gældende er et andet spørgsmål, der i høj grad er betinget af tekniske og praktiske omstændigheder. Det står givetvis klart for alle, at balancegangen mellem hvad der er strengt nødvendigt for at opfylde bekendtgørelsens bestemmelser og hvad der kan lade sig gøre i praksis er “cookie-loven”s ganske særlige udfordring.

Det skal blive spændende at se, hvorledes branchen formår at leve op til sit sociale og etiske ansvar og evner at vise at den godt kan selv og ikke mindst er i stand til at sikre disciplin og selvjustits blandt de tilsluttede virksomheder til gavn for forbrugerne. Et første skridt på europæisk plan er taget med IAB Europe´s udgivelse af retningslinjer for en mærkningsordning for online-annoncører, der bl.a. bakkes op af FDIM.

Privacy International: Privatlivsbeskyttelsen halter i Danmark som i resten af Europa


Den engelske vagthunds-organisation Privacy International (PI)  har med egne ord  i over 20 år været en kraftig fortaler for beskyttelsen af det enkelte menneskes privatliv i forhold til regeringer og virksomheder. PI betragtes af mange som verdens mest markante og kompetente privacy NGO.

Privacy International har netop taget temperaturen på Europas privacy med udgivelsen  på databeskyttelsesdagen 28. januar af  en omfattende rapport under titlen “European Privacy and Human Rights (EPHR) 2010”. Rapporten, støttet af EU-Kommissionen, undersøger det europæiske landskab for de enkelte landes love og regler for privacy og databeskyttelse samt eventuelle andre love eller den seneste faktiske udvikling, der har haft indvirkning på privatlivets fred i de seneste to år. Udover  analyserne land for land indeholder undersøgelsen også en komparativ analyse af vigtige privacy emner samt et afsnit med alle større ændringer land for land. En privacy-rangfølge viser i  fugleperspektiv den væsentligste udvikling og opsummerer med en klassificering af privacy-status i hver enkelt land, fra dem, der “konsekvent beskytter menneskerettighedsnormerne” (bedste klassificering) til dem, hvor “endemisk overvågning” {i betydningen omfattende overvågning} hersker (laveste klassificering). Her imellem ligger lande, der  har “tilstrækkelige garantier mod misbrug” (tilfredsstillende klsssificering), præsterer en “systemisk svigt i at  efterleve sikkerhedskontrol” (utilstrækkelig klassificering) eller viser tegn på “en omfattende overvågning” (meget dårlig klassificering).

Nøgleresultaterne viser derefter de enkelte lande på en karakterskala, som de “gode” (“europæiske demokratier (…) der besidder et godt helbred “, med et” flertal af lande, der har en forfatningsmæssig beskyttelse”), eller dem, hvor  der har fundet en “heroisk ” advokering, kampagner eller protester sted, der har forsinket eller forhindret indskrænkning af privatlivet eller overvågning fra statens side.

Som Privacy International fastslår, så er Europa i front i verden med hensyn til privacy beskyttelse, men fremadrettet bekymrer denne førerposition Privacy International. PI´s synspunkt er selvsagt, at dukserollen forpligter.

I  sammenfatningen af rapportens nøgleresultater fremgår det, at til trods for at databeskyttelsesdirektivet er implementeret i EU-landene og andre europæiske lande, så er regelsættet ikke harmoniseret. Undtagelser og smuthuller under dække af “national sikkerhed” hæmmer privacy praksis, minimerer privacy beskyttelsen og forhindrer et effektivt tilsyn med privacy.

Hovedkonklusionen er, at situationen er uensartet og det er ifølge Privacy International uholdbart og ikke overbevisende.

Herefter omtaler undersøgelsen en række begivenheder, som har fået privacy-barometrets kviksand til enten at stige eller falde. Hvad der blandt andet betegnes som godt i rapporten er, at flertallet af de europæiske lande har en forfatningsmæssig beskyttelse af privacy og at de europæiske tilsynsmyndigheder får flere og flere klager, hvilket PI tager som et tegn på øget bevidsthed om privacy og tilsynsmyndighedernes opgaver. At 34.000 borgere i Tyskland indgav en klage for forfatningsdomstolen mod datalogning og at en NGO-kampagne har medført at den nye regering i Storbritannien har ophævet indførelsen af ID-kort, det biometriske pas 2.0, DNA-praksis og store databaser, bliver endog udråbt som heroisk.

Derimod benævnes det som akavet, at eksempelvis implementering af biometriske pas og datalogning er fragmenteret og at indgreb uden dommerkendelse stadig eksisterer i alt for mange lande, f.eks. i Irland, Malta, og Storbritannien. Endvidere er det dårligt, at f.eks. Tyskland, og Schweiz har beføjelser til at foretage hemmelig ransagning af computere og at e-sundhedssystemer har sikkerhedsproblemer og/eller centrale databaser i Frankrig, Tyskland, Italien, Nederlandene. Af deciderede grimme ting fremdrages bl.a. manglende evne til revision og evaluering af  efterretningstjenesters aktiviteter   f.eks.  i Litauen, Kroatien, Estland, Ungarn, Sverige samt etableringen af medicinske databaser med centrale registre i  Kroatien, Tjekkiet, Danmark, Sverige, Norge og Storbritannien.

I henhold til rapporten placeres Danmark samlet set i kategorien “systemisk svigt i at  efterleve sikkerhedskontrol” og opnår dermed en utilstrækkelig klassificering. Det skyldes først og fremmest den gældende logningsbekendtgørelse, de centrale sundhedsregistre, efterretningstjenesternes dataadgang samt andre EU-medlemsstaters elektroniske adgang omend begrænset til de danske dna- og fingeraftryksregistre. Danmark deler hermed skæbne med størstedelen af de europæiske lande. En ringe trøst vil mange mene. Kun Grækenland og Cypern har en bedre rating, men intet europæisk land opnår  forventelig nok en topplacering, mens derimod Tyrkiet, som det eneste land betragtes som et udpræget overvågningssamfund.

Souschef Christoffer Badse, Institut for Menneskerettigheder og advokat Michael Hopp, Plesner advokatfirma, har medvirket ved udarbejdelsen af den danske undersøgelse, hvortil der her henvises til den engelske version, da den danske oversættelse sine steder er mangelfuld.  Der  er en ganske glimrende oversigt over love samt administrativ- og retspraksis på området, som er nyttig for enhver der beskæftiger sig med privacy og persondatabeskyttelse. Rapporten vil uden tvivl bidrage til større forståelse for privacy i den løbende danske debat. At rapporten bl.a. roser den almindelige tyskers  kritiske engagement og  bevågenhed, der dog til dels kan begrundes i Tysklands forhistorie, er velvalgt. Man kan kun håbe at det også i Danmark på sigt vil være muligt at arrangere demonstrationer og kampagner med en mediedækning i selv den bedste tv-sendetid. Således er det sikkert, at næsten 250.000 tyskeres krav om pixelering af deres ejendom i Google´s Street View service, vil få indflydelse på Google´s forretningsmodel ikke alene i Tyskland men også i resten af Europa.

Rapporten er helt sikkert det mest omfattende dokumentationsmateriale om privacy- og databeskyttelse i verden til dato. Det er en rigtig god ide at sætte privacy og databeskyttelse i en referenceramme for menneskerettigheder og er faktisk selvindlysende efter at den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) med Lissabontraktaten er blevet en del af  EU`s charter om grundlæggende rettigheder, og dermed har direkte  retsvirkning i EU medlemslandene. Danmarks placering er der sådan set ikke noget at sige til. Den overrasker ikke og kan ikke blive bedre, men heller ikke værre. Det er dog værd at hæfte sig ved, at en række privacyforbedrende tiltag i EU-regi er på vej og de vil uden tvivl blive gennemført i Danmark så vel som i de andre EU-lande. Der tænkes her først og fremmest på en forventelig styrkelse af den generelle persondatabeskyttelse med revisionen af EU´s persondatadirektiv så vel som en begrænsning af indsamlingen af trafikdata i henhold til logningsdirektivet.

Nedenfor anføres links til selve rapporten samt yderligere ressourcer.

The European Privacy & Human Rights 2010 (EPHR).

Introduktionsvideo “EPHR” projektet samt en kort præsentation af undersøgelsen.

Den internationale databeskyttelsesdag 28. januar 2011


Den europæiske konvention om beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse med elektronisk databehandling af personoplysninger (også kaldet konvention nr. 108) blev udfærdiget 28. Januar 1981 og i øvrigt ratificeret af Danmark 6. oktober 1989.

Eftersom konventionen er en hjørnesten i europæisk databeskyttelse og privacy og forløberen for EU´s databeskyttelsesdirektiv fra 1995 markerer Europarådet hvert år siden 2007 på netop 28. januar den såkaldte databeskyttelsesdag. Formålet er at fremme databeskyttelse som en grundlæggende rettighed og at skabe større forståelse for privatlivsbeskyttelse blandt Europarådets 47 medlemslande. Udenfor Europa gennemføres dagen som Data Privacy Day, bl.a. i USA. På dagen arrangerer Europarådet i samarbejde med EU-Kommissionen i år en konference i Brussels med titlen “Everyone has the right to the protection of personal data concerning him or her” for at festligholde konventionens 30 års jubilæum. Europarådet opfordrer hvert år de enkelte medlemslande til at gennemføre passende aktiviteter på databeskyttelsesdagen.

Når Europarådet og EU forener kræfterne for at skabe større opmærksomhed om databeskyttelse og privacy, så sker det ud fra en klar erkendelse af, at der er en nøje sammmenhæng mellem at sikre de fundamentale menneskerettigheder (informationssikkerhed/privatlivsbeskyttelse) og befolkningernes velfærd og tryghed i Europa.

Når det kommer til stykket, så kerer vi os faktisk om vort privatliv og personlige oplysninger. Men er der egentlig grund til at fejre noget som helst i 2011, når man ser tilbage på de skærpede terrorlove efter 11. september 2001, logningsbekendtgørelsens ikrafttræden, indførelsen af det biometriske pas, udpræget sporing af internetvaner, udbredelsen af sociale netværk, den generelle teknologiske udvikling osv. ?

Ja, det er der bestemt efter min opfattelse. Lad mig nævne nogle dugfriske eksempler på privacystyrkende tiltag i flæng. Den danske regering finder ifølge en redegørelse i efteråret 2010 ingen anledning til en yderligere skærpelse af anti-terrorpakkerne. De nye regler om swift/udveksling af data samt passagerdata (PNR) mellem USA og EU sikrer en bedre persondatabeskyttelse. En ny dansk bekendtgørelse baseret på EU-regulering er på vej, som regulerer brug af cookies på nettet med udvidet forbrugersamtykke og bedre information. En revision af EU´s logningsdirektiv forventes at indføre en større harmonisering, herunder en ensartet opbevaringsfrist. Efter de udmeldinger der indtil nu er fremkommet, kan man se frem til, at EU´s persondatadirektiv vil blive opdateret med bl.a. klarere regler for ansvarsfordeling samt præcisering af teknologiske principper for privacy by design. For nylig har IT- og Telestyrelsen præsenteret et diskussionsoplæg til nye digitale sikkerhedsmodeller med et hidtil uset fokus på et privacydesign.

Men fremfor alt er det mit indtryk, at flere og flere virksomheder, myndigheder, organisationer, udbydere af onlinetjenester samt forskningen er blevet mere interesseret og bevidt om privatlivsbeskyttelse og udvikling af produkter og løsninger, som beskytter borgerens persondata.

Andre steder på bloggen kan man læse mere om bl.a. EU´s tilgang til persondatabekyttelse og forskellige internationale forskningsrapporter om privacy. Under ressource center findes i øvrigt vel nok Danmarks største samling af alsidig og tværfaglig information om privacy.

Den offentlige debat har uden tvivl haft sin positive indflydelse på lovgiverne og andre opinionsdannere. Man kan sagtens mene, at det slet ikke er nok og at vi stadig lever i et decideret overvågningssamfund, hvor der står meget tilbage at ønske. Fremfor alt sløses der alt for meget med personlige oplysninger overalt, så en holdningsændring er grundlæggende nødvendig. Men det er dog skridt i den rigtige retning og der er god anledning til at rose f.eks. IT- og Telestyrelsen for fremsyn og også tidligere videnskabsminister Hele Sander, som i 2006 tog initiativ til at nedsætte det såkaldte Privacy Forum. I bund og grund er det vel egentlig bedst at være optimistisk af natur.

Som en kærkommen lejlighed vil jeg gerne opfordre alle til at sætte persondata- og privatlivsbeskyttelse på dagsordenen 28. januar. Afsæt f.eks. en halv time på jeres arbejdplads, på cafeen eller derhjemme ved middagsbordet med hele familien til at diskuttere hvordan I hver især oplever den beskyttelse og behandling, der er knyttet til jeres helt personlige oplysninger i forhold til f. eks. jeres arbejdsgiver, når I handler i en butik eller køber ind online , rejser, benytter sundhedsvæsenet eller når I surfer på nettet eller bruger Facebook. Nogle spørgsmål man kan stille sig i debatten kan f.eks. være: Har jeres arbejdsgiver udarbejdet retningslinjer for brug af sociale netværk i arbejdstiden ? Er der nogen der har været udsat for identitetstyveri eller krænkelse af privatsfæren ? Snager medierne for meget i personers privatliv ? Oplever I videoovervågning som et problem eller er synspunktet om at “jeg ikke har noget at skjule” godt nok ? Skal man som bruger have effektiv kontrol med hvad man lægger ud på internettet og  mulighed for at korrigere, tilbagekalde eller slette det (retten til at blive glemt på nettet) ?

For at lave konkret branding af temadagen har Dansk Privacy Netværk fået lavet et logo som hermed stilles til fri rådighed og som kan benyttes af enhver der afvikler en relevant aktivitet eller begivenhed på databeskyttelsesdagen nu og fremover. Tjek nærmere regler for brug af logo og download logoet her.

Datatilsynet gennemfører i dagens anledning en række spændende events. For nærmere oplysning henvises til tilsynets hjemmeside. Læs også EU-Kommissionens pressemeddelse Databeskyttelsesdag: garantier for beskyttelsen af privatlivets fred.

Dansk Privacy Netværk ønsker alle en rigtig god og udbytterig databeskyttelsesdag !

Privatlivsfremmende teknologier – er der noget at komme efter ?


10. september 2010 blev PrivatTek 2010 afviklet i den lyse og stilfulde Landstingssal på Christiansborg. De lidt over 90 deltagere blev foran Landstingssalen mødt af 14 portrætter af Danmarks tidligere statsministre fra Thorvald Stauning, der blev statsminister i 1924, til Poul Nyrup Rasmussen, der var statsminister 1993-2001.

De ydre rammer for konferencen kunne derfor ikke siges at være bedre med henblik på italesættelsen af persondatabeskyttelsen i sammenhæng med privatlivsfremmende teknologier, som var et af arrangementets hovedformål. 

De privatlivsfremmende teknologier blev belyst i relation til:

  • It-sikkerhedskomiteens indsatsområder 
  • Persondataloven
  • I forbindelse med videoovervågning
  • En integreret del af en innovativ it-arkitektur 
  • Et visionært teknologidesign
  • EU´s kommende 7. call under IKT-programmet og sidst men ikke mindst
  • I en debat med et bredt sammensat panel

Det var netop hensigten at komme vidt omkring emnet ved at berøre teknologikonceptets teoretiske, praktiske, tværfaglige, politiske, økonomiske og etiske aspekter. Ved samtidig at gøre dette på et jordnært, elementært niveau er det håbet at tage mystikken af teknologibegrebet og få en bredere kreds af offentligheden i tale. At f.eks. CenSec og Sikkerhedsbranchen er officielle medarrangører af PrivatTek 2010 er allerede i sig selv en manifestation af disse organisationers øgede interesse for privacy.

Det er min klare opfattelse at denne mission er lykkedes. Det viser den store interesse op til PrivatTek 2010 og bredden af deltagerne, som talte både repræsentanter for en række ministerier og styrelser, forskere og studerende fra en række forskellige universiteter, advokater, repræsentanter for en lang række erhvervsbrancher, herunder finanssektoren og it-sikkerhedsleverandører. 

 At jurister får en større forståelse for de privatlivsfremmende teknologier samtidig med at it-udviklere sætter sig mere ind i lovgivning om persondatabeskyttelse og privacy-principper er en grundforudsætning for bæredygtige løsninger. Derfor opfordrede jeg selv i min velkomst etableringen af tværfaglige forsknings- og udviklingsmiljøer med privatlivsfremmende teknologier for øje.   

PrivatTek 2010 nød godt af en engageret deltagelse af Yildiz Akdogan, Socialdemokraternes it- ordfører og konferencens officielle vært. Arrangørerne havde dog set frem til en større politisk bevågenhed, især fordi en positiv udvikling af teknologien, som bl.a. påpeget af flere nylige rapporter udgivet af EU-Kommissionen, forudsætter mere direkte lovgivning og diverse soft law-instrumenter.    

Der er i den forbindelse anledning til at fremhæve, at der i lige så høj grad er behov for en øget certificering og standardisering, som lektor Christian Damsgaard Jensen kom ind på i sit indlæg og som blev problematiseret under indlægget om video i teknisk og retligt perspektiv af direktør Kasper Mikkkelsen fra Sikkerhedsbranchen. Det er muligt, at det er en større teknologisk udfordring, at ekstrahere semantisk information med henblik på beskyttelse (scrampling) for så vidt angår multimedier end med hensyn til tekstdata eller kategoriske data. Selv om  Sikkerhedsbranchen i øvrigt på eget initiativ har indført en godkendelsesprocedure for installatører, mangler der imidlertid en eller anden form for effektiv kontrol med at produkterne lever op til det de lover for at skabe reel tryghed for borgeren.

Sidste år stødte jeg på en glimrende artikel Without fear of trespass på guardian.co.uk skrevet af Julian Baggini. Den og debattråden  berører ikke de teknologiske muligheder, men det er alligevel tankevækkende at forestille sig, hvorledes teknologiløsninger kan og bør være med til at fjerne almindelige menneskers behov for at forsvare deres privacy i det offentlige rum. 

Den etiske dimension blev også taget op under paneldebatten af direktør Lars Klüver fra Teknologirådet. Det er klart at værdidebatten er fundamental for hele samfundsudviklingen. Man kan definere etik som kritisk refleksion på menneskets handlinger (moral) og al teknologidesign bør naturligvis være baseret på klart formulerede etiske principper. Det er altid godt at tage emnet op i enhver sammenhæng og det var mit klare indtryk at forsamlingen var opmærksom herpå.   

De deltagere, som jeg har talt med efterfølgende udtrykte alle, at de synes det var en interessant og udbytterig event. I øvrigt kan jeg henvise til Jan Horsagers inspirerende blogindlæg 14.9 2010: Hvem skal bestemme, hvad der er fortroligt? og dagens opfølgende artikel på Computerworld online: Hvem vil certificere privacy? samt yderligere kommentarer om konferencen og om privacy i almindelighed på Danish Biometrics og  her.

Á propos temaets aktualitet kan desuden henvises til den åbningstale, som Viviane Reding, EU-kommissær for retlige anliggender, grundlæggende rettigheder og EU-borgerskab, holdt i forbindelse med the digital single market Conference i Brussels 16. 9. 2010 og som var organiseret af the Lisbon Council. I talen opfordrede Reding til udvikling af nye teknologier baseret på privacy by design og “at databeskyttelsen bør indlejres i teknologiernes og procedurernes hele livscyklus”.

Under alle omstændigheder blev der sat fokus på privatlivsbeskyttelsen. Det er jo en opgave, som der hele tiden skal afsættes ressourcer til. Der er ikke nogen tvivl om, at der tegner sig nogle yderst interessante perspektiver i udviklingen af privatlivsfremmende teknologier og derfor vil PrivatTek som koncept blive videreudviklet i forbindelse med kommende arrangementer.

Danmark bør gå i front med CSR-innovation i menneskerettigheder


Danmark og CSR

I Forsk2015 kataloget (maj 2008), der identificerer og prioriterer Danmarks strategiske forskningstemaer, fremhæves virksomhedernes evne til at innovere som en central udfordring og at en strategisk forskningsindsats skal tilvejebringe et forbedret videngrundlag for virksomhedsledere, medarbejdere og politikere omkring den måde, hvorpå innovationsprocesser ledes, organiseres og fremmes bedst muligt. Målet er at bringe Danmark op blandt de mest innovative lande i verden.

Regeringen har i sin handlingsplan for virksomheders samfundsansvar (maj 2008) sat sig et visionært mål om, at udbrede forretningsdrevet samfundsansvar blandt både store og mindre virksomheder.

Om forretningsdrevet samfundsansvar foreslår regeringen for eksempel, at virksomhederne kan udvikle nye produkter eller ydelser, der indeholder en social eller miljømæssig dimension.

I forbindelse med et af de fire indsatsområder i handlingsplanen om udbredelse af forretningsdrevet samfundsansvar vil regeringen bl.a. øge rådgivningen om innovation og samfundsansvar til små og mellemstore virksomheder i de regionale væksthuse.

I tilknytning til denne aktivitet har Center for Samfundsansvar netop stået i spidsen for et nordisk projekt om CSR-drevet innovation, der har til formål at støtte en innovationsproces, der med udgangspunkt i sociale eller miljømæssige hensyn bidrager til udvikling af en service eller et produkt, der er økonomisk rentabelt samtidigt med, at det gavner medarbejdere, miljø eller samfund på nye måder.

Endvidere har Europa-kommissionen med den “Europæiske Alliance for CSR” til hensigt at medvirke til at få de europæiske virksomheder til at acceptere Corporate Social Responsibility og at øge støtten til og anerkendelsen af CSR som et bidrag til en overordnet bæredygtig udvikling og til Europæisk vækst og beskæftigelse. Alliancens medlem- mer har bl.a. identificeret et prioritetsområde baseret på samfundsmæssige behov, at fremme innovation inden for bæredygtig teknologi, produkter og services samt at skabe innovation på miljøområdet med specifikt fokus på at integrere den miljømæssige nyttevirkning og energibesparelser i produkt- og service udviklingsprocessen.

Danmark og IKT

Det fremgår ligeledes af FORSK2015 kataloget, at visionen er, at Danmark i 2015 er ledende inden for udvikling af nye innovative IKT-baserede produkter og services samtidig med, at samfundets behov og den generelle IKT udvikling i højere grad sammentænkes. En central passage i kataloget er følgende: ” Der vil i en række sammenhænge også være behov for at indtænke emner som sikkerhed, pålidelighed, tryghed og privacy i forskningen.”

I 2008 rangerer FN’s E-Government Survey Danmark blandt de øverste to lande i offentlig e-parathed kun overgået af USA. Endvidere er Danmark placeret blandt de fem første lande på globalt plan i indeks om e-parathed (EIU 2008). Hertil kommer, at  EIU World Investment Prospects anser Danmark for at have det mest erhvervsvenlige miljø i perioden 2007-2011.

Europa-Kommissionens Digital Competitiveness Report (august 2009) viser, at Danmark er blandt de bedste nationer for de fleste i2010 indikatorer og er en klar frontløber i udviklingen af informations-samfundet. Med en handlingsplan for grøn IT lanceret i 2008, er Danmark også i front med hensyn til miljøvenlig anvendelse af IKT.

Selvom Danmark på det seneste på visse punkter har mistet lidt af sin førerposition, så vidner tal som disse om, at Danmark er en verdensklasse IKT-klynge, og at regionen besidder et enormt forretningspotentiale for internationale IKT-aktører. Danmark har en stor koncentration af virksomheder, der arbejder inden for IKT-området, og den største IKT-klynge i Danmark er placeret i det Storkøbenhavnske område og spænder over den sydlige del af Sverige.

Denne grænseoverskridende IKT klynge har en arbejdsstyrke på 100.000 IKT-medarbejdere og fungerer som en fremragende indgang til den skandinaviske IKT-industri.

Danmark og CSR-IKT innovation

En virksomheds samfundsansvar drejer sig også om at respektere og fremme de grundlæggende menneskerettigheder. 6 af FN´s 10 principper for samfundsansvar for virksomheder (Global Compact) fremhæver, at virksomheder bør støtte og respektere internationalt erklærede menneskerettigheder; samt sikre, at den ikke medvirker til krænkelser.

Imidlertid er der ikke den store fokus på at udvikle nye produkter eller serviceydelser, der indeholder en menneskeretlig dimension. CSR-innovation og design i menneskerettigheder kan på samme måde som et  miljømæssigt engagement være knyttet til en virksomheds forretning og forretningsmodel, til processer og teknologier og til bestemte produkter og services med henblik på at fremme en udvikling af de grundlæggende menneskerettigheder.

Som udgangspunkt vil der kunne opnås en særlig synergieffekt ved at fokusere på  menneskerettigheder, som har en særlig betydning for IKT området, såsom informations- og ytringsfriheden, retten til at deltage i teknologisk udvikling samt retten til privatlivets fred.

CSR-innovation og design i menneskerettigheder (eller CSR-innovation and design in human rights) vil ikke alene kunne være rettet mod løsning af bestemte menneskerettighedsmæssige problemer båret af et samfundsmæssigt hensyn men også være specifikt markedsorienteret. Et paradigmeskift med forretningsmodeller, teknologier, samarbejdsmodeller, idéskabelse og iværksætteri i et menneskeret-tighedsmæssigt perspektiv vil befordre en ny almengyldig og fundamental tilgang til ansvarlig innovation.

Den ekspansive udvikling af overvågningsteknologier som f.eks. RFID, biometri, GPS, CCTV, MEMS, smart ID-kort osv. især efter 11/9, har samtidig medført ny og spændende forskning og udvikling i privacy enhancing technologies (PET). Disse PET løsninger er et sammenhængende system af IKT instrumenter som beskytter privacy ved at eliminere eller reducere persondata eller ved at forhindre unødvendig og/eller uønsket behandling af persondata uden at miste datasystemets funktionalitet, Business casen viser, at der kan designes teknologier til beskyttelse af privatlivets fred, som jo er en basal menneskeret (Menneskerettigheds-erklæringens artikel 12).

CSR innovation og design i menneskerettigheder skal være med til at udvikle nye teknologier ( f.eks. ambient intelligence i sammenhæng med embedded system design), videnskoncepter og videnskompetencer. Mange relevante nøgleteknologier eksisterer allerede, men skal videreudvikles og forfines til specifikke formål i en ny kontekst (teknologisk konvergens) i sammenhæng med udvikling af nye forbrugerorienterede markedsmekanismer. CSR innovation and design in human rights er ikke kun en ny trendy public relation idé, men et helhedsorienteret, nytænkende og skelsættende koncept med en forretningsmæssig forankring, som skal bidrage til at eliminere den tilsyneladende dikotomi mellem profit og etiske principper ved at gøre investeringer i human rights profitable i både snæver og bredere forstand.

Danmark er verdens mest innovative land med hensyn til virksomheders samfundsansvar (CSR) også kaldet samfundsansvarlig virksomhedsinnovation eller CSI. Der er mange gode grunde til at fastholde og udbygge denne førerposition ved at udnytte etablerede ressourcer, kompetencer og synergieffekter til at satse på det hidtil ret oversete aspekt af CSR, der synes at have et signifikant globalt potentiale. Om brugerdreven innovation og demokratisk teknologiudvikling, der ligger i forlængelse af CSR, henvises til et blogindlæg om biometri.

Forskellige initiativer med en række aktører vil derfor blive undersøgt i den kommende tid.  Eventuelt interesserede er velkommen til at rette henvendelse til Dansk Privacy netværk´s sekretariat.

EU-ekspertrapport anbefaler en grundlæggende tilgang til databeskyttelse


Europa-Kommissionen, Generaldirektoratet for Retfærdighed, Frihed og Sikkerhed har netop offentliggjort en ekspert-rapport der på ny understreger, at en revision af EU´s persondatadirektiv skal leve op kravene i henhold til den europæiske menneskerettighedskonvention og medlemsstaternes forfatninger. Det fremhæves i rapportens resumé, at persondatadirektivets principper, bestemmelser og kriterier er en del af de grundlæggende menneskerettigheder, og at de har bestået sin prøve, selvom de i visse henseender har et behov for at blive styrket.

Rapporten fremhæver også det i den løbende debat tidligere fremførte argument, at persondatadirektivet til trods herfor  ikke har været tilstrækkelig implementeret og håndhævet og det er den teknologiske udvikling, der er årsag hertil,omend visse nye teknologier kan medvirke til en bedre gennemførelse af direktivet.

Eksperterne mener, at databeskyttelseslovgivningen i EU derfor fortsat bør være baseret på principperne i direktivet og at implementeringen af disse bredt formulerede standarder skal præciseres, hvorimod der ikke er behov for en egentlig revision. Tværtimod udtrykker rapporten, “at direktivet reflekterer europæiske og nationale standarder for forfatnings- og menneskerettigheder, som der er et tvingende behov for at få genbekræftet”. Herefter opstilles en række anbefalinger som følger:

  • Databeskyttelsesprincipperne bør umiddelbart udstrækkes til alle områder, som før har været omfattet af de forskellige EU søjler, herunder søjle 3 aktiviteter [kriminalitetsbekæmpelse]
  • Standardindstillingerne for sociale netværkstjenester bør være privacyvenlige
  • Klarere regler for hvad der er gældende lovgivning for virksomheder inden for og uden for EU/EEA
  • Mere harmonisering baseret på fortolkninger og formulering af “best practice” af WP29 i konsultation med EU-Kommisisonen
  • Mere samarbejde med ikke-EU-lande
  •  Behov for at sikre en langt større overensstemmelse med eksisterende lovgivning ved hjælp af PIA´s, privacy audits eller privacy seals
  • Behov for at styrke individets rettigheder og retshåndhævelsesmidler (muligvis sammen med eller gennem relevante  NGO´ere) og
  • Behov for at videreudvikle supplerende og alternative foranstaltninger (og samtidig forstå indbyggede begrænsninger og praktiske restriktioner for sådanne foranstaltninger) på baggrund af realistiske og tekniske undersøgelser

Hovedbidragene til rapporten er forfattet af  Dr. Ian Brown, University College London og professor Douwe Korff, London Metropolitan University. Specielle ekspertbidrag er bl.a. professor Chris Hoofnagle, University of California og professor Peter Blume fra Københavns Universitet.  Professor Ross Anderson, University of Cambridge og privacy strategist Caspar Bowden, Microsoft har blandt andre fungeret som rådgivere.

Rapporten er et vægtigt stykke arbejde, hvis anbefalinger er i harmoni med tidligere bidrag fra andre eksperter og som efter min personlige opfattelse fuldt ud kan tiltrædes.  Rapportens perspektivering i relation til de europæiske forfatnings- og menneskerettigheder er god og væsentlig.

Af rapportens mange interessante temaer og vurderinger vil jeg alene knytte nogle yderligere kommentarer til teknologiaspektet, netop fordi rapportens forfattere fremhæver, at   spørgsmålet om datasikkerhed også hænger sammen med spørgsmålet om de såkaldte privacy enhancing technologies (privatlivsfremmende teknologier). Disse databeskyttelsesværktøjer bør klart være en lovmæssig integreret del af  defaults for opsætning af parametre til internet brug.

Rapporten fremhæver eksempelvis, at det franske datatilsyn, CNIL i lang tid har anbefalet indførelsen af privacy enhancing technologies og har et tæt samarbejde med erhvervslivet. Ifølge fransk lovgivning har CNIL nu mulighed for at fremkomme med en udtalelse om en bestemt PET-løsning overholder gældende lov og yder reel beskyttelse. På denne måde kan CNIL “blåstemple” bestemte produkter (eller tilbageholde en sådan godkendelse).

Det er en udmærket ide at overveje nedsættelsen af et særligt organ af databeskyttelsesmyndigheder i EU/EEA (European Economic Area) i tæt samarbejde med artikel 29- arbejdsgruppen og EU-Kommissionen vedrørende spørgsmål om European Privacy Seal, europæiske adfærdskodeks og de såkaldte Binding Corporate Rules (BCR). ekspertholdet har her ladet sig inspirere af den praksis der har udviklet sig i den tyske delstat Schleswig-Holstein, hvor det anerkendte Unabhängiges Landeszentrum für Datenschutz (ULD) er koordinator på EuroPriSe Project  (The European Privacy Seal). Der er endnu ikke blevet certificeret eksperter (teknisk/juridisk) fra Danmark.

Rapportens undersøgelse af de potentielle fordele og begrænsninger og konstateringen af det manglende markedsgennembrud for PETs er yderst relevant. Løsningsforslagene er et centralt punkt i rapporten. Jeg er helt enig i, at yderligere lovgivning, f.eks. et krav om notifikation og straf ved databrud [der foreløbig er på vej i EU gældende for telekommunikationsbranchen], helt sikkert vil medvirke til at gøre det økonomisk attraktivt at beskytte privacy. Ligeledes er det sund fornuft at fremme PETs i forbindelse med offentlige udbudskrav, udstedelse af privacy-certificeringer (privacy seals) samt indførelsen af en regel om, at bevisbyrden for databeskyttelse placeres hos den, der bedst er i stand til at sikre databeskyttelsen i stedet for at sende regningen videre til forbrugeren.

Desuden vil jeg gerne fremhæve, at standardiseringsarbejdet indenfor privacy forceres og udbygges. For så vidt angår en lov om notifikation ved databrud er det min personlige opfattelse, at en sådan regel skal være obligatorisk for alle ( virksomheder, organisationer og myndigheder) og at man bør vægte notifikationspligten højere end de pønale hensyn.  En kombination af nye lovkrav, selv- eller medregulering og supplerende mekanismer synes at være vejen frem.

Det står efterhånden klart, at det danske datatilsyn bør have tilført yderligere ressourcer og teknisk ekspertise til en mere aktiv rolle. I den forbindelse har jeg selv ved flere lejligheder foreslået et nærmere samarbejde mellem en række aktører og Datatilsynet, præcis som ekspertrapporten plæderer for (på linje med Rand-rapporten fra sidste år).  På dette sted giver det også mening på ny at opfordre relevante private organisationer og erhvervslivet til aktivt at arbejde for udbredelsen af diverse adfærdskodeks, som persondataloven åbner mulighed for.

Download den endelige rapport her. Som bilag til rapporten er udfærdiget 2 arbejdsdokumenter, henholdsvis  The challenges to European data protection laws and principles og  Data protection laws in the EU: The difficulties in meeting the challenges posed by global social and technical developments. Rapporten omfatter også en række landestudier, herunder af Danmark, som professor Blume har stået for.  Der findes også et sammendrag af rapporten.

The Honourable Justice Michael Kirby appointed honorary member of Dansk Privacy Netværk


The Hon Michael Kirby AC CMG, former Justice of the High Court of Australia, serving from 1996 to 2009, has been appointed honorary member of Dansk Privacy Netværk (Danish Privacy Network). In his role as honorary member, Michael Kirby will advise the network on international privacy and human rights issues and joining Dansk Privacy Network in promoting the importance of privacy and data protection in a globalized world.

“Michael Kirby´s dedication and activism has over a sustained period of time made significant impact on human rights and privacy and for this he has been recognized worldwide.  We are truly honored to have the pleasure to work with  Michael Kirby in the future”, said Frederik Kortbæk, LL.M. and coordinator of Dansk Privacy Netværk.

As a contribution Michael Kirby is pleased to post one of his two speeches he gave at the OECD in Paris in March 2010, on the 30th anniversary of the OECD Guidelines on Privacy as follows:

THE OECD REVISITED
One does not normally think of the OECD as a sentimental organisation, afflicted by nostalgia.  It was therefore a surprise to be invited back to the Chateau de la Muette to join in this reflection on the 30th anniversary of the adoption of the OECD Guidelines on Trans-border Data Flows and the Protection of Privacy of 1980 (the “Guidelines”).

I chaired the expert group established under DSTI/ICCP which was tasked with preparing the Guidelines in less than two years.  The final meeting that adopted the Guidelines and recommended them, ultimately to the Council of the OECD, took place in this room of the Chateau.  Before the magnificent new conference centre was built, adjoining the Chateau, we did not ordinarily meet in such congenial venues.  Normally, we were consigned to a large meeting room in a dungeon in the Secretariat building.  This isolated us from the beauties of Paris and civilisation, we had no alternative but to concentrate on our work and to get it completed as quickly as we could.  When we concluded our work, it was like a scene from Fidelio.  We were like prisoners, released into the sunlight of the Chateau, photographed on its steps and collected under the flags of the OECD nations, then fewer in number than is the case today.  Essentially, at that time, the OECD was confined to the democratic market economies of Western Europe, North America, Japan and Australasia.  So I return with pleasure to this room that is full of memories of the remarkable personalities who worked to achieve the success that the Guidelines have undoubtedly proved to be.

I am specially glad to return to this room and the meeting of the Working Party on Information Security and Privacy (WPISP), chaired by a fellow Australian, Keith Besgrove.  I am not sure how he was elected to his high office.  Indeed, I am not sure how that privilege fell to me.  I was sent to Paris in 1978 because the Australian Law Reform Commission, of which I was then Chairman, was mandated by the Australian government to prepare new federal laws on privacy protection.  Dialogue with experts from countries with similar legal and economic circumstances was considered useful to our task.  That is how I made it to Paris.  I can only assume that my election to chair the expert group came about because the member countries outside Western Europe were deeply suspicious of the bureaucratic tendencies of the European culture.  For their part, the Europeans could not tolerate the idea of a non-European chair for the expert group, at least not one from a nation of significant economic and political power.  I presume that that is how the choice fell to me.  Perhaps like Chairman Besgrove, it is best not to enquire too closely as to how the electoral process in OECD delivered our respective names.

A trans-continental committee of experts thus began its enquiry 32 years ago.  It was stimulated by outstanding assistance from the OECD Secretariat, led in this instance by Mr. Hanspeter Gassmann, assisted by Professor Peter Seipel (Sweden) as consultant, and by Miss Alice Frank, also of the Secretariat.  I pay tribute to the assistance of the OECD officials.  Since 1980, I have worked in many United Nations and international organisations.  None can boast of a more talented team of officials than the OECD.

THE INTERNATIONAL BACKGROUND
Why did the OECD establish such a group?  This is not generally an institution devoted to human rights concerns, such as the protection of individual privacy.  Generally speaking, basic rights, the rule of law and democratic governance are broad assumptions upon which the OECD operates for the provision of technical advice and assistance, mainly on economic and technological issues.  There have been exceptions, such as the important work of the Organisation to confront international corruption and to address issues of nuclear power and climate change.  But, ordinarily, this is not a house concerned with human rights protection.  That task is generally left to other bodies, including UNESCO, whose seat is established on the other side of this city.  So why the sudden interest of the OECD in protecting privacy in the context of trans-border data flows (TBDF)?

The answer to that question can be derived from the historical background to the establishment of the expert group and the commonalities of the technology that lay behind the need for international guidelines.  So far as the background was concerned, it can be traced to the recognition, after the Second World War, in human rights instruments such as the Universal Declaration of Human Rights (Art.12), of the basic right to privacy.  Elaborations of that notion followed in the 1960s in academic writing (such as that of Alan Westin, Paul Sieghart and Professors Rule and Cate of the United States), and in official reports (such as those of Kenneth Younger (UK) and Bernard Tricot (France)) addressed to the particular problems of privacy in the context of the new technology for automated data processing.  The capacity of this technology to expand and expedite the analysis of personal data and to create connections not otherwise perceived was recognised as presenting new problems for privacy as that notion was to be understood in its wider, modern sense.  That recognition led to initiatives in various international bodies that provided the background for the OECD’s work:
 In the Nordic Council in 1971, where the Scandinavian member states of the OECD built upon the early work on legislation for privacy protection in Sweden, beginning in 1969, reported in 1972 and resulting in one of the first data protection laws in 1973;
 The Council of Europe, in turn, drew upon the foregoing in the development of ministerial resolutions in 1973 and 1974 and in the design of a Convention (No.108) addressed to the various consequences of automated personal data;
 The Commission of the European Economic Community (as the European Union was then named) also began work that would ultimately bear fruit as the influential European Union Directive on privacy; and
 Other international bodies also became interested, including UNESCO, and, by 2000, the Asia-Pacific Economic Co-Operation Organisation (APEC) with its Privacy Framework addressed to the member states in that fast-growing region of the world.

Some of the foregoing developments lay in the future as we met for the first time at OECD in 1978.  But this much was already clear.  The technology of informatics was fast changing.  Even by 1978, it was apparent that the technology was increasingly transnational.  Its social consequences could not be exhaustively dealt with by national laws.  TBDF were becoming an established feature of the application of informatics.  There was therefore a need for commonality in the approaches adopted by member states of the OECD.  Otherwise, the beneficial advantage of TBDF for freedom in the flow of facts and opinions and for creative ideas for economic and social development, might be impeded.

Within Western Europe, by 1978, it was possible to bind the approaches of member states of the Council of Europe to a binding treaty, agreed amongst those states to reflect the highest common denominator of their collective opinions.  But, by 1978, it was already obvious that the largest player in the processing of automated data (including for airlines, hotels, business, insurance and banking information) was the United States of America.  Securing the agreement of that major economic player to a binding treaty faced two apparently inseparable obstacles.  The first was the need, in the ratification of any such treaty, for the concurrence of the United States Senate, traditionally suspicious of such engagements.  And the second was the strong affirmation of free flows of information expressed in the First Amendment to the United States Constitution.  This provision created a bedrock of support for flows of data, to the largest extent possible, unimpeded by governmental regulation (“Congress shall make no law …”).  The possibility of the United States subscribing to a European Convention on this subject was bleak.  These realities defined the boundaries of any successful enterprise within the OECD, designed to encourage as high a level of consensus about the applicable principles as could be reached among the participants without resort to be a binding treaty.

MUTUAL DOUBTS AND CONCERNS
To the foregoing obstacles to progress had to be added other deep concerns, bordering on suspicions, which were often unexpressed; but every now and again came to the surface.  They revealed a chasm, seemingly deeper than the Atlantic Ocean, between the underlying values reflected in the developments occurring in Europe, on the one hand, and the legal and social culture of the non-European nations, especially the United States, on the other:
 For the European nations, the memory of the misuse of personal data by security police, the military and other officials in the mid-20th century was still fresh.  For them, this was not a theoretical problem. It was an urgent task to establish controls on the potential of the newly automated personal data to enhance the power of the over-mighty state and to diminish the liberties of ordinary citizens.  It must be remembered that in 1978, the world was still faced by the Cold War and the divisions symbolised physically by the Berlin Wall.  It is a privilege today to return to the OECD, with the Russian Federation sitting at the table of WPISP.  None of us should forget the contributions of the Red Army and the Soviet peoples in the Second World War to the defeat of fascism and to the creation of the circumstances in which Europe could flourish and democratic governance could emerge and expand;
 On the other hand, the United States experts, in particular, were deeply suspicious of some of approaches of the European nations, participating in the work of the Council of Europe.  In particular, they were anxious about the suggested inclination of the European states to create large bureaucracies empowered to impede TBDF.  Occasionally, they hinted darkly that these were initiatives with an ulterior motive.  This was to impede the all too obvious success of United States technology and to provide protective walls behind which the European technology of informatics might grow and compete.  The Europeans, for their part, sometimes speculated that the American devotion to free flows of data and First Amendment values was actually underpinned by the then current pre-eminence of United States information technology.

Finding a bridge between these competing attitudes, laws and interests was a great challenge.  It was a much greater challenge than that faced in securing common agreement within the Council of Europe or the European Communities.  It was the challenge which the OECD expert group accepted, addressed and eventually surmounted.

LESSONS FROM THE GUIDELINES
By inviting a reflection on the 1980 Guidelines, and their impact on the development of law and policy in so many countries, not only within the OECD, it must be assumed that a purpose was to derive lessons for the current work of WPISP and indeed of DSTI and ICCP within the OECD.  Looking back at the achievements and influence of the OECD Guidelines on privacy of 1980, what are some of the lessons that I can suggest?
 International principles:  Well into the latter part of the twentieth century, law was basically a discipline of nation states.  Ordinarily, it applied within their geographic limitations.  International law, and international principles and policy, were sometimes important for nation states in dealings with one another.  But they were rarely of significance to the natural and legal persons operating within such states.  All of this has now changed.  The growth of the impact of international law and policy on the legal discipline is the greatest change that has come upon the law in my professional lifetime.  A development encouraging this advance has been the spread of global technology.  With that technology have come new problems that cross borders and are sometimes insusceptible to effective local solutions.  It is this phenomenon that has stimulated the need for international law, principles and policy to fill the gaps left in the spaces between the operation of national regulation.  Today, even the most powerful nation states recognise this.  It was already recognised as we entered the OECD in 1978 to embark on the task of preparing the Guidelines on privacy;
 Conventions and guidelines:  Part of the response to such international needs has been evidenced by the growth of treaty law and of international customary law which binds member states.  Yet in some instances, the development of treaty law is difficult, painstaking and extremely slow.  Meantime, the technological and other problems race ahead.  To do nothing is to make a decision.  Recognising the near impossibility, certainly in the short run, of securing adherence of the United States of America (and other non-European nations) to a binding convention on TBDF, imposed on the OECD expert group the discipline of looking to another solution.  That solution was the elaboration of guidelines that would help import into non-European practice such of the transnational principles that were being developed in Europe as were also accepted in the democratic market economies of non-European OECD member countries;
 Information policy:  It was also recognised, virtually at the outset, that there was a special problem of regulating national practice in respect of information policy in the United States.  This was because of the First Amendment values that lie deep in the responses of United States politicians, officials and lawyers to any regulation that endeavours to impose restrictions on free flows of information.  As well, the European tendency to create data protection authorities with large vetting and pre-authorisation powers, ran into two specific problems within the expert group.  The first was the general inclination of common law countries to avoid bureaucratic solutions of that kind and to rely instead upon a remedial structure, utilising broad principles established as precedents by the decisions of superior courts.  By 1978, there were also moves in the democratic debates of North America, Japan and Australasia to reduce the expansion of government and to contain the growth of bureaucracy.  These developments made the adoption of recommendations for the creation of large data protection authorities outside Europe, effectively unthinkable.  They demanded that the mode of implementation of the principles agreed in the Guidelines should be left by the OECD to the local legal tradition and culture;
 TBDF and their implications:  It was the international character of TBDF that afforded the OECD, at once, its challenge and its opportunity.  A European Convention was important.  But of its nature, it could only go so far.  Countries outside the European area would be influenced by its rules.  But not bound by them outside the European sphere.  Securing a means of addressing the international character of data flow provided the stimulus for an intercontinental solution.  Effectively, only the OECD could provide this.  And provide it, it did.
 General guidelines:  Obviously, the adoption of “soft” international principles rather than binding international law meant that any product of the OECD would lack the precision and immediate effectiveness of a binding treaty.  On the other hand, because on an inter-continental level, such a binding treaty was out of the question (certainly in the short term) guidelines became the best that could be achieved.  To the extent that such guidelines influenced local law, official policy and business practice, they could help harmonise the European system of law with the legal regimes applicable in advanced economies outside Europe.  In this way, the guidelines solution (and their use of the verb “should” rather than “shall”), became a positive strength of the OECD Guidelines.  The Guidelines (in para.19) left it to member countries to “establish legal, administrative and other procedures and institutions for the protection of privacy and individual liberties in respect of personal data” in the various ways mentioned and encouraged them to engage in international co-operation (para.20-22).  They therefore imposed duties of imperfect obligation.  But they were duties nonetheless.  And, on the whole, have been taken seriously by the countries that are parties to the OECD Convention.  The commonalities between those countries in matters of governance and economic co-operation have helped to promote what seemed, on their face, to be weak general rules into a substantial stimulus to legislative, executive and judicial action.  In this way, the Guidelines have provided an important impetus to harmonisation of the law, policy and practice.  This was the result envisaged by the participants in the OECD expert group.
 Don’t give up on privacy:  Finally, although the OECD Guidelines have had a considerable influence in the thirty years since they were adopted, it must be accepted that technological developments that were not then known have added to the complexity of the world in which the Guidelines must now operate.  1980 was a time before the emergence of the internet, with its huge implications for the distribution of personal information.  Ahead lay the many technological developments that would add to the challenges to privacy protection:  including biometrics; smart cards; location detection technology; social networks; use of radio frequencies and so.  I do not pretend that the OECD Guidelines solve every problem that this new technology presents.  Indeed, I concede that some of the capacities of information technology since 1980 present new challenges that we did not consider or even know of when we drafted the Guidelines and adopted them in 1980.

In particular, the use limitation principle in para.10 of the Guidelines may need re-consideration.  That paragraph states:
“10. Personal data should not be disclosed, made available or otherwise used for purposes other than those specified in accordance with paragraph 9 except:
a) With the consent of the data subject; or
b) By the authority of law.”

In para.9, it is provided that personal data should be collected by reference to specified purposes and subsequently used only for those purposes or others compatible with them.  This was an accurate privacy principle at the time of its adoption.  However, the capacity of search engines to utilise old, even very old, personal data for a purpose quite different from that for which the information was originally collected and provided, presents a difficulty in treating those paragraphs as a full explanation of the governing principle or policy.

No-one could suggest that search engines and the internet, with their marvellous capacity to enhance human knowledge, should be forbidden or pre-controlled.  Certainly not by OECD member countries.  However, there may be a need to reconsider how the purpose specification and use limitation principles in paras.9 and 10 of the 1980 Guidelines are to apply in a new century utilising radically new technology.  As well, the notion of “consent” referred to in para.10 needs a lot of attention.  To what extent does the data subject truly have a power to consent or to withhold consent where, as is now often the case, the data subject is so heavily dependent on the internet for the provision of goods, services and government facilities?

Most of us today have internet profiles, available to varying extents for use by others who make decisions concerning our lives.  In 1980, it was still substantially possible to “live down” erroneous public attacks or false allegations.  In the print media of those times, it was often said that false accusations would be wrapping the fish and chips in the following week.  But no more.  Electronic personal data will, ordinarily, exist forever unless the law imposes limitations because of the risks of use of out-of-date, false and damaging materials or unless technology itself affords new means of effective expungement of such data.

The fundamental principle of the OECD Guidelines, expressed in para.13, was the right of the individual to retain control over the data penumbra concerning himself or herself.  If that core principle is kept in mind, it should be possible to develop additional guidelines, practices or elaborations to make sure that the basic idea of personal autonomy and self-control that lay behind the 1980 Guidelines is preserved in the context of radically different technology of today.

CONCLUSION
I thank this working party for providing an opportunity to recount something of the history of the OECD Guidelines of 1980.  It was a privilege to be part of their development.  I pay tribute to the OECD Secretariat and to my colleagues on the expert group.  Their spirits are alive in the Chateau today as we remember this notable achievement of the OECD.

Download the speech as PDF here.

Ny amerikansk forskning: Unge er lige så bekymrede for privacy som ældre


To nylige amerikanske forskningsrapporter viser samstemmende, at der ikke er belæg for påstanden om, at unge ikke bekymrer sig om privacy.

Den ene rapport, How different are young adults from older Adults when it comes to information privacy attitudes & policies?, er udarbejdet af  University of California, Berkeley og University of Pennsylvania. Den anden, Youth, Privacy and Reputation, er udgivet af  The Berkman Center for Internet & Society, Harvard University. 

Konklusionen i den første rapport er, “at især de unge voksne (i alderen 18-24) ikke er ligeglade med deres privacy. De indsamlede data viser, at der er mere der samler end der skiller de ældre unge og de ældre med hensyn til emner om privacy”. Forfatterne udlægger det som, “at unge voksne amerikanere har et ønske om øget beskyttelse af privatlivets fred selv når de deltager i en online verden, der er optimeret til at frigive personlige oplysninger.” For fuldstændighedens skyld bemærkes, at ungegruppen, som rapporten har analyseret, ikke uden videre kan betragtes som én homogen gruppe, fordi der mangler huller i den empiriske forskning. 

“Derfor bør den offentlige debat ikke starte med en påstand om,  at unge voksne er ligeglade med privacy og at der derfor ikke er behov for retsregulering og andre sikkerhedsforanstaltninger. Man bør i stedet erkende, at de nuværende forretningsmodeller sammen med andre faktorer til tider tilskynder de unge voksne til at udlevere personlige oplysninger for at opleve social integration selv om de i deres mest rationelle øjeblikke burde handle efter mere konservative normer.

Uddannelse kan være nyttig. Selv om der findes mange uddannelsesprogrammer om internettet for unge voksne, så er fokus for disse programmer mere på den personlige sikkerhed i forhold til online-svindlere og cybermobning med ringe vægt på informationssikkerhed og privacy.

Unge voksnes viden om privacy lovgivning er sikkert forskellig fra ældre voksnes. De er mere tilbøjelige til at tro , at loven beskytter dem både online og offline. Denne mangel på viden i et fristende miljø, snarere end en arrogant og manglende bekymring for privacy, kan være en vigtig årsag til, at et stort antal af de unge voksne engagerer sig på en ubekymret måde i den digitale verden.

Men uddannelse alene er formentlig ikke nok til at de unge voksne opnår en højere grad af forståelse for privacy. Der er højst sandsynligt behov for forskellige former for hjælp fra flere sider af samfundet, herunder måske lovgivning, med henblik på at håndtere de komplekse online strømninger, der står i modsætning til de unge voksnes bedste privacy instinkter.”

Fra rapporten kan det specifikt fremhæves, at “med vigtige undtagelser er en stor procentdel af de unge voksne i harmoni med ældre amerikanere, når det drejer sig om bekymring omkring online privacy…”. Endvidere fremgår det,  at et stort flertal af unge voksne vil nægte at give oplysninger til en virksomhed i de tilfælde, hvor de føler, at det er for personligt eller ikke nødvendigt samt at enhver, først skal få en tilladelse, før han eller hun kan uploade et billede af den pågældende, selv hvis det er taget i det offentlige rum. Det fremgår også, at de unge voksne mener, at der bør være en lov, der giver brugeren ret til at kende alle de personhenførbare oplysninger, der bliver indsamlet om den pågældende og at der bør være en lov, der forpligter websitet til at slette alle de  personrelaterede oplysninger, som er gemt om hans person hos operatøren.

I et efter min opfattelse vigtigt afsnit i den anden forskningsrapport fra The Berkman Center for Internet & Society  om at understøtte de unges adfærd, fremhæves betydningen af forskellige koncepter af privacy. Der peges på, “at studier gentagne gange har vist, at privacy og anonymitet ikke er synonymt med mange unge mennesker.I stedet for at betragte det offentlige og den private rum, som to skarpt adskilt verdener, viser børn og teenagere en mere nuanceret og finmasket forståelse af informationsformidling og kontrol.”

Endvidere fremhæves det, at “voksne ofte forvirres af, at mange unge ikke anser internettet som et offentligt rum. MySpace og Facebook opfattes som private sociale rum, hvor de unge kan engagere sig i personlig chat, sladre, “hænge ud”, flirte, dele hemmeligheder og foretage alle de andre sociale aktiviteter, som de gør, når de er offline med deres jævnaldrende. Omfanget af online-netværks integration børns og teensgers sociale liv er ofte undervurderet. Et fravalg eller at forblive anonym online kan være en social katastrofe for børn, når deres referencegrupper bruger IM, Facebook, MySpace, Xbox Live, YouTube osv. Venskaber starter og slutter ved hjælp af internettets kommunikationsteknologier, og udlevering af personlige oplysninger er en måde at skabe tillid på mellem jævnaldrende.”

Rapportens forfattere nævner herefter behovet for at tage ansvar. Især at voksne har et ansvar for at anerkende deres egne roller i at krænke børn og unges privacy. Endvidere fremdrages det, at der helt sikkert er en rolle for mere privacy uddannelse for unge mennesker.  Som det også er diskuteret i denne rapport, er der ikke meget der tyder på, at teenagere er ligeglade med privacy og endda endnu mindre dokumentation for, at de ikke forstår, hvordan internettet fungerer. Derfor vil “en tilgang til uddannelse, der bygger på at overdrive risici være ineffektiv og sandsynligvis gøre mere skade end gavn”. Vigtigst af alt skal en forståelse af de unges normer være omfattende, før der gennemføres et striks regelsæt.

Forfatterne anbefaler også udvikling af mere privacy-venlige interfaces og kontrolmekanismer (også kaldet privacy enhancing technologies), “fordi privacy i den digitale tidsalder ikke reguleres ved lov eller på baggrund af et informeret brugervalg, men som Lawrence Lessig så berømt har bemærket ved hjælp af computerkoder.”

Til slut diskutterer rapporten fordele og ulemper ved de såkaldte default-settings.

Fra konklusionen i forskningsrapporten kan det fremhæves, at ” unge er stærkt overvåget i hjemmet, i skolen, og i offentlig-heden af en række forskellige overvågningsteknologier. Børn og unge ønsker private sfærer for socialisering, udforskning og eksperimentering væk fra voksne øjne. At lægge personlige oplysninger på nettet  er en måde for de unge til dels, at udtrykke sig selv på, dels at være i kontakt med jævnaldrende samt at øge ens popularitet og forbindelse med venner og grupper af jævnaldrene. I forlængelse heraf ønsker de unge mennesker, at være i stand til at begrænse oplysningerne online på i en nuanceret og differentieret måde.

Populær litteratur (og en del forskning) omfatter beskrivelser af de unge, online teknologier og privacy, der ikke afspejler realiteterne i de fleste børns og teenagers liv. Men dette giver rige muligheder for fremtidig forskning på dette område. Selv om der i rapporten henvises til flere kvalitative og etnografiske studier af unges privacy-praksis og holdninger, er der behov for mere forskningsarbejde på dette område for fuldt ud at forstå ligheder og forskelle i denne aldersgruppe, især inden for selve aldersgrupperne, på tværs af socioøkonomiske klasser, mellem kønnene osv.

I en kommentar til rapporterne er det indledningsvis vigtigt at påpege, at der er tale om amerikansk og tildels europæisk (engelsksproget) forskning, der delvis samler op på hidtil udført forskning. Men desuagtet kan jeg ikke se, hvorfor mange analyser og pointer ikke også vil kunne bruges i en  dansk kontekst. Først og fremmest er det interessant at fastslå, at den tilsyneladende almindelig anerkendte bebrejdelse af  de unge, som at de er ligeglade med pricvacy ikke holder. Der er nu evidens for, at i alt fald de unge i alderen 18-24 år i ligeså høj grad som de ældre er interesseret i privacy, men at det samtidig kan slås fast, at  de opfører sig mere skødesløst online, fordi de tror, at loven giver dem mere beskyttelse end den faktisk gør. Konklusionen synes klart at være i modstrid med Facebook grundlægger Mark Zuckerberg´s udtalelse tidligere på året om, at privacy ikke længere er en “social norm”.

Begge rapporter lægger op til yderligere forskning med henblik på afdækning af brugeradfærd og udvikling af nye brugervenlige og privacybeskyttende teknologier og det kan der kun varmt støttes op om. En væsentlig pointe, som fremhæves i en af rapporterne, er at anlægge et ungeperspektiv for forskningen og ikke betragte de unges online adfærd som eksotisk med anvendelse af en “generationsskifte”-retorik  som forfladiger og overser de unges oplevelser i forskellige sammenhænge. Ligeledes er det værd at have for øje, at idéen om to forskellige sfærer, en “offentlig” og en “privat” på mange måder er en forældet tankegang i forhold til nutidens unge.

Mindsettet om en mere brugerorienteret innovation er i pagt med demokratisk teknologiudvikling, som i en globaliseret verden er vigtigere en nogensinde.  Problemstillingen er eksempelvis taget op i et blogindlæg om biometri og demokrati.

OECD´s retningslinjer om beskyttelse af privatlivets fred og grænseoverskridende overførsel af personoplysninger fylder 30 år i år


23. september 1980 blev OECD’s retningslinjer om beskyttelse af privatlivets fred og grænseoverskridende overførsel af personoplysninger (OECD Guidelines on the Protection of Privacy and Transborder Flows of Personal Data) vedtaget. I den forbindelse er der 10. marts 2010, som en første af tre arrangementer til festligholdelse af jubilæet, afholdt en konference i Paris med titlen “30 år efter: konsekvenserne af OECD`s privacy retningslinjer”.

Allerede tilbage i begyndelsen af 1970´erne var man i OECD klar over, at en større og større forskel i nationale love udgjorde en risiko for den frie udveksling af oplysninger mellem landene (trans border data flow i det følgende benævnt TBDF). I 1978 gik man i gang med at udarbejde fælles retningslinjer i tæt samarbejde med Europarådet, som var ved at forberede konventionen om beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse med elektronisk databehandling af personoplysninger. Ved at sikre visse minimumsstandarder for beskyttelse af privacy og de individuelle frihedsrettigheder med hensyn til personlige data, var det håbet at mindske behovet for regulering af eksport af persondata samt minimere problemer i forbindelse med lovkonflikter.

En række internationale eksperter har givet deres bud de historiske udfordringer og de spørgsmål, der motiverede udviklingen af retningslinjerne. Af særlig interesse kan fremhæves en keynote af The Hon. Michael Kirby AC CMG, der i din tid var formand for OECD Expert Group on Transborder Data Barriers and Privacy Protection. Michael Kirby fratrådte som højesteretsdømmer i Australien i 2009, men er stadig en meget aktiv fortaler for menneskerettigheder og privacy. Han modtog tidligere i år Electronic Privacy Information Centers Privacy Champion Award som anerkendelse for sine meritter.

Michael Kirby fremhæver indledningsvis, at det var interessen for den fri udveksling af data som drivkraft for  økonomisk effektivitet og dermed for demokrati og god regeringsførelse og den fri markedsøkonomi, der i første omgang tiltrak OECD´s opmærksomhed.  OECD´s analyse var, at europæiske regeringers og institutioners bekymring for privacy ville indebære en retslig og økonomisk hindring for en fri grænseoverskridende informationsudveksling, som i høj grad blev promoveret af USA. I Europa var brud på privacy ikke blot en teoretisk fare med erfaringer under 2. verdensskrig om misbrug af persondata fra myndighedernes side stadig i 1978 i stærk erindring. På den anden side anså mange ikke-europæiske lande, at traktatvejen til beskyttelse af privacy var bureaukratisk, dyr at gennemføre, hæmmende for TBDF samt muligvis udtryk for protektionisme. Løsningen på dette dilemma blev, at man i stedet for at udarbejde en traktat, ville opstille generelle principper, som basis for national lovgivning med det håb, at disse principper vil bidrage til en reduktion af  hindringer for gennemførelsen af OECD´s formål.    

Kirby gør det klart, at det ikke har været ekspertudvalgets opgave at “opfinde den dybe tallerken igen”, men at bygge videre på tidligere bidrag af Nordisk Råd, Europarådet, EU samt akademia  og indarbejde de fra denne kontekst nye principper i en interkontinental applikation, der omfatter andre af OECD´s medlemslande, som f.eks. USA, Canada, Storbritannien, Japan, Australian og New Zealand.

Resultaterne af OECD´s retningslinjer falder ifølge Michael Kirby i 4 kategorier:

  • de bygger oven på tidligere arbejde
  • merværdi tilført af OECD, f.eks. teknologineutralitet og klar ansvarstildeling
  • fleksibel implementering
  • deres overlevelse   

Til sidst stiller Michael Kirby spørgsmålet: “hvad med fremtiden?” Skal retningslinjerne fortsat have relevans og betydning, så lægger Kirby vægt på, at man skal være realistisk. Samtidig med at man bør anerkende den objektive værdi af TBDF, skal man være bevidst om, at ” fordelene ved informationsteknologien selvfølgelig kan nå et omfang som forringer det enkelte menneskes mulighed for at kontrollere sin  egen penumbra [læs: sfære] af information.” Et spørgsmål man i relation til OECD bl.a. kan stille er: “Vil den marginale nytteværdi af at forsøge at hindre TBDF, med henblik på at beskytte privacy, opveje de marginale omkostninger ved en sådan indblanding i driften af  TBDF ?”. Det er nødvendigt at forholde sig oprigtigt til dette dilemma og diskutere det åbent, så beslutninger kan træffes i fuld åbenhed. Selvom det må erkendes, at der er visse begrænsninger i den personlige kontrol over data og privacy, så er det vigtigt ikke at opgive beskyttelsen af privacy, “som er en værdi, der dybt rodfæstet i mennesket og som påvirker dets værdighed og integritet”. Betydningen af empiri fremhæves også, fordi retningslinjerne og øvrig lovgivning og rutiner kun kan være effektive, såfremt de    baseres på en præcis og grundig forståelse af den relevante teknologis operation. Derudover er der  spørgsmål om rekonceptualisering. Hermed menes, at OECD påtager sig en rolle med at sikre, at den løbende tilgang til specielle problemer som spam, cybercrime, malware osv. er i harmoni med hinanden og være på vagt overfor en fragmenteret tilgang til hvad der dybest set er integrerede sociale og etiske problemer.  Endelig peges der på nye udfordringer i forhold til masseovervågning, biometri, RFID tags, krop scannere osv. og at privacy-fortalere hele tiden bør være på udkig efter PET-løsninger (privacy enhancing technologies). Som de sidste 3 punkter omtales værdien af det grænseoverskridende samarbejde,  nødvendigheden af slutbruger læring og uddannelse for at opretholde samfundets bevidsthed om værdien af privacy samt spørgsmålet om hvad OECD bør gøre for at inkludere repræsentative holdninger om privacy  fra verdens udviklingslande ?

Afslutningsvis roser Michael Kirby NGO`ere, offentlige institutioner, forskere og enkeltpersoner der arbejder med privacy og informationssikkerhed, fordi graden af  kontrol over den enkeltes personoplysninger i fremtiden vil afhænge af deres indsats.

Download hele talen her.

Jeg er meget enig i Michael Kirby´s synspunkter og fremtidsvurderinger både i forhold til OECD´s position og i forhold til beskyttelse af privacy i almindelighed. OECD er et magtfuldt organ og den måde man har håndteret privacy på er prisværdigt og visionært. Det er uomtvisteligt, at retningslinjerne, der med start i 2011 vil blive gået efter i sømmene i henhold til den såkaldte Seoul Declaration fra 2008, har haft og vil få stor central betydning for privacy og persondatabeskyttelse i fremtiden, forudsat at man betræder erfaringens sti og ikke mister sine  pejlemærker.