“Privacy by Design” to become even more important globally


Privacy-bloggen: You have been acknowledged as being one of the first in the world who recognized  the potential importance of technology to protect privacy and personal data and you have, as early as  in the mid-1990s, presented the Privacy by Design concept. What is this concept about, and what impact do you reckon it will have in the future?

Ann Cavoukian: At the heart of Privacy by Design (PbD) is the tenet that individuals have the right to control their own personal information. Much more than a theoretical concept, Privacy by Design is a real-life solution that proactively embeds privacy into technologies, business practices and networked infrastructure at the outset to ensure that privacy is the default condition. Of course, building in privacy at the start is not always possible, which is why my Office recently introduced Privacy by ReDesign to implement PbD into already existing and legacy systems.

Regarding its future impact — the possibilities are limitless as technologies are forever changing. In this growing world of online social media, mobile devices, big data and of course cloud computing, privacy is paramount. But we must change our thinking from a zero-sum paradigm to positive-sum. This means that privacy is not sacrificed at the expense of other business interests, such as security. You can, and must, have both. Our interests are diverse — among other things, we want to socialize on the Internet, build a more sustainable electrical grid, utilize and share health records and more. We can do all of these things and still have privacy, but only if we prioritize it as a requirement for both new and existing technologies, infrastructures and business practices. Our need for privacy has not disappeared. On the contrary, privacy is an essential dimension of the human condition and it will continue to be well into the future.

Privacy-bloggen: We are living  in a globalizing world driven by digitization. As the Internet knows no national boundaries, it seems reasonable to assert that there is a need for a global privacy regime. But is it possible, with the cultural and legal differences that exist, and is the way forward more likely to create a set of universal privacy principles that comply with the demands from consumers, businesses and governments?

Ann Cavoukian: Privacy is a fundamental right that knows no borders. Privacy by Design is a solution for everyone – consumers, businesses and governments. Last year, a landmark resolution was unanimously passed by global Data Protection Authorities to make Privacy by Design an international standard. This endorsement marks a sea change in how the international community will go about preserving privacy. Of course, my work does not end with this accomplishment. For over 20 years, as the Information and Privacy Commissioner of Ontario, Canada, I have partnered with stalwarts such as IBM, Intel, and Nokia to advance Privacy by Design. Together, we have fostered innovation and accomplished groundbreaking work in many fields, including biometrics, the Smart Grid and even Targeted Advertising. Forging new relationships to advance Privacy by Design is not a hard sell. After all, Privacy by Design makes sense for everyone — especially businesses. Not only is it cheaper to build in privacy before a breach occurs, it is also a compelling way to win the trust of clients and build your brand.

Privacy-bloggen: Considering that legal responses often lag behind market and technology innovation, would you agree that self-regulation is an adequate and timely instrument to meet privacy and data protection challenges including citizen engagement and empowerment as a prerequisite for sustainable solutions?

Ann Cavoukian: To preserve privacy and adequately protect data, you need both self-regulation as well as regulatory oversight. However, with the rapidly changing pace of technology, it is difficult for legislation to keep up, which is why Privacy by Design is important. PbD is flexible and can be utilized by organizations from a small local business to a large government body. Regarding privacy protection, it is simply ‘good business’ for companies to be proactive and stay ahead of existing legislation. Strong privacy practices form the basis of a virtuous cycle that establishes trust of the brand in the minds of consumers, which leads to greater loyalty, ultimately driving competitive advantage.

The exponential growth of information and communications technology has benefited us in many ways, such as fostering citizen engagement and the empowerment of individual and collective voices.  In my role as a Commissioner, overseeing both access and privacy, this information explosion has spurred a wide variety of challenges. Recently, I have been particularly concerned at the lack of understanding between the concepts and purposes of Big Data and Open Data. Simply stated, Big Data describes the ever-increasing massive amounts of information that organizations have, and continue to collect — much of which is personally identifiable information. On the other hand, Open Data rests on the idea that certain types of non-personal information such as maps, medical research etc., should be freely available to unrestricted use by everyone. Open Data encourages civic participation and redefines the importance of freedom of information legislation across the globe. As the Big Data movement continues to grow and evolve, it is well worth holding onto the fact that privacy remains fundamental to our freedom.

*

Dr. Ann Cavoukian,  since 1997  the Canadian Province of Ontario’s Information and Privacy Commissioner, is recognized as one of the leading privacy experts in the world.

The post is the English edition of the post on Privacy-bloggen.

 

Er overvågning et gode for det enkelte menneske ?


Ja, det kan det være, men kun helt undtagelsesvist og forudsætningen er, at enhver overvågning eller observation skal have hjemmel i loven,. Om hvilke regler der gælder ved tv-overvågning henvises til pjece udgivet af Justitsministeriet og Datatilsynet. Om retsvirkningerne mellem de to hovedlove på området henvises til artiklen: Persondataloven og lov om tv-overvågning – gennemtænkt samspil?. For så vidt angår betragtninger om overvågningens rækkevidde kan f.eks. henvises til Forbrugerrådets høringssvar: Tv-overvågningsloven og lov om personoplysninger i forbindelse med det seneste forslag til lovændring, Afvejninger mellem overvågning og databeskyttelse og privacy fremgår eksempelvis af det afsluttende communique fra den 28. Internationale databeskyttelses- og privacykonference i London i 2006.

Enhver lovregulering bør helt grundlæggende være baseret på en nøje afvejning af proportionalitet og nødvendighed.

Hovedreglen i et demokratisk samfund som anerkender de universelle friheds- og menneskerettigheder, er, at det enkelte individ har fuldstændig kontrol og gennemsigtighed med en hvilken som helst overvågning. Derfor bør al overvågning som udgangspunkt være ikke-personhenførbar. Der gælder selvsagt undtagelser i forbindelse med en konkret politimæssig efterforskning, som imidlertid også skal kunne domstolsprøves efterfølgende.

En reel persondatabeskyttelse kan kun lade sig gøre, såfremt den digitale identitet opbygges som en del af et globalt tillidsskabende it-rammeværk (trusted framework). Et sådant rammeværk, der faktisk er et system af systemer (privacy-rammeværk, identitets-rammeværk, kontrol-rammeværk, notifikations-rammeværk osv.) kan defineres som et netværk af binære tillidsrelationer mellem alle parter (eksempelvis helt op til 10 parter med skiftende roller) i en transaktion og som forholder sig til de forsikringer, som er nødvendige for at hver af partnerne kan stole på de andre relevante parter med hensyn til hvert enkelt tillidselement. Flere internationale private organisationer arbejder med forskellige modeller. Processen er kompliceret, omfattende og tidskrævende.

Et af de mere interessante initiativer er taget af Kantara Initiative, der er en sammenslutning af en lang række internationale  virksomheder og organisationer samt nationale myndigheder, der forpligter sig til åbne standarder og at systemer eller processer har  mulighed for at samvirke med hinanden med henblik på at online-netværk bliver mere privacy beskyttende og med indbyggede tillidsskabende elementer i it-miljøerne.

Rammeværket skal naturligvis baseres på egentlige retsgarantier for den enkelte (datasubjektet). Spørgsmålet vil om føje år blive højaktuelt i forbindelse med den større og større udbredelse af pervasive computing, eller ”IT i alting”, dvs. et altomfattende netværk af ”ting” (tøj, biler, smartphones osv.), der er koblet sammen via trådløse forbindelser (RFID, NFC, WiFi, 4G osv.) Et spændende bidrag til hvorledes en effektiv lovgivning kan forenes med den teknologiske udvikling er leveret af professor Mireille Hildebrandt fra Erasmus University i Rotterdam. Hun påpeger med begrebet Ambient Law, at demokratiet er i fare, medmindre  vi finder nye måder på at formulere de retlige rammer for demokratiet og retsstaten som en integreret del af den teknologiske arkitektur, som det er formålet at regulere. Jeg forstår visionen således, at borgerens retsbeskyttelse skal designes direkte ind i teknologi- og computerkoderne.

En meget sigende og vil mange mene skræmmende illustration af overvågning er det af filmkunstneren Chris Oakley producerede videoklip “The Catalogue” fra 2004 som udkrystalliserer en vision om “os set af dem” ved at simulere RFID og CCTV. “The Catalogue” viser hvordan virksomheder kodificerer mennekser. Ved hjælp af manipulation af dagligdagens detailhandel placeres beskueren I en position som et eksternt og lidenskabsløst organ, der observerer menneskeheden som en serie af enheder, hvis værdi er defineret ud fra deres forbrugskapacitet og fremtidige behov.

Skjult overvågning og profilering med henblik på målrettet markedsføring kan ikke accepteres. Selvom der på forhånd er indhentet samtykke af forbrugeren bør beslutningsgrundlaget være meget højt, især fordi business intelligence systemer idag er så avancerede, at man er i stand til at profilere en forbruger mere og mere ud fra færre og færre oplysninger. Mange vil sikkert spørge: “jamen, hvori ligger problemet ?” Problemet er, at der er en stor risiko for, at mange forbrugere ubevidst bliver påtvunget køb, som de, når det kommer til stykket, slet ikke er interesseret i og som i værste fald kan bringe forbrugeren i økonomisk uføre. Cookie-direktivet er bl.a. baseret på disse bevæggrunde. Det bemærkes, at selvom økonomisk kategorisering kan opleves som en uretfærdig stigmatisering af bestemte befolkningsgrupper, så er der ikke umiddelbart tale om diskrimination i lovens forstand, sålænge forskelsbehandlingen ikke relaterer sig til alder, handicap, køn, etnicitet, tro, seksuel orientering, social oprindelse eller en anden specifik diskriminationsgrund.

Samtykke eller ej, så er det efter min opfattelse  heller ikke i orden, at eksempelvis et forsikringsselskab kan tilbyde sine kunder en rabat på bilforsikringen, såfremt bilen bliver forsynet med en GPS, der overfor forsikringsselskabet kan bekræfte, om bilen har været brugt i højrisikosituationer, som f.eks. i forbindelse med pendlertrafik. Udover at forsikringsselskabet betinger sig en total overvågning af forsikringstagerens bilkørsel, så kan man i øvrigt anføre, at forsikringspræmier bør baseres på så objektive kriterier som muligt. Det er til fordel for forbrugeren og vil tjene den samlede forsikringsbranche bedst i længden. Jeg mener ikke, at et sådant forsikringsvilkår  bør kunne  aftales overhovedet.

Men der skal ikke herske nogen tvivl om, at privacy ikke er økonomisk omkostningsfrit i snæver forstand. Hvis der var 100 % overvågning døgnet rundt ude og hjemme vil det sikkert eksempelvis reducere raten af indbrudstyverier og røverier. Mindre bekvemmelighed, færre rabatter og sociale ydelser er den pris vi betaler for større privacy og den pris er værd at betale i længden. Det bør som nævnt kun ved lov og effektiv demokratisk kontrol kunne bestemmes at indskrænke privatlivsbeskyttelsen eller privatsfæren i betydningen det fysiske rum.

Er adfærdskodeks vejen frem til beskyttelse af privatlivets fred ?


I den løbende debat om regelsættet for persondata- og privacybeskyttelsen er et af stridspunkterne, hvorvidt selvregulering i modsætning til offentlig regulering mere eller mindre kan træde i stedet for egentlig lovregulering.

Det essentielle ved selvregulering er, at den regulerende og de regulerede er en og samme organisation og at de regler der styrer organisationens adfærd er vedtaget frivilligt. Senest er spørgsmålet om detail-udmøntning ved selvregulering (eller udarbejdelse af adfærdskodeks) blevet aktuelt i forbindelse med cookie-direktivet og det danske udkast til bekendtgørelse, der træder i kraft 25. maj 2011. I sin kerne udvider bekendtgørelsen begrebet privatsfære udover hvad der følger af den gældende persondatalov. Af andre tiltag i IT-branchen i de senere år kan i øvrigt henvises til branchekodeks om håndtering af ulovlig adfærd på internettet, jfr. IT- og Telestyrelsens rapport fra september 2005 og branchekodeks fra IT-Brancheforeningen og Telekommunikationsindustrien i Danmark.

Selvregulering (sædvaner, kutymer, adfærdskodeks og uformel ret) eller decentral retsdannelse er et kendetegn for velfærdsstatens regulering i nyere tid og spiller en stor og tilsyneladende større og større rolle i forhold til Folketinget. Vi ser også denne udvikling afspejlet ved den øgede indflydelse som Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg og EF-domstolen i Luxemborg har opnået i de seneste årtier. Det påpeges fra flere sider, at nationalstatens rolle som ramme for og udsteder af reguleringen er under forandring og at det ikke længere kun er jurister, som vedtager hvad der skal være lov og ret i samfundet.

Man kan med rette stille det spørgsmål om brancheinitiativer til selvregulering blot er staffage for at tækkes offentligheden og undgå offentlig regulering eller om baren faktisk sættes tilstrækkelig højt og i realiteten opfylder lovgivers krav og samfundets forventninger ?

Svaret afhænger naturligvis af en konkret vurdering.

For så vidt angår “cookie-loven” er der ikke nogen tvivl om, at branchen har lobbyet EU-Kommissionen med det formål at undgå en omfattende offentlig regulering, men EU-Kommissionen har også klart og utvetydigt tilkendegivet, at såfremt branchen ikke ved selvregulering lever op til intentionerne i direktivet, så vil EU-Kommissionen ikke tøve med en efterfølgende yderligere regulering. Denne trussel vil uden tvivl medvirke til at fremme innovationer indenfor privatlivsfremmende teknologier og services.

For en selvregulering i alt fald i første omgang taler følgende:

  • høj kvalitet og innovation i de teknologiske løsninger forudsætter en viden, som branchen og ikke myndighederne ligger inde med
  • omkostninger til formidling og gennmførelse samt monitorering er mindre ved selvregulering
  • usikkerhed ved en offentlig regulerings indvirkning især på et marked, der skifter hurtigt og som ikke tidligere har været reguleret
  • Selvreguleringsarrangementer er mindre rigide og kan hurtigere tilpasses markedsændringer, ny teknologi og forbrugernes krav og ønsker

På minussiden for en selvregulering kan anføres:

  • der synes at være en stor uoverensstemmelse mellem leverandørernes og forbrugernes interesser
  • der er tale om en situation med asymmetrisk information mellem leverandør og forbruger med hensyn til de kvalitative og adækvate løsninger
  • monitorering og retshåndhævelse er mindre effektiv
  • risiko for konkurrenceforvridning

Disse negative aspekter af selvregulering kan imidlertid helt eller delvist elimineres ved, at

  • selvreguleringen skal overholde det rammeværk, som fremgår af direktivet og eventuelt supplerende administrativt fastsatte bestemmelser
  • informations- og gennemsigtighedsniveaet skal være meget højt
  • forbrugeren sikres reel indflydelse på regelsættets udformning, herunder at der etableres et forbrugerankenævn
  • de teknologiske løsninger skal understøtte regelsættets krav samt overholdelsen af disse krav (kontrol af compliance)
  • en kodeks omfatter den overvejende del af branchens udbydere

Det første punkt synes at være eller undervejs til at blive opfyldt, mens de fire andre punkter endnu for tiden er uafklaret.

Det siger sig selv at en adfærdskodeks bør baseres på de grundlæggende principper i persondataloven og virksomhedernes samfundsansvar (CSR) samt garantere et højt troværdighedsniveau og forbrugertillid. Selvreguleringens effektivitet og gennemslagskraft vil forudsætte at et af branchen nedsat permanent dialogforum og forbrugerankenævn har en bred repræsentation og at den selvregulerende mekanisme nøje tilgodeser brugernes behov samt er åben overfor alle relevante aktører.

Der findes ingen reel sikkerhed eller privatlivsbeskyttelse og dermed ingen mirakelkur. Det centrale vil altid være kontinuerligt at identificere, vurdere, begrænse og håndtere bestemte privacy-risici, jfr. definitionen af privacy-begrebet. Netop derfor vil – efter min personlige opfattelse – selve processen med inddragelse af relevante interessenter være et imperativ for “bæredygtige” løsninger, fordi den er lige så værdifuld som selve resultatet.

Der er ikke nogen grund til at skjule at der indholdsmæssigt er meget på spil for branchen i og med at de såkaldte cookies er en meget vigtig bestanddel af mediebranchens internetomsætning. Det vil nok ikke være forkert at hævde, at branchen ikke har ønsket nogen regulering overhovedet, for selve målet med en regulering er at få folk til at gøre noget andet, end de ellers ville have gjort. Efter at udkast til bekendtgørelse er offentliggjort har debatten herefter for det meste kredset omkring fortolkningen af “et informeret samtykke” og om en eller anden form for proaktiv handling fra brugerens side er nødvendig, se f.eks. Cookies og regler: Er et klik nødvendigt?. Man kan ikke betænke branchen i, at arbejde for, at status quo bevares så meget som muligt og at regelsættet bliver så lidt indgribende i branchens virke som muligt. Der er imidlertid nok ikke nogen tvivl om, at et forudgående udtrykkeligt samtykke af forbrugeren vil være en betingelse. Hvilken form dette samtykke skal have samt hvor mange gange dette samtykke skal gives og i hvor lang tid og i hvilken sammenhæng et samtykke er gældende er et andet spørgsmål, der i høj grad er betinget af tekniske og praktiske omstændigheder. Det står givetvis klart for alle, at balancegangen mellem hvad der er strengt nødvendigt for at opfylde bekendtgørelsens bestemmelser og hvad der kan lade sig gøre i praksis er “cookie-loven”s ganske særlige udfordring.

Det skal blive spændende at se, hvorledes branchen formår at leve op til sit sociale og etiske ansvar og evner at vise at den godt kan selv og ikke mindst er i stand til at sikre disciplin og selvjustits blandt de tilsluttede virksomheder til gavn for forbrugerne. Et første skridt på europæisk plan er taget med IAB Europe´s udgivelse af retningslinjer for en mærkningsordning for online-annoncører, der bl.a. bakkes op af FDIM.

Er “retten til at blive glemt” det nye privacy mantra ?


I forbindelse med den igangværende revision af EU´s persondatadirektiv, der har udviklet sig til en lidt langstrakt affære, er der allerede kommet en række udmeldinger fra EU-Kommissionen, der indikerer en række stramninger af det fremtidige direktiv.

Således har Viviane Reding, EU’s kommissær for retlige anliggender, på en nylig afholdt konference i Brussels med en henvisning til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder slået fast, at EU-borgerens privacy-rettigheder skal bygge på fire piller:

  1. “retten til at blive glemt”
  2. “gennemsigtighed”
  3. “privacy som standardinstilling”
  4. “beskyttelse uanset hvor data er placeret”

Det er princippet om “retten til at blive glemt” (the “Right To Be Forgotten”), som der vil blive set lidt nærmere på her. For god ordens skyld skal det understreges at princippet  ikke udelukkende er møntet på persondata, som defineret i persondatadirektivet og som allerede statuerer en lang række rettigheder til beskyttelse af enkeltpersoners personlige oplysninger.

Retten til at blive glemt er oprindelig en fransk idè, og kan konstrueres på to måder. Den ene har sammenhæng med, at der i fransk lov er et forbud mod ubestemt lagring af persondata, således at den dataansvarlige skal fastsætte en datalagringsperiode, der er forenelig med formålet. Retten til at blive glemt relaterer sig til de yderst sjældne tilfælde, hvor det er nødvendigt at slette persondata. Den anden betydning vedrører retten til berigtigelse og indsigelse. Disse to rettigheder pålægger den dataansvarlige at slette data i de tilfælde, hvor de er ukorrekte, forældede eller hvor dataindsamling slet og ret er forbudt. Det er således ud fra den oprindelige forståelse af begrebet en misforståelse, at man til hver en tid kan kræve, at den dataansvarlige skal slette vedkommendes persondata.

Disse rettigheder følger dog  allerede af den danske persondatalov, herunder at den registrerede til hver en tid  kan tilbagekalde sit samtykke (§ 38), men det vil bero på en konkret vurdering, om oplysningerne skal slettes eller blot blokeres.

Men her går Viviane Reding et skridt videre med en præcisering af, at EU-borgeren ikke alene skal have en mulighed for, men en ret til at tilbagekalde et tidligere givet samtykke til databehandling. Bevisbyrden for at opbevaring af persondata er nødvendig, skal ligge hos den dataansvarlige. Redings talsmand Matthew Newman udtaler endda, “at der ikke må være den mindste flig af information tilbage på en server et eller andet sted. Det er dine data og de bør være væk for evigt.” { “there shouldn’t even be a ghost of your data left in some server somewhere. It’s your data and it should be gone for good.”} Neelie Kroes, EU-kommissær for den digital dagsorden har endvidere i en tale sidste år nuanceret begrebet ved at fremhæve, at det ikke kun er et spørgsmål om at slette data. “Ligesom i det virkelige liv kan man ikke gå ud fra, at der ikke eksisterer optegnelser over ens tidligere aktiviteter. Det der betyder noget er, at disse data uigenkaldeligt anonymiseres, før der gøres brug af dem.”

Ønsket om at blive glemt korresponderer med det synspunkt, at den digitale historik, som vi skaber online, både med vilje og nogle gange uforvarende, skal have lov til at forsvinde gennem en proces, der kaldes for datanedbrydning. Om sidstnævnte princip kan henvises til Data Degradation: Making Private Data Less Sensitive Over Time. Der vil være tale om en betragtelig mængde af elektroniske spor, som man aflægger på kryds og tværs på internettet.

Det er højst tvivlsomt om retten til at blive glemt vil blive en international standard og dermed et slagkraftigt princip uden videre. Eksempelvis garanterer som bekendt Den amerikanske forfatning ikke direkte privatlivets fred, selvom den amerikanske højesteret imidlertid i en række domme har slået fast, at andre garantier implicit sikrer privacy, som dog i visse tilfælde begrænses af den forfatningssikrede ytringsfrihed i First Amendment. Konceptet om “frihed til at observere” processer og data hyldes i udpræget grad ligesom det er en gængs amerikansk opfattelse, at “persondata er magt” og opfattes som en decideret vare (intellektuel rettighed).

I skærende modsætning hertil vil en europæisk debat om beskyttelse af privacy tage udgangspunkt i et menneskerettighedsmæssigt perspektiv, hvilket jeg personligt bifalder fuldt ud. Man kan ikke tale om kommerciel ejendomsret i forbindelse med privacy, fordi privacy er knyttet til det at være et menneske som sådan. Denne ret kan ikke fraviges eller overføres til andre (enten kommercielt eller af andre grunde). Man kan også udtrykke det således, at menneskerettighederne udgør og opretholder en persons personlige integritet og at privacy er en ret (værdi), som man bliver nødt til at beskytte, fordi privacy styrker tillid og tryghed blandt mennesker. Som udgangspunkt ejer man derfor selv sine personlige data. Om ejerskab og ophavsret til persondata kan i øvrigt henvises til Hvem “ejer” dine data?

Med dette tankesæt på plads giver det mening med princippet om retten til at blive glemt. Der er behov for at give forbrugeren flere universelle online-rettigheder og retten til at blive glemt er et perspektivrigt almengyldigt privacy by design-princip, såfremt det får retsvirkning i både den private som offentlige sektor. Men før dette princip kan realiseres er der imidlertid behov for at præcisere begrebet. I den forbindelse kan det overvejes at gøre princippet flerstrenget ved bl.a. at inkorporere det franske koncept. Endvidere er det væsentligt at gøre retten til at blive glemt operationelt som en såkaldt privatlivsfremmende teknologi i tilknytning til passende modeller for retshåndhævelse. Når data er lagt ud i offentlig domæne vi det være teknisk meget vanskeligt effektivt at indfange, eftersom data kan være tilgængelig på adskillige servere verden over. Dette problem synes at blive aktualiseret i yderligere grad i forbindelse med cloud computing, hvor det kan frygtes, at formidling og overlapning af personlige oplysninger vil medføre, at man aldrig rigtig kan være sikker på, at en udrensning vil hindre at data alligevel dukker op før eller siden. Hertil kommer, at princippets globale rækkevidde og dermed dets egentlige nyskabende værdi forudsætter en international implementering også uden for EU og det har efter alt at dømme lange udsigter.

“Eo Romam iterum crucifigi”


Overskriften hedder på dansk: “Jeg er på vej til Rom for at blive korsfæstet igen” og er ifølge den oldkirkelige tradition Jesus Kristus svar til apostlen Peters berømte spørgsmål: ” Quo vadis?” eller: hvor går du hen, herre?  Jesus Kristus skal ind til Rom for at blive korsfæstet igen, denne gang på Peters vegne, så Peter vender om og går tilbage til sin korsfæstelse i Neros cirkus.

Jeg tillader mig at opfordre regeringen til at stille sig selv det samme legendariske spørgsmål, efter at anti-terrorpakke I og anti-terrorpakke II blev gennemført i henholdsvis 2002 og 2006. Anledningen er, at  Justitsministeriet 9. september 2010 har offentliggjort en redegørelse om erfaringerne med denne lovgivning, der har til formål at sikre en tilstrækkelig effektiv indsats mod terrorisme. Til brug for redegørelsen har Justitsministeriet i det væsentligste indhentet udtalelser fra Rigsadvokaten, Rigspolitiet og Politiets Efterretningstjeneste.

Med det kommissorium og de deltagende høringsparter er det ikke overraskende, at redegørelsen ret ukritisk har fokus på lovenes forebyggende og efterforskningsmæssige effekt. Det er der i princippet ikke noget forkert i, men jeg er nu helt enig i den kritik, som chefjurist Jacob Mchangama, Cepos giver udtryk for i et notat 7. oktober 2010. Der er behov for en langt mere afbalanceret afvejning af de modsatrettede hensyn i forbindelse med terrorbekæmpelsen og specifikt i forhold til privatlivsbeskyttelsen.

Men det kan jo nås endnu. Regeringen kunne i øvrigt lade sig inspirere af den britiske indenrigsminister Theresa May, som i forbindelse med en revision af dele af den engelske terrorlovgivning bl.a. har inviteret den private non-profit organisation Liberty til at komme med et bidrag. Liberty´s formål er at fremme værdier som værdighed, ligebehandling og fairness for det enkelte menneske, som grundlaget for et demokratisk samfund.

Liberty´s svar med den sigende titel: From “war” to law, fremhæver i forordet, “at  det er en vital opgave for regeringen, politi og anklagemyndighed at beskytte liv og en demokratisk livsførelse og at rammeværket for de fundamentale friheds- og menneskerettigheder udgør den underliggende filosofi, der adskiller os fra tyranner og terrorister. Det er robust og tilstrækkelig fleksibelt til at modstå voldelige og ideologiske trusler og binder et forskelligartet samfund sammen og giver inspiration og modstandskraft i svære tider”.

Det skal understreges at den engelske terrorlovgivning på flere punkter er langt mere vidtrækkende end den danske, men rapporten tjener alligevel efter min opfattelse til at være en øjenåbner for de principielle overvejelser for og imod mere anti-terrorlovgivning og overvågning.

Privatlivsbeskyttelsen fremhæves flere steder i rapporten med henvisning til Den europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv. Det pointeres, at der er tale om en “kvalificeret og balanceret” ret, men enhver indgriben bør være nødvendig, proportional og i henhold til lov. Rapporten nævner eksempelvis, at adgang til kommunikationsdata, der tilsyneladende opleves som en af de mindst intruderende overvågningsmetoder, imidlertid  kan have en alvorlig indvirkning på privatlivsbeskyttelsen, fordi det er muligt at opbygge et detaljeret billede af et menneskes aktiviteter, livsstil og referencer.

Om logningsbekendtgørelsen, der som bekendt pålægger teleudbydere at registrere og opbevare oplysninger om tele- og internetdata (dog ikke pakkedata), er der tidligere blevet fremsat europæisk og dansk kritik, herunder fra Retssikkerhedsfonden.

Det kan forekomme en smule overraskende at Justitsministeriet ikke i højere grad i sin redegørelse har inddraget den kommende revision af EU-persondatadirektivet samt den skærpelse af privacy, som for tiden er genstand for overvejelser i EU-Kommissionen og hvor netop  Lissabontraktaten nu giver EU mulighed for at fastsætte omfattende og sammenhængende regler om databeskyttelse for alle sektorer, herunder politi og strafferet. Sidstnævnte omstændighed vil netop kunne få betydning for en fremtidig revision af logningsdirektivet. I et offentliggjort kommuniké 20.7. 2010 fra EU-Kommissionen til Europa-Parlamentet om resultater og fremtidige udfordringer for EU´s anti-terror policy fremgår det, at udfordringen består i at sørge for, at instrumenter til dataudveksling dækker reelle behov, således at medlemsstaterne kan udveksle den information, der er nødvendig til at hindre og bekæmpe terroranslag og samtidig sikre fuld respekt for retten til privatliv og databeskyttelse.

I en rapport fra ESRIF, der har debatteret aspekter af europæisk forskning og innovation med det formål at styrke borgerens sikkerhed, fremgår det   “at beskyttelse af EU’s befolkning og infrastruktur skal afspejle god regeringsførelse, økonomisk fornuft og respekt for grundlæggende rettigheder og Europas kulturelle værdier”.

Det er naturligvis ikke en let opgave at sikre anti-terrorbekæmpelsen og privatlivsbeskyttelsen på én og samme tid, men det kan og skal lade sig gøre i et demokratisk samfund. Det er sagt før, men kan godt gentages: effektiv sikkerhed og privatlivsbeskyttelse er begge med til at give borgeren tryghed. Der er ikke tale om et enten eller, men om et både og. Konkret skal der foretages en vurdering af et indgrebs proportionalitet og nødvendighed i forhold til privatlivsbeskyttelsen (og de øvrige friheds- og menneskerettigheder). Den nugældende anti-terror lovgivning har jo virket, så der er efter min mening ingen anledning til at tildele yderligere beføjelser til de retshåndhævende myndigheder, men snarere at begrænse dem.  Eksempelvis kunne kriterierne for domstolsprøvelsen præciseres  skarpere samt efterretningstjenestens efterforskningsmidler afgrænses mere i forhold til selve afværgelsen af terrorhandlingen. Der er derfor heller ingen grund til at mere terrorbekæmpelse sker på demokratiets og retsstatens bekostning. Nok er nok. Det er sådan set også regeringens holdning og det er jo altid noget. Men det er imidlertid nødvendigt med en forbedring af privacy og retsbeskyttelsen for den enkelte på en række specifikke områder og den kan gennemføres med god samvittighed.

Privatlivsfremmende teknologier – er der noget at komme efter ?


10. september 2010 blev PrivatTek 2010 afviklet i den lyse og stilfulde Landstingssal på Christiansborg. De lidt over 90 deltagere blev foran Landstingssalen mødt af 14 portrætter af Danmarks tidligere statsministre fra Thorvald Stauning, der blev statsminister i 1924, til Poul Nyrup Rasmussen, der var statsminister 1993-2001.

De ydre rammer for konferencen kunne derfor ikke siges at være bedre med henblik på italesættelsen af persondatabeskyttelsen i sammenhæng med privatlivsfremmende teknologier, som var et af arrangementets hovedformål. 

De privatlivsfremmende teknologier blev belyst i relation til:

  • It-sikkerhedskomiteens indsatsområder 
  • Persondataloven
  • I forbindelse med videoovervågning
  • En integreret del af en innovativ it-arkitektur 
  • Et visionært teknologidesign
  • EU´s kommende 7. call under IKT-programmet og sidst men ikke mindst
  • I en debat med et bredt sammensat panel

Det var netop hensigten at komme vidt omkring emnet ved at berøre teknologikonceptets teoretiske, praktiske, tværfaglige, politiske, økonomiske og etiske aspekter. Ved samtidig at gøre dette på et jordnært, elementært niveau er det håbet at tage mystikken af teknologibegrebet og få en bredere kreds af offentligheden i tale. At f.eks. CenSec og Sikkerhedsbranchen er officielle medarrangører af PrivatTek 2010 er allerede i sig selv en manifestation af disse organisationers øgede interesse for privacy.

Det er min klare opfattelse at denne mission er lykkedes. Det viser den store interesse op til PrivatTek 2010 og bredden af deltagerne, som talte både repræsentanter for en række ministerier og styrelser, forskere og studerende fra en række forskellige universiteter, advokater, repræsentanter for en lang række erhvervsbrancher, herunder finanssektoren og it-sikkerhedsleverandører. 

 At jurister får en større forståelse for de privatlivsfremmende teknologier samtidig med at it-udviklere sætter sig mere ind i lovgivning om persondatabeskyttelse og privacy-principper er en grundforudsætning for bæredygtige løsninger. Derfor opfordrede jeg selv i min velkomst etableringen af tværfaglige forsknings- og udviklingsmiljøer med privatlivsfremmende teknologier for øje.   

PrivatTek 2010 nød godt af en engageret deltagelse af Yildiz Akdogan, Socialdemokraternes it- ordfører og konferencens officielle vært. Arrangørerne havde dog set frem til en større politisk bevågenhed, især fordi en positiv udvikling af teknologien, som bl.a. påpeget af flere nylige rapporter udgivet af EU-Kommissionen, forudsætter mere direkte lovgivning og diverse soft law-instrumenter.    

Der er i den forbindelse anledning til at fremhæve, at der i lige så høj grad er behov for en øget certificering og standardisering, som lektor Christian Damsgaard Jensen kom ind på i sit indlæg og som blev problematiseret under indlægget om video i teknisk og retligt perspektiv af direktør Kasper Mikkkelsen fra Sikkerhedsbranchen. Det er muligt, at det er en større teknologisk udfordring, at ekstrahere semantisk information med henblik på beskyttelse (scrampling) for så vidt angår multimedier end med hensyn til tekstdata eller kategoriske data. Selv om  Sikkerhedsbranchen i øvrigt på eget initiativ har indført en godkendelsesprocedure for installatører, mangler der imidlertid en eller anden form for effektiv kontrol med at produkterne lever op til det de lover for at skabe reel tryghed for borgeren.

Sidste år stødte jeg på en glimrende artikel Without fear of trespass på guardian.co.uk skrevet af Julian Baggini. Den og debattråden  berører ikke de teknologiske muligheder, men det er alligevel tankevækkende at forestille sig, hvorledes teknologiløsninger kan og bør være med til at fjerne almindelige menneskers behov for at forsvare deres privacy i det offentlige rum. 

Den etiske dimension blev også taget op under paneldebatten af direktør Lars Klüver fra Teknologirådet. Det er klart at værdidebatten er fundamental for hele samfundsudviklingen. Man kan definere etik som kritisk refleksion på menneskets handlinger (moral) og al teknologidesign bør naturligvis være baseret på klart formulerede etiske principper. Det er altid godt at tage emnet op i enhver sammenhæng og det var mit klare indtryk at forsamlingen var opmærksom herpå.   

De deltagere, som jeg har talt med efterfølgende udtrykte alle, at de synes det var en interessant og udbytterig event. I øvrigt kan jeg henvise til Jan Horsagers inspirerende blogindlæg 14.9 2010: Hvem skal bestemme, hvad der er fortroligt? og dagens opfølgende artikel på Computerworld online: Hvem vil certificere privacy? samt yderligere kommentarer om konferencen og om privacy i almindelighed på Danish Biometrics og  her.

Á propos temaets aktualitet kan desuden henvises til den åbningstale, som Viviane Reding, EU-kommissær for retlige anliggender, grundlæggende rettigheder og EU-borgerskab, holdt i forbindelse med the digital single market Conference i Brussels 16. 9. 2010 og som var organiseret af the Lisbon Council. I talen opfordrede Reding til udvikling af nye teknologier baseret på privacy by design og “at databeskyttelsen bør indlejres i teknologiernes og procedurernes hele livscyklus”.

Under alle omstændigheder blev der sat fokus på privatlivsbeskyttelsen. Det er jo en opgave, som der hele tiden skal afsættes ressourcer til. Der er ikke nogen tvivl om, at der tegner sig nogle yderst interessante perspektiver i udviklingen af privatlivsfremmende teknologier og derfor vil PrivatTek som koncept blive videreudviklet i forbindelse med kommende arrangementer.

Danmark bør gå i front med CSR-innovation i menneskerettigheder


Danmark og CSR

I Forsk2015 kataloget (maj 2008), der identificerer og prioriterer Danmarks strategiske forskningstemaer, fremhæves virksomhedernes evne til at innovere som en central udfordring og at en strategisk forskningsindsats skal tilvejebringe et forbedret videngrundlag for virksomhedsledere, medarbejdere og politikere omkring den måde, hvorpå innovationsprocesser ledes, organiseres og fremmes bedst muligt. Målet er at bringe Danmark op blandt de mest innovative lande i verden.

Regeringen har i sin handlingsplan for virksomheders samfundsansvar (maj 2008) sat sig et visionært mål om, at udbrede forretningsdrevet samfundsansvar blandt både store og mindre virksomheder.

Om forretningsdrevet samfundsansvar foreslår regeringen for eksempel, at virksomhederne kan udvikle nye produkter eller ydelser, der indeholder en social eller miljømæssig dimension.

I forbindelse med et af de fire indsatsområder i handlingsplanen om udbredelse af forretningsdrevet samfundsansvar vil regeringen bl.a. øge rådgivningen om innovation og samfundsansvar til små og mellemstore virksomheder i de regionale væksthuse.

I tilknytning til denne aktivitet har Center for Samfundsansvar netop stået i spidsen for et nordisk projekt om CSR-drevet innovation, der har til formål at støtte en innovationsproces, der med udgangspunkt i sociale eller miljømæssige hensyn bidrager til udvikling af en service eller et produkt, der er økonomisk rentabelt samtidigt med, at det gavner medarbejdere, miljø eller samfund på nye måder.

Endvidere har Europa-kommissionen med den “Europæiske Alliance for CSR” til hensigt at medvirke til at få de europæiske virksomheder til at acceptere Corporate Social Responsibility og at øge støtten til og anerkendelsen af CSR som et bidrag til en overordnet bæredygtig udvikling og til Europæisk vækst og beskæftigelse. Alliancens medlem- mer har bl.a. identificeret et prioritetsområde baseret på samfundsmæssige behov, at fremme innovation inden for bæredygtig teknologi, produkter og services samt at skabe innovation på miljøområdet med specifikt fokus på at integrere den miljømæssige nyttevirkning og energibesparelser i produkt- og service udviklingsprocessen.

Danmark og IKT

Det fremgår ligeledes af FORSK2015 kataloget, at visionen er, at Danmark i 2015 er ledende inden for udvikling af nye innovative IKT-baserede produkter og services samtidig med, at samfundets behov og den generelle IKT udvikling i højere grad sammentænkes. En central passage i kataloget er følgende: ” Der vil i en række sammenhænge også være behov for at indtænke emner som sikkerhed, pålidelighed, tryghed og privacy i forskningen.”

I 2008 rangerer FN’s E-Government Survey Danmark blandt de øverste to lande i offentlig e-parathed kun overgået af USA. Endvidere er Danmark placeret blandt de fem første lande på globalt plan i indeks om e-parathed (EIU 2008). Hertil kommer, at  EIU World Investment Prospects anser Danmark for at have det mest erhvervsvenlige miljø i perioden 2007-2011.

Europa-Kommissionens Digital Competitiveness Report (august 2009) viser, at Danmark er blandt de bedste nationer for de fleste i2010 indikatorer og er en klar frontløber i udviklingen af informations-samfundet. Med en handlingsplan for grøn IT lanceret i 2008, er Danmark også i front med hensyn til miljøvenlig anvendelse af IKT.

Selvom Danmark på det seneste på visse punkter har mistet lidt af sin førerposition, så vidner tal som disse om, at Danmark er en verdensklasse IKT-klynge, og at regionen besidder et enormt forretningspotentiale for internationale IKT-aktører. Danmark har en stor koncentration af virksomheder, der arbejder inden for IKT-området, og den største IKT-klynge i Danmark er placeret i det Storkøbenhavnske område og spænder over den sydlige del af Sverige.

Denne grænseoverskridende IKT klynge har en arbejdsstyrke på 100.000 IKT-medarbejdere og fungerer som en fremragende indgang til den skandinaviske IKT-industri.

Danmark og CSR-IKT innovation

En virksomheds samfundsansvar drejer sig også om at respektere og fremme de grundlæggende menneskerettigheder. 6 af FN´s 10 principper for samfundsansvar for virksomheder (Global Compact) fremhæver, at virksomheder bør støtte og respektere internationalt erklærede menneskerettigheder; samt sikre, at den ikke medvirker til krænkelser.

Imidlertid er der ikke den store fokus på at udvikle nye produkter eller serviceydelser, der indeholder en menneskeretlig dimension. CSR-innovation og design i menneskerettigheder kan på samme måde som et  miljømæssigt engagement være knyttet til en virksomheds forretning og forretningsmodel, til processer og teknologier og til bestemte produkter og services med henblik på at fremme en udvikling af de grundlæggende menneskerettigheder.

Som udgangspunkt vil der kunne opnås en særlig synergieffekt ved at fokusere på  menneskerettigheder, som har en særlig betydning for IKT området, såsom informations- og ytringsfriheden, retten til at deltage i teknologisk udvikling samt retten til privatlivets fred.

CSR-innovation og design i menneskerettigheder (eller CSR-innovation and design in human rights) vil ikke alene kunne være rettet mod løsning af bestemte menneskerettighedsmæssige problemer båret af et samfundsmæssigt hensyn men også være specifikt markedsorienteret. Et paradigmeskift med forretningsmodeller, teknologier, samarbejdsmodeller, idéskabelse og iværksætteri i et menneskeret-tighedsmæssigt perspektiv vil befordre en ny almengyldig og fundamental tilgang til ansvarlig innovation.

Den ekspansive udvikling af overvågningsteknologier som f.eks. RFID, biometri, GPS, CCTV, MEMS, smart ID-kort osv. især efter 11/9, har samtidig medført ny og spændende forskning og udvikling i privacy enhancing technologies (PET). Disse PET løsninger er et sammenhængende system af IKT instrumenter som beskytter privacy ved at eliminere eller reducere persondata eller ved at forhindre unødvendig og/eller uønsket behandling af persondata uden at miste datasystemets funktionalitet, Business casen viser, at der kan designes teknologier til beskyttelse af privatlivets fred, som jo er en basal menneskeret (Menneskerettigheds-erklæringens artikel 12).

CSR innovation og design i menneskerettigheder skal være med til at udvikle nye teknologier ( f.eks. ambient intelligence i sammenhæng med embedded system design), videnskoncepter og videnskompetencer. Mange relevante nøgleteknologier eksisterer allerede, men skal videreudvikles og forfines til specifikke formål i en ny kontekst (teknologisk konvergens) i sammenhæng med udvikling af nye forbrugerorienterede markedsmekanismer. CSR innovation and design in human rights er ikke kun en ny trendy public relation idé, men et helhedsorienteret, nytænkende og skelsættende koncept med en forretningsmæssig forankring, som skal bidrage til at eliminere den tilsyneladende dikotomi mellem profit og etiske principper ved at gøre investeringer i human rights profitable i både snæver og bredere forstand.

Danmark er verdens mest innovative land med hensyn til virksomheders samfundsansvar (CSR) også kaldet samfundsansvarlig virksomhedsinnovation eller CSI. Der er mange gode grunde til at fastholde og udbygge denne førerposition ved at udnytte etablerede ressourcer, kompetencer og synergieffekter til at satse på det hidtil ret oversete aspekt af CSR, der synes at have et signifikant globalt potentiale. Om brugerdreven innovation og demokratisk teknologiudvikling, der ligger i forlængelse af CSR, henvises til et blogindlæg om biometri.

Forskellige initiativer med en række aktører vil derfor blive undersøgt i den kommende tid.  Eventuelt interesserede er velkommen til at rette henvendelse til Dansk Privacy netværk´s sekretariat.

EU-ekspertrapport anbefaler en grundlæggende tilgang til databeskyttelse


Europa-Kommissionen, Generaldirektoratet for Retfærdighed, Frihed og Sikkerhed har netop offentliggjort en ekspert-rapport der på ny understreger, at en revision af EU´s persondatadirektiv skal leve op kravene i henhold til den europæiske menneskerettighedskonvention og medlemsstaternes forfatninger. Det fremhæves i rapportens resumé, at persondatadirektivets principper, bestemmelser og kriterier er en del af de grundlæggende menneskerettigheder, og at de har bestået sin prøve, selvom de i visse henseender har et behov for at blive styrket.

Rapporten fremhæver også det i den løbende debat tidligere fremførte argument, at persondatadirektivet til trods herfor  ikke har været tilstrækkelig implementeret og håndhævet og det er den teknologiske udvikling, der er årsag hertil,omend visse nye teknologier kan medvirke til en bedre gennemførelse af direktivet.

Eksperterne mener, at databeskyttelseslovgivningen i EU derfor fortsat bør være baseret på principperne i direktivet og at implementeringen af disse bredt formulerede standarder skal præciseres, hvorimod der ikke er behov for en egentlig revision. Tværtimod udtrykker rapporten, “at direktivet reflekterer europæiske og nationale standarder for forfatnings- og menneskerettigheder, som der er et tvingende behov for at få genbekræftet”. Herefter opstilles en række anbefalinger som følger:

  • Databeskyttelsesprincipperne bør umiddelbart udstrækkes til alle områder, som før har været omfattet af de forskellige EU søjler, herunder søjle 3 aktiviteter [kriminalitetsbekæmpelse]
  • Standardindstillingerne for sociale netværkstjenester bør være privacyvenlige
  • Klarere regler for hvad der er gældende lovgivning for virksomheder inden for og uden for EU/EEA
  • Mere harmonisering baseret på fortolkninger og formulering af “best practice” af WP29 i konsultation med EU-Kommisisonen
  • Mere samarbejde med ikke-EU-lande
  •  Behov for at sikre en langt større overensstemmelse med eksisterende lovgivning ved hjælp af PIA´s, privacy audits eller privacy seals
  • Behov for at styrke individets rettigheder og retshåndhævelsesmidler (muligvis sammen med eller gennem relevante  NGO´ere) og
  • Behov for at videreudvikle supplerende og alternative foranstaltninger (og samtidig forstå indbyggede begrænsninger og praktiske restriktioner for sådanne foranstaltninger) på baggrund af realistiske og tekniske undersøgelser

Hovedbidragene til rapporten er forfattet af  Dr. Ian Brown, University College London og professor Douwe Korff, London Metropolitan University. Specielle ekspertbidrag er bl.a. professor Chris Hoofnagle, University of California og professor Peter Blume fra Københavns Universitet.  Professor Ross Anderson, University of Cambridge og privacy strategist Caspar Bowden, Microsoft har blandt andre fungeret som rådgivere.

Rapporten er et vægtigt stykke arbejde, hvis anbefalinger er i harmoni med tidligere bidrag fra andre eksperter og som efter min personlige opfattelse fuldt ud kan tiltrædes.  Rapportens perspektivering i relation til de europæiske forfatnings- og menneskerettigheder er god og væsentlig.

Af rapportens mange interessante temaer og vurderinger vil jeg alene knytte nogle yderligere kommentarer til teknologiaspektet, netop fordi rapportens forfattere fremhæver, at   spørgsmålet om datasikkerhed også hænger sammen med spørgsmålet om de såkaldte privacy enhancing technologies (privatlivsfremmende teknologier). Disse databeskyttelsesværktøjer bør klart være en lovmæssig integreret del af  defaults for opsætning af parametre til internet brug.

Rapporten fremhæver eksempelvis, at det franske datatilsyn, CNIL i lang tid har anbefalet indførelsen af privacy enhancing technologies og har et tæt samarbejde med erhvervslivet. Ifølge fransk lovgivning har CNIL nu mulighed for at fremkomme med en udtalelse om en bestemt PET-løsning overholder gældende lov og yder reel beskyttelse. På denne måde kan CNIL “blåstemple” bestemte produkter (eller tilbageholde en sådan godkendelse).

Det er en udmærket ide at overveje nedsættelsen af et særligt organ af databeskyttelsesmyndigheder i EU/EEA (European Economic Area) i tæt samarbejde med artikel 29- arbejdsgruppen og EU-Kommissionen vedrørende spørgsmål om European Privacy Seal, europæiske adfærdskodeks og de såkaldte Binding Corporate Rules (BCR). ekspertholdet har her ladet sig inspirere af den praksis der har udviklet sig i den tyske delstat Schleswig-Holstein, hvor det anerkendte Unabhängiges Landeszentrum für Datenschutz (ULD) er koordinator på EuroPriSe Project  (The European Privacy Seal). Der er endnu ikke blevet certificeret eksperter (teknisk/juridisk) fra Danmark.

Rapportens undersøgelse af de potentielle fordele og begrænsninger og konstateringen af det manglende markedsgennembrud for PETs er yderst relevant. Løsningsforslagene er et centralt punkt i rapporten. Jeg er helt enig i, at yderligere lovgivning, f.eks. et krav om notifikation og straf ved databrud [der foreløbig er på vej i EU gældende for telekommunikationsbranchen], helt sikkert vil medvirke til at gøre det økonomisk attraktivt at beskytte privacy. Ligeledes er det sund fornuft at fremme PETs i forbindelse med offentlige udbudskrav, udstedelse af privacy-certificeringer (privacy seals) samt indførelsen af en regel om, at bevisbyrden for databeskyttelse placeres hos den, der bedst er i stand til at sikre databeskyttelsen i stedet for at sende regningen videre til forbrugeren.

Desuden vil jeg gerne fremhæve, at standardiseringsarbejdet indenfor privacy forceres og udbygges. For så vidt angår en lov om notifikation ved databrud er det min personlige opfattelse, at en sådan regel skal være obligatorisk for alle ( virksomheder, organisationer og myndigheder) og at man bør vægte notifikationspligten højere end de pønale hensyn.  En kombination af nye lovkrav, selv- eller medregulering og supplerende mekanismer synes at være vejen frem.

Det står efterhånden klart, at det danske datatilsyn bør have tilført yderligere ressourcer og teknisk ekspertise til en mere aktiv rolle. I den forbindelse har jeg selv ved flere lejligheder foreslået et nærmere samarbejde mellem en række aktører og Datatilsynet, præcis som ekspertrapporten plæderer for (på linje med Rand-rapporten fra sidste år).  På dette sted giver det også mening på ny at opfordre relevante private organisationer og erhvervslivet til aktivt at arbejde for udbredelsen af diverse adfærdskodeks, som persondataloven åbner mulighed for.

Download den endelige rapport her. Som bilag til rapporten er udfærdiget 2 arbejdsdokumenter, henholdsvis  The challenges to European data protection laws and principles og  Data protection laws in the EU: The difficulties in meeting the challenges posed by global social and technical developments. Rapporten omfatter også en række landestudier, herunder af Danmark, som professor Blume har stået for.  Der findes også et sammendrag af rapporten.

The Honourable Justice Michael Kirby appointed honorary member of Dansk Privacy Netværk


The Hon Michael Kirby AC CMG, former Justice of the High Court of Australia, serving from 1996 to 2009, has been appointed honorary member of Dansk Privacy Netværk (Danish Privacy Network). In his role as honorary member, Michael Kirby will advise the network on international privacy and human rights issues and joining Dansk Privacy Network in promoting the importance of privacy and data protection in a globalized world.

“Michael Kirby´s dedication and activism has over a sustained period of time made significant impact on human rights and privacy and for this he has been recognized worldwide.  We are truly honored to have the pleasure to work with  Michael Kirby in the future”, said Frederik Kortbæk, LL.M. and coordinator of Dansk Privacy Netværk.

As a contribution Michael Kirby is pleased to post one of his two speeches he gave at the OECD in Paris in March 2010, on the 30th anniversary of the OECD Guidelines on Privacy as follows:

THE OECD REVISITED
One does not normally think of the OECD as a sentimental organisation, afflicted by nostalgia.  It was therefore a surprise to be invited back to the Chateau de la Muette to join in this reflection on the 30th anniversary of the adoption of the OECD Guidelines on Trans-border Data Flows and the Protection of Privacy of 1980 (the “Guidelines”).

I chaired the expert group established under DSTI/ICCP which was tasked with preparing the Guidelines in less than two years.  The final meeting that adopted the Guidelines and recommended them, ultimately to the Council of the OECD, took place in this room of the Chateau.  Before the magnificent new conference centre was built, adjoining the Chateau, we did not ordinarily meet in such congenial venues.  Normally, we were consigned to a large meeting room in a dungeon in the Secretariat building.  This isolated us from the beauties of Paris and civilisation, we had no alternative but to concentrate on our work and to get it completed as quickly as we could.  When we concluded our work, it was like a scene from Fidelio.  We were like prisoners, released into the sunlight of the Chateau, photographed on its steps and collected under the flags of the OECD nations, then fewer in number than is the case today.  Essentially, at that time, the OECD was confined to the democratic market economies of Western Europe, North America, Japan and Australasia.  So I return with pleasure to this room that is full of memories of the remarkable personalities who worked to achieve the success that the Guidelines have undoubtedly proved to be.

I am specially glad to return to this room and the meeting of the Working Party on Information Security and Privacy (WPISP), chaired by a fellow Australian, Keith Besgrove.  I am not sure how he was elected to his high office.  Indeed, I am not sure how that privilege fell to me.  I was sent to Paris in 1978 because the Australian Law Reform Commission, of which I was then Chairman, was mandated by the Australian government to prepare new federal laws on privacy protection.  Dialogue with experts from countries with similar legal and economic circumstances was considered useful to our task.  That is how I made it to Paris.  I can only assume that my election to chair the expert group came about because the member countries outside Western Europe were deeply suspicious of the bureaucratic tendencies of the European culture.  For their part, the Europeans could not tolerate the idea of a non-European chair for the expert group, at least not one from a nation of significant economic and political power.  I presume that that is how the choice fell to me.  Perhaps like Chairman Besgrove, it is best not to enquire too closely as to how the electoral process in OECD delivered our respective names.

A trans-continental committee of experts thus began its enquiry 32 years ago.  It was stimulated by outstanding assistance from the OECD Secretariat, led in this instance by Mr. Hanspeter Gassmann, assisted by Professor Peter Seipel (Sweden) as consultant, and by Miss Alice Frank, also of the Secretariat.  I pay tribute to the assistance of the OECD officials.  Since 1980, I have worked in many United Nations and international organisations.  None can boast of a more talented team of officials than the OECD.

THE INTERNATIONAL BACKGROUND
Why did the OECD establish such a group?  This is not generally an institution devoted to human rights concerns, such as the protection of individual privacy.  Generally speaking, basic rights, the rule of law and democratic governance are broad assumptions upon which the OECD operates for the provision of technical advice and assistance, mainly on economic and technological issues.  There have been exceptions, such as the important work of the Organisation to confront international corruption and to address issues of nuclear power and climate change.  But, ordinarily, this is not a house concerned with human rights protection.  That task is generally left to other bodies, including UNESCO, whose seat is established on the other side of this city.  So why the sudden interest of the OECD in protecting privacy in the context of trans-border data flows (TBDF)?

The answer to that question can be derived from the historical background to the establishment of the expert group and the commonalities of the technology that lay behind the need for international guidelines.  So far as the background was concerned, it can be traced to the recognition, after the Second World War, in human rights instruments such as the Universal Declaration of Human Rights (Art.12), of the basic right to privacy.  Elaborations of that notion followed in the 1960s in academic writing (such as that of Alan Westin, Paul Sieghart and Professors Rule and Cate of the United States), and in official reports (such as those of Kenneth Younger (UK) and Bernard Tricot (France)) addressed to the particular problems of privacy in the context of the new technology for automated data processing.  The capacity of this technology to expand and expedite the analysis of personal data and to create connections not otherwise perceived was recognised as presenting new problems for privacy as that notion was to be understood in its wider, modern sense.  That recognition led to initiatives in various international bodies that provided the background for the OECD’s work:
 In the Nordic Council in 1971, where the Scandinavian member states of the OECD built upon the early work on legislation for privacy protection in Sweden, beginning in 1969, reported in 1972 and resulting in one of the first data protection laws in 1973;
 The Council of Europe, in turn, drew upon the foregoing in the development of ministerial resolutions in 1973 and 1974 and in the design of a Convention (No.108) addressed to the various consequences of automated personal data;
 The Commission of the European Economic Community (as the European Union was then named) also began work that would ultimately bear fruit as the influential European Union Directive on privacy; and
 Other international bodies also became interested, including UNESCO, and, by 2000, the Asia-Pacific Economic Co-Operation Organisation (APEC) with its Privacy Framework addressed to the member states in that fast-growing region of the world.

Some of the foregoing developments lay in the future as we met for the first time at OECD in 1978.  But this much was already clear.  The technology of informatics was fast changing.  Even by 1978, it was apparent that the technology was increasingly transnational.  Its social consequences could not be exhaustively dealt with by national laws.  TBDF were becoming an established feature of the application of informatics.  There was therefore a need for commonality in the approaches adopted by member states of the OECD.  Otherwise, the beneficial advantage of TBDF for freedom in the flow of facts and opinions and for creative ideas for economic and social development, might be impeded.

Within Western Europe, by 1978, it was possible to bind the approaches of member states of the Council of Europe to a binding treaty, agreed amongst those states to reflect the highest common denominator of their collective opinions.  But, by 1978, it was already obvious that the largest player in the processing of automated data (including for airlines, hotels, business, insurance and banking information) was the United States of America.  Securing the agreement of that major economic player to a binding treaty faced two apparently inseparable obstacles.  The first was the need, in the ratification of any such treaty, for the concurrence of the United States Senate, traditionally suspicious of such engagements.  And the second was the strong affirmation of free flows of information expressed in the First Amendment to the United States Constitution.  This provision created a bedrock of support for flows of data, to the largest extent possible, unimpeded by governmental regulation (“Congress shall make no law …”).  The possibility of the United States subscribing to a European Convention on this subject was bleak.  These realities defined the boundaries of any successful enterprise within the OECD, designed to encourage as high a level of consensus about the applicable principles as could be reached among the participants without resort to be a binding treaty.

MUTUAL DOUBTS AND CONCERNS
To the foregoing obstacles to progress had to be added other deep concerns, bordering on suspicions, which were often unexpressed; but every now and again came to the surface.  They revealed a chasm, seemingly deeper than the Atlantic Ocean, between the underlying values reflected in the developments occurring in Europe, on the one hand, and the legal and social culture of the non-European nations, especially the United States, on the other:
 For the European nations, the memory of the misuse of personal data by security police, the military and other officials in the mid-20th century was still fresh.  For them, this was not a theoretical problem. It was an urgent task to establish controls on the potential of the newly automated personal data to enhance the power of the over-mighty state and to diminish the liberties of ordinary citizens.  It must be remembered that in 1978, the world was still faced by the Cold War and the divisions symbolised physically by the Berlin Wall.  It is a privilege today to return to the OECD, with the Russian Federation sitting at the table of WPISP.  None of us should forget the contributions of the Red Army and the Soviet peoples in the Second World War to the defeat of fascism and to the creation of the circumstances in which Europe could flourish and democratic governance could emerge and expand;
 On the other hand, the United States experts, in particular, were deeply suspicious of some of approaches of the European nations, participating in the work of the Council of Europe.  In particular, they were anxious about the suggested inclination of the European states to create large bureaucracies empowered to impede TBDF.  Occasionally, they hinted darkly that these were initiatives with an ulterior motive.  This was to impede the all too obvious success of United States technology and to provide protective walls behind which the European technology of informatics might grow and compete.  The Europeans, for their part, sometimes speculated that the American devotion to free flows of data and First Amendment values was actually underpinned by the then current pre-eminence of United States information technology.

Finding a bridge between these competing attitudes, laws and interests was a great challenge.  It was a much greater challenge than that faced in securing common agreement within the Council of Europe or the European Communities.  It was the challenge which the OECD expert group accepted, addressed and eventually surmounted.

LESSONS FROM THE GUIDELINES
By inviting a reflection on the 1980 Guidelines, and their impact on the development of law and policy in so many countries, not only within the OECD, it must be assumed that a purpose was to derive lessons for the current work of WPISP and indeed of DSTI and ICCP within the OECD.  Looking back at the achievements and influence of the OECD Guidelines on privacy of 1980, what are some of the lessons that I can suggest?
 International principles:  Well into the latter part of the twentieth century, law was basically a discipline of nation states.  Ordinarily, it applied within their geographic limitations.  International law, and international principles and policy, were sometimes important for nation states in dealings with one another.  But they were rarely of significance to the natural and legal persons operating within such states.  All of this has now changed.  The growth of the impact of international law and policy on the legal discipline is the greatest change that has come upon the law in my professional lifetime.  A development encouraging this advance has been the spread of global technology.  With that technology have come new problems that cross borders and are sometimes insusceptible to effective local solutions.  It is this phenomenon that has stimulated the need for international law, principles and policy to fill the gaps left in the spaces between the operation of national regulation.  Today, even the most powerful nation states recognise this.  It was already recognised as we entered the OECD in 1978 to embark on the task of preparing the Guidelines on privacy;
 Conventions and guidelines:  Part of the response to such international needs has been evidenced by the growth of treaty law and of international customary law which binds member states.  Yet in some instances, the development of treaty law is difficult, painstaking and extremely slow.  Meantime, the technological and other problems race ahead.  To do nothing is to make a decision.  Recognising the near impossibility, certainly in the short run, of securing adherence of the United States of America (and other non-European nations) to a binding convention on TBDF, imposed on the OECD expert group the discipline of looking to another solution.  That solution was the elaboration of guidelines that would help import into non-European practice such of the transnational principles that were being developed in Europe as were also accepted in the democratic market economies of non-European OECD member countries;
 Information policy:  It was also recognised, virtually at the outset, that there was a special problem of regulating national practice in respect of information policy in the United States.  This was because of the First Amendment values that lie deep in the responses of United States politicians, officials and lawyers to any regulation that endeavours to impose restrictions on free flows of information.  As well, the European tendency to create data protection authorities with large vetting and pre-authorisation powers, ran into two specific problems within the expert group.  The first was the general inclination of common law countries to avoid bureaucratic solutions of that kind and to rely instead upon a remedial structure, utilising broad principles established as precedents by the decisions of superior courts.  By 1978, there were also moves in the democratic debates of North America, Japan and Australasia to reduce the expansion of government and to contain the growth of bureaucracy.  These developments made the adoption of recommendations for the creation of large data protection authorities outside Europe, effectively unthinkable.  They demanded that the mode of implementation of the principles agreed in the Guidelines should be left by the OECD to the local legal tradition and culture;
 TBDF and their implications:  It was the international character of TBDF that afforded the OECD, at once, its challenge and its opportunity.  A European Convention was important.  But of its nature, it could only go so far.  Countries outside the European area would be influenced by its rules.  But not bound by them outside the European sphere.  Securing a means of addressing the international character of data flow provided the stimulus for an intercontinental solution.  Effectively, only the OECD could provide this.  And provide it, it did.
 General guidelines:  Obviously, the adoption of “soft” international principles rather than binding international law meant that any product of the OECD would lack the precision and immediate effectiveness of a binding treaty.  On the other hand, because on an inter-continental level, such a binding treaty was out of the question (certainly in the short term) guidelines became the best that could be achieved.  To the extent that such guidelines influenced local law, official policy and business practice, they could help harmonise the European system of law with the legal regimes applicable in advanced economies outside Europe.  In this way, the guidelines solution (and their use of the verb “should” rather than “shall”), became a positive strength of the OECD Guidelines.  The Guidelines (in para.19) left it to member countries to “establish legal, administrative and other procedures and institutions for the protection of privacy and individual liberties in respect of personal data” in the various ways mentioned and encouraged them to engage in international co-operation (para.20-22).  They therefore imposed duties of imperfect obligation.  But they were duties nonetheless.  And, on the whole, have been taken seriously by the countries that are parties to the OECD Convention.  The commonalities between those countries in matters of governance and economic co-operation have helped to promote what seemed, on their face, to be weak general rules into a substantial stimulus to legislative, executive and judicial action.  In this way, the Guidelines have provided an important impetus to harmonisation of the law, policy and practice.  This was the result envisaged by the participants in the OECD expert group.
 Don’t give up on privacy:  Finally, although the OECD Guidelines have had a considerable influence in the thirty years since they were adopted, it must be accepted that technological developments that were not then known have added to the complexity of the world in which the Guidelines must now operate.  1980 was a time before the emergence of the internet, with its huge implications for the distribution of personal information.  Ahead lay the many technological developments that would add to the challenges to privacy protection:  including biometrics; smart cards; location detection technology; social networks; use of radio frequencies and so.  I do not pretend that the OECD Guidelines solve every problem that this new technology presents.  Indeed, I concede that some of the capacities of information technology since 1980 present new challenges that we did not consider or even know of when we drafted the Guidelines and adopted them in 1980.

In particular, the use limitation principle in para.10 of the Guidelines may need re-consideration.  That paragraph states:
“10. Personal data should not be disclosed, made available or otherwise used for purposes other than those specified in accordance with paragraph 9 except:
a) With the consent of the data subject; or
b) By the authority of law.”

In para.9, it is provided that personal data should be collected by reference to specified purposes and subsequently used only for those purposes or others compatible with them.  This was an accurate privacy principle at the time of its adoption.  However, the capacity of search engines to utilise old, even very old, personal data for a purpose quite different from that for which the information was originally collected and provided, presents a difficulty in treating those paragraphs as a full explanation of the governing principle or policy.

No-one could suggest that search engines and the internet, with their marvellous capacity to enhance human knowledge, should be forbidden or pre-controlled.  Certainly not by OECD member countries.  However, there may be a need to reconsider how the purpose specification and use limitation principles in paras.9 and 10 of the 1980 Guidelines are to apply in a new century utilising radically new technology.  As well, the notion of “consent” referred to in para.10 needs a lot of attention.  To what extent does the data subject truly have a power to consent or to withhold consent where, as is now often the case, the data subject is so heavily dependent on the internet for the provision of goods, services and government facilities?

Most of us today have internet profiles, available to varying extents for use by others who make decisions concerning our lives.  In 1980, it was still substantially possible to “live down” erroneous public attacks or false allegations.  In the print media of those times, it was often said that false accusations would be wrapping the fish and chips in the following week.  But no more.  Electronic personal data will, ordinarily, exist forever unless the law imposes limitations because of the risks of use of out-of-date, false and damaging materials or unless technology itself affords new means of effective expungement of such data.

The fundamental principle of the OECD Guidelines, expressed in para.13, was the right of the individual to retain control over the data penumbra concerning himself or herself.  If that core principle is kept in mind, it should be possible to develop additional guidelines, practices or elaborations to make sure that the basic idea of personal autonomy and self-control that lay behind the 1980 Guidelines is preserved in the context of radically different technology of today.

CONCLUSION
I thank this working party for providing an opportunity to recount something of the history of the OECD Guidelines of 1980.  It was a privilege to be part of their development.  I pay tribute to the OECD Secretariat and to my colleagues on the expert group.  Their spirits are alive in the Chateau today as we remember this notable achievement of the OECD.

Download the speech as PDF here.

Skal vi have en privacy-ombudsmand ?


En ombudsmand er oprindelig en svensk opfindelse, der går helt tilbage til 1810. Sidenhen er embedet i forskellige udgaver ligesom selve ordet blevet kopieret i omkring 120 lande verden over. I Danmark blev Folketingets ombudsmandsinstitution, der er en kontrolinstans i forhold til den offentlige forvaltning, oprettet i 1954 og den første ombudsmand var den navnkundige professor dr. jur. Stephan Hurwitz.

Forbrugerombudsmanden blev introduceret i 1975 og fører bl.a. tilsyn med at markedsføringsloven overholdes.

Af andre ombudsmandsinstitutioner kan fremhæves Den Europæiske Ombudsmand, der behandler klager over fejl og forsømmelser i Den Europæiske Unions institutioner og organer. Hvis man er statsborger i en af Unionens medlemsstater eller har fast bopæl i en medlemsstat, kan man indgive klage til Den Europæiske Ombudsmand. Virksomheder, foreninger og andre organer med hjemsted i Unionen kan også klage til ombudsmanden.

Konkret i relation til privacy og persondatabeskyttelse har EU i 2001 endvidere oprettet en  stilling som europæisk tilsynsførende for databeskyttelse. Den europæiske tilsynsførende for databeskyttelse skal sikre, at alle EU-institutioner og organer overholder reglerne om beskyttelse af personer i forbindelse med behandling af personoplysninger. Den europæiske tilsynsførende for databeskyttelse arbejder sammen med de databeskyttelsesansvarlige i de enkelte EU-institutioner eller organer for at sikre, at reglerne om privatlivets fred anvendes.

Ideen om at en uafhængig embedsmand, med kompetence til at undersøge klager fra almindelige borgere, kan kritisere ulovlig, unfair eller forkert myndighedsudøvelse og fremkomme med anbefalinger, er ikke ukendt i andre lande. Således har man f. eks. i det islamiske retssystem fra gammel tid kendt til de såkaldte “Diwan al Mazalim”-institutioner, hvis funktion var at undersøge klager indbragt af borgere mod embedsmænd.

Oprettelsen af ombudsmandsinstitutioner, som især tog fart i 2. halvår af 1900 skyldes tilsyneladende 2 omstændigheder. Dels et behov for retssikkerhed i forhold til en stadig stigende offentlig administration, dels udbredelsen af nye demokratier og menneskerettigheder.

Formålet med en ombudsmand er kort og godt, at fremme retssikkerheden, menneskerettigheder samt god offentlig sagsbehandling. Karakteristisk for en ombudsmand er, at embedet er personligt (eller udgøres af en gruppe personer) og at denne person er udpeget af et parlament for at understrege, at hans autoritet udspringer af folkets repræsentanter. En ombudsmand skal nyde stor respekt og integritet og derfor varetages hvervet som regel af personer med en dommer- eller juraprofessorbaggrund.

Med henblik på at varetage sin primære arbejdsopgave at beskytte rettighederne for den, der mener at være udsat for en ulovlig eller uretfærdig behandling af det offentlige, så er det vigtigt at enhver person kan kontakte ombudsmanden direkte uden formaliteter og uden omkostninger af betydning. Ombudsmanden kan også på eget initiativ tage en sag op og det skal sikres, at institutionen har vide beføjelser til at gennemføre en undersøgelse.

Ombudsmanden betragtes af mange som “den lille mands advokat”, men det er ikke helt korrekt for så vidt angår den danske ombudsmand, der foretager en klassisk domstolslignende sagsgennemgang. Stephan Hurwitz udtrykte det på den måde, at enhver sag har to parter, en klager og én der klages over, og begge parter har krav på en ordentlig og fair behandling.

Det er dog værd at fremhæve, at en af ombudsmanden udtrykt kritik og især hvordan en sag burde være håndteret, kan have stor betydning for den enkelte borger. I andre lande afgør ombudsmanden en egentlig tvist og kan her komme med et forslag til en mindelig løsning mellem borgeren og den offentlige myndighed. I disse tilfælde fungerer ombudsmanden mere som repræsentant for den enkelte borger end som uafhængig dommer. Men under alle omstændigheder er ombudsmandens afgørelse kun at betragte som en anbefaling, som den pågældende myndighed bør følge, men ikke er forpligtet til, som hvis det havde været en domsafgørelse. Værdien i ombudsmandens afgørelse hviler derfor alene på de gode argumenter og den respekt ombudsmandsinstitutionen nyder. Fordi det ofte vil være forbundet med store omkostninger og tidskrævende at anlægge en retssag, betragtes ombudsmanden som et udmærket supplerende retsligt alternativ. Erfaringen synes at vise, at en ombudsmandsinstitution bidrager til stabiliteten i samfundet.

Fra tid til anden fremkommer der forslag om at udnævne en sagsspecifik ombudsmand, f.eks. en børneombudsmand eller ældreombudsmand. Bevæggrunden er at styrke retsstillingen for samfundsgrupper, som opleves at blive overhørt af beslutningstagere og myndigheder.

Op til det seneste valg til Europa-Parlamentet i juni 2009 præsenterede det socialdemokratiske medlem, Christel Schaldemose, et forslag om at oprette en europæisk privacy ombudsmand. Ideen er udsprunget af behovet for en større privacy-beskyttelse i forbindelse med de sociale netværk, som f.eks. Facebook og som ifølge EU-parlamentsmedlemmet kræver EU-lovgivning. Et tilsvarende forslag er anbefalet af Karin Riis-Jørgensen, forkvinde for European Privacy Association, i forbindelse med It-sikkerhedskomitéens konference ”Privatliv på profilen” i november 2008.

Efter min opfattelse er betegnelsen “ombudsmand” ikke beskyttet og der eksisterer heller ikke en entydig definition af en “ombudsmand”s beføjelser og funktioner. Så vidt jeg har kunnet konstatere, findes der ikke et embede i verden med generelle kompetencer, der benævnes som privacy-ombudsmand. Dog er der flere steder indført en privacy-ombudsmand indenfor specifikke sagsområder. Således har Norsk samfunnsvitenskapelig datatjeneste en såkaldt personvernombudet for forskning, der på engelsk benævnes privacy ombudsman og som har fået uddelegeret kompetance fra det norske datatilsyn i forbindelse med spørgsmål om persondata i forskningsprojekter. I henhold til The Bankruptcy Abuse Prevention and Consumer Protection Act of 2005, kan en amerikansk domstol udmelde en såkaldt consumer privacy ombudsman i konkurssager, hvor der kan blive tale om at sælge eller udlåne personlige oplysninger.

Derudover kan det konstateres, at der eksisterer organer rundt omkring i verden, som har beføjelser og funktioner, der i større eller mindre grad udmærket kan sammenlignes med en klassisk ombudsmandsinstitution, men blot hedder noget andet. Eksempelvis har Office of the Privacy Commissioner of Canada et mandat og en mission der i store træk minder om de arbejdsopgaver der traditionelt er knyttet til  en ombudsmand med tyngde på advokat-rollen blot i relation til privacy. Der er dog den interessante forskel, at kommissionæren, der er ansat af parlamentet og rapporterer til de to folkevalgte kamre, kan anlægge sag ved de almindelige domstole i sager, som ikke er blevet løst. De enkelte canadiske provinser har hver deres egne institutioner for privacy fastsat i henhold til lov, der i det væsentligste minder om embedet for Office of the Privacy Commissioner of Canada. Dog med mindre undtagelser. Eksempelvis kan afgørelser af Office of the Information and Privacy Commissioner of Ontario, der for tiden beklædes af den højt respekterede  Ann Cavoukian, i visse tilfælde indbringes for de almindelige domstole. At kommissionæren i almindelighed kan træffe bindende afgørelser, der er inappellable, kan derfor snarere sammenlignes med de kompetencer Datatilsynet besider. I Yukon, en anden canadisk provins, har man valgt en ordning, hvorefter embederne, som både Ombudsman (der svarer til en traditionel ombudsmand) og Information & Privacy Commissioner, der er reguleret i henhold til forskellige love, varetages af én og samme person.

Henset til den førnævnte beskrivelse af ombudsmandsinstitutionen, så kan jeg udmærket godt forstå hvorfor ideen om en privacy-ombudsmand lanceres. Ombudsmanden er et stærkt brand. Men spørgsmålet er, om der reelt er brug for en europæisk eller dansk privacy-ombudsmand ?

Der er ikke nogen tvivl om at privacy som en menneskeret er under stigende pres både nationalt som globalt og at en international regulering efterlyses. Det er også uomtvisteligt, at privacy- og persondatabeskyttelsen er kompliceret at håndhæve især i forbindelse med introduktionen af flere og flere digitale tjenester og teknologier. Der er, som det er nævnt i et tidligere indlæg her på bloggen, derfor behov for en opdatering af persondatadirektivet og eventuelt anden særlovgivning både indholdsnæssigt og med hensyn til fuldbyrdelsesinstrumenter.

Ved implementeringen af persondatadirektivet er det op til hvert enkelt EU-land at organisere tilsynsmyndigheden. Nogle lande, herunder Tyskland, har ligesom Canada valgt en konstruktion med udnævnelse af en kommissær for databeskyttelse og informationsfrihed dels for hele Tyskland og dels for hver af de 16 tyske delstater, jfr. f.eks.  Der Bundesbeauftragte für den Datenschutz und die Informationsfreiheit. Det tyske embede er klart inspireret af den klassiske ombudsmandsinstitution, idet kommissæren er personligt udpeget af den tyske forbundsregering respektive de enkelte delstaters regeringer og valgt af henholdsvis det tyske Forbundsparlament respektive de enkelte delstaters parlamenter.

The Information Commissioner’s Office i Storbritanien, der er organiseret som en “non-departmental public body” (svarer til en dansk styrelse) under justitsministeriet, rapporterer direkte til parlamentet, og kan stort set sammenlignes med Datatilsynets opbygning, rolle og ansvar.

En fortegnelse over de nationale organer for databeskyttelse i EU, EFTA, EU-kandidatlande og visse tredjelande kan findes her.

I Danmark er Datatilsynet (indtil 2002 benævnt Registertilsynet) at betragte som en uafhængig statslig myndighed, der har til opgave at føre tilsyn med, at reglerne i persondataloven, der gennemfører EU-direktivet, overholdes. Datatilsynets opgaver består i at rådgive, vejlede samt behandle klager (også fra almindelige borgere) og foretage inspektioner hos myndigheder og virksomheder. Selvom Datatilsynet organisatorisk  henhører under Justitsministeriet, så har ministeriet ingen instruktionsbeføjelse over myndigheden. Der er således alene tale om en formel forskel i strukturen og ikke en reel forskel i substansen (persondatadirektivet) i forhold til eksempelvis den tyske ordning og det er trods alt det som man bør hæfte sig ved i hele denne her diskussion.

Funktionerne kunne således i princippet sagtens blive varetaget af en ombudsmand, men nu ligger de faktisk hos Datatilsynet og det vil derfor umiddelbart være mere hensigtsmæssigt at styrke Datatilsynets organisation på en række punkter. Som jeg andetsteds har opfordret til, så bør Datatilsynet både have tilført flere økonomiske midler og flere faglige kompetencer og det er også muligt at Datatilsynet skal have flere sagskompetencer og bedre retshåndhævelsesmidler samt en pligt til at indgå i et mere formaliseret samarbejde med relevante samarbejdspartnere.

For så vidt angår en europæisk privacy-ombudsmand, så kan en sådan kun fungere effektivt og i overensstemmelse med institutionens intention, såfremt der tilføres eksorbitante midler, men der er desuagtet alvorlig risiko for, at en fælles-europæisk institution vil drukne i bureaukrati, især henset til at lovgivningsindhold og lovgivningspraksis ikke er ens i EU. Sidstnævnte forsøger de nationale datatilsyn at koordinere via WG-29 arbejdsgruppen. Det er muligt at denne konstruktion kan forbedres, men det må afvente den revision af EU´s juridiske referenceramme om databeskyttelse, der omfatter persondatadirektivet, e-privacy direktivet samt Rådets rammeafgørelse 2008/977 om beskyttelse af personoplysninger i forbindelse med politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager og som tidligst forventes afsluttet primo 2011. Man kan med en vis ret hævde, at når alt kommer til alt, så er det snarere en mere effektiv EU-regulering og sikrende retsmidler baseret på nærhedsprincippet, der er brug for, end at en europæisk privacy-ombudsmand afgiver rekommandationer, der ikke kan fuldbyrdes.

En dansk privacy-ombudsmand synes heller ikke at være gangbar, fordi det ikke vil være hensigtsmæssigt endsige nødvendigt at nedlægge Datatilsynet for at opbygge en ny institution, hvor stort set kun indpakningen er forskellig, medmindre man ønsker, at embedet alene skal fremkomme med anbefalinger og ikke, som det er i dag, hvor Datatilsynets afgørelser har umiddelbar retsvirkning. Det har den konsekvens, at overtrædelse kan medføre straf- eller erstatningsansvar og at Datatilsynets  afgørelser efter persondataloven ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, men selvfølgelig altid kan prøves ved en domstol. Denne sagsbehandling kunne godt gøres mere smidig uden nødvendigvis at ændre på Datatilsynets retskompetence, idet en rolle som mediatoradvokat næppe vil være valid. Derimod kan argumentet om, at selve udnævnelsesproceduren har en yderligere tillidsskabende virkning, muligvis overvejes nærmere samt i forlængelse heraf eventuelt at lægge tilsynet direkte under Folktetinget, for at sikre en yderligere uafhængighed i forhold til regeringen.

Det vil ikke gøre nogen forskel, såfremt en privacy-ombudsmand skulle fungere ved siden af Datatilsynet med nye funktioner, idet det uundværligt vil føre til kompetencestridigheder. Der har i øvrigt allerede rodfæstet sig en forvaltningspraksis, hvorefter persondataspørgsmål henvises til Datatilsynet. Det gælder således også i relation til spørgsmål om f.eks. forbrugerbeskyttelse og målrettet reklame, som ellers umiddelbart kunne tænkes at høre under Forbrugerombudsmandens ressortområde.

Selvom det lyder besnærende, så skal man nøje og nøgternt overveje behovet for en ny ombudsmandsinstitution og ikke lade sig rive med af et ellers prisværdigt engagement og en øjeblikkelig omend velbegrundet stemning for at styrke en bestemt befolkningsgruppes interesser eller et specifikt rets- eller principområde. Privacy er kun en af 30 menneskerettigheder , der er fastsat i FN’s menneskerettighedserklæring og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. De er alle ligeværdige og staterne kan ikke vælge nogen rettigheder ud som mere beskyttelsesværdige eller respektable end andre. Et perspektiv med 30 sagsspecifikke ombudsmænd ved siden af Folketingets ombudsmand forekommer omsonst, især når der allerede findes organer, både nationalt som internationalt,  der mere eller mindre tager sig af de berørte problemstillinger.

Der synes derfor ikke efter min opfattelse at være vægtige grunde, der taler for at oprette en privacy-ombudsmandsinstitution.