“Eo Romam iterum crucifigi”


Overskriften hedder på dansk: “Jeg er på vej til Rom for at blive korsfæstet igen” og er ifølge den oldkirkelige tradition Jesus Kristus svar til apostlen Peters berømte spørgsmål: ” Quo vadis?” eller: hvor går du hen, herre?  Jesus Kristus skal ind til Rom for at blive korsfæstet igen, denne gang på Peters vegne, så Peter vender om og går tilbage til sin korsfæstelse i Neros cirkus.

Jeg tillader mig at opfordre regeringen til at stille sig selv det samme legendariske spørgsmål, efter at anti-terrorpakke I og anti-terrorpakke II blev gennemført i henholdsvis 2002 og 2006. Anledningen er, at  Justitsministeriet 9. september 2010 har offentliggjort en redegørelse om erfaringerne med denne lovgivning, der har til formål at sikre en tilstrækkelig effektiv indsats mod terrorisme. Til brug for redegørelsen har Justitsministeriet i det væsentligste indhentet udtalelser fra Rigsadvokaten, Rigspolitiet og Politiets Efterretningstjeneste.

Med det kommissorium og de deltagende høringsparter er det ikke overraskende, at redegørelsen ret ukritisk har fokus på lovenes forebyggende og efterforskningsmæssige effekt. Det er der i princippet ikke noget forkert i, men jeg er nu helt enig i den kritik, som chefjurist Jacob Mchangama, Cepos giver udtryk for i et notat 7. oktober 2010. Der er behov for en langt mere afbalanceret afvejning af de modsatrettede hensyn i forbindelse med terrorbekæmpelsen og specifikt i forhold til privatlivsbeskyttelsen.

Men det kan jo nås endnu. Regeringen kunne i øvrigt lade sig inspirere af den britiske indenrigsminister Theresa May, som i forbindelse med en revision af dele af den engelske terrorlovgivning bl.a. har inviteret den private non-profit organisation Liberty til at komme med et bidrag. Liberty´s formål er at fremme værdier som værdighed, ligebehandling og fairness for det enkelte menneske, som grundlaget for et demokratisk samfund.

Liberty´s svar med den sigende titel: From “war” to law, fremhæver i forordet, “at  det er en vital opgave for regeringen, politi og anklagemyndighed at beskytte liv og en demokratisk livsførelse og at rammeværket for de fundamentale friheds- og menneskerettigheder udgør den underliggende filosofi, der adskiller os fra tyranner og terrorister. Det er robust og tilstrækkelig fleksibelt til at modstå voldelige og ideologiske trusler og binder et forskelligartet samfund sammen og giver inspiration og modstandskraft i svære tider”.

Det skal understreges at den engelske terrorlovgivning på flere punkter er langt mere vidtrækkende end den danske, men rapporten tjener alligevel efter min opfattelse til at være en øjenåbner for de principielle overvejelser for og imod mere anti-terrorlovgivning og overvågning.

Privatlivsbeskyttelsen fremhæves flere steder i rapporten med henvisning til Den europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv. Det pointeres, at der er tale om en “kvalificeret og balanceret” ret, men enhver indgriben bør være nødvendig, proportional og i henhold til lov. Rapporten nævner eksempelvis, at adgang til kommunikationsdata, der tilsyneladende opleves som en af de mindst intruderende overvågningsmetoder, imidlertid  kan have en alvorlig indvirkning på privatlivsbeskyttelsen, fordi det er muligt at opbygge et detaljeret billede af et menneskes aktiviteter, livsstil og referencer.

Om logningsbekendtgørelsen, der som bekendt pålægger teleudbydere at registrere og opbevare oplysninger om tele- og internetdata (dog ikke pakkedata), er der tidligere blevet fremsat europæisk og dansk kritik, herunder fra Retssikkerhedsfonden.

Det kan forekomme en smule overraskende at Justitsministeriet ikke i højere grad i sin redegørelse har inddraget den kommende revision af EU-persondatadirektivet samt den skærpelse af privacy, som for tiden er genstand for overvejelser i EU-Kommissionen og hvor netop  Lissabontraktaten nu giver EU mulighed for at fastsætte omfattende og sammenhængende regler om databeskyttelse for alle sektorer, herunder politi og strafferet. Sidstnævnte omstændighed vil netop kunne få betydning for en fremtidig revision af logningsdirektivet. I et offentliggjort kommuniké 20.7. 2010 fra EU-Kommissionen til Europa-Parlamentet om resultater og fremtidige udfordringer for EU´s anti-terror policy fremgår det, at udfordringen består i at sørge for, at instrumenter til dataudveksling dækker reelle behov, således at medlemsstaterne kan udveksle den information, der er nødvendig til at hindre og bekæmpe terroranslag og samtidig sikre fuld respekt for retten til privatliv og databeskyttelse.

I en rapport fra ESRIF, der har debatteret aspekter af europæisk forskning og innovation med det formål at styrke borgerens sikkerhed, fremgår det   “at beskyttelse af EU’s befolkning og infrastruktur skal afspejle god regeringsførelse, økonomisk fornuft og respekt for grundlæggende rettigheder og Europas kulturelle værdier”.

Det er naturligvis ikke en let opgave at sikre anti-terrorbekæmpelsen og privatlivsbeskyttelsen på én og samme tid, men det kan og skal lade sig gøre i et demokratisk samfund. Det er sagt før, men kan godt gentages: effektiv sikkerhed og privatlivsbeskyttelse er begge med til at give borgeren tryghed. Der er ikke tale om et enten eller, men om et både og. Konkret skal der foretages en vurdering af et indgrebs proportionalitet og nødvendighed i forhold til privatlivsbeskyttelsen (og de øvrige friheds- og menneskerettigheder). Den nugældende anti-terror lovgivning har jo virket, så der er efter min mening ingen anledning til at tildele yderligere beføjelser til de retshåndhævende myndigheder, men snarere at begrænse dem.  Eksempelvis kunne kriterierne for domstolsprøvelsen præciseres  skarpere samt efterretningstjenestens efterforskningsmidler afgrænses mere i forhold til selve afværgelsen af terrorhandlingen. Der er derfor heller ingen grund til at mere terrorbekæmpelse sker på demokratiets og retsstatens bekostning. Nok er nok. Det er sådan set også regeringens holdning og det er jo altid noget. Men det er imidlertid nødvendigt med en forbedring af privacy og retsbeskyttelsen for den enkelte på en række specifikke områder og den kan gennemføres med god samvittighed.

Reklamer

Er Præsident Obama’s tale vendepunktet i kampen mod terror ?


 Præsident Barack Obama  Official White House photo by Pete Souza

USA´s præsident Barack Obama holdt d. 21. maj 2009  en tale med titlen “Protecting Our Security and Our Values”. Talen blev givet i historiske og tankevækkende rammer, nemlig i nationalarkivets skyhøje marmor og kalkstens rotunde i Washington, som bl.a. udstiller den originale amerikanske uafhængighedserklæring udstedt den 4. juli 1776.

I sin tale, der indledes med, at “These are extraordinary times for our country” præsenterer præsident Obama sin tilgang til bekæmpelsen af terrorisme i forhold til amerikansk lov og amerikanske værdier og han skitserer de eksisterende problemer og de udfordringer, der er for at løse dem.

Efter at have nævnt de skridt der er taget siden 2001 i kampen mod ekstremister, herunder en bedre beskyttelse af USA´s grænser, et øget beredskab overfor eventuelle fremtidige angreb og en global ikke-spredningsordning, der skal forhindre at verdens farligste mennekser skal få adgang til verdens mest dødelige våben, fastlår præsidenten, at alle disse initiativer er nødvendige for at hodle USA sikker. Og han fortsætter:

“Men jeg mener med hver fiber i min krop, at i det lange løb vil vi ikke kunne holde dette land sikkert, medmindre vi mobiliserer kraften i vores mest fundamentale værdier. De dokumenter, vi opbevarer her i salen , uafhængighedserklæringen, forfatningen, Bill of Rights, er ikke bare ord skrevet på gammelt pergament. De er grundlaget for frihed og retfærdighed i dette land, og et lys, der stråler for alle, der søger frihed, retfærdighed, lighed og værdighed i verden.”

Længere henne i talen, fastslår Obama, at Bush-regeringen foretog en række forhastede beslutninger, der selvom de var motiveret af et oprigtigt ønske om at beskytte det amerikanske folk, imidlertid også alt for ofte har været baseret på frygt i stedet for fremsyn.

Og han fortsætter: “Med andre ord, vi er kommet ud af kurs…. Lad mig sige det helt klart: Vi er virkelig i krig med al Qaeda og deres allierede. Vi har brug for at opdatere vores institutioner til at håndtere denne trussel.  Men vi må gøre det med en varig tillid til retsstaten og en retfærdig rettergang; i kontrol og balance og ansvarlighed.”

Herefter koncentrerer Obama sig meget om sin beslutning om at lukke Guantanamo fængslet og hvorledes det skal finde sted. Herom vil jeg ikke gå i detaljer i denne sammenhæng selvom beslutningen i høj grad er manifestationen på præsidentens nye holding til retssikkerhed.

I slutningen af sin tale siger Obama,at “det amerikanske folk er ikke ekstremister og de vælger os ikke for at have en rigid ideologisk holdning til vore problemer. De ved, at vi ikke behøver at ofre vores sikkerhed for vores værdier, og heller ikke at give afkald på vores værdier for vores sikkerhed, så længe vi tilgår vanskelige spørgsmål med ærlighed, bekymring og en dosis af almindelig sund fornuft.”

Det centrale budskab i præsidentens tale, der på formidabel vis blev understreget af de pompøse omgivelser og effekten af den rungende genlyd den kastede af sig i den store kuppelsal er , at der ikke er nogen modsætning i at forsvare de amerikanske værdier og samtidig beskytte nationens sikkerhed.

For mig at se, er talen den vigtigste præsident Obama endnu har holdt indtil dato. Den vil få kolossal psykologisk betydning og efter min bedste overbevisning indvarsle en ny holdning til terrorkampen og overholdelsen af menneskerettighederne ikke alene i USA men også i resten af verden. Det er ikke kun fordi det er indehaveren af verdens mægtigste embede der siger det, men fordi det netop er Barack Obama. For han mener det alvorligt. Det er ikke blot symbolpolitik. Overalt i verden vil menneskerettighedsorganisationer få medvind og kunne presse regeringer og politikere, som sikkert også selv visse steder vil  lade sig inspirere og anspore til at tage beskyttelsen af menneskerettighederne mere seriøst i forhold til kampen mod terror. Der er ikke nogen tvivl om, at retsbeskyttelsen for det enkelte individ ikke vil blive svækket yderligere, men tværtimod vil blive styrket respektive genoprettet og bekæmpelsen af terror vil blive mere afbalanceret i forhold til menneskerettighederne generelt og herunder i forhold til privacy og persondatabeskyttelse. Danmark vil ikke være nogen undtagelse. Denne indstilling vil givetvis også blive fremmet af den kendsgerning, at den internationale terror vurderes at være aftagende fremover i takt med, at Al-Qaeda-netværket mister opbakning samtidig med at chokvirkningen fra 11/9 er ved at lægge sig.

Som forekæmper for menneskerettigheder og privacy er der derfor rigtig god grund til at være optimist.

Se video med hele præsident Barack Obama´s tale nedenfor.

Vodpod videos no longer available.

Betyder kampen mod terror begyndelsen til enden for privacy ?


privacybrud

The Institute for Public Policy Research (IPPR),  en britisk tænketank med stærke bånd til det engelske Labour parti, har netop udgivet en rapport med titlen “The National Security Strategy: Implications for the UK intelligence community”. 

I rapporten opstiller Sir David Omand, den tidligere regerings koordinator for efterretningstjenesterne,  en plan for, hvordan staten vil kunne udtrække data,  herunder rejseinformation, teledata og e-mails fra både offentlige som private organisationer, og indrømmer:  “At finde ud af andre menneskers  hemmeligheder vil betyde, at vil komme til at bryde hverdagens moral.”

Omand siger, at en voksende mængde af efterretninger med henblik på at fjerne ekstremister og foregribe  potentielle terrorangreb, udledes af såkaldte “beskyttede oplysninger”, som i efterretningskredse også kaldes for “Protint” (sammentræk af ”protected information”).  “Det er personlige oplysninger om enkeltpersoner, lagret i databaser, såsom avancerede passageroplysninger, flyreservationer, og andre rejsedata, pas og biometriske data,  optegnelser om indvandring, identitet og grænsekontrol, strafferegistre og andre statslige og private data, herunder bankdata, telefon og anden kommunikationsdata. ”

“Sådanne oplysninger kan findes i de nationale registre, der er omfattet af lovgivningen om databeskyttelse, men kan også blive opbevaret af andre nationer eller globale virksomheder, og er ikke nødvendigvis omfattet af internationale aftaler.  Adgang til sådanne oplysninger, og i nogle tilfælde med mulighed for at anvende datamining og profileringssoftware til databaser, kan meget vel være nøglen til effektivt foregribende magtanvendelse [anticiperet selvforsvar] mod terrorangreb i fremtiden. “

Rapporten giver den hidtil mest ærlige vurdering af omfanget af den engelske regerings ambitioner om en statslig database til sporing af terroristgrupper.  Den hævder, at selv om foranstaltningerne er betydelige, så vil offentlighedens tillid kun blive sikret, såfremt en sådan indgribende overvågning udføres under forudsætning af en stærk moral og under håndhævelse af menneskerettighederne.

“Moderne efterretningsvirksomhed vil ofte involvere indgribende metoder til overvågning og efterforskning med accept af, at det i visse henseender kan ske på bekostning af nogle aspekter af privacy.” (…)

“Det er et svært valg og går imod aktuelle krav om at tøjle ”overvågningsamfundet”, men det er langt at foretrække at pille ved retsbeskyttelsen eller at fravige de grundlæggende menneskerettigheder.  At være i stand til at påvise en lovlig bemyndigelse og passende tilsyn med anvendelsen af en sådan indgribende efterretningsmetode, kan gå hen og blive en væsentlig problemstilling for fremtidens efterretningsvirksomhed, såfremt den brede offentlighed skal overbevises om det ønskelige i denne form for efterretningsmulighed“.

Hans anbefalede retningslinjer kan ses som en nyttig tjekliste for forsvarere af privacy.  De omfatter:

1. Der skal være en tilstrækkelig bæredygtig årsag tilstede, og omfanget af den potentielle skade skal retfærdiggøre anvendelsen af denne form for efterretningstjeneste.
2. Der skal foreligge et hæderligt motiv og de fordele der forfølges skal begrundes i hensyn til almenvellet.
3. De anvendte metoder skal stå i et rimeligt forhold til alvoren af den pågældende handling og kun ved et minimum af brud på andres privacy.
4. Bemyndigelse skal udstedes på tilstrækkeligt højt niveau med passende tilsyn.
5. Der skal være en rimelig udsigt til succes med et acceptabelt niveau i forhold til risikoen for utilsigtede konsekvenser eller politiske/ diplomatiske skader ved afsløring.
6. Brug af hemmelige efterretningsmetoder skal være den sidste udvej, snarere end den første – er oplysninger tilgængelige fra åbne kilder?

Selvom rapporten er engelsk, så rejser den efter min opfattelse generelle problemstillinger som også er valide i en dansk sammenhæng. Den er derfor værd at stifte bekendskab med. De foreslåede principper lyder jo umiddelbart tilforladelige, men hvem vil på betryggende vis være i stand til at kontrollere at de bliver overholdt ? Uden at gå for meget ned i substansen , så er det tankevækkende, at Sir David Omand foreslår yderligere beføjelser til den engelske efterretningstjeneste og dermed en yderligere indskrænkning i privacy, når forholdet er det, at personfølsomme data allerede nu udleveres til højre og venstre.

Hertil kommer, at det er højst tvivlsomt om datamining har nogen effekt overhovedet. Det er derimod ikke rimeligt, at uskyldige mennesker uden videre skal være omfattet af disse procesteknikker. Raterne for “falske positive” og “falske negativer” er ifølge eksperter  for høje og ideen om, at søge efter en nål i en høstak ved at stable endnu flere høstakke sammen imødegås selv af den engelske efterretningstjeneste, som fastslår, at der ikke findes enkle metoder eller indikatorer, som vil kunne forudsige, hvem der præcist kan blive terrorist. De teknologiske muligheder er ikke tilstrækkelige, fordi vurderingen af et menneskes motiv nødvendigvis må foretages af mennesker selv.  Der henvises iøvrigt til en nylig rapport fra FNs Menneskerettighedsråd, som bl.a. anfører, at etnisk eller racemæssig profilering er et brud på retten til ikke at blive udsat for diskrimination. 

I princippet vil enhver uforholdsmæssig eller arbitrær overvågning, ethvert data eller privacy brud og ethvert nyt overvågningssystem der implementeres, uden at der forinden har været en ordentlig offentlig debat, være med til at svække befolkningens tillid.  Man kan med god grund advare imod den “snigende overvågning” som en trussel mod demokratiet. Derfor er den folkelige debat og den enkeltes engagement under alle omstændigheder bydende nødvendig.

Download rapporten her.

Fighters+Lovers – en kamp mod terrorisme?


balancering

Kampen mod terror rundede et skarpt hjørne med Landsrettens domsfældelse af aktivister fra Fighters+Lovers. Dommene på op til seks måneders ubetinget fængsel til aktivisterne er resultatet af stramninger af terrorlovgivningen, som fulgte i kølvandet på 11. september 2001.

Dommen er også udtryk for, at terrorlovgivningen ikke alene indskrænker den enkelte borgers grænse for privatlivets fred, men også afgør, hvem borgere i Danmark må støtte, upåagtet at det ikke er støtte til vold.  Dette er et alvorligt indgreb i vores rettigheder og er ikke fordrende for en demokratisk udvikling. Hverken i de lande, som Fighters+Lovers ville sende støtten til, Palæstina og Columbia, eller i Danmark.

Den politisering af terrorlovgivningen advarede eksperter allerede mod ved dens vedtagelse.

Menneskerettighederne svækkes
Siden 2001 har Vestens kamp mod terror medført stramninger af straffelovene og deciderede ’terrorpakker’, som både rummer udvidede ressourcer til politi og efterretningstjenester, øget overvågning og indskrænkning af privatlivets fred, udfordringer af hele retsstatsprincippet og altså også straffebestemmelser, der muligvis kan ramme almindelige borgere, der er politisk aktive.
Disse bestemmelser og terrorpakker er bestemt ikke ukontroversielle. Amnesty International har sammen med andre menneskerettighedsorganisationer advaret mod et kvalitativt skred i opfattelsen af retsstats-princippet og de grundlæggende menneskerettigheder. Kritikken handler i høj grad om, at ved at gå på kompromis med netop vores retsstatsprincipper og menneskerettighederne, så går Vesten i virkeligheden terroristernes ærinde. Dels fordi vi svækker vores egen kamp for fremme af menneskerettigheder, demokrati og retsstat i ikke-demokratiske regimer, dels fordi vi går terroristernes ærinde ved selv at kompromittere de værdier, vi kæmper for, og en række af dem kæmper i mod.

For mit eget vedkommende finder jeg, at netop den svækkelse af vores egen troværdighed, som disse dobbeltstandarder indebærer, er virkelig problematisk. Det stiller jo ikke blot de enkelte landes regeringer – som har det politiske ansvar i kraft af, at de træffer valgene – i et elendigt lys på den internationale scene. Også de mange organisationer og bevægelser, der har hjemme i de pågældende vestlige stater – men som muligvis er uenige med deres regeringer om denne politiske udvikling – får langt sværere ved at sælge budskaberne om gensidighed, dialog, samarbejde, folkeret og universaliteten af menneskerettigheder og demokrati, når de arbejder internationalt .

Udvikling er ikke gået Danmark forbi
Også dansk politi og efterretningstjeneste har fået udvidede beføjelser, PET kan samarbejde med højere læreanstalter om studererende med ’mistænkelig adfærd’, danske havne terrorsikres og f.eks. S-togene på vej ind mod Nørreport St. minder passagerne om, at bagage ikke skal stå upåagtet hen. Og den danske straffelov har fået sine egen terrorbestemmelser.

Men tilbage til retssagen mod Fighters+Lovers. Tøjfirmaet blev kendt, da de i starten af 2006 satte gang i salget af T-shirts, hvor en del af overskuddet skal gå til to projekter i hhv. Columbia og Palæstina. Projektet, der støttes i Columbia, er en radiostation drevet af FARC. I Palæstina er det et plakatværksted drevet af PFLP. Med andre ord er der ikke tale om økonomisk støtte til terrorhandlinger. Men til projekter, der er vigtige i den demokratiske proces.

I den danske straffelov indgår terrorparagraffen, § 114, som denne sag netop handler om. § 114 b siger, at “Med fængsel indtil 10 år straffes den, som direkte eller indirekte…. tilvejebringer eller indsamler midler til….. en person, en gruppe eller en sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå handlinger omfattet af § 114 eller § 114 a”.

Og det var efter denne bestemmelse, at Landsretten kendte seks af de syv tiltalte for skyldige i terrorstøtte. En bemærkelsesværdig dom, ikke mindst fordi Byrettens dom sidste år i december var frikendelse af samtlige tiltalte, da retten ikke fandt, at det kunne godtgøres, at de to organisationers handlinger finder sted som led i terrorvirksomhed.
Sagen blev dengang anket og 18.september 2008 afsagde Landsretten altså sin dom, som de dømte nu forsøger at få lov til at anke til Højesteret, grundet dens meget principielle karakter. Forsvarer Thorkild Høyer har desuden bebudet, at får man afslag på denne prøveret, så vil man i stedet gå til Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.

En principiel sag
Sagen er ikke blot interessant, fordi det er en terrorsag, der er rejst på baggrund af de relativt nye bestemmelser i straffeloven. Den er interessant og principiel af ihvertfald tre grunde:

For det første forholdet mellem jura og politik: Når der er tale om ’forbrydelser mod staten’, er det justitsministeren, der tager stilling til at rejse sager. I debatten i Folketinget, dengang man vedtog terrorlovene, var det netop en diskussion, om terrorisme og frihedskamp kan holdes ude fra hinanden. Og dengang lød det, at det jo var op til justitsministeren at beslutte, om der er belæg for at anlægge sag.
I følge professor i strafferet Gorm Toftegaard Nielsen, så er der med sagen mod Fighters+Lovers tale om en ’uhyggelig’ sammenblanding af jura og politik. Han mener ganske enkelt, at sagen aldrig burde have været rejst men snarere er et udtryk for, at terrorlovgivningen bliver administreret alt for emsigt.
Og dette har vel aldrig været det almene politiske formål med at indføre terrorparagraffer – at de skulle anvendes som normal del af straffeloven, så forskellige former for politisk aktivisme og arbejde potentielt kriminaliseres som led i kampen mod terror.

For det andet selve domsafsigelsen. Da sagen var for Byretten var omdrejningspunktet, om de to bevægelser var modstandsorganisationer eller terrororganisationer, om Israel som besættelsesmagt og Columbia som ’demokratisk retsstat’ , og om hvorledes den danske terrorlov skal fortolkes og anvendes. Byretten fastslog, at nok havde de to organisationer foretaget handlinger, der er omfattet af terrorparagraffen §114, men at de ikke fandt bevist, at handlingerne havde til formål at skræmme og true befolkningerne eller vælte regeringerne. Derfor frifandt de samtlige tiltalte.
Men flertallet af dommere i Landsretten var af en anden overbevisning. De mente, at PFLP og FARC er terrororganisationer, hvis formål det bl.a. er at destabilisere regeringerne i Israel og Columbia. Det blev ikke lagt til grund at det ene land er en besættelsesmagt og det andet befinder sig i en borgerkrig og at de to organisationer er parter i, hvad nogen opfatter som legitime befrielseskampe.

Er det muligt for danske dommere at ignorere konteksten, altså den konkrete konflikt, og alene se på en enkelt organisations handlinger – uagtet, at konflikten og handlingerne foregår i en politisk virkelighed tusinder af kilometer væk fra Danmark? Åbenbart. Det betød ihvertfald intet, at Israel nu på 41.år holder de resterende dele af Palæstina besat  – hvilket ellers gør modstandskamp legitim – eller at Columbia ret beset befinder sig i en borgerkrigslignende tilstand. Er det rimeligt – endsige muligt – at dømme en organisations virke  som terror frem for militant og væbnet modstand, uden at se på den politiske virkelighed, den eksisterer og yder modstand i? Når det nu er præcis hér, at forskellen på om man er skyldig i terrorstøtte eller ej ligger. At både PFLP og FARC har alvorlige handlinger på samvittigheden har ingen modsagt  – heller ikke de dømte aktivister; det er heller ikke ærindet her. Hvorfor benægte fakta.

Sagen er, at havde de gældende terrorparagraffer eksisteret da Sydafrika var en apartheidstat, så havde støtte til ANC og Nelson Mandela og andre sorte frihedsbevægelser været terrorstøtte. Ja, faktisk var Nelson Mandela jo i fængslet som terrorist i årevis. Vi bør også være glade for at Sverige ikke havde en tilsvarende lovgivning under 2. verdenskrig. Det havde gjort evakueringen af jøderne eller modstandsbevægelsens arbejde endnu farligere og besværligt.

Og endelig for det tredie, så forekommer det vel også besynderligt, at de indsamlede midler jo ikke var øremærkede til terrorvirksomhed men til almindelige civile og fredelige ting som en radiostation og et trykkeri. Men det fik ikke flertallet af dommere til at tilkende frifindelse. Hvorfor blev det ikke tillagt nogen betydning? Der er da stor forskel på at ville støtte et trykkeri, drevet af PFLP, og på at finansiere konkrete terroraktiviteter udført af PFLP.

Udfaldet af retssagen kalder derfor på grundig politisk selvransagelse. Var det virkelig formålet med at indføre terrorparagraffer i den danske straffelov? Er terrorbestemmelserne grundigt og præcist nok udformet og afgrænset? Virker de efter hensigten – og kun efter hensigten? Hvad bliver konsekvenserne for internationalt solidaritetsarbejde, skal det lægges om? Flere ledende personer i det danske solidaritetsmiljø har været ude og fordømme den politiske dom. Det gør jeg også!