Skal vi have en privacy-ombudsmand ?


En ombudsmand er oprindelig en svensk opfindelse, der går helt tilbage til 1810. Sidenhen er embedet i forskellige udgaver ligesom selve ordet blevet kopieret i omkring 120 lande verden over. I Danmark blev Folketingets ombudsmandsinstitution, der er en kontrolinstans i forhold til den offentlige forvaltning, oprettet i 1954 og den første ombudsmand var den navnkundige professor dr. jur. Stephan Hurwitz.

Forbrugerombudsmanden blev introduceret i 1975 og fører bl.a. tilsyn med at markedsføringsloven overholdes.

Af andre ombudsmandsinstitutioner kan fremhæves Den Europæiske Ombudsmand, der behandler klager over fejl og forsømmelser i Den Europæiske Unions institutioner og organer. Hvis man er statsborger i en af Unionens medlemsstater eller har fast bopæl i en medlemsstat, kan man indgive klage til Den Europæiske Ombudsmand. Virksomheder, foreninger og andre organer med hjemsted i Unionen kan også klage til ombudsmanden.

Konkret i relation til privacy og persondatabeskyttelse har EU i 2001 endvidere oprettet en  stilling som europæisk tilsynsførende for databeskyttelse. Den europæiske tilsynsførende for databeskyttelse skal sikre, at alle EU-institutioner og organer overholder reglerne om beskyttelse af personer i forbindelse med behandling af personoplysninger. Den europæiske tilsynsførende for databeskyttelse arbejder sammen med de databeskyttelsesansvarlige i de enkelte EU-institutioner eller organer for at sikre, at reglerne om privatlivets fred anvendes.

Ideen om at en uafhængig embedsmand, med kompetence til at undersøge klager fra almindelige borgere, kan kritisere ulovlig, unfair eller forkert myndighedsudøvelse og fremkomme med anbefalinger, er ikke ukendt i andre lande. Således har man f. eks. i det islamiske retssystem fra gammel tid kendt til de såkaldte “Diwan al Mazalim”-institutioner, hvis funktion var at undersøge klager indbragt af borgere mod embedsmænd.

Oprettelsen af ombudsmandsinstitutioner, som især tog fart i 2. halvår af 1900 skyldes tilsyneladende 2 omstændigheder. Dels et behov for retssikkerhed i forhold til en stadig stigende offentlig administration, dels udbredelsen af nye demokratier og menneskerettigheder.

Formålet med en ombudsmand er kort og godt, at fremme retssikkerheden, menneskerettigheder samt god offentlig sagsbehandling. Karakteristisk for en ombudsmand er, at embedet er personligt (eller udgøres af en gruppe personer) og at denne person er udpeget af et parlament for at understrege, at hans autoritet udspringer af folkets repræsentanter. En ombudsmand skal nyde stor respekt og integritet og derfor varetages hvervet som regel af personer med en dommer- eller juraprofessorbaggrund.

Med henblik på at varetage sin primære arbejdsopgave at beskytte rettighederne for den, der mener at være udsat for en ulovlig eller uretfærdig behandling af det offentlige, så er det vigtigt at enhver person kan kontakte ombudsmanden direkte uden formaliteter og uden omkostninger af betydning. Ombudsmanden kan også på eget initiativ tage en sag op og det skal sikres, at institutionen har vide beføjelser til at gennemføre en undersøgelse.

Ombudsmanden betragtes af mange som “den lille mands advokat”, men det er ikke helt korrekt for så vidt angår den danske ombudsmand, der foretager en klassisk domstolslignende sagsgennemgang. Stephan Hurwitz udtrykte det på den måde, at enhver sag har to parter, en klager og én der klages over, og begge parter har krav på en ordentlig og fair behandling.

Det er dog værd at fremhæve, at en af ombudsmanden udtrykt kritik og især hvordan en sag burde være håndteret, kan have stor betydning for den enkelte borger. I andre lande afgør ombudsmanden en egentlig tvist og kan her komme med et forslag til en mindelig løsning mellem borgeren og den offentlige myndighed. I disse tilfælde fungerer ombudsmanden mere som repræsentant for den enkelte borger end som uafhængig dommer. Men under alle omstændigheder er ombudsmandens afgørelse kun at betragte som en anbefaling, som den pågældende myndighed bør følge, men ikke er forpligtet til, som hvis det havde været en domsafgørelse. Værdien i ombudsmandens afgørelse hviler derfor alene på de gode argumenter og den respekt ombudsmandsinstitutionen nyder. Fordi det ofte vil være forbundet med store omkostninger og tidskrævende at anlægge en retssag, betragtes ombudsmanden som et udmærket supplerende retsligt alternativ. Erfaringen synes at vise, at en ombudsmandsinstitution bidrager til stabiliteten i samfundet.

Fra tid til anden fremkommer der forslag om at udnævne en sagsspecifik ombudsmand, f.eks. en børneombudsmand eller ældreombudsmand. Bevæggrunden er at styrke retsstillingen for samfundsgrupper, som opleves at blive overhørt af beslutningstagere og myndigheder.

Op til det seneste valg til Europa-Parlamentet i juni 2009 præsenterede det socialdemokratiske medlem, Christel Schaldemose, et forslag om at oprette en europæisk privacy ombudsmand. Ideen er udsprunget af behovet for en større privacy-beskyttelse i forbindelse med de sociale netværk, som f.eks. Facebook og som ifølge EU-parlamentsmedlemmet kræver EU-lovgivning. Et tilsvarende forslag er anbefalet af Karin Riis-Jørgensen, forkvinde for European Privacy Association, i forbindelse med It-sikkerhedskomitéens konference ”Privatliv på profilen” i november 2008.

Efter min opfattelse er betegnelsen “ombudsmand” ikke beskyttet og der eksisterer heller ikke en entydig definition af en “ombudsmand”s beføjelser og funktioner. Så vidt jeg har kunnet konstatere, findes der ikke et embede i verden med generelle kompetencer, der benævnes som privacy-ombudsmand. Dog er der flere steder indført en privacy-ombudsmand indenfor specifikke sagsområder. Således har Norsk samfunnsvitenskapelig datatjeneste en såkaldt personvernombudet for forskning, der på engelsk benævnes privacy ombudsman og som har fået uddelegeret kompetance fra det norske datatilsyn i forbindelse med spørgsmål om persondata i forskningsprojekter. I henhold til The Bankruptcy Abuse Prevention and Consumer Protection Act of 2005, kan en amerikansk domstol udmelde en såkaldt consumer privacy ombudsman i konkurssager, hvor der kan blive tale om at sælge eller udlåne personlige oplysninger.

Derudover kan det konstateres, at der eksisterer organer rundt omkring i verden, som har beføjelser og funktioner, der i større eller mindre grad udmærket kan sammenlignes med en klassisk ombudsmandsinstitution, men blot hedder noget andet. Eksempelvis har Office of the Privacy Commissioner of Canada et mandat og en mission der i store træk minder om de arbejdsopgaver der traditionelt er knyttet til  en ombudsmand med tyngde på advokat-rollen blot i relation til privacy. Der er dog den interessante forskel, at kommissionæren, der er ansat af parlamentet og rapporterer til de to folkevalgte kamre, kan anlægge sag ved de almindelige domstole i sager, som ikke er blevet løst. De enkelte canadiske provinser har hver deres egne institutioner for privacy fastsat i henhold til lov, der i det væsentligste minder om embedet for Office of the Privacy Commissioner of Canada. Dog med mindre undtagelser. Eksempelvis kan afgørelser af Office of the Information and Privacy Commissioner of Ontario, der for tiden beklædes af den højt respekterede  Ann Cavoukian, i visse tilfælde indbringes for de almindelige domstole. At kommissionæren i almindelighed kan træffe bindende afgørelser, der er inappellable, kan derfor snarere sammenlignes med de kompetencer Datatilsynet besider. I Yukon, en anden canadisk provins, har man valgt en ordning, hvorefter embederne, som både Ombudsman (der svarer til en traditionel ombudsmand) og Information & Privacy Commissioner, der er reguleret i henhold til forskellige love, varetages af én og samme person.

Henset til den førnævnte beskrivelse af ombudsmandsinstitutionen, så kan jeg udmærket godt forstå hvorfor ideen om en privacy-ombudsmand lanceres. Ombudsmanden er et stærkt brand. Men spørgsmålet er, om der reelt er brug for en europæisk eller dansk privacy-ombudsmand ?

Der er ikke nogen tvivl om at privacy som en menneskeret er under stigende pres både nationalt som globalt og at en international regulering efterlyses. Det er også uomtvisteligt, at privacy- og persondatabeskyttelsen er kompliceret at håndhæve især i forbindelse med introduktionen af flere og flere digitale tjenester og teknologier. Der er, som det er nævnt i et tidligere indlæg her på bloggen, derfor behov for en opdatering af persondatadirektivet og eventuelt anden særlovgivning både indholdsnæssigt og med hensyn til fuldbyrdelsesinstrumenter.

Ved implementeringen af persondatadirektivet er det op til hvert enkelt EU-land at organisere tilsynsmyndigheden. Nogle lande, herunder Tyskland, har ligesom Canada valgt en konstruktion med udnævnelse af en kommissær for databeskyttelse og informationsfrihed dels for hele Tyskland og dels for hver af de 16 tyske delstater, jfr. f.eks.  Der Bundesbeauftragte für den Datenschutz und die Informationsfreiheit. Det tyske embede er klart inspireret af den klassiske ombudsmandsinstitution, idet kommissæren er personligt udpeget af den tyske forbundsregering respektive de enkelte delstaters regeringer og valgt af henholdsvis det tyske Forbundsparlament respektive de enkelte delstaters parlamenter.

The Information Commissioner’s Office i Storbritanien, der er organiseret som en “non-departmental public body” (svarer til en dansk styrelse) under justitsministeriet, rapporterer direkte til parlamentet, og kan stort set sammenlignes med Datatilsynets opbygning, rolle og ansvar.

En fortegnelse over de nationale organer for databeskyttelse i EU, EFTA, EU-kandidatlande og visse tredjelande kan findes her.

I Danmark er Datatilsynet (indtil 2002 benævnt Registertilsynet) at betragte som en uafhængig statslig myndighed, der har til opgave at føre tilsyn med, at reglerne i persondataloven, der gennemfører EU-direktivet, overholdes. Datatilsynets opgaver består i at rådgive, vejlede samt behandle klager (også fra almindelige borgere) og foretage inspektioner hos myndigheder og virksomheder. Selvom Datatilsynet organisatorisk  henhører under Justitsministeriet, så har ministeriet ingen instruktionsbeføjelse over myndigheden. Der er således alene tale om en formel forskel i strukturen og ikke en reel forskel i substansen (persondatadirektivet) i forhold til eksempelvis den tyske ordning og det er trods alt det som man bør hæfte sig ved i hele denne her diskussion.

Funktionerne kunne således i princippet sagtens blive varetaget af en ombudsmand, men nu ligger de faktisk hos Datatilsynet og det vil derfor umiddelbart være mere hensigtsmæssigt at styrke Datatilsynets organisation på en række punkter. Som jeg andetsteds har opfordret til, så bør Datatilsynet både have tilført flere økonomiske midler og flere faglige kompetencer og det er også muligt at Datatilsynet skal have flere sagskompetencer og bedre retshåndhævelsesmidler samt en pligt til at indgå i et mere formaliseret samarbejde med relevante samarbejdspartnere.

For så vidt angår en europæisk privacy-ombudsmand, så kan en sådan kun fungere effektivt og i overensstemmelse med institutionens intention, såfremt der tilføres eksorbitante midler, men der er desuagtet alvorlig risiko for, at en fælles-europæisk institution vil drukne i bureaukrati, især henset til at lovgivningsindhold og lovgivningspraksis ikke er ens i EU. Sidstnævnte forsøger de nationale datatilsyn at koordinere via WG-29 arbejdsgruppen. Det er muligt at denne konstruktion kan forbedres, men det må afvente den revision af EU´s juridiske referenceramme om databeskyttelse, der omfatter persondatadirektivet, e-privacy direktivet samt Rådets rammeafgørelse 2008/977 om beskyttelse af personoplysninger i forbindelse med politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager og som tidligst forventes afsluttet primo 2011. Man kan med en vis ret hævde, at når alt kommer til alt, så er det snarere en mere effektiv EU-regulering og sikrende retsmidler baseret på nærhedsprincippet, der er brug for, end at en europæisk privacy-ombudsmand afgiver rekommandationer, der ikke kan fuldbyrdes.

En dansk privacy-ombudsmand synes heller ikke at være gangbar, fordi det ikke vil være hensigtsmæssigt endsige nødvendigt at nedlægge Datatilsynet for at opbygge en ny institution, hvor stort set kun indpakningen er forskellig, medmindre man ønsker, at embedet alene skal fremkomme med anbefalinger og ikke, som det er i dag, hvor Datatilsynets afgørelser har umiddelbar retsvirkning. Det har den konsekvens, at overtrædelse kan medføre straf- eller erstatningsansvar og at Datatilsynets  afgørelser efter persondataloven ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, men selvfølgelig altid kan prøves ved en domstol. Denne sagsbehandling kunne godt gøres mere smidig uden nødvendigvis at ændre på Datatilsynets retskompetence, idet en rolle som mediatoradvokat næppe vil være valid. Derimod kan argumentet om, at selve udnævnelsesproceduren har en yderligere tillidsskabende virkning, muligvis overvejes nærmere samt i forlængelse heraf eventuelt at lægge tilsynet direkte under Folktetinget, for at sikre en yderligere uafhængighed i forhold til regeringen.

Det vil ikke gøre nogen forskel, såfremt en privacy-ombudsmand skulle fungere ved siden af Datatilsynet med nye funktioner, idet det uundværligt vil føre til kompetencestridigheder. Der har i øvrigt allerede rodfæstet sig en forvaltningspraksis, hvorefter persondataspørgsmål henvises til Datatilsynet. Det gælder således også i relation til spørgsmål om f.eks. forbrugerbeskyttelse og målrettet reklame, som ellers umiddelbart kunne tænkes at høre under Forbrugerombudsmandens ressortområde.

Selvom det lyder besnærende, så skal man nøje og nøgternt overveje behovet for en ny ombudsmandsinstitution og ikke lade sig rive med af et ellers prisværdigt engagement og en øjeblikkelig omend velbegrundet stemning for at styrke en bestemt befolkningsgruppes interesser eller et specifikt rets- eller principområde. Privacy er kun en af 30 menneskerettigheder , der er fastsat i FN’s menneskerettighedserklæring og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. De er alle ligeværdige og staterne kan ikke vælge nogen rettigheder ud som mere beskyttelsesværdige eller respektable end andre. Et perspektiv med 30 sagsspecifikke ombudsmænd ved siden af Folketingets ombudsmand forekommer omsonst, især når der allerede findes organer, både nationalt som internationalt,  der mere eller mindre tager sig af de berørte problemstillinger.

Der synes derfor ikke efter min opfattelse at være vægtige grunde, der taler for at oprette en privacy-ombudsmandsinstitution.

Reklamer

Stor opbakning til The Civil Society Madrid Declaration


thepublicvoice

The Public Voice coalition afholder d. 3. november 2009 i Madrid en konference  med titlen “Global Privacy Standards for a Global World”. Konferencen vil blive afholdt i forbindelse med International Conference of Data Protection and Privacy.

Blandt de vigtigste resultater for konferencen vil være frigivelsen af The Civil Society Madrid Declaration, der er et dokument udarbejdet af organisationskomiteen bag  konferencen. Madrid-erklæringen er et omfattende dokument, der bekræfter internationale instrumenter til beskyttelse af privatlivets fred, identificerer nye udfordringer og anbefaler specifikke tiltag: http://www.thepublicvoice.org/madrid-declaration

Erklæringen indeholder generelle synspunkter og principper for privacy, som burde finde bred opbakning og den internationale støtte som erklæringen indtil videre har fået vil givetvis bidrage til at målrette privacy dagsordenen  om mere forbrugerbeskyttelse og sende et klart signal til de nationale datatilsyn og dermed også medvirke til at påvirke lovgivning og forvaltningspraksis i hele verden. Det gælder også i Danmark selvom flere af  rekommendationerne allerede efterleves idag, at et par stykker synes mindre realistiske (især rekommentation nr. 9 om et teknologi-moratorium) og/eller forekommer mindre væsentlige i en dansk sammenhæng og til trods for at den danske  persondatalov ikke er så ringe endda.  

Der er stadig mulighed for at underskrive erklæringen enten på vegne en organisation eller på egne vegne hvilket hermed er en opfordring. Jeg har selv underskrevet erklæringen på egne vegne.

EU´s databeskyttelsesdirektiv bør opdateres


randlogo eulogo

The Rand Corporation, en uafhængig privat non profit organisation, har for nylig med The Information Commissioner’s Office (det engelske datatilsyn) som sponsor udarbejdet en rapport med titlen ”Review of the European Data Protection Directive”.

Der gøres opmærksom på i indledningen , at rapporten ikke nødvendigvis reflekterer The Information Commissioner’s Office holdninger. The Information Commissioner’s Office har spurgt et tværfagligt internationalt forsknings team, heriblandt repræsentanter for EU Kommissionen, under ledelse af Rand Europe om, at gennemgå styrker og svagheder ved EU´s databeskyttelsesdirektiv 95/46/EC (herefter benævnt ”direktivet”) og foreslå veje til forbedringer.

Direktivet kan betragtes som et unikt lovbestemt instrument til at understøtte udøvelsen af retten til privacy og regler for persondatabeskyttelse. Dets principper bliver mange steder anset som gyldne regler eller som en reference model for persondatabeskyttelse i Europa og andre dele af verden.

Selvom direktivets fleksibilitet hjælper med til at det kan være up to date, så bliver direktivets effektivitet undermineret af kompleksiteten af de kulturelle og nationale forskelle, som den skal omfatte. I de 13 år siden direktivet har været i kraft, er der sket dramatiske ændringer i verden i den måde persondata er tilgængelige, behandles og anvendes. På samme tid er offentligheden i høj grad blevet opmærksom på potentialet for at deres persondata kan blive misbrugt.

Rapporten konkluderer helt overordnet, at eftersom vi bevæger os hen imod et globalt internet samfund, vil direktivet, som det ser ud i dag, ikke være tilstrækkelig i længden. Mens direktivets vidt anerkendte principper vil forblive som et nyttigt front-end, bør de understøttes af en skadebaseret back-end for at kunne hamle op med de internationale datastrømme og globaliseringsudfordringen. Det er dog også almindelig anerkendt, at de nuværende ordninger stadig har nytteværdi. En hel del kan opnås ved en bedre implementering af de nuværende regler, for eksempel ved at skabe enighed om fortolkningen af en række centrale begreber og ved at ændre vægtningen i forbindelse med fortolkningen af andre.

Som det fremgår af rapporten, anses det for den værste løsning (for de fleste eksperter) at opgive direktivet i sin nuværende form, eftersom den har tjent og fortsat tjener som et incitament til at tage databeskyttelse alvorligt. Individets privacy påvirkes af en række overlappende drivers, herunder behovet for at behandle personlig information af sociale og økonomiske grunde, teknologisk udvikling og trends som internettets popularitet og globalisering. Udbredelsen af e-commerce og e-government er centreret på personlige oplysninger. Personer er ofte villige til eller kan overtales til at videregive persondata i forventning om at modtage økonomiske eller sociale fordele. Offentlige og private organisationer er glade for at give disse fordele, men for at kunne gøre det, skal de have tilladelse til lovligt at indsamle, overføre og behandle informationen. Personer er også begyndt at indsamle, forvalte og bruge persondata på tilsvarende måde, f.eks. via sociale netværkssites.

De interviews som er blevet gennemført i forbindelse med denne undersøgelse illustrerer, at forskelle i gennemførelsen af direktivet har været resultatet af et kompleks interplay af faktorer, herunder juridisk arvegods, kulturelle og historiske normer samt personlige og institutionelle karakteristika hos myndighederne.

Udfordringer

I en kontekst af en hastig teknologisk udvikling og globalisering, er et sæt af karakteristiske udfordringer blevet identificeret:

• Definere privacy – hvornår indvirker behandling af persondata på privacy og hvornår gør den det ikke; og hvor stærkt skal sammenhængen være mellem regler om databeskyttelse og privacy beskyttelse ?
• Risiko analyse – kan vi forudse hvor stor risikoen er ved at overlade personlige oplysninger til en myndighed eller organisation ?
• Individets rettigheder i relation til almenvellet – under hvilke omstændigheder vil privacy være underordnet samfundets behov, når man tager i betragtning den fundamentale betydning af privacy beskyttelse for udvikling af et demokratisk samfund som sådant ?
• Transparens – persondata er overalt, især online, og kan på grund af den teknologiske udvikling som ambient intelligence og cloud computing blive overordentlig vanskelig at spore og kontrollere. Hvordan kan vi være sikre på hvordan og hvor de bliver brugt ?
• Give valgmuligheder – mange services tilbydes kun såfremt tilstrækkelig persondata frigives, men såfremt vigtige services nægtes, når vi er uvillige til at supplere disse data, har vi så et reelt valg ?
• Ansvarstildeling (accountability) –hvem holdes i sidste ende ansvarlig og hvor går vi hen for at få oprejsning ?

Styrker og svagheder

Undersøgelsen identificerer en række styrker og svagheder i forbindelse med direktivet. De væsentligste styrker er:

• Direktivet tjener som reference model for good practice.
• Direktivet harmoniserer principper for databeskyttelse og muliggør til en vis grad et internt marked for persondata.
• Det princip-baserede framework tillader fleksibilitet.
• Direktivet er teknologi neutral.
• Direktivet har forbedret awareness om bekymringen for databeskyttelse.

De væsentligste svagheder er:

• Forbindelsen mellem konceptet for persondata og reelle privacy risici er uklar.
• Midlerne der sigter på at skabe gennemsigtighed af databehandlingen ved hjælp af bedre information og notifikation er inkonsekvent og ineffektiv.
• Reglerne for data eksport og overførsel til 3. land er forældet.
• Redskaberne for overførsel af data til 3. lande er besværlige.
• De enkelte Datatilsyn´s rolle i forbindelse med ansvarstildeling og håndhævelse er inkonsekvent.
• Definition af myndigheder/organisationer, som er involveret i behandling og forvaltning af persondata er overforenklet og statisk.
• Der er andre mindre svagheder som har sammenhæng med vanskeligheder i den praktiske gennemførelse.

Anbefalinger

Rapportens team af eksperter har formuleret et sæt af praktiske rekommandationer med henblik på at få det meste ud af den gældende lovgivning samtidig med at foreslå en fremtidssikret reguleret arkitektur.

• Medlemslande, der faciliteres af EU Kommissionen, har behov for at enes om en effektiv fortolkning, implementering og håndhævelse af direktivet, herunder at opfordre til en risiko-baseret tilgang, med ikke-notifikation som den generelle regel snarere end undtagelsen, for at sikre at bindende virksomhedsregler (Binding Corporate Rules) lettere kan finde anvendelse for at legitimere data overførsel til 3. Lande, forbedre ansvarstildeling og hjælpe med til at databehandling lever op til krav om gennemsigtighed. EU Kommissionen bør forbedre effektiviteten af reglen om tilstrækkelighed ( af beskyttelsesniveaet for personoplysninger) samt facillitere brugen af alternativer som f.eks. aftaleklausuler og Binding Corporate Rules.
• Direktivet bør eksplicit inkluderes i listen over love som skal revideres i henhold til the Better Regulation agenda.
• Artikel 29 arbejdsgruppen bør arbejde frem mod at præcisere privacy normer og standarder, rollen for ”privacy-by-design” for nye teknologier og forretningsmodeller som støtter compliance.
The London Initiative bør udvikle en almengyldig strategi for håndhævelse til brug for uafhængige tilsynsmyndigheder ved hjælp af en ikke-bindende samarbejdsaftale (Memorandum of Understanding).
• Artikel 29 arbejdsgruppen bør udvide kontakten til repræsentanter for erhvervslivet, civilsamfundet og NGO´er.
• Datatilsyn med rådgivning fra den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse (EDPS), bør opmuntres til at udvikle mere tilgængelige privacy policies, f.eks. sammenlignelig med modellen for Creative Commons for ophavsret og licenser.
• Medlemslande bør arbejde sammen med forbrugerorganisationer med henblik på at indføre et system af lokale repræsentanter med henblik på at hjælpe personer med at udøve deres rettigheder samt medvirke til at aflaste datatilsynsmyndgheden.

Med henblik på at gøre europæisk governance arkitektur levedygtig i lyset af international data flows, anbefaler rapporten også, at den kommende 2009  Consultation overvejer en alternativ model, som er baseret på følgende:

1.   Definere  high level formål
2.   Definere globale ensartede privacy principper (“General Principles”) baseret på velkendte eksisterende instrumenter for databeskyttelse som f. eks.    i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og Europarådets konvention nr. 108;
3.   Implementere værktøjer og instrumenter for at gennemføre disse, og
4.   Forudsigelige, effektive retshåndhævelsesmidler for at sikre ansvarsplacering, såfremt resultaterne ikke opnås eller principperne ikke respekteres.

Det vil indebære en revision af direktivet med henblik på at blive et instrument, som klart beskriver:

1.   Udbytte ud fra interessenters forventninger:

o Individer – at opretholde en klar og effektiv beskyttelse når som helst persondata bliver behandlet, herunder med hensyn til ansvarspligt for den dataansvarlige og hermed bidrage til beskyttelsen af privacy. At have et valg til at udøve signifikant kontrol over ens egne persondata, herunder at dele persondata med en betroet 3. Part, eller at kunne tilbageholde disse, men at være opmærksom på de implikationer dette har  i nutidens informationssamfund.
o Offentlige og private organisationer – at være i stand til at gore brug af persondata samt udlede en økonomisk eller samfundsmæssig værdi, så længe det sker i overensstemmelse med “General Principles”, især ved at databehandle i henhold til de fastsatte formål, samt sikre legitimitet for den pågældende aktivitet i medfør af de opstillede regler og at de vil blive draget til ansvar, såfremt reglerne ikke følges.
o Datatilsyn – at handle uafhængigt, rimeligt og fornuftigt i forhold til den offentlige og private sektor. Om nødvendigt at gøre brug af retshåndhævelse for at udvikle god praksis og for at sikre erstatning ved forvoldt skade.

2.   Ensartede globale principper for privacy beskyttelse:

o Legitimitet – definere hvornår behandling af persondata er acceptabel.
o Formålsbegrænsning – sikre at persondata  kun behandles i den udstrækning det er nødvendigt for at opfylde de formål, de er blevet indsamlet til. Yderligere brug forudsætter datasubjektets samtykke.
o Security og fortrolighed – et specifikt krav om at den registeransvarlige tager passende tekniske og organisatoriske forholdsregler.
o Transparens – at passende niveauer af gennemsigtighed sikres for datasubjektet.
o Medvirken af datasubjektet – sikre sig at datasubjektet kan udøve sine rettigheder effektivt.
o Ansvarspligt –  at de som behandler persondata bliver gjort ansvarlige for deres handlinger i henhold til de fastlagte  retsvirkninger.

For at sikre at de fastlagte principper gennemføres fordrer det iværksættelsen af en lang række initiativer, som f.eks.:

o Udarbejdelse af privacy policies
o Offentliggørelse af privacy statements og notifikationer
o Udnævnelse af privacy ansvarlige
o Udarbejdelse af adfærdskodeks (Codes of Conduct)
o Udarbejdelse af Corporate  Governance
o Privacy rapportering af virksomheder og myndigheder
o Udarbejdelse af standarder
o Udarbejde en privacy mærkningsordning
o Udarbejde privacy konsekvensanalyser (privacy impact assessments)
o Udvikle privacy teknologier (privacy by design)
o Gennemføre målrettede informationskampagner

For at understøtte disse virkemidler er en effektiv retshåndhævelse nødvendig, herunder at indgå strategiske partnerskaber mellem datatilsyn og forbrugerorganisationer, især i lande med en stærk forbrugerkultur. Datatilsynets rolle vil herefter ændres henimod en mindre fokus på proces og formalia check, men i stedet sigter mod en mere effektiv retshåndhævelse og for at sikre ansvarlighed.

Ifølge rapporten viser den gennemførte forskning tydeligt, at privacy beskyttelsens succes eller fiasko i første række ikke afhænger af lovteksten, men om dem som skal håndhæve loven har de rette virkemidler.

Kommentarer

Rapportens ideer giver føde til eftertanke og en interaktiv debat mellem det politiske system, industrien og eksperter om hvordan man kan forbedre databeskyttelsen i Europa er altid nødvendig.

Det har længe været på tale at databeskyttelsesdirektivet trænger til et serviceeftersyn. Meget er sket siden 1995 og især efter 11. september 2001. Den teknologiske udvikling og globaliseringen ændrer hele tiden behovet for en effektiv databeskyttelse og privacy. Online sociale netværk, online forbrugeradfærdsdata, genetisk forskning er nogle af de emner som trænger til en mere specifik data- og privacy-beskyttelse samt europæisk for ikke at sige global harmonisering. Jeg er helt enig i betragtningen om, at databeskyttelsen bør være mere integreret med privacy og at disse begreber bør defineres klarere.

Rapporten foreslår en række spændende initiativer med henblik på at fremme databeskyttelsen i Europa og jeg hilser debatten velkommen også i Danmark. Persondataloven, som bygger på direktivet, er på mange måder en god lov, men mange af de ideer, der lanceres i rapporten, kan givetvis være med til at finjustere loven.  Det bør dog ikke være usagt, at Datatilsynet under alle omstændigheder har behov for flere ressourcer, herunder IKT ekspertise,  for at kunne leve op til sine forpligtelser.

Lad mig i den sammenhæng anbefale forslaget om, at Datatilsynet indgår strategiske samarbejdsaftaler med diverse organisationer, f.eks. branche- og interesseorganisationer, Forbrugerrådet m.fl.

Som kick-off for en konstruktiv dialog og for at stimulere debatten kunne man forestille sig, at Datatilsynet arrangerer en workshop for organisationer, myndigheder, eksperter osv.

I persondataloven er  den dataansvarlige defineret som “Den fysiske eller juridiske person, offentlige myndighed, institution eller ethvert andet organ, der alene eller sammen med andre afgør, til hvilket formål og med hvilke hjælpemidler der må foretages behandling af oplysninger.” (§ 3, nr. 4).  Ligeledes fremgår det af loven, at hvis en fysisk eller juridisk person, offentlig myndighed, institution eller ethvert andet organ behandler oplysninger på den dataansvarliges vegne, betegnes denne ”databehandler” (jf. § 3, nr. 5). Efter min opfattelse bør enhver organisation af en vis størrelse udpege en såkaldt persondataansvarlig person, fordi ansvaret hermed gøres mere tydeligt og mere forståeligt ved at det bliver personificeret. Både den dataansvarlige så vel som databehandleren bør have pligt til at gennemgå en certificeret uddannelse  i databeskyttelse og privacy. Til sammenligning kan anføres, at flere europæiske lande har en uddannelse som Data Protection Officer, der er en beskyttet titel.  Uddannelsen kunne meget vel indgå i et videre meritforløb med eksempelvis informationssikkerhed, menneskerettigheder mm. herunder på bachelor/master niveau.

Regeringen har en vision om, at

Vi skal være et førende vidensamfund
Vi skal være et førende iværksættersamfund
Vi skal være verdens mest konkurrencedygtige samfund og
Vi skal skabe uddannelser i verdensklasse

Denne ambitiøse vision skal vi selvfølgelig også have os for øje, når det drejer sig om databeskyttelse og privacy.

Download hele rapporten her.