“Eo Romam iterum crucifigi”

Overskriften hedder på dansk: “Jeg er på vej til Rom for at blive korsfæstet igen” og er ifølge den oldkirkelige tradition Jesus Kristus svar til apostlen Peters berømte spørgsmål: ” Quo vadis?” eller: hvor går du hen, herre?  Jesus Kristus skal ind til Rom for at blive korsfæstet igen, denne gang på Peters vegne, så Peter vender om og går tilbage til sin korsfæstelse i Neros cirkus.

Jeg tillader mig at opfordre regeringen til at stille sig selv det samme legendariske spørgsmål, efter at anti-terrorpakke I og anti-terrorpakke II blev gennemført i henholdsvis 2002 og 2006. Anledningen er, at  Justitsministeriet 9. september 2010 har offentliggjort en redegørelse om erfaringerne med denne lovgivning, der har til formål at sikre en tilstrækkelig effektiv indsats mod terrorisme. Til brug for redegørelsen har Justitsministeriet i det væsentligste indhentet udtalelser fra Rigsadvokaten, Rigspolitiet og Politiets Efterretningstjeneste.

Med det kommissorium og de deltagende høringsparter er det ikke overraskende, at redegørelsen ret ukritisk har fokus på lovenes forebyggende og efterforskningsmæssige effekt. Det er der i princippet ikke noget forkert i, men jeg er nu helt enig i den kritik, som chefjurist Jacob Mchangama, Cepos giver udtryk for i et notat 7. oktober 2010. Der er behov for en langt mere afbalanceret afvejning af de modsatrettede hensyn i forbindelse med terrorbekæmpelsen og specifikt i forhold til privatlivsbeskyttelsen.

Men det kan jo nås endnu. Regeringen kunne i øvrigt lade sig inspirere af den britiske indenrigsminister Theresa May, som i forbindelse med en revision af dele af den engelske terrorlovgivning bl.a. har inviteret den private non-profit organisation Liberty til at komme med et bidrag. Liberty´s formål er at fremme værdier som værdighed, ligebehandling og fairness for det enkelte menneske, som grundlaget for et demokratisk samfund.

Liberty´s svar med den sigende titel: From “war” to law, fremhæver i forordet, “at  det er en vital opgave for regeringen, politi og anklagemyndighed at beskytte liv og en demokratisk livsførelse og at rammeværket for de fundamentale friheds- og menneskerettigheder udgør den underliggende filosofi, der adskiller os fra tyranner og terrorister. Det er robust og tilstrækkelig fleksibelt til at modstå voldelige og ideologiske trusler og binder et forskelligartet samfund sammen og giver inspiration og modstandskraft i svære tider”.

Det skal understreges at den engelske terrorlovgivning på flere punkter er langt mere vidtrækkende end den danske, men rapporten tjener alligevel efter min opfattelse til at være en øjenåbner for de principielle overvejelser for og imod mere anti-terrorlovgivning og overvågning.

Privatlivsbeskyttelsen fremhæves flere steder i rapporten med henvisning til Den europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv. Det pointeres, at der er tale om en “kvalificeret og balanceret” ret, men enhver indgriben bør være nødvendig, proportional og i henhold til lov. Rapporten nævner eksempelvis, at adgang til kommunikationsdata, der tilsyneladende opleves som en af de mindst intruderende overvågningsmetoder, imidlertid  kan have en alvorlig indvirkning på privatlivsbeskyttelsen, fordi det er muligt at opbygge et detaljeret billede af et menneskes aktiviteter, livsstil og referencer.

Om logningsbekendtgørelsen, der som bekendt pålægger teleudbydere at registrere og opbevare oplysninger om tele- og internetdata (dog ikke pakkedata), er der tidligere blevet fremsat europæisk og dansk kritik, herunder fra Retssikkerhedsfonden.

Det kan forekomme en smule overraskende at Justitsministeriet ikke i højere grad i sin redegørelse har inddraget den kommende revision af EU-persondatadirektivet samt den skærpelse af privacy, som for tiden er genstand for overvejelser i EU-Kommissionen og hvor netop  Lissabontraktaten nu giver EU mulighed for at fastsætte omfattende og sammenhængende regler om databeskyttelse for alle sektorer, herunder politi og strafferet. Sidstnævnte omstændighed vil netop kunne få betydning for en fremtidig revision af logningsdirektivet. I et offentliggjort kommuniké 20.7. 2010 fra EU-Kommissionen til Europa-Parlamentet om resultater og fremtidige udfordringer for EU´s anti-terror policy fremgår det, at udfordringen består i at sørge for, at instrumenter til dataudveksling dækker reelle behov, således at medlemsstaterne kan udveksle den information, der er nødvendig til at hindre og bekæmpe terroranslag og samtidig sikre fuld respekt for retten til privatliv og databeskyttelse.

I en rapport fra ESRIF, der har debatteret aspekter af europæisk forskning og innovation med det formål at styrke borgerens sikkerhed, fremgår det   “at beskyttelse af EU’s befolkning og infrastruktur skal afspejle god regeringsførelse, økonomisk fornuft og respekt for grundlæggende rettigheder og Europas kulturelle værdier”.

Det er naturligvis ikke en let opgave at sikre anti-terrorbekæmpelsen og privatlivsbeskyttelsen på én og samme tid, men det kan og skal lade sig gøre i et demokratisk samfund. Det er sagt før, men kan godt gentages: effektiv sikkerhed og privatlivsbeskyttelse er begge med til at give borgeren tryghed. Der er ikke tale om et enten eller, men om et både og. Konkret skal der foretages en vurdering af et indgrebs proportionalitet og nødvendighed i forhold til privatlivsbeskyttelsen (og de øvrige friheds- og menneskerettigheder). Den nugældende anti-terror lovgivning har jo virket, så der er efter min mening ingen anledning til at tildele yderligere beføjelser til de retshåndhævende myndigheder, men snarere at begrænse dem.  Eksempelvis kunne kriterierne for domstolsprøvelsen præciseres  skarpere samt efterretningstjenestens efterforskningsmidler afgrænses mere i forhold til selve afværgelsen af terrorhandlingen. Der er derfor heller ingen grund til at mere terrorbekæmpelse sker på demokratiets og retsstatens bekostning. Nok er nok. Det er sådan set også regeringens holdning og det er jo altid noget. Men det er imidlertid nødvendigt med en forbedring af privacy og retsbeskyttelsen for den enkelte på en række specifikke områder og den kan gennemføres med god samvittighed.

Danmark bør gå i front med CSR-innovation i menneskerettigheder

Danmark og CSR

I Forsk2015 kataloget (maj 2008), der identificerer og prioriterer Danmarks strategiske forskningstemaer, fremhæves virksomhedernes evne til at innovere som en central udfordring og at en strategisk forskningsindsats skal tilvejebringe et forbedret videngrundlag for virksomhedsledere, medarbejdere og politikere omkring den måde, hvorpå innovationsprocesser ledes, organiseres og fremmes bedst muligt. Målet er at bringe Danmark op blandt de mest innovative lande i verden.

Regeringen har i sin handlingsplan for virksomheders samfundsansvar (maj 2008) sat sig et visionært mål om, at udbrede forretningsdrevet samfundsansvar blandt både store og mindre virksomheder.

Om forretningsdrevet samfundsansvar foreslår regeringen for eksempel, at virksomhederne kan udvikle nye produkter eller ydelser, der indeholder en social eller miljømæssig dimension.

I forbindelse med et af de fire indsatsområder i handlingsplanen om udbredelse af forretningsdrevet samfundsansvar vil regeringen bl.a. øge rådgivningen om innovation og samfundsansvar til små og mellemstore virksomheder i de regionale væksthuse.

I tilknytning til denne aktivitet har Center for Samfundsansvar netop stået i spidsen for et nordisk projekt om CSR-drevet innovation, der har til formål at støtte en innovationsproces, der med udgangspunkt i sociale eller miljømæssige hensyn bidrager til udvikling af en service eller et produkt, der er økonomisk rentabelt samtidigt med, at det gavner medarbejdere, miljø eller samfund på nye måder.

Endvidere har Europa-kommissionen med den “Europæiske Alliance for CSR” til hensigt at medvirke til at få de europæiske virksomheder til at acceptere Corporate Social Responsibility og at øge støtten til og anerkendelsen af CSR som et bidrag til en overordnet bæredygtig udvikling og til Europæisk vækst og beskæftigelse. Alliancens medlem- mer har bl.a. identificeret et prioritetsområde baseret på samfundsmæssige behov, at fremme innovation inden for bæredygtig teknologi, produkter og services samt at skabe innovation på miljøområdet med specifikt fokus på at integrere den miljømæssige nyttevirkning og energibesparelser i produkt- og service udviklingsprocessen.

Danmark og IKT

Det fremgår ligeledes af FORSK2015 kataloget, at visionen er, at Danmark i 2015 er ledende inden for udvikling af nye innovative IKT-baserede produkter og services samtidig med, at samfundets behov og den generelle IKT udvikling i højere grad sammentænkes. En central passage i kataloget er følgende: ” Der vil i en række sammenhænge også være behov for at indtænke emner som sikkerhed, pålidelighed, tryghed og privacy i forskningen.”

I 2008 rangerer FN’s E-Government Survey Danmark blandt de øverste to lande i offentlig e-parathed kun overgået af USA. Endvidere er Danmark placeret blandt de fem første lande på globalt plan i indeks om e-parathed (EIU 2008). Hertil kommer, at  EIU World Investment Prospects anser Danmark for at have det mest erhvervsvenlige miljø i perioden 2007-2011.

Europa-Kommissionens Digital Competitiveness Report (august 2009) viser, at Danmark er blandt de bedste nationer for de fleste i2010 indikatorer og er en klar frontløber i udviklingen af informations-samfundet. Med en handlingsplan for grøn IT lanceret i 2008, er Danmark også i front med hensyn til miljøvenlig anvendelse af IKT.

Selvom Danmark på det seneste på visse punkter har mistet lidt af sin førerposition, så vidner tal som disse om, at Danmark er en verdensklasse IKT-klynge, og at regionen besidder et enormt forretningspotentiale for internationale IKT-aktører. Danmark har en stor koncentration af virksomheder, der arbejder inden for IKT-området, og den største IKT-klynge i Danmark er placeret i det Storkøbenhavnske område og spænder over den sydlige del af Sverige.

Denne grænseoverskridende IKT klynge har en arbejdsstyrke på 100.000 IKT-medarbejdere og fungerer som en fremragende indgang til den skandinaviske IKT-industri.

Danmark og CSR-IKT innovation

En virksomheds samfundsansvar drejer sig også om at respektere og fremme de grundlæggende menneskerettigheder. 6 af FN´s 10 principper for samfundsansvar for virksomheder (Global Compact) fremhæver, at virksomheder bør støtte og respektere internationalt erklærede menneskerettigheder; samt sikre, at den ikke medvirker til krænkelser.

Imidlertid er der ikke den store fokus på at udvikle nye produkter eller serviceydelser, der indeholder en menneskeretlig dimension. CSR-innovation og design i menneskerettigheder kan på samme måde som et  miljømæssigt engagement være knyttet til en virksomheds forretning og forretningsmodel, til processer og teknologier og til bestemte produkter og services med henblik på at fremme en udvikling af de grundlæggende menneskerettigheder.

Som udgangspunkt vil der kunne opnås en særlig synergieffekt ved at fokusere på  menneskerettigheder, som har en særlig betydning for IKT området, såsom informations- og ytringsfriheden, retten til at deltage i teknologisk udvikling samt retten til privatlivets fred.

CSR-innovation og design i menneskerettigheder (eller CSR-innovation and design in human rights) vil ikke alene kunne være rettet mod løsning af bestemte menneskerettighedsmæssige problemer båret af et samfundsmæssigt hensyn men også være specifikt markedsorienteret. Et paradigmeskift med forretningsmodeller, teknologier, samarbejdsmodeller, idéskabelse og iværksætteri i et menneskeret-tighedsmæssigt perspektiv vil befordre en ny almengyldig og fundamental tilgang til ansvarlig innovation.

Den ekspansive udvikling af overvågningsteknologier som f.eks. RFID, biometri, GPS, CCTV, MEMS, smart ID-kort osv. især efter 11/9, har samtidig medført ny og spændende forskning og udvikling i privacy enhancing technologies (PET). Disse PET løsninger er et sammenhængende system af IKT instrumenter som beskytter privacy ved at eliminere eller reducere persondata eller ved at forhindre unødvendig og/eller uønsket behandling af persondata uden at miste datasystemets funktionalitet, Business casen viser, at der kan designes teknologier til beskyttelse af privatlivets fred, som jo er en basal menneskeret (Menneskerettigheds-erklæringens artikel 12).

CSR innovation og design i menneskerettigheder skal være med til at udvikle nye teknologier ( f.eks. ambient intelligence i sammenhæng med embedded system design), videnskoncepter og videnskompetencer. Mange relevante nøgleteknologier eksisterer allerede, men skal videreudvikles og forfines til specifikke formål i en ny kontekst (teknologisk konvergens) i sammenhæng med udvikling af nye forbrugerorienterede markedsmekanismer. CSR innovation and design in human rights er ikke kun en ny trendy public relation idé, men et helhedsorienteret, nytænkende og skelsættende koncept med en forretningsmæssig forankring, som skal bidrage til at eliminere den tilsyneladende dikotomi mellem profit og etiske principper ved at gøre investeringer i human rights profitable i både snæver og bredere forstand.

Danmark er verdens mest innovative land med hensyn til virksomheders samfundsansvar (CSR) også kaldet samfundsansvarlig virksomhedsinnovation eller CSI. Der er mange gode grunde til at fastholde og udbygge denne førerposition ved at udnytte etablerede ressourcer, kompetencer og synergieffekter til at satse på det hidtil ret oversete aspekt af CSR, der synes at have et signifikant globalt potentiale. Om brugerdreven innovation og demokratisk teknologiudvikling, der ligger i forlængelse af CSR, henvises til et blogindlæg om biometri.

Forskellige initiativer med en række aktører vil derfor blive undersøgt i den kommende tid.  Eventuelt interesserede er velkommen til at rette henvendelse til Dansk Privacy netværk´s sekretariat.

Ny amerikansk forskning: Unge er lige så bekymrede for privacy som ældre

To nylige amerikanske forskningsrapporter viser samstemmende, at der ikke er belæg for påstanden om, at unge ikke bekymrer sig om privacy.

Den ene rapport, How different are young adults from older Adults when it comes to information privacy attitudes & policies?, er udarbejdet af  University of California, Berkeley og University of Pennsylvania. Den anden, Youth, Privacy and Reputation, er udgivet af  The Berkman Center for Internet & Society, Harvard University. 

Konklusionen i den første rapport er, “at især de unge voksne (i alderen 18-24) ikke er ligeglade med deres privacy. De indsamlede data viser, at der er mere der samler end der skiller de ældre unge og de ældre med hensyn til emner om privacy”. Forfatterne udlægger det som, “at unge voksne amerikanere har et ønske om øget beskyttelse af privatlivets fred selv når de deltager i en online verden, der er optimeret til at frigive personlige oplysninger.” For fuldstændighedens skyld bemærkes, at ungegruppen, som rapporten har analyseret, ikke uden videre kan betragtes som én homogen gruppe, fordi der mangler huller i den empiriske forskning. 

“Derfor bør den offentlige debat ikke starte med en påstand om,  at unge voksne er ligeglade med privacy og at der derfor ikke er behov for retsregulering og andre sikkerhedsforanstaltninger. Man bør i stedet erkende, at de nuværende forretningsmodeller sammen med andre faktorer til tider tilskynder de unge voksne til at udlevere personlige oplysninger for at opleve social integration selv om de i deres mest rationelle øjeblikke burde handle efter mere konservative normer.

Uddannelse kan være nyttig. Selv om der findes mange uddannelsesprogrammer om internettet for unge voksne, så er fokus for disse programmer mere på den personlige sikkerhed i forhold til online-svindlere og cybermobning med ringe vægt på informationssikkerhed og privacy.

Unge voksnes viden om privacy lovgivning er sikkert forskellig fra ældre voksnes. De er mere tilbøjelige til at tro , at loven beskytter dem både online og offline. Denne mangel på viden i et fristende miljø, snarere end en arrogant og manglende bekymring for privacy, kan være en vigtig årsag til, at et stort antal af de unge voksne engagerer sig på en ubekymret måde i den digitale verden.

Men uddannelse alene er formentlig ikke nok til at de unge voksne opnår en højere grad af forståelse for privacy. Der er højst sandsynligt behov for forskellige former for hjælp fra flere sider af samfundet, herunder måske lovgivning, med henblik på at håndtere de komplekse online strømninger, der står i modsætning til de unge voksnes bedste privacy instinkter.”

Fra rapporten kan det specifikt fremhæves, at “med vigtige undtagelser er en stor procentdel af de unge voksne i harmoni med ældre amerikanere, når det drejer sig om bekymring omkring online privacy…”. Endvidere fremgår det,  at et stort flertal af unge voksne vil nægte at give oplysninger til en virksomhed i de tilfælde, hvor de føler, at det er for personligt eller ikke nødvendigt samt at enhver, først skal få en tilladelse, før han eller hun kan uploade et billede af den pågældende, selv hvis det er taget i det offentlige rum. Det fremgår også, at de unge voksne mener, at der bør være en lov, der giver brugeren ret til at kende alle de personhenførbare oplysninger, der bliver indsamlet om den pågældende og at der bør være en lov, der forpligter websitet til at slette alle de  personrelaterede oplysninger, som er gemt om hans person hos operatøren.

I et efter min opfattelse vigtigt afsnit i den anden forskningsrapport fra The Berkman Center for Internet & Society  om at understøtte de unges adfærd, fremhæves betydningen af forskellige koncepter af privacy. Der peges på, “at studier gentagne gange har vist, at privacy og anonymitet ikke er synonymt med mange unge mennesker.I stedet for at betragte det offentlige og den private rum, som to skarpt adskilt verdener, viser børn og teenagere en mere nuanceret og finmasket forståelse af informationsformidling og kontrol.”

Endvidere fremhæves det, at “voksne ofte forvirres af, at mange unge ikke anser internettet som et offentligt rum. MySpace og Facebook opfattes som private sociale rum, hvor de unge kan engagere sig i personlig chat, sladre, “hænge ud”, flirte, dele hemmeligheder og foretage alle de andre sociale aktiviteter, som de gør, når de er offline med deres jævnaldrende. Omfanget af online-netværks integration børns og teensgers sociale liv er ofte undervurderet. Et fravalg eller at forblive anonym online kan være en social katastrofe for børn, når deres referencegrupper bruger IM, Facebook, MySpace, Xbox Live, YouTube osv. Venskaber starter og slutter ved hjælp af internettets kommunikationsteknologier, og udlevering af personlige oplysninger er en måde at skabe tillid på mellem jævnaldrende.”

Rapportens forfattere nævner herefter behovet for at tage ansvar. Især at voksne har et ansvar for at anerkende deres egne roller i at krænke børn og unges privacy. Endvidere fremdrages det, at der helt sikkert er en rolle for mere privacy uddannelse for unge mennesker.  Som det også er diskuteret i denne rapport, er der ikke meget der tyder på, at teenagere er ligeglade med privacy og endda endnu mindre dokumentation for, at de ikke forstår, hvordan internettet fungerer. Derfor vil “en tilgang til uddannelse, der bygger på at overdrive risici være ineffektiv og sandsynligvis gøre mere skade end gavn”. Vigtigst af alt skal en forståelse af de unges normer være omfattende, før der gennemføres et striks regelsæt.

Forfatterne anbefaler også udvikling af mere privacy-venlige interfaces og kontrolmekanismer (også kaldet privacy enhancing technologies), “fordi privacy i den digitale tidsalder ikke reguleres ved lov eller på baggrund af et informeret brugervalg, men som Lawrence Lessig så berømt har bemærket ved hjælp af computerkoder.”

Til slut diskutterer rapporten fordele og ulemper ved de såkaldte default-settings.

Fra konklusionen i forskningsrapporten kan det fremhæves, at ” unge er stærkt overvåget i hjemmet, i skolen, og i offentlig-heden af en række forskellige overvågningsteknologier. Børn og unge ønsker private sfærer for socialisering, udforskning og eksperimentering væk fra voksne øjne. At lægge personlige oplysninger på nettet  er en måde for de unge til dels, at udtrykke sig selv på, dels at være i kontakt med jævnaldrende samt at øge ens popularitet og forbindelse med venner og grupper af jævnaldrene. I forlængelse heraf ønsker de unge mennesker, at være i stand til at begrænse oplysningerne online på i en nuanceret og differentieret måde.

Populær litteratur (og en del forskning) omfatter beskrivelser af de unge, online teknologier og privacy, der ikke afspejler realiteterne i de fleste børns og teenagers liv. Men dette giver rige muligheder for fremtidig forskning på dette område. Selv om der i rapporten henvises til flere kvalitative og etnografiske studier af unges privacy-praksis og holdninger, er der behov for mere forskningsarbejde på dette område for fuldt ud at forstå ligheder og forskelle i denne aldersgruppe, især inden for selve aldersgrupperne, på tværs af socioøkonomiske klasser, mellem kønnene osv.

I en kommentar til rapporterne er det indledningsvis vigtigt at påpege, at der er tale om amerikansk og tildels europæisk (engelsksproget) forskning, der delvis samler op på hidtil udført forskning. Men desuagtet kan jeg ikke se, hvorfor mange analyser og pointer ikke også vil kunne bruges i en  dansk kontekst. Først og fremmest er det interessant at fastslå, at den tilsyneladende almindelig anerkendte bebrejdelse af  de unge, som at de er ligeglade med pricvacy ikke holder. Der er nu evidens for, at i alt fald de unge i alderen 18-24 år i ligeså høj grad som de ældre er interesseret i privacy, men at det samtidig kan slås fast, at  de opfører sig mere skødesløst online, fordi de tror, at loven giver dem mere beskyttelse end den faktisk gør. Konklusionen synes klart at være i modstrid med Facebook grundlægger Mark Zuckerberg´s udtalelse tidligere på året om, at privacy ikke længere er en “social norm”.

Begge rapporter lægger op til yderligere forskning med henblik på afdækning af brugeradfærd og udvikling af nye brugervenlige og privacybeskyttende teknologier og det kan der kun varmt støttes op om. En væsentlig pointe, som fremhæves i en af rapporterne, er at anlægge et ungeperspektiv for forskningen og ikke betragte de unges online adfærd som eksotisk med anvendelse af en “generationsskifte”-retorik  som forfladiger og overser de unges oplevelser i forskellige sammenhænge. Ligeledes er det værd at have for øje, at idéen om to forskellige sfærer, en “offentlig” og en “privat” på mange måder er en forældet tankegang i forhold til nutidens unge.

Mindsettet om en mere brugerorienteret innovation er i pagt med demokratisk teknologiudvikling, som i en globaliseret verden er vigtigere en nogensinde.  Problemstillingen er eksempelvis taget op i et blogindlæg om biometri og demokrati.

Øget pres på EUs logningsdirektiv

Borgerettighedsgrupper herunder European Digital Rights (EDRi) opfordrer EU til at ophæve det såkaldte logningsdirektiv. Såfremt direktivet ikke bliver ophævet kræves det, at der introduceres en opt-out ret, så det overlades de enkelte EU-lande, hvorvidt man vil forlange opbevaring af datakommunikationen.  

I en redegørelse offentliggjort 1.12. 2009 fremhæves det, at direktivet har resulteret i mindre frihed den enkelte borger med en konstant trussel om, at personlige kontaktoplysninger, bevægelser via mobiltelefonen og brug af internettet, kan sælges, mistes eller på anden måde forårsage skade, så vel som højere priser for telekommunikation og mindre konkurrence.

I en klage mod direktivet til EF-Domstolen, som Irland indgav allerede i 2006, påpeges det, at mange EU-lande i første omgang ikke forlangt datalogning og at “intet spørgsmål vedrørende det indre marked kan begrunde et pålæg til en medlemsstat med et krav om, at teleoperatørerne skal opbevare data (…), så længe en sådan forpligtigelse ikke allerede eksisterede i henhold til lovgivningen i denne stat “.

I flere medlemsstater har domstole afgjort eller er ved at afgøre sager indgivet af borgere og teleoperatører med påstand om, at en vilkårlig indsamling af kommunikationsdata krænker privatlivets fred. Forfatningsdomstolen i Rumænien og Bulgarien har allerede fastslået, at datalogning er forfatningsstridig. Den tyske forfatningsdomstol vil i indeværende måned tage stilling til en klage indgivet af 34.000 borgere. En anden sag er under behandling i Irland, mens en ansøgning til forfatningsdomstolen i Tjekkiet er under udarbejdelse.

Endvidere hedder det i redegørelsen: “I en skelsættende afgørelse truffet sidste år, fastslår den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at den britiske database for DNA og fingeraftryk er ulovlig og statuerer, ”at de omfattende og vilkårlige beføjelser for opbevaring (…) udgør et uforholdsmæssigt indgreb i “privacy og kan ikke betragtes som nødvendigt i et demokratisk samfund. “. ”Det samme er tilfældet med den omfattende og vilkårlige indsamling af personlige kontaktoplysninger, bevægelser via mobiltelefonen og brug af internettet” udtaler juridisk ekspert Patrick Breyer. “Anonymitet er uundværlig for et væld af aktiviteter i en demokratisk stat. At underkaste alle borgere for en konstant registrering af hvem de er i kontakt med, truer med at underminere eller endog ødelægge demokratiet, til trods for angiveligt at forsvare det. Kommissionen skal sætte en stopper for denne Big Brother lov nu.”

 “EDRi og dets medlemmer har i årevis kæmpet imod dette direktiv med påstand om, at en sådan datalogning er farlig og krænkende. Meryem Marzouki (EDRi) minder om, at kommunikationsdata er langt mere en bare logning af hvem vi kontakter og hvornår. Teledata kan bruges til at danne sig et billede af en persons relationer og endnu vigtigere et billede af en persons aktivitet og hensigt. Med den stigende anvendelse af omfattende nationale databaser, og de aktuelle planer henimod interoperabilitet på EU-plan og fuld adgang til politimæssige formål, baner logningsdirektivet vejen for yderligere udvidelser af et formål, hvor data oprindeligt er indsamlet til strik opfyldelse af en given service, bliver brugt til overvågning og social kontrol af borgerne. Det er ikke acceptabelt i et demokratisk samfund, og bør slutte nu.”

Link til pressemeddelelsen her. 

Om en stigende østrigsk modstand mod logningsdirektivet kan henvises til følgende link (på tysk). Endvidere henledes opmærksomheden på en nylig udtalelse fra  The Irish Council for Civil Liberties om den tilsvarende irske logningsbekendtgørelse. 

Også i Danmark er der rejst stigende kritik af logningsdirektivet og den i Danmark udstedte logningsbekendtgørelse. På det seneste har Restsikkerhedsfonden sat fokus på den digitale overvågning i forbindelse med en afholdt konference 25. 11. 2009.  Jeg har også selv til Computerworld udtalt om en revision af bekendtgørelsen under den præmis, at bekendtgørelsen ikke vil blive afskaffet.  

Med statsminister Lars Løkke Rasmussens nylige erklæring til bl.a. Retssikkerhedsfonden om, at se nærmere på reglernes anvendelse og de praktiske erfaringer, er der grund til at være optimistisk. At foruddiskontere en evaluering er måske utidigt, men det vil nok være for meget at håbe på at bekendtgørelsen kan afskaffes med det første, da den er udstedt i henhold til et EU direktiv. Derimod er der god grund til at forvente som et minimum, at styrke retssikkerheden i forbindelse med en i løbet af 2010 forventet overordnet revision af  af hele den danske antiterrorlovgivning, som gennemført ved opstramninger i diverse love i 2001 og 2006.

Offentlig konsultation om EU-datadirektivet

Art. 29-gruppen (repræsentanter fra datatilsynene i EU) har lanceret en offentlig Consultation on the legal framework for the fundamental right to protection of personal data, hvor alle kan bidrage – dvs. privatpersoner, organisationer og offentlige myndigheder.

Persondataloven fra 2000 er baseret på EU´s datadirektiv fra 1995, som det er på tale at opdatere, især på baggrund af de indførte ”terror-love” efter 11.9. 2001, men også i lyset af den teknologiske udvikling og udbredelsen af online sociale netværk som f.eks. Facebook.

Til belysning af temaet henvises til den nyligt offentliggjort Rand Europe rapport ”Review of the European Data Protection Directive”, som kommer med en lang række anbefalinger på hvordan man kan forbedre databeskyttelsesregimet for borgere i de europæiske lande. Tjek:
https://danskprivacynet.wordpress.com/wp-content/uploads/2009/05/review_of_eu_dp_directive.pdf.
Rapporten er bl.a. omtalt her: https://danskprivacynet.wordpress.com/2009/05/19/eu%c2%b4s-databeskyttelsesdirektiv-b%c3%b8r-updates/

Dansk Privacy Netværk opfordrer alle til at bidrage og netværket vil også gerne medvirke til at lave en fælles dansk og meget gerne fælles europæisk udtalelse. WG29 vil uden tvivl lægge vægt på en udtalelse, som bakkes op af en bred vifte af interesseorganisationer, offentlige myndigheder, politikere, opinionsdannere og enkeltpersoner.

Et koordinerende setup vil blive lanceret så snart som muligt. I mellemtiden er alle velkommen til at rette direkte henvendelse til Dansk Privacy Netværk  eller sende en kommentar.

Frist til aflevering af bidrag er 31.12. 2009.

Et holistisk helhedssyn er påkrævet

I den offentlige debat stilles overvågning ofte i modsætning til privacy. Jo mere overvågning jo mindre privacy. Det er en total misforståelse for overvågning og privacy er ikke et hverken eller, men et både og. Der er ikke eller rettere, der behøver ikke mere, at være tale om en dikotomi. Man kan også udtrykke det således: security og privacy er to sider af samme mønt.

Overvågning har ligesom privacy nytteværdi for den enkelte og for samfundet som helhed, fordi begge begreber i bund og grund har det samme formål: at skabe tryghed. Hvem vil ikke stoppe terroristen eller pædofilisten ? Der er vel heller ikke mange som oplever trafik- eller miljøovervågning som noget negativt. Men der er jo ikke grund til unødvendig overvågning !

Udfordringen er selvfølgelig at foretage en nærmere etisk, juridisk og teknisk vurdering af den konkrete sammenhæng hvor overvågning ønskes iværksat og privacy samtidig vil blive krænket. Der vil være tale om at afbalancere de forskellige hensyn.

Imidlertid må det konstateres, at der efter 11/9 har været mange eksempler på lovgivning, hvor lodderne til fordel for en ren sikkerhedsbetragtning, har vejet tungest. Det behøver ikke at være sådan og det bør der rettes op på, så der kommer mere balance i tingene.

Denne holdning deles efterhånden af en lang række opinionsdannere, eksperter og politikere og er bl.a. kommet til udtryk i diskussioner i forbindelse med forberedelsen af arbejdsprogrammet for det svenske EU formandskab i 2. halvår 2009. I et referat af en konference i Bruges i marts 2009 ararrangeret af Det Europæiske Råd om en strategisk dagsorden for frihed, sikkerhed og retfærdighed , refereres f.eks. den tjekiske indenrigsminister Ivan Langer, specifikt for at understrege “the importance of finding a balance between security and privacy, hinting that there today is a tendency in Europe to focus too much on security. Freedom, privacy and mobility is however as important and has been left outside the focal point lately”.

Det er ikke altid en let opgave, men det er ikke desto mindre en fremgangsmåde, som er nødvendig og som vil stille store krav til myndigheder, interesseorganisationer og NGO´erne. Ja, i en tidsalder hvor konflikter og teknologi bliver mere og mere kompliceret, må vi også hver især som enkeltindivid være meget mere engagerede i hverdagen.

De principper vi bygger vort samfund på skal vi værne om, men debatten viser med al ønskelig tydelighed, at der mangler en grundlæggende forståelse af vort værdisæt. Når det af mange udtales, at man ikke har noget at skjule og at man faktisk gerne vil have overvågning, så er det ikke en overraskende holdning. Vi lever – trods alt – i et af de mest trygge samfund i verden med en social velværd, som de fleste nyder godt af. Vi har samtidig, det viser jævnlige undersøgelser, en offentlig sektor, som er en af verdens mindst korrupte.

Men desværre bygger holdningen også på stor uvidenhed og mange vil måske mene direkte naivitet. Misbrug finder sted, det ved vi. Den korrupte embedsmand findes, det ved vi også. Det er godt at vi kan benytte os af de teknologiske muligheder til at sikre mennesker og værdier, men teknologien kan også misbruges. Jeg plejer at sige, at der ikke findes hverken god eller dårlig teknologi. Opgaven består i at designe den teknologiske løsning efter det konkrete behov. Teknologiske mekanismer som f.eks. “privacy by design” herunder “revocable privacy” og “revocable anonymity” (konceptideer) samt “best available techniques” og “human factors design”  kan være til stor hjælp i sammenhæng med anvendelsen af moralske principper som eksempelvis “forsigtighedsprincippet” (the precausionary principle). Udvikling af en IT-infrastruktur, hvori proces og krav direkte implementeres (embeddes) uden mulighed for senere ændring, kan også være en løsningsmodel.

Eksemplerne skal illustere, hvorledes teknologien kan sikre både privacy og security ved opbygning af informationssystemer. Eller med andre ord kan teknologien gøre det muligt for både sikkerheds-hardlinere og frontkæmpere for menneskerettigheder at mødes !

Med ”internet of things” vil især WiFi- og RFID-teknologierne gøre det muligt at forbinde alle mulige ting med hinanden fra bøger til biler og fra elektriske apparater til fødevarer. Det giver os mennesker fantastiske muligheder for at understøtte og forbedre hverdagen, men samtidig kan teknologien opsamle en masse information om vores gøren og laden 24 timer i døgnet. Løsningen må som udgangspunkt være, at brugeren har kontrol og valgmulighed, hvilket igen forudsætter gennemsigtighed. Et nyligt notat fra EU Kommissionen Internet of Things – An action plan for Europe sætter fokus på denne fremtid.

Det forventes at politikere og embedsværket vil være i stand til at træffe de rigtige afgørelser ud fra et samfundsmæssigt helhedssyn. Man kan ikke betænke organisationer eller myndigheder i at varetage de interesser eller opgaver de nu er sat til at varetage.

Men hvorledes sikrer vi os den afbalancerede afvejning af ofte modsatrettede hensyn, som der i en globaliseret verden mere end nogensinde er behov for?

Mere tværfaglig forskning hilses velkommen lige som generelle informationskampagner er vigtige.  Der synes også at være anledning til at gennemføre en videnskabelig undersøgelse af hvorledes vi i grunden stiller os til overvågning og privatlivsbeskyttelse, vore værdier og holdninger til menneskerettighederne.

Men derudover er der måske grund til at overveje etablering af et ”visdomsråd”, som skal forholde sig kritisk men holistisk til alle samfundets udfordringer og som forener videnskab med en dybere forståelse af de menneskelige værdier og samfundets sammenhængskraft og bæredygtighed i videst muligt omfang.

Ideen er faktisk så gammel som demokratiet, idet der i det antikke Grækenland fandtes et symposium af 7 vise mænd, som skulle assistere samfundet med forslag til løsninger af komplicerede spørgsmål både personlige og sociale og som kom til at få stor indflydelse på opbygningen af et oplyst og avanceret samfund.

Er disse gamle visdomsord i øvrigt ikke eviggyldige og relevante ikke bare i diskussionen mellem øget overvågning og privacy men i alle sammenhænge:

“All things in moderation”

“Nothing in excess”

Betænkning afgivet af canadisk parlamentsudvalg anbefaler forbedringer af privacy

Det canadiske House of Commons stående udvalg for informationsadgang, privacy og etik, har d. 10. juni udgivet en betænkning, som fokuserer på udvalgets svar på 12 anbefalinger af den canadiske privacy kommissær til en reform af Privacy Act.

Den canadiske privacy lov fra 1983  beskytter den enkeltes personlige information ved at fastsætte regler for hvorledes data indsamles, opbevares og bruges. Loven fastsætter endvidere en ret til at få oplyst offentlig information om én selv samt institutionaliserer en såkaldt privacy kommissær (kan dels sammenlignes med det danske datatilsyn). Loven er imidlertid ikke blevet revideret i 26 år.  

“ Privacy Act  er en vigtig del af kvasi-forfatningsmæssig lovgivning, som beskytter canadiernes privacy-rettigheder. I en tidsalder med en rivende teknologisk udvikling, skal en reform af loven nøje undersøges og overvejes. Med betænkningen starter udvalget nu en dialog med den ansvarlige minister om den lovgivning, som vi håber vil få høj prioritet” udtaler udvalgets formand Paul Szabo fra Liberal Party of Canada.

Udvalget støtter således, at den nuværende lov skal udvides til at omfatte nye teknologier, som f.eks. live-overvågning af kamera-feeds samt DNA prøver af mistænkte. Den nuværende lov dækker nemlig kun indhentet og registreret information, som f.eks. dokumenter, magnetbånd samt computerfiler. 

Endvidere bakker udvalget op om forslaget om, at privacy kommissæren påtager sig en uddannelsesfunktion og at offentlige myndigheder skal aflægge rapport til parlamentet om deres privacy. 

Derudover støtter udvalget ideen om, en ny regel, som pålægger myndigheder at beskytte personlig information med passende forholdsregler.

Men udvalget dels underkender dels afstår fra at tage stilling til flere af de øvrige 12 anbefalinger, som privacy kommissæren betragter som ”quick fixes” af Privacy Act her og nu. Privacy kommisæren ønsker imidlertid en helt gennemgribende revision af loven, men erkender at dette ikke er muligt i den nuværende situation.

For eksempel prioriterer parlamentsudvalget ikke, at der er et behov for at indføre såkaldte privacy konsekvensanalyser (PIA´s) af love og systemer ligesom et forslag om, at indføre en såkaldt ”nødvendighedstest”, som myndighederne skal gennemføre for at demonstrere behovet for at indsamle personlig information, heller ikke fandt lydhørhed.

Betænkningen anbefaler i øvrigt, at loven revideres hver 5. år.

I et høringssvar til udvalget påpeger det canadiske advokatsamfund (Canadian Bar Association), at loven i sin tid trådte i kraft før fremkomsten af teknologier som elektronisk data match, biometriske identifikatorer som fingeraftryk og iris scanning, afkodning af gener samt satellitovervågning (GPS).

Betænkningen er endnu en i rækken af bidrag, som for tiden ser dagens lys. Canada betragtes af mange som et foregangsland med hensyn til privacybeskyttelse, men loven fra 1983 er ikke fulgt med tiden, som det påpeges af et af parlamementsmedlemmerne.
Selvfølgelig kan man ikke direkte sammenligne canadiske retsforhold med danske, men det interessante er at hæfte sig ved de principielle overvejelser, der er oppe i tiden og disse principper følger en international trend om større privacy bevågenhed, som også Danmark bør forholde sig mere konsekvent til.

Betænkningen kan downloades her.

Betænkning afgivet af det franske senat anbefaler en styrkelse af privacy

Det franske Senats retsudvalg har d. 27. maj 2009 udgivet en betænkning med titlen ‘La vie privée à l’heure des mémoires numériques’ (ret til privacy i en digital tidsalder).

Betænkningen indleder med at fastslå, at privacy er et af det moderne samfunds grundlæggende værdier og omfatter både et menneskes ret til intimitet og autonomi.

Betænkningen påpeger, at fremkomsten af nye teknologier som GPS, Bluetooth, RFID, nanoteknologi mv. giver mulighed for at spore personer over tid og rum. Endvidere fremhæves den ubegrænsede kapacitet til datalagring og  ‘den nye digitale hukommelse ‘ herunder opbygning af databaser om specifikke forbrugsmønstre (consumer behavioral targeting).  Herudover understreges det også at der blandt den unge generation er en sociologisk trend for ”eksponering og selvregulering” og en mindre opmærksomhed på de risici som blogs og sociale netværk udgør for ens privacy.

Betænkningen understreger også, at Europa og USA har en forskellig tilgang til beskyttelse af personoplysninger, hvilket bl.a .er kommet til udtryk i striden om, hvorlænge visse søgemaskiner bør opbevare indsamlede persondata. Derfor anbefales det også at arbejde for internationale standarder, som dog forudses at blive vanskelig, fordi hensynet til beskyttelse af privacy, herunder retten til at få slettet persondata og retten til anonymisering af dataforbindelsen konflikter med beskyttelsen af ophavsret, edb-programmer, databaser og intellektuel ejendomsret.

Også set i lyset af 11. September 2001, som har medført en øget tolerance for overvågning og kontrol, er der ifølge betænkningen behov for en ny balance mellem sikkerhed og frihed, hvilket alt i alt stiller nye krav til privacy.

For at sikre privacy i nutidens digitale tidsalder og styrke offentlighedens tillid til informationssamfundet har en nedsat arbejdsgruppe formuleret 15 rekommmendationer, hvoraf de væsentligste er:

• Styrke kendskabet  til privacy og beskyttelse af personoplysninger i skoleforløbet
• At iværksætte en informationskampagne med henblik på at øge bevidstheden om privacy og databeskyttelse på internettet samt informere om den enkelte borgers rettigheder

Med henblik på at styrke kapaciteten og legitimiteten af CNIL (det franske datatilsyn) :

• Opkræve et gebyr af større offentlige og private organisationer, der beskæftiger sig med persondata
• At oprette regionale enheder under CNIL
• Styrke CNIL´s ekspertise og kontrol
• At gøre det obligatorisk for alle offentlige og private organisationer, at udpege en databeskyttelsesansvarlig person (correspondant informatique et libertés)

Med hensyn til yderligere lovgivning:

• Støtte udvikling med henblik på at definere internationale standarder for beskyttelse af personoplysninger
• At bekræfte, at IP-adressen anses som en personoplysning
• At indføre et minimum for databrudsnotifikation
• Privacy skal indskrives i forfatningen

Anbefalingerne, hvoraf flere fremgår af CNIL´s årlige rapport fra 13. Maj 2009, demonstrerer det franske senats og CNIL´s vilje til at styrke retten til privacy både nationalt og internationalt og tage hånd om de aktuelle privacy udfordringer. Borgerens bekymring for brud på privacy tages alvorligt og det anerkendes faktisk, at security og privacy ikke er hinandens modsætninger, men derimod hinandens forudsætninger for et trygt samfund.  Betænkningen er visionær. Anbefalingerne ligger desuden på linje med flere af de forslag, som den nyligt offentliggjorte rapport fra Rand Europe, har fremført.

Det er især interessant at fremhæve anbefalingen om at fastslå ved lov, at IP adressen, som identificerer en computer, er at betragte som persondata. En sådan bestemmelse vil få betydning for hvorledes søgemaskiner lagrer data og det er da også grunden til, at bla. Google stritter imod, idet de gør gældende, at IP adressen alene lokaliserer en computer og ikke hvem personen er. Artikel 29 arbejdsgruppen har iøvrigt fremkommet med en tilsvarende anbefaling i 2008.

Der er også grund til at hæfte sig ved anbefalingen om, at  indføre en pligt til at udpege en dataansvarlig person (i udlandet også benævnt Data Protection Officer)  for både offentlige og private organisationer med minimum 50 ansatte. Det er en ide, som jeg selv ved en tidligere lejlighed har anbefalet, at indføre i Danmark. Også  forslaget om at indskrive privacy i den franske forfatning, er principiel sympatisk.

Betænkningen gør det endnu mere påkrævet, at der fra dansk side formuleres en decideret privacy policy baseret på lignende anbefalinger, således at vi ikke kun kommer på omgangshøjde med de øvrige EU lande og EU, men meget gerne lægger os i førerfeltet.    

Den omfattende betænkning, som er på fransk, kan downloades her.

EU konference sætter fokus på databeskyttelse

Den 19-20 maj 2009 organiserede EU Kommissionen en konferecne med titlen “Personal data – more use, more protection?” for at se på nye udfordringer for privacy.

Hvordan bør persondata beskyttes i en globalioseret verden med stigende mobilitet og i kølvandet på moderne kommunikation, informationsteknologier og ny policies ? Hvilke data har myndigheder og private virksomheder adgang til ? Hvor godt er det nuværende regelsæt med hensyn til international dataoverførsel i en tid med “cloud computing” ? Hvad er borgerens, virksomhedernes og samfundets forventninger.

Det er nogle af de temaer som konferencen har sat under lup. En lang række førende eksperter har deltaget med indlæg på konferencen, som er en del af EU Kommissionens åbne rådslagning om hvordan den fundamentale ret til beskyttelse af personlige informationer kan udvikles yderligere og beskyttes effektivt, især indenfor området for retfærdighed, frihed og sikkerhed. 

Konferencen blev åbnet af Jacques Barrot, vicepræsident for EU Kommissionen og kommissær for retfærdighed, frihed og sikkerhed. Barrot understregede, at hans ansvarsområde er at forene formålet at bekæmpe terror og sikre databeskyhttelse. Han påpegede også fordelene ved ny teknologi til bekæmpelse af vold og terror, men også teknologiernes potentielle risici. Dette tilsyneladende paradoks må løses ved at finde den rette balance for beskyttelse af borgerens sikkerhed og privacy og hensynet til udveksling af fri information med en hensigtsmæssig lovramme.

Der er behov for bl.a. at skabe større opmærksomhed om beskyttelse af privacy samt løbende at evaluere policy-reglerne.  

Alex Türk, formand  for artikel 29 arbejdsgruppen samt formand for det franske datatilsyn (CNIL) fastslog, at EU´s datadirektiv stadig er et godt instrument, som man bør blive ved med at implementere her og nu, f.eks. i forbindelse med udmyntning af fastlæggelse best practice og udarbejdelse af adfærdskodeks (code of conduct).

Endvidere pointerere Alex Türk, at internationale standarder bør suppplere end helt erstatte datadirektivet.

En anden indlægsholder, Jacob Kohnstamm, formand for det hollandske datatilsyn omtalte en undersøgelse, som viste, at de borgere som kunne tilslutte sig udsagnet om, at de intet har at skjule, alligevel blev overrasket over en lemfældig databehandling. De udspurgte synes at akceptere det uungåelige. En holdning der bygger på resignation snarere en tillid er farlig for samfundet, udtalte Kohnstamm. 

Jacob Kohnstamm sagde også i sin tale, at det at kunne udøve sine rettigheder for at kunne korrigere og/eller slette fejldispositioner, forudsætter gennemsigtighed. Det er også vigtigt med en let klageadgang og en bedre retshåndhævelse ikke alene i forhold til den enkelte borger, men for samfundet som sådan. Datatilsyn bør agere ex ante og ikke ex post.

Ovennævnte korte referater er udvalgt helt tilfældigt. De mange ekspertindlæg giver et ganske glimrende øjebliksbillede af databeskyttelsen i Europa set ud fra forskellige perspektiver. Konferencen, der må anses som årets største begivenhed om databeskyttelse, er opdelt i 3 sessioner med titler fra kendte ABBA sange:

“Knowing you, knowing me” – New Purposes, New challenges
“Does your Mother know” – No, but could she?
“Take a chance on Me” – Towards a New Data Protection Culture in Europe?  

 Hele programmet kan downloades her. Indlæg i PPT og PDF format kan downloades her. Klik her for et webcast af hele konferencen.

Er Præsident Obama’s tale vendepunktet i kampen mod terror ?

   Official White House photo by Pete Souza

USA´s præsident Barack Obama holdt d. 21. maj 2009  en tale med titlen “Protecting Our Security and Our Values”. Talen blev givet i historiske og tankevækkende rammer, nemlig i nationalarkivets skyhøje marmor og kalkstens rotunde i Washington, som bl.a. udstiller den originale amerikanske uafhængighedserklæring udstedt den 4. juli 1776.

I sin tale, der indledes med, at “These are extraordinary times for our country” præsenterer præsident Obama sin tilgang til bekæmpelsen af terrorisme i forhold til amerikansk lov og amerikanske værdier og han skitserer de eksisterende problemer og de udfordringer, der er for at løse dem.

Efter at have nævnt de skridt der er taget siden 2001 i kampen mod ekstremister, herunder en bedre beskyttelse af USA´s grænser, et øget beredskab overfor eventuelle fremtidige angreb og en global ikke-spredningsordning, der skal forhindre at verdens farligste mennekser skal få adgang til verdens mest dødelige våben, fastlår præsidenten, at alle disse initiativer er nødvendige for at hodle USA sikker. Og han fortsætter:

“Men jeg mener med hver fiber i min krop, at i det lange løb vil vi ikke kunne holde dette land sikkert, medmindre vi mobiliserer kraften i vores mest fundamentale værdier. De dokumenter, vi opbevarer her i salen , uafhængighedserklæringen, forfatningen, Bill of Rights, er ikke bare ord skrevet på gammelt pergament. De er grundlaget for frihed og retfærdighed i dette land, og et lys, der stråler for alle, der søger frihed, retfærdighed, lighed og værdighed i verden.”

Længere henne i talen, fastslår Obama, at Bush-regeringen foretog en række forhastede beslutninger, der selvom de var motiveret af et oprigtigt ønske om at beskytte det amerikanske folk, imidlertid også alt for ofte har været baseret på frygt i stedet for fremsyn.

Og han fortsætter: “Med andre ord, vi er kommet ud af kurs…. Lad mig sige det helt klart: Vi er virkelig i krig med al Qaeda og deres allierede. Vi har brug for at opdatere vores institutioner til at håndtere denne trussel.  Men vi må gøre det med en varig tillid til retsstaten og en retfærdig rettergang; i kontrol og balance og ansvarlighed.”

Herefter koncentrerer Obama sig meget om sin beslutning om at lukke Guantanamo fængslet og hvorledes det skal finde sted. Herom vil jeg ikke gå i detaljer i denne sammenhæng selvom beslutningen i høj grad er manifestationen på præsidentens nye holding til retssikkerhed.

I slutningen af sin tale siger Obama,at “det amerikanske folk er ikke ekstremister og de vælger os ikke for at have en rigid ideologisk holdning til vore problemer. De ved, at vi ikke behøver at ofre vores sikkerhed for vores værdier, og heller ikke at give afkald på vores værdier for vores sikkerhed, så længe vi tilgår vanskelige spørgsmål med ærlighed, bekymring og en dosis af almindelig sund fornuft.”

Det centrale budskab i præsidentens tale, der på formidabel vis blev understreget af de pompøse omgivelser og effekten af den rungende genlyd den kastede af sig i den store kuppelsal er , at der ikke er nogen modsætning i at forsvare de amerikanske værdier og samtidig beskytte nationens sikkerhed.

For mig at se, er talen den vigtigste præsident Obama endnu har holdt indtil dato. Den vil få kolossal psykologisk betydning og efter min bedste overbevisning indvarsle en ny holdning til terrorkampen og overholdelsen af menneskerettighederne ikke alene i USA men også i resten af verden. Det er ikke kun fordi det er indehaveren af verdens mægtigste embede der siger det, men fordi det netop er Barack Obama. For han mener det alvorligt. Det er ikke blot symbolpolitik. Overalt i verden vil menneskerettighedsorganisationer få medvind og kunne presse regeringer og politikere, som sikkert også selv visse steder vil  lade sig inspirere og anspore til at tage beskyttelsen af menneskerettighederne mere seriøst i forhold til kampen mod terror. Der er ikke nogen tvivl om, at retsbeskyttelsen for det enkelte individ ikke vil blive svækket yderligere, men tværtimod vil blive styrket respektive genoprettet og bekæmpelsen af terror vil blive mere afbalanceret i forhold til menneskerettighederne generelt og herunder i forhold til privacy og persondatabeskyttelse. Danmark vil ikke være nogen undtagelse. Denne indstilling vil givetvis også blive fremmet af den kendsgerning, at den internationale terror vurderes at være aftagende fremover i takt med, at Al-Qaeda-netværket mister opbakning samtidig med at chokvirkningen fra 11/9 er ved at lægge sig.

Som forekæmper for menneskerettigheder og privacy er der derfor rigtig god grund til at være optimist.

Se video med hele præsident Barack Obama´s tale nedenfor.

Vodpod videos no longer available.